Nedenstående er bragt som kronik i Københavns Lærerforenings Blad KK, nr. 3, den 10 februar 2010.
De københavnske folkeskoler har i længere tid været præget af, at der næsten har været tale om klasseforskelle, socialt set. Nogle skoler har en meget stor overvægt af børn med vanskeligheder, fx etsprogede danske elever med indlærings- og adfærdsvanskeligheder og/eller tosprogede elever, hvis eneste problem er, at de netop er tosprogede, eller de kan naturligvis også have samme vanskeligheder som de etsprogede danske elever.
DEN HISTORISKE OG ØKONOMISKE BAGGRUND
Der er i løbet af den sidste halve snes år blevet en stadig bredere og dybere kløft i det danske velfærdssamfund. Klassebegrebet, som ellers på grund af mange års socialdemokratisk styre, ofte i samarbejde med det radikale venstre, har været på vej til at forsvinde, er genopstået med accelererende kraft.
Underklassen består i dag af medborgere på overførselsindkomster – især arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og starthjælp, og de bor oftest i det almene byggeri eller i privat slumbyggeri, og familierelationen er tit en enlig forældre med to eller flere børn. Uddannelsesniveauet er i bedste fald kort- eller (sjældent) mellemlang uddannelse, men som regel ufaglært. Transporten klares via klippekort til den kollektive trafik, cykling eller i et CO2-belastende, ældre køretøj. Misbrugsproblemer er mere synlige end hos overklassen.
Overklassen består af de særdeles velbjærgede med to meget gode indtægter, boligstil a la ”Bo Bedre” i kvarterer med intet eller i hvert fald kun få almene boliger. Antallet af boligkvadratmetre er to til tre gange det antal, underklassen har til rådighed. Familierelationerne her er parforhold med egne eller ofte sammenbragte børn fra tidligere parforhold. Uddannelsesniveauet er mindst en mellemlang uddannelse, men som hovedregel en længerevarende, akademisk uddannelse. Transporten her klares i tit i to biler af nyere dato plus et større antal cykler til dagligt eller fritidsbrug.
Disse to samfundsklasser kender kun til hverandre gennem medierne, og som jeg har de ofte myter og fordomme om de andre. Selvfølgelig er der mange andre opfattelser af klasserne end denne noget karikerede beskrivelse, men overdrivelse fremmer her forståelsen.
TVANG
Børn overtager naturligvis forældrenes holdninger og opfattelser, og der er temmelig langt mellem de kommuneskoler, der har skoleklasser med begge typer elever. I sådanne skoleklasser ville myterne og fordommene ellers have svært ved at trives. Når de nu ikke findes i virkeligheden, så har bl.a. de københavnske politikere fundet ud af, at så skaber vi bare nogle sådanne. Idéen er at tvangsflytte eleverne rundt i den københavnske geografi, så pengene kommer til at passe. Derved tror man fejlagtigt, at såvel indlærings-, økonomi- og integrationsproblematikkerne løses – det kan nok ikke være så indviklet, vel????
Så vidt jeg erindrer, prøvede man også i nittenhundredeogtresserne at løse et lignende problem i Little Rock i USA ved hjælp af busmetoden. Vanskelighederne består blandt andet i, at ”busses” elever den ene vej, så skal der også ”busses” elever den anden vej, hvis kapaciteten skal passe.
Overklassen vil imidlertid ikke være med til denne øvelse. De vil selv bestemme hvilke busser, der skal bruges til deres børn – og de vælger så som regel en privatskoleløsning.
Politikerne mener derfor, at privatskolerne skal inddrages i busmetoden – de skal også indskrive elever fra underklassen. Privatskolerne vil naturligvis ikke være med til denne tvangsdeportering (de har nemlig holdninger og værdier, som skal vælges til af frivillighedens vej!). Dertil kommer, at der må skulle bruges skatteyderkroner til skolepengene for underklassens børn, for de resurser er ikke til rådighed i underklassen.
Vi har desværre fået udviklet et samfund, hvor der meget nemt etableres konfrontationer mellem forskellige grupperinger. Lige i øjeblikket er det tydeligst i bandekrigen, hvor det formentlig er underklassen og mellemklassen (opkomlinge, der financierer deres klassetilhørsforhold via kriminalitet), der slås. Myndighederne, som kommer fra den lovlige mellemklasse og overklassen, kender for det meste kun et svar på denne problematik, nemlig straf og isolering af rødderne. Endnu har samfundet kunnet gennemføre denne strategi, men spørgsmålet er hvor længe endnu?
Et scenarium, hvor klasserne fysisk isolerer og beskytter sig som det fx kendes fra Sydamerika, gør mig skrækslagen. Jeg håber, at scenariet er helt ude i hampen, men tvivlen nager.
DEN POLITISKE BAGGRUND
Liberalismen, kapitalismen og markedskræfterne har haft regeringsmagten i næsten ti år. De har ikke haft den alene, men sammen med Dansk Folkeparti. De er kommet til magten ikke så meget fordi de selv var stærke, men på grund af centrum-venstre-blokkens svaghed.
Man kan næsten sige, at baggrunden er den samme som for liberalismen i Østrig idet nittende århundrede, hvor Klemens von Metternich (1773-1859), statskansler (1821-1848), installerer politikontrol og en småborgerlig biedermeier-kultur, der ser moderniteten som fjende. Spørgsmålet er, om historien gentager sig i det nu småborgerlige Danmark? - Det er i hvert fald svært for tiden at få øje på noget liberalt i VKO-samarbejdet.
Traditionelt vil de liberale være kosmopolitter og interesserede i den multikulturelle stat, men det har de ikke fået lov til af regeringens støtteparti. Venstre har lagt sig tæt op ad
socialdemokraterne dels for at vise, at de ikke er så liberale, at det gør noget, dels for at bevare regeringsmagten.
Socialdemokraterne er derfor kommet til at stå svagt og har ydermere overladt pladsen som de svages talerør til Dansk Folkeparti, der fuldstændig sætter socialdemokraterne uden for såvel den værdi- som socialpolitiske dagsorden.
Det gælder også i racespørgsmålet, hvor det nationale i stedet for bliver forbundet med race og folk, fordi der mangler en politisk enhed. Det er ikke tale om en politisk eller aristokratisk racisme, men en folkeracisme. Dansk Folkeparti ser – som Østrigs Karl Lueger – sig selv som den undertrykte ”lille mands” repræsentant og giver denne stemme og mulighed for at udfolde sig politisk. Som Karl Luegers parti var barn af småborgerskabet og måske var et af de første populistiske partier, vi har mødt, sådan kan man også se Dansk Folkeparti i dag.
Denne historiske sammenligning vil mange sikkert opfatte som søgt, men min påstand vil være, at den er med til at facettere beskrivelsen af det danske samfunds udvikling gennem den sidste halve snes år.
Magtens indehavere forlanger at blive opfattet som socialliberale og bevarere af samfundets goder. For at hævde dette ses bl.a. indvandring og integration som nogle vigtige årsager til de problemer, folkeskolen arbejder med, men som det endnu ikke er lykkedes at løse tilfredsstillende. Magten griber derfor fat i nogle redskaber, der er totalitære magthavere værdig, nemlig centralisme, øget kontrol og tvangsflytninger af børn.
Det er imidlertid dybest set klart for alle, som har kendskab til og forståelse for børns virkelighed, at børn skal gå i skole, hvor de bor. Den korte formel for at forbedre folkeskolens grundlag med henblik på at løse problemerne er at lede resurserne derhen, hvor problemerne er størst.
Men privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod de offentlige serviceydelser inden for fx kultur, sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen. Individet er sat i fokus på bekostning af fællesskabet. Prøv at se dette i relation til de mere end 100 lukkede folkebiblioteker landet over. Samtidig er det helt sikkert, at der om et års tid vil blive taget kommunale initiativer til at lukke/fusionere folkeskoler.
HVILKE INITIATIVER SKAL TIL FOR AT VINDE KLASSEKAMPEN I FOLKETS SKOLE ?
Skolerne skal etablere sig som lokale kulturcentre – gerne i samarbejde med det lokale folkebibliotek. Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Det vil ikke mindst være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.
Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.
Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger. Der er egentlig ikke meget nyt i dette, fordi Danmark som stat altid har været en del af de omkringliggende samfund for at overleve.
NY BREDDE I FOLKESKOLEN
Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt. Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.
Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid. Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn og samtidig blive fremskridtets skole. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne på de øvrige distriktsskoler – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.
KONKLUSION
Der er ingen snuptagsløsninger - det lange seje træk er en nødvendighed. Det gælder også for de ghettoer, vi med skam skal erkende, vi har har fået etableret, fordi ingen så vanskelighederne komme. Der var travlhed med byfornyelser, som stort set gik ud på at rive det meste af de gamle huse ned og erstatte dem med nyt betonslum, hvor vi i den bedste mening samlede de svageste dele af befolkningen. I dag melder vanskelighederne sig i form af utilpassede familier, hvor nye generationer vokser op med stor risiko for at komme ind på en kriminel løbebane.
Forældregenerationen har svigtet i opdragelsesprocessen og glemt, at dannelse ikke er et tillæg til uddannelse, men grundlaget. Det er en af årsagerne til, vi ser mange børn med såvel adfærds- som indlæringsproblemer.
Nu er jeg så tilbage ved udgangspunktet og må konkludere, at en anden fordeling af resurserne, medinddragelse og medbestemmelse er nødvendige elementer for at vende skuden, inden den helt går på grund og forliser.
DEN HISTORISKE OG ØKONOMISKE BAGGRUND
Der er i løbet af den sidste halve snes år blevet en stadig bredere og dybere kløft i det danske velfærdssamfund. Klassebegrebet, som ellers på grund af mange års socialdemokratisk styre, ofte i samarbejde med det radikale venstre, har været på vej til at forsvinde, er genopstået med accelererende kraft.
Underklassen består i dag af medborgere på overførselsindkomster – især arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og starthjælp, og de bor oftest i det almene byggeri eller i privat slumbyggeri, og familierelationen er tit en enlig forældre med to eller flere børn. Uddannelsesniveauet er i bedste fald kort- eller (sjældent) mellemlang uddannelse, men som regel ufaglært. Transporten klares via klippekort til den kollektive trafik, cykling eller i et CO2-belastende, ældre køretøj. Misbrugsproblemer er mere synlige end hos overklassen.
Overklassen består af de særdeles velbjærgede med to meget gode indtægter, boligstil a la ”Bo Bedre” i kvarterer med intet eller i hvert fald kun få almene boliger. Antallet af boligkvadratmetre er to til tre gange det antal, underklassen har til rådighed. Familierelationerne her er parforhold med egne eller ofte sammenbragte børn fra tidligere parforhold. Uddannelsesniveauet er mindst en mellemlang uddannelse, men som hovedregel en længerevarende, akademisk uddannelse. Transporten her klares i tit i to biler af nyere dato plus et større antal cykler til dagligt eller fritidsbrug.
Disse to samfundsklasser kender kun til hverandre gennem medierne, og som jeg har de ofte myter og fordomme om de andre. Selvfølgelig er der mange andre opfattelser af klasserne end denne noget karikerede beskrivelse, men overdrivelse fremmer her forståelsen.
TVANG
Børn overtager naturligvis forældrenes holdninger og opfattelser, og der er temmelig langt mellem de kommuneskoler, der har skoleklasser med begge typer elever. I sådanne skoleklasser ville myterne og fordommene ellers have svært ved at trives. Når de nu ikke findes i virkeligheden, så har bl.a. de københavnske politikere fundet ud af, at så skaber vi bare nogle sådanne. Idéen er at tvangsflytte eleverne rundt i den københavnske geografi, så pengene kommer til at passe. Derved tror man fejlagtigt, at såvel indlærings-, økonomi- og integrationsproblematikkerne løses – det kan nok ikke være så indviklet, vel????
Så vidt jeg erindrer, prøvede man også i nittenhundredeogtresserne at løse et lignende problem i Little Rock i USA ved hjælp af busmetoden. Vanskelighederne består blandt andet i, at ”busses” elever den ene vej, så skal der også ”busses” elever den anden vej, hvis kapaciteten skal passe.
Overklassen vil imidlertid ikke være med til denne øvelse. De vil selv bestemme hvilke busser, der skal bruges til deres børn – og de vælger så som regel en privatskoleløsning.
Politikerne mener derfor, at privatskolerne skal inddrages i busmetoden – de skal også indskrive elever fra underklassen. Privatskolerne vil naturligvis ikke være med til denne tvangsdeportering (de har nemlig holdninger og værdier, som skal vælges til af frivillighedens vej!). Dertil kommer, at der må skulle bruges skatteyderkroner til skolepengene for underklassens børn, for de resurser er ikke til rådighed i underklassen.
Vi har desværre fået udviklet et samfund, hvor der meget nemt etableres konfrontationer mellem forskellige grupperinger. Lige i øjeblikket er det tydeligst i bandekrigen, hvor det formentlig er underklassen og mellemklassen (opkomlinge, der financierer deres klassetilhørsforhold via kriminalitet), der slås. Myndighederne, som kommer fra den lovlige mellemklasse og overklassen, kender for det meste kun et svar på denne problematik, nemlig straf og isolering af rødderne. Endnu har samfundet kunnet gennemføre denne strategi, men spørgsmålet er hvor længe endnu?
Et scenarium, hvor klasserne fysisk isolerer og beskytter sig som det fx kendes fra Sydamerika, gør mig skrækslagen. Jeg håber, at scenariet er helt ude i hampen, men tvivlen nager.
DEN POLITISKE BAGGRUND
Liberalismen, kapitalismen og markedskræfterne har haft regeringsmagten i næsten ti år. De har ikke haft den alene, men sammen med Dansk Folkeparti. De er kommet til magten ikke så meget fordi de selv var stærke, men på grund af centrum-venstre-blokkens svaghed.
Man kan næsten sige, at baggrunden er den samme som for liberalismen i Østrig idet nittende århundrede, hvor Klemens von Metternich (1773-1859), statskansler (1821-1848), installerer politikontrol og en småborgerlig biedermeier-kultur, der ser moderniteten som fjende. Spørgsmålet er, om historien gentager sig i det nu småborgerlige Danmark? - Det er i hvert fald svært for tiden at få øje på noget liberalt i VKO-samarbejdet.
Traditionelt vil de liberale være kosmopolitter og interesserede i den multikulturelle stat, men det har de ikke fået lov til af regeringens støtteparti. Venstre har lagt sig tæt op ad
socialdemokraterne dels for at vise, at de ikke er så liberale, at det gør noget, dels for at bevare regeringsmagten.
Socialdemokraterne er derfor kommet til at stå svagt og har ydermere overladt pladsen som de svages talerør til Dansk Folkeparti, der fuldstændig sætter socialdemokraterne uden for såvel den værdi- som socialpolitiske dagsorden.
Det gælder også i racespørgsmålet, hvor det nationale i stedet for bliver forbundet med race og folk, fordi der mangler en politisk enhed. Det er ikke tale om en politisk eller aristokratisk racisme, men en folkeracisme. Dansk Folkeparti ser – som Østrigs Karl Lueger – sig selv som den undertrykte ”lille mands” repræsentant og giver denne stemme og mulighed for at udfolde sig politisk. Som Karl Luegers parti var barn af småborgerskabet og måske var et af de første populistiske partier, vi har mødt, sådan kan man også se Dansk Folkeparti i dag.
Denne historiske sammenligning vil mange sikkert opfatte som søgt, men min påstand vil være, at den er med til at facettere beskrivelsen af det danske samfunds udvikling gennem den sidste halve snes år.
Magtens indehavere forlanger at blive opfattet som socialliberale og bevarere af samfundets goder. For at hævde dette ses bl.a. indvandring og integration som nogle vigtige årsager til de problemer, folkeskolen arbejder med, men som det endnu ikke er lykkedes at løse tilfredsstillende. Magten griber derfor fat i nogle redskaber, der er totalitære magthavere værdig, nemlig centralisme, øget kontrol og tvangsflytninger af børn.
Det er imidlertid dybest set klart for alle, som har kendskab til og forståelse for børns virkelighed, at børn skal gå i skole, hvor de bor. Den korte formel for at forbedre folkeskolens grundlag med henblik på at løse problemerne er at lede resurserne derhen, hvor problemerne er størst.
Men privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod de offentlige serviceydelser inden for fx kultur, sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen. Individet er sat i fokus på bekostning af fællesskabet. Prøv at se dette i relation til de mere end 100 lukkede folkebiblioteker landet over. Samtidig er det helt sikkert, at der om et års tid vil blive taget kommunale initiativer til at lukke/fusionere folkeskoler.
HVILKE INITIATIVER SKAL TIL FOR AT VINDE KLASSEKAMPEN I FOLKETS SKOLE ?
Skolerne skal etablere sig som lokale kulturcentre – gerne i samarbejde med det lokale folkebibliotek. Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Det vil ikke mindst være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.
Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.
Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger. Der er egentlig ikke meget nyt i dette, fordi Danmark som stat altid har været en del af de omkringliggende samfund for at overleve.
NY BREDDE I FOLKESKOLEN
Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt. Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.
Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid. Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn og samtidig blive fremskridtets skole. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne på de øvrige distriktsskoler – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.
KONKLUSION
Der er ingen snuptagsløsninger - det lange seje træk er en nødvendighed. Det gælder også for de ghettoer, vi med skam skal erkende, vi har har fået etableret, fordi ingen så vanskelighederne komme. Der var travlhed med byfornyelser, som stort set gik ud på at rive det meste af de gamle huse ned og erstatte dem med nyt betonslum, hvor vi i den bedste mening samlede de svageste dele af befolkningen. I dag melder vanskelighederne sig i form af utilpassede familier, hvor nye generationer vokser op med stor risiko for at komme ind på en kriminel løbebane.
Forældregenerationen har svigtet i opdragelsesprocessen og glemt, at dannelse ikke er et tillæg til uddannelse, men grundlaget. Det er en af årsagerne til, vi ser mange børn med såvel adfærds- som indlæringsproblemer.
Nu er jeg så tilbage ved udgangspunktet og må konkludere, at en anden fordeling af resurserne, medinddragelse og medbestemmelse er nødvendige elementer for at vende skuden, inden den helt går på grund og forliser.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar