Efter lang tids afprøvning og arbejde med justeringer af såvel teknisk som indholdsmæssig karakterer er det virkelige startsignal nu gået for de nationale prøver i nærmere bestemte områder i dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi, geografi og biologi.
Som element i evalueringen af den enkelte elev og for læreren er jeg overbevist om, at det er godt, men såfremt den senere tids snak om offentliggørelse af prøveresultaterne bliver virkeliggjort, så er det så afgjort skidt.
For det første vil det ikke give et retvisende billede af skolens undervisning. Prøveresultaternes værdi relaterer sig til den enkelte elevbesvarelse og kan ikke bruges til en vurdering af den enkelte skole som helhed, hvilket netop er det, som vil ske, hvis man har det kendskab til skoler og undervisning, som de fleste har. Der vil hurtigt blive udarbejdet gennemsnitstal for skolerne, og de skoler, som scorer højt, vil få prædikatet ”en rigtig god skole”. Det prædikat vil alle skoler naturligvis godt kunne besmykke sig med, og derfor kan det tænkes, at de holder de dårligste elever væk fra prøverne, så scoregennemsnittet hæves – selvfølgelig uformelt og ulovligt, men markedets såkaldte 'sunde' konkurrence mellem skolerne vil tvinge dem til at bruge den slags ufine midler, fordi deres økonomi er afhængig af elevtal og søgning.
For det andet vil lærerne naturligvis indrette deres undervisning efter og træning i, hvad erfaringen udleder om, hvad eleverne vil blive afprøvet i. Derved vil mange undervisningsområder i fagene kun få en nødtørftig behandling. Det er almindelig menneskelig logik.
For det tredje har det under hele processen (den lovgivningsmæssige, den faglige og den tekniske) været en forudsætning, at prøveresultaterne ikke måtte offentliggøres, men at de netop var en aktuel evaluering af eleven, og at de kunne give den enkelte lærer mulighed for at justere og tilrettelægge sin undervisning ud fra resultaterne. Prøverne skulle således være et mellemværende mellem eleven, læreren og klassen. Persondataloven var oven i købet inde i debatten.
Denne forudsætning blev skudt ned af statsministerens uigennemtænkte udmelding i forbindelse med det såkaldte 360 graders eftersyn af folkeskolen.
Man må virkelig håbe, at prøverne gennemføres, sådan som ånden i projektet har været fra begyndelsen.
fredag den 19. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ja det er jeg da helt enig med dig i !!
SvarSlet