Nødvendighedens (manglende?) visioner.

Det har ofte lydt fra regeringen i forbindelse med, at DK er gået reformamok, at det er på grund af 'nødvendighedens politik'. Altså, at alle de økonomiske reformer, som har været medvirkende til at øge uligheden og arbejdsudbuddet, er og har været nødvendige for at tilpasse DK til den globale dagsorden, dvs. konkurrencestaten.

Men hvor er diskussionen om prioriteringen? Ingen stiller sig op på en ølkasse og fortæller befolkningen, hvordan de anskuer situationen og har noget som helst initiativ med henblik på at ændre situationen.

Derfor opfattes denne centrum-venstre regering som 'blå' og den førte politik som en videreførelse af den tidligere borgerlige regerings politik – i hvert fald på det økonomiske område.

DK har svært ved at stille op mod de 'store' i klassen (= de finansielle institutioner bakket op af EU og USA), når de bekender sig til, at det er nødvendigt at afregulere kapitalmarkedet, at finans- og pengepolitik afløses af politiske vilkår for udbud af goder, service og arbejde. Det medfører så 'de nødvendige' besparelser på de offentlige budgetter.

Men hvorfor er der så ingen, som tør sige åbent, at velfærdstaten er for dyr, at det er nødvendigt at diskutere overførselsindkomsterne, at bilismen skal regulereres, at uddannelse skal koste noget, at der skal betales for lægebesøg, at man skal tilstræbe at være sin egen lykkes smed????? - I stedet søger man at gennemføre afgørende ændringer i samfundets strukturer og værdier som top-down-projekter uden nogen særlig offentlig debat.

Og jeg tror, at baggrunden er, at politikerne er bange for vælgernes dom. Tror de ledende politikere mon, at borgerne er ude af stand til at overskue og diskutere de globale tendenser, som siden midten af 1990'erne har været i opposition til velfærdsstatens organisering?

Ingen etablerede politikere stiller sig op og fortæller om visioner for samfundet, dets struktur og organisering.

Måske skal der en ændring af den politiske magtbalance i Folketinget til? Hvad nu, hvis den politiske virkelighed afspejlede sig i en ændret forståelse af begrebet 'centrum-venstre'?

Come on: Ville der mon blive rørt i gryden, hvis partierne Socialdemokraterne og Venstre fusionerede (de ligger alligevel ikke så langt fra hinanden i forvejen), hvis Helle Thorning-Schmidt fik en europæisk toppost, og 'Venstredemokraterne' dannede regering med De radikale.
Oppositionen vil så bestå af Folkesocialisterne og Enhedslisten til venstre, Dansk Folkeparti som et venstredrejet borgerligt parti, og Liberal Alliance ville sammen med Det konservative Folkeparti udgøre højresiden?

Ville det ændre noget? Måske, måske ikke – det er ikke til at vide, men sikkert er det, at status quo ikke fører til noget, der har bred folkelig appel og opbakning.