Ulighed og lighed

Per Michael Jespersen skriver gerne om vigtigheden af, at børn og unge ikke kommer til at kende andre børn og unge fra andre sociale lag, fordi vi bor, uddanner os og arbejder sammen ligesindede. Der mangler altså den blanding af mennesker med forskelligt arbejde, forskellige kompetencer og værdier, der ellers har præget det danske samfund gennem opbygningen af velfærdssamfundet i 1950'erne og 60'erne.


Det er jeg meget enig i og i tanken om, at vi er på vej til at tabe en eller flere generationer på gulvet, fordi alt for mange ikke får en uddannelse. De dropper ud af ungdomsuddannelserne på grund af uddannelsernes stigende akademisering – der mangler først og fremmest praktikpladser, men også undervisning i egentlige praktiske færdigheder i uddannelsesforløbene, og denne manglende undervisning 'begynder' allerede i folkeskolen, hvor de praktiske fag er nedprioriterede i bekymrende grad.


For at vende tilbage til udgangspunktet om manglende kendskab til de forskellige sociale lag i samfundet, så kunne man for at afhjælpe dette begynde med at ophæve det frie skolevalg og nedsætte støtten til de private skoler. De lokale skolemyndigheder kunne så styre elevsammensætningen og blande dem efter alle kunstens regler under hensyntagen til at blande eleverne så mangfoldigt som muligt samt skolevejens længde og risiko.
Sidegevinsten ved dette er bl.a., at skolernes økonomi bliver nemmere at styre, og man undgår tilfældige forældre/elevsøgninger på baggrund af tilfældige rygter henover kølediskene i supermarkederne.
Rigtigt - dette lyder jo ganske betonsocialistisk! - og ja, det er det også. Det er tillige provokerende, men alternativet er værre. Alternativet er styrkelse af den ulighed i samfundet, og dette forslag er en måde at bekæmpe uligheden på. På samme provokerende måde skulle elevsammensætningen styres i ungdomsuddannelserne.
Sideløbende med dette skal der i medierne hvert år være en kampagne om pligt og ret – ikke blot til gavn for børn og unge, men for os alle.


Den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti har ændret vort lighedssamfund til et ulighedssamfund, og det er altså noget træls. Det kan nok kun ændres via probate og kontante midler, som er nødvendige i en overgangsperiode, indtil der igen er skabt balance i samfundet. Jeg synes dybest set, at metoden er grim, men for at udvikle ligheds- og velfærdssamfundet, må vi altså først arbejde på at afvikle ulighedssamfundet. Fordelen her er, at forslaget gør det i åbenhed, og der ændres jo ikke ved de demokratiske spilleregler i perioden, mens ulighedssamfundet lige så stille er blevet sneget ind ad bagdøren med løfter om valgfrihed på alle hylder, skattestop og en aktivistisk udenrigspolitik som afledningsmanøvre.


Jeg tror, at det er nødvendigt, hvis vi ønsker os et samfund med mere menneskelige værdier, hvor fællesskabet med respekt for hinanden er grundlaget, og markedskræfterne holdes i kort snor.