Vejledning i folkeskolen.

At øge uddannelsesniveauet på alle planer indgår i regeringens målsætninger. Så langt, så godt – det kan ingen være uenig i. Jeg vil i det følgende kommentere, hvordan lovgiverne forestiller sig, det blandt meget andet skal foregå i den grundlæggende uddannelse, folkeskolen, samt overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Folkeskolereformen ændrer det timeløse fag 'uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering' til 'uddannelse og job', og man svækker vejledningen i folkeskolen.

• For det første signalerer navneændringen, at faget i højere grad skal tilgodese 'det at få job', og min fornemmelse er, at centralstyringen her ønsker at prioritere job i den private sektor – altså en linie, som flugter med 'blå politik' med øget arbejdsudbud.
• For det andet signalerer ændringen også, at 'nu skal vi have noget målbart og konkret' på bekostning af begrebet 'dannelse', hvor de unges uddannelsesretning og -valg baserede sig på orientering om og kendskab til de mangeartede muligheder på baggrund af interesser og sammenhænge – individuelt og samfundsmæssigt. Skolens anden undervisning i fagene var sammen med sociale relationer med til at danne eleverne. Det vil være forkert at påstå, at det ikke vil kunne komme til at ske fremover, men der er en fælde i, at det bliver for målrettet og konkret.

Og det skyldes, at 1:1-vejledningen i folkeskolen gennem den sidste halve snes år er blevet svækket, fordi man – sikkert ud fra de bedste intentioner, men måske også med den skjulte dagsorden at kunne blive i stand til at øge arbejdsudbuddet ud fra 'konkurrencestat-tankegangen' – afskaffede velfærdsstatens skolevejledere. Skolevejlederne havde nemlig deres daglige undervisning på den skole, hvor de tillige forestod vejledningen af eleverne i udskolingen. På den ene side kendte de eleverne, deres evner og færdigheder, ligesom de kendte forældrene, og på den anden side havde de ajourført viden om veje ind i uddannelsessystemet.

Efter indførelsen af 'den professionelle vejleder' (formentlig efter amerikansk forbillede), hvor (skole)vejlederne udelukkende beskæftigede sig med vejledning, steg antallet af ansøgere og optagne til de gymnasiale uddannelser, mens antallet til de håndværksprægede uddannelser faldt tilsvarende. Efter indførelsen af taxameterordningerne blev dette forhold grotesk.

De værste er, at vejledningen fremover nu kun omfatte de sårbare og udsatte elever (anslået 20%), mens resten nok finder ud af det ved egen og forældres hjælp – måske bistået af øvrig familie.

Det er for sølle.

Samfundsudviklingen har ikke gjort det nemmere for de unge. Valgene er ofte uoverskuelige og uigennemsigtige, og der er mange faldgruber.

En ordentlig vejledning i folkeskolen er alfa og omega. Jeg håber og ønsker indtrængende, at lovgivere og forvaltninger er bevidste om, at der her er et felt, som kræver opmærksomhed – og revidering.