Embedsmænd og politikere - en kommentar.

Der er gået 'statskundskab' i statsforvaltningen. Der har som bekendt været i det mindste 4 sager inden for det sidste år: Statsministeren og ægtefællens skattesag, udviklingsministerens afgang, kulturministerens (Uffe Elbæk) afgang, socialministerens millionsag og justitsministerens afgang.

Nå – det blev da fem sager, og hvem ved videre? - I skrivende stund er såvel statsministeriets departementschef som statsministeren blevet tvungent til at kravle lidt op fra skyttegraven i sagen om justitsministerens afgang. Noget tyder på, at toppen af poppen har kendt til justitsministerens lemfældige omgang med sandheden i et stykke tid, inden han blev nødt til at gå af.

Ja, ja da – man må håbe, at de har hjelm og skudsikker vest på og kan stå på mål for deres handlinger og informationer – eller har de også haft viden, der som bekendt har element af sandhed over sig???

Et afledt spørgsmål her kunne vel også være: Hvilken betydning vil den nye offentlighedslov få for hele sagens opklaring?

Og hvorfor kommer disse sager frem? - Er det på grund af den fjerde statsmagts grundige efterforskning og 'holden-magthaverne-i-ørene'?

Nej, det tror jeg egentlig ikke. Det har jo altid været pressens opgave at have opmærksomheden rettet mod slinger i magthavernes klub. Og bortset fra Tamil-sagen erindrer jeg ikke sager med suspendering og evt. fyring af embedsmænd og ministres afgang på grund af sager endsige rigsretssager.

Næh – jeg tror, miseren skyldes, at forventningen om, at en minister skal have én at spille bold med – en sparringspartner. Fra 1980'erne blev der behov for egentlig politisk sparring i ministerierne, og departementscheferne påtog sig den rolle, måske fordi de ikke var særligt interesserede i at få politisk udpegede medarbejdere mellem dem og ministeren.

Her er der en fælde, og nu er den begyndt at klappe i.

Hvor embedsmænd tidligere rådgav ministre ud fra en fagfaglig vurdering, som skulle kunne holde juridisk, bliver det i dag til en politisk vejledning om, hvordan en sag kan 'køres' igennem Folketinget og altså holde i en politisk debat. Omvendt kan det også blive til en vurdering af, hvordan der politisk kan lægges låg på en ømtålelig sag.

Det er en sump, og forvaltningerne har selv bedt om det. At bevæge sig rundt i en sump kan let blive svært, traditionelt vrimler det med kryb dér, og ofte lugter der ikke af skønhedssalon.

Udviklingen væk fra de fagfaglige og juridiske råd har naturligvis betydet, at de ledende embedsmænd også rekrutteres fra fagområder, der beskæftiger sig med politik, dvs., polit.- og statskundskabsområderne, og juristerne har måttet følge med udviklingen, hvis de ville beholde deres karrieremuligheder. Det viste Tamilsagen, og det viser Bødskovsagen.

Senere er 'spindoktorerne' dukket op i landskabet uden at tågerne er lettet nævneværdigt, og deres opgave skulle jo angiveligt være at håndtere medierne professionelt, men de er også blevet brugt til politiske vurderinger, som skulle hjælpe ministrene.

Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser, men det forekommer mig, at her er det udviklingen, der er en fuser. Skulle det forholde sig sådan, er det vel ingen skam at gå tilbage til et system, der tjente samfundet og dets værdier, der skabte en ukorrupt forvaltning og blev understøttet af det gennemloyale tjenestemandssystem samtidig med, at politikerne var politikere og handlede derefter.

Måske var det ikke så galt, vel?