Paul Auster: Usynlig

Boganmeldelse:
Paul Auster: Usynlig (2009) ISBN 978-87-916-5487-9.
346 sider på forlaget Per Kofod, oversættelsen er begået af Jørgen Nielsen

Igen en rigtig god roman af Paul Auster. Personskildringen er god, miljøbeskrivelsen som sædvanlig detaljeret og rig. Handlingen fremadskridende og i bedste Paul Auster stil med tilbageblik, hvor de røde tråde knyttes og bliver de nødvendige elementer i det samlede billede, der afsløres i den sidste tredjedel.
Som altid ( ihvert fald de romaner, jeg har læst, men jeg har langt fra læst alle Austers) foregår den i flere lag. Denne gang i to tidsperioder, og der fortælles både i første, anden og tredje person i en af sekvenserne. ”Usynlig” foregår tillige både i USA og i Paris.
Jeg tror, man skal kunne lide den noget omstændelige og beskrivende fortælleform for at kunne synes om ”Usynlig”. Kan man det, er romanen medrivende og svær at komme fra.
”Usynlig” handler grundlæggende om menneskelige relationer både på det nære plan i familien og i bekendtskabskredsen. Man kommer tæt på, og alligevel er facit overladt til læseren.

Det forekommer mig, at jeg har hørt, at enten kan man lide Paul Auster, ellers også kan man ikke. Der er ingen mellemvej, men måske ”Usynlig” kan være med til at få nogle til at flytte sig fra ”not til hot”.
Jeg synes bestemt, det er en læseværdig bog, og den får min bedste anbefaling.

Er det velfærdssamfundet, vi vil have?

Det moderne danske samfund er kompliceret. Det blev skabt efter 2. verdenskrig og bygget op af socialdemokrater. Man fristes næsten til at sige, at de sejrede ad H.. til. Det gør man, fordi de har ikke formået at udvikle et afløsningsprojekt. De har hvilet på laurbærrene, og for at det ikke er lyv, så har de ladet de borgerlige, liberale kræfter overtage dagsordenen og forsøger nu på forskellige områder at fremstå ligeså 'hårde' som de partier, der er deres modstandere, fx i integrationsspørgsmål. Desværre vil den nuværende socialdemokratiske ledelse med al sandsynlighed ikke formå at udvikle det nødvendige nye projekt - der skal nye til.

Venstre og Det konservative Folkeparti har sammen med deres støtteparti Dansk Folkeparti været ved magten de sidste (for mange) år ved at love kontrakt- og værdipolitik samt skattestop. De kom til magten, hvor der var økonomisk fremgang, og kun få havde for lidt.

Situationen er ganske anderledes nu. Der er økonomisk tilbagegang og udsigt til, at de store årgange, som har nydt godt af den socialdemokratiske velfærdsmodel, trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden for kort tid, fortsat dansk krigsdeltagelse langt fra den danske grænse, stigende arbejdsløshed, den globale udfordring med et multietnisk samfund, udbytning af naturens resurser og global opvarmning, grænseoverskridende økonomi, kriminalitet, viden og arbejdskraft.
Alt dette betyder, at det er piskende nødvendigt med nytænkning, hvis den danske velfærd skal bevares og helst også udvikles. Sker det ikke, vil vi fortsat stå med store økonomiske dilemmaer, som skattestoppet ikke bidrager til at løse. Det, at færre skal yde til flere, er i sig selv noget af en modsætning. Det kræver også flere resurser, at vi bliver stadig dygtigere til at behandle flere og flere sygdomme, og forkælelsens forventninger er, at det skal ske så hurtigt som muligt - fortsat uden flere penge. Vi forventer, at politi og retsvæsen er i stand til at beskytte os mod og opklare stadig mere sofistikeret kriminalitet, uden at det må koste mere. De kommende generationer skal vide mere og mere og kunne håndtere de kommende udfordringer på en bedre måde, end vi har gjort det. Dette må heller ikke koste mere.

Skattestoppet har udhulet statens finanser samtidig med, at det har været nødvendigt at stille garantier til et bankvæsen, der i sin liberale tiltro til egen magt og formåen har handlet uansvarligt, og det vil medføre, at bundlinjen vil komme til at vise rigtig røde tal.
For blot at komme nogenlunde helskindet op fra den grøft, den nuværende regering har ladet os dumpe ned i, er det hamrende nødvendigt at opgive skattestoppet og de ufinancierede skattelettelser til de rigeste samt droppe det planlagte og vanvittige indkøb af nye dødsmaskiner i form af jagerfly.
Det er ikke muligt at spare og effektivisere os ud af dette morads.
Lad os i stedet arbejde for bedre uddannelse og uafhængig forskning, flere grønne arbejdspladser og en omsorg for syge og ældre, vi kan være bekendt. Derefter må vi sætte vor lid til, at de kommende generationer vil være i stand til at agere mere intelligent, socialt og hensigtsmæssigt, end vi har gjort.

De nationale prøver.

Efter lang tids afprøvning og arbejde med justeringer af såvel teknisk som indholdsmæssig karakterer er det virkelige startsignal nu gået for de nationale prøver i nærmere bestemte områder i dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi, geografi og biologi.
Som element i evalueringen af den enkelte elev og for læreren er jeg overbevist om, at det er godt, men såfremt den senere tids snak om offentliggørelse af prøveresultaterne bliver virkeliggjort, så er det så afgjort skidt.

For det første vil det ikke give et retvisende billede af skolens undervisning. Prøveresultaternes værdi relaterer sig til den enkelte elevbesvarelse og kan ikke bruges til en vurdering af den enkelte skole som helhed, hvilket netop er det, som vil ske, hvis man har det kendskab til skoler og undervisning, som de fleste har. Der vil hurtigt blive udarbejdet gennemsnitstal for skolerne, og de skoler, som scorer højt, vil få prædikatet ”en rigtig god skole”. Det prædikat vil alle skoler naturligvis godt kunne besmykke sig med, og derfor kan det tænkes, at de holder de dårligste elever væk fra prøverne, så scoregennemsnittet hæves – selvfølgelig uformelt og ulovligt, men markedets såkaldte 'sunde' konkurrence mellem skolerne vil tvinge dem til at bruge den slags ufine midler, fordi deres økonomi er afhængig af elevtal og søgning.

For det andet vil lærerne naturligvis indrette deres undervisning efter og træning i, hvad erfaringen udleder om, hvad eleverne vil blive afprøvet i. Derved vil mange undervisningsområder i fagene kun få en nødtørftig behandling. Det er almindelig menneskelig logik.

For det tredje har det under hele processen (den lovgivningsmæssige, den faglige og den tekniske) været en forudsætning, at prøveresultaterne ikke måtte offentliggøres, men at de netop var en aktuel evaluering af eleven, og at de kunne give den enkelte lærer mulighed for at justere og tilrettelægge sin undervisning ud fra resultaterne. Prøverne skulle således være et mellemværende mellem eleven, læreren og klassen. Persondataloven var oven i købet inde i debatten.

Denne forudsætning blev skudt ned af statsministerens uigennemtænkte udmelding i forbindelse med det såkaldte 360 graders eftersyn af folkeskolen.
Man må virkelig håbe, at prøverne gennemføres, sådan som ånden i projektet har været fra begyndelsen.

Er der andre muligheder end tvang i folkeskolen

Nedenstående er bragt som kronik i Københavns Lærerforenings Blad KK, nr. 3, den 10 februar 2010.

De københavnske folkeskoler har i længere tid været præget af, at der næsten har været tale om klasseforskelle, socialt set. Nogle skoler har en meget stor overvægt af børn med vanskeligheder, fx etsprogede danske elever med indlærings- og adfærdsvanskeligheder og/eller tosprogede elever, hvis eneste problem er, at de netop er tosprogede, eller de kan naturligvis også have samme vanskeligheder som de etsprogede danske elever.

DEN HISTORISKE OG ØKONOMISKE BAGGRUND

Der er i løbet af den sidste halve snes år blevet en stadig bredere og dybere kløft i det danske velfærdssamfund. Klassebegrebet, som ellers på grund af mange års socialdemokratisk styre, ofte i samarbejde med det radikale venstre, har været på vej til at forsvinde, er genopstået med accelererende kraft.

Underklassen består i dag af medborgere på overførselsindkomster – især arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og starthjælp, og de bor oftest i det almene byggeri eller i privat slumbyggeri, og familierelationen er tit en enlig forældre med to eller flere børn. Uddannelsesniveauet er i bedste fald kort- eller (sjældent) mellemlang uddannelse, men som regel ufaglært. Transporten klares via klippekort til den kollektive trafik, cykling eller i et CO2-belastende, ældre køretøj. Misbrugsproblemer er mere synlige end hos overklassen.

Overklassen består af de særdeles velbjærgede med to meget gode indtægter, boligstil a la ”Bo Bedre” i kvarterer med intet eller i hvert fald kun få almene boliger. Antallet af boligkvadratmetre er to til tre gange det antal, underklassen har til rådighed. Familierelationerne her er parforhold med egne eller ofte sammenbragte børn fra tidligere parforhold. Uddannelsesniveauet er mindst en mellemlang uddannelse, men som hovedregel en længerevarende, akademisk uddannelse. Transporten her klares i tit i to biler af nyere dato plus et større antal cykler til dagligt eller fritidsbrug.

Disse to samfundsklasser kender kun til hverandre gennem medierne, og som jeg har de ofte myter og fordomme om de andre. Selvfølgelig er der mange andre opfattelser af klasserne end denne noget karikerede beskrivelse, men overdrivelse fremmer her forståelsen.

TVANG

Børn overtager naturligvis forældrenes holdninger og opfattelser, og der er temmelig langt mellem de kommuneskoler, der har skoleklasser med begge typer elever. I sådanne skoleklasser ville myterne og fordommene ellers have svært ved at trives. Når de nu ikke findes i virkeligheden, så har bl.a. de københavnske politikere fundet ud af, at så skaber vi bare nogle sådanne. Idéen er at tvangsflytte eleverne rundt i den københavnske geografi, så pengene kommer til at passe. Derved tror man fejlagtigt, at såvel indlærings-, økonomi- og integrationsproblematikkerne løses – det kan nok ikke være så indviklet, vel????
Så vidt jeg erindrer, prøvede man også i nittenhundredeogtresserne at løse et lignende problem i Little Rock i USA ved hjælp af busmetoden. Vanskelighederne består blandt andet i, at ”busses” elever den ene vej, så skal der også ”busses” elever den anden vej, hvis kapaciteten skal passe.
Overklassen vil imidlertid ikke være med til denne øvelse. De vil selv bestemme hvilke busser, der skal bruges til deres børn – og de vælger så som regel en privatskoleløsning.
Politikerne mener derfor, at privatskolerne skal inddrages i busmetoden – de skal også indskrive elever fra underklassen. Privatskolerne vil naturligvis ikke være med til denne tvangsdeportering (de har nemlig holdninger og værdier, som skal vælges til af frivillighedens vej!). Dertil kommer, at der må skulle bruges skatteyderkroner til skolepengene for underklassens børn, for de resurser er ikke til rådighed i underklassen.

Vi har desværre fået udviklet et samfund, hvor der meget nemt etableres konfrontationer mellem forskellige grupperinger. Lige i øjeblikket er det tydeligst i bandekrigen, hvor det formentlig er underklassen og mellemklassen (opkomlinge, der financierer deres klassetilhørsforhold via kriminalitet), der slås. Myndighederne, som kommer fra den lovlige mellemklasse og overklassen, kender for det meste kun et svar på denne problematik, nemlig straf og isolering af rødderne. Endnu har samfundet kunnet gennemføre denne strategi, men spørgsmålet er hvor længe endnu?
Et scenarium, hvor klasserne fysisk isolerer og beskytter sig som det fx kendes fra Sydamerika, gør mig skrækslagen. Jeg håber, at scenariet er helt ude i hampen, men tvivlen nager.

DEN POLITISKE BAGGRUND

Liberalismen, kapitalismen og markedskræfterne har haft regeringsmagten i næsten ti år. De har ikke haft den alene, men sammen med Dansk Folkeparti. De er kommet til magten ikke så meget fordi de selv var stærke, men på grund af centrum-venstre-blokkens svaghed.
Man kan næsten sige, at baggrunden er den samme som for liberalismen i Østrig idet nittende århundrede, hvor Klemens von Metternich (1773-1859), statskansler (1821-1848), installerer politikontrol og en småborgerlig biedermeier-kultur, der ser moderniteten som fjende. Spørgsmålet er, om historien gentager sig i det nu småborgerlige Danmark? - Det er i hvert fald svært for tiden at få øje på noget liberalt i VKO-samarbejdet.
Traditionelt vil de liberale være kosmopolitter og interesserede i den multikulturelle stat, men det har de ikke fået lov til af regeringens støtteparti. Venstre har lagt sig tæt op ad
socialdemokraterne dels for at vise, at de ikke er så liberale, at det gør noget, dels for at bevare regeringsmagten.
Socialdemokraterne er derfor kommet til at stå svagt og har ydermere overladt pladsen som de svages talerør til Dansk Folkeparti, der fuldstændig sætter socialdemokraterne uden for såvel den værdi- som socialpolitiske dagsorden.
Det gælder også i racespørgsmålet, hvor det nationale i stedet for bliver forbundet med race og folk, fordi der mangler en politisk enhed. Det er ikke tale om en politisk eller aristokratisk racisme, men en folkeracisme. Dansk Folkeparti ser – som Østrigs Karl Lueger – sig selv som den undertrykte ”lille mands” repræsentant og giver denne stemme og mulighed for at udfolde sig politisk. Som Karl Luegers parti var barn af småborgerskabet og måske var et af de første populistiske partier, vi har mødt, sådan kan man også se Dansk Folkeparti i dag.
Denne historiske sammenligning vil mange sikkert opfatte som søgt, men min påstand vil være, at den er med til at facettere beskrivelsen af det danske samfunds udvikling gennem den sidste halve snes år.

Magtens indehavere forlanger at blive opfattet som socialliberale og bevarere af samfundets goder. For at hævde dette ses bl.a. indvandring og integration som nogle vigtige årsager til de problemer, folkeskolen arbejder med, men som det endnu ikke er lykkedes at løse tilfredsstillende. Magten griber derfor fat i nogle redskaber, der er totalitære magthavere værdig, nemlig centralisme, øget kontrol og tvangsflytninger af børn.

Det er imidlertid dybest set klart for alle, som har kendskab til og forståelse for børns virkelighed, at børn skal gå i skole, hvor de bor. Den korte formel for at forbedre folkeskolens grundlag med henblik på at løse problemerne er at lede resurserne derhen, hvor problemerne er størst.
Men privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod de offentlige serviceydelser inden for fx kultur, sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen. Individet er sat i fokus på bekostning af fællesskabet. Prøv at se dette i relation til de mere end 100 lukkede folkebiblioteker landet over. Samtidig er det helt sikkert, at der om et års tid vil blive taget kommunale initiativer til at lukke/fusionere folkeskoler.

HVILKE INITIATIVER SKAL TIL FOR AT VINDE KLASSEKAMPEN I FOLKETS SKOLE ?

Skolerne skal etablere sig som lokale kulturcentre – gerne i samarbejde med det lokale folkebibliotek. Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Det vil ikke mindst være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.

Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.

Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger. Der er egentlig ikke meget nyt i dette, fordi Danmark som stat altid har været en del af de omkringliggende samfund for at overleve.

NY BREDDE I FOLKESKOLEN

Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt. Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.

Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid. Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn og samtidig blive fremskridtets skole. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne på de øvrige distriktsskoler – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.

KONKLUSION

Der er ingen snuptagsløsninger - det lange seje træk er en nødvendighed. Det gælder også for de ghettoer, vi med skam skal erkende, vi har har fået etableret, fordi ingen så vanskelighederne komme. Der var travlhed med byfornyelser, som stort set gik ud på at rive det meste af de gamle huse ned og erstatte dem med nyt betonslum, hvor vi i den bedste mening samlede de svageste dele af befolkningen. I dag melder vanskelighederne sig i form af utilpassede familier, hvor nye generationer vokser op med stor risiko for at komme ind på en kriminel løbebane.
Forældregenerationen har svigtet i opdragelsesprocessen og glemt, at dannelse ikke er et tillæg til uddannelse, men grundlaget. Det er en af årsagerne til, vi ser mange børn med såvel adfærds- som indlæringsproblemer.
Nu er jeg så tilbage ved udgangspunktet og må konkludere, at en anden fordeling af resurserne, medinddragelse og medbestemmelse er nødvendige elementer for at vende skuden, inden den helt går på grund og forliser.

Anmeldelse: Sebastian – når lyset bryder frem

Anmeldelsen er skrevet til "Musiktidsskriftet no. 17".
Torben Bille: ”Sebastian – når lyset bryder frem”, 314 sider, Lindhardt og Ringhof 2009,pris 270 kr. (på nettet) ellers 300 kr. ISBN 978-87-11-43358-4

”Sebastian – når lyset bryder frem” er skrevet i anledning af kunstnerens 60 års fødsels- dag den 19. december 2009.

Sebastians borgerlige navn er Knud Torben Christensen, men først en bekendelse: Jeg er ikke i besiddelse af Sebastians musik i minprivate musiksam-ling, men jeg er naturligvis bekendt med kunstneren Sebastian, som er et par år yngre end mig. Jeg er vokset op i samme tidsperiode som Sebastian og kender på den måde lidt til hans musik.
Jeg anmelder derfor bogen ud fra den oplevelse, jeg har fået ved at læse bogen.

Bogen er præget af et let og journalistisk sprog, som medvirker til at gøre bogen nem og fængende at læse. Skildringen afslører, at forfatteren og Sebastian har kendt hverandre længe, og Torben Bille har da også skrevet tre andre bøger om Sebastian og indrømmer blankt, at en del af nærværende biografi er genbrug. Det er Torben Billes bog, men det er Sebastians liv, der skildres.

Sebastians barn- og ungdom var præget af en flytninger på grund af faderens arbejde, hans mors tidlige død, sygdom og hospitalsophold som spæd, nyt familieforhold med deraf følgende banale konflikter, forskellige skoleophold, herunder efterskoleophold. Der er altså stof til ungdomsoprør – et oprør, der sådan set har været kendetegnende for resten af hans liv.
Torben Bille fører læseren gennem hele Sebastians kunstnerkarriere på en måde, som giver læseren et vist kendskab til miljøet i pladebranchen og blandt rockmusikerne. I lyset af Sebastians fantastisk mange udgivelser betyder det naturligvis, at der også er en del gentagelser.

Jeg synes, at den sidste del af biografien er den bedste – muligvis fordi den naturligt er mest aktuel. Forfatteren og Sebastian lader læseren komme tættere på uden at det krænker privatsfæren, og man får bestemt indtrykket af, at Sebastian ikke altid er lige nem at samarbejde med, fordi han har nogle ret bestemte grænser for, hvornår og hvordan han er villig til at indgå kompromiser.
Sebastians ego og til tider manglende ”helikopter-syn” fremstilles så enkelt, at det virker objektivt, specielt i forbindelse med Mastodonterne. Samtidig får man et meget klart indtryk af en kæmpeproducerende kunstner, som hele tiden har fokus på mangfoldighed og udvikling, hvilket især kommer til udtryk i skildringen af Sebastians arbejde med – formodentlig et af hans sidste større projekter – musicalen ”Jernbyrd”, hvor hans forarbejde og refleksioner i øvrigt beskrives.

Sebastian har været igennem mange konflikter i løbet af sit liv; han har ikke gjort særlig meget for at undgå dem, men de har også givet ham livserfaring – samtidig med, at de helt givet også har slidt gevaldigt på ham.
Bogen indeholder tillige en del fotografier fra Sebastians professionelle liv samt enkelte mere private, men de er alle med til at understøtte teksten, selv om de er samlet fire grupper og ikke kronologisk struktureret.
Et stort plus er bogens omfattende registre dels over plade/cd-udgivelser, dels over musical-opførelser. Her er der intet i vejen med kronologien, og man får et godt overblik over en af Danmarks mest produktive kunstnere.

Fra Bogmessen i Forum, hvor Lars Daneskov interviewede Sebastian og Torben Bille, kan det kort refereres, at Sebastian godt kunne genkende sig selv i bogen (og det var jo egent-lig heldigt), men hvis han selv skulle have skrevet den, ville han måske have anlagt nogle andre synsvinkler end Torben Bille. Men Sebastian gav i øvrigt udtryk for, at det var en styrke, at det var en anden end ham selv, som skrev hans biografi. Han var tilfreds med bogen og indrømmede, at han med årene var blevet mildere og udvalgte sine konflikter med omhu.

Troværdigheden om folkeskolen.

Den skingre protest fra nogle Christiansborg-politikere mod Holbergskolens forældremøde om mobning, hvor kun mødrene er inviteret, vidner om, at landspolitikernes troværdighed mildest talt er trængt. Det er kun det seneste eksempel. Det næstseneste er ønsket om at offentliggøre resultaterne af de nationale prøver, det tredjeseneste er statsministerens viften med flaget om, at vi skal være mellem de fem bedste nationer om 10 år, og det fjerdeseneste er mantraet om et 360 graders eftersyn af folkeskolen. Et eftersyn er primært bagudrettet og opstiller sjældent visioner. Disse eksempler er forekommet blot de sidste 4 uger.
Det hedder sig ellers, at den centrale styring skal væk, og beslutningerne skal træffes lokalt ude i den enkelte kommune og på den enkelte skole. Det er akkurat det, der er sket i dette tilfælde, hvor Holbergskolen i samarbejde med den forældrevalgte bestyrelse har vurderet, det er vigtigt, at de tosprogede elevers mødre deltager i det annoncerede forældremøde om mobning. Det er garanteret en helt rigtig beslutning, fordi den bygger på den erfaring, at mødrene oplever det utrygt, hvis der er mænd til stede ved mødet, og vi ved, at det er vigtigt at have en tillidsfuld kontakt til netop denne målgruppe, hvis børnene skal påvirkes i positiv retning.
Hvis skolens erfaring er, at mødrene ikke deltager i forældremøderne, hvis de skal være sammen med mænd, er det da rigtigt at prøve en anden vej, frem for dumstædigt at praktisere MADS-princippet (mere af det samme) som ikke virker.
I undervisningen er der jo også gjort erfaringer med, at det fx i fysik/kemi er gavnligt for begge køn at dele en klasse op i piger og drenge i en periode.

Naturligvis er det rigtigt, at vi skal arbejde med ligestilling og ligeværdighed – både blandt børn og voksne. Men målet nås ikke altid ad den direkte vej, af og til skal nye stier betrædes. Det er derfor særdeles glædeligt, at Københavns nye og unge borgmester for området bakker skolen op.
Det er nødvendigt at sætte hælen ned og sætte sig op mod den kedelige tendens til central styring af folkeskolen, vi har været vidne til de seneste 9 år. Opfordringen til folkeskolens instanser skal være klar: Kæmp for retten til selv at beslutte, hvad I ved er det bedste for netop jeres skole.