Dong-salg eller ej

DONG skal da ikke sælges – og under ingen omstændigheder til en ikke-dansk investor – fordi vor infrastruktur skal vi, dvs. staten, selv have den hele og fulde bestemmelsesret over. Det kan være betænkeligt nok, at mere eller mindre private, danske investorer skyder penge i infrastrukturen. Vi ved jo ikke, hvor længe de er på danske hænder.

 

Og jeg synes egentlig ikke, at det er nødvendigt at argumentere for, at staten selv skal have den hele og fulde bestemmelsesret over infrastrukturen – det er for mig en selvindlysende tanke.

Det offentlige – stat, regioner og kommuner – skal selvfølgelig bestemme over infrastrukturen.

Ved infrastruktur forstår jeg veje, jernbaner, kabler, energiforsyning, forsvar, politi, større sygehuse og uddannelsessystem, men inden for dette kan der godt findes private virksomheder i mindre målestok – og det gør der jo som bekendt allerede – men i det store og hele skal Danmarks infrastruktur ejes og udvikles af os selv, altså staten.

Hvis det ikke er sådan, så er der jo åbnet en glidebane af dimensioner. Hvad kan der så ikke sælges ud af? Hvad med at udbyde aktier eller ejerandele af politiet eller af forsvaret?

I VK-regeringens tid er det så – i den hellige markedsgørelses navn – blevet besluttet, at den danske energiforsyning som en fortsættelse af en megafusion af større og mindre energiselskaber med mere eller mindre lokal tilknytning skal tilføres kapital fra investorer for at sikre fortsat udvikling og innovation.

Som det så smukt hedder 'sikre udviklingen af den vedvarende energi' – ja, det lyder mere end smukt, men det er livsfarligt i ordets egentlige betydning.

Vore nuværende borgerlige regeringspartier – måske med undtagelse af SF – var dengang enige om, at DONG skulle være et A/S, som senere også skulle børsnoteres, så private investorer kunne købe sig ind. Ligeså var DF enig, og i dag støtter LA naturligvis op om ideen. SF er bundet op på regeringsgrundlaget, men DF har sprællet noget. Thulesen Dahl og hans tropper har i løbet af debatten om salg af DONG-aktier lidt stille fremført, at de er på det danske folks side og imod salget i den form, det foreligger til beslutning i først finansudvalg og siden i Folketinget.

DF har som forventet stillet op, men ikke som de gør ifm EU's patentdomstol og hævder, at der er tale om suverænitetsafgivelse, som kræver 5/6-dels flertal i Folketinget for at blive vedtaget. De har 'kun' krævet, at V og K kommer ud af busken og bedrager til, at der skabes større åbenhed om sagen, men de er jo bare helt grundlæggende tilfredse med, at der føres borgerlig politik, og at især S lægger rygstykker til de bank, der kommer. Løkke-strategien virker fremragende.

Så desværre ser det ud til, at regeringen og de andre borgerlige partier tromler en vedtagelse igennem, og at de menige folketingsmedlemmer, som er imod, bliver banket på plads med stokkemetoden.

Det er uskønt, det er arrogant, og det er fatalt.

Dertil kommer så ovenikøbet, at man agter at sælge vore infrastrukturaktier til et eller flere Goldman Sachs netværksselskaber, hvis ejere man ikke kender – det kan i princippet være den italienske eller russiske mafia, en afrikansk diktator eller et investeringspartnerskab af ganske almindelige mennesker, det er ikke til at vide, men måske bliver sorte penge vasket hvide.

Det er ikke tilfredsstillende. Hvis DONG skal have tilført kapital, så udsted statsobligationer eller folkeobligationer – bare ikke det, som nu er på tegnebrættet.

Embedsmænd og politikere - en kommentar.

Der er gået 'statskundskab' i statsforvaltningen. Der har som bekendt været i det mindste 4 sager inden for det sidste år: Statsministeren og ægtefællens skattesag, udviklingsministerens afgang, kulturministerens (Uffe Elbæk) afgang, socialministerens millionsag og justitsministerens afgang.

Nå – det blev da fem sager, og hvem ved videre? - I skrivende stund er såvel statsministeriets departementschef som statsministeren blevet tvungent til at kravle lidt op fra skyttegraven i sagen om justitsministerens afgang. Noget tyder på, at toppen af poppen har kendt til justitsministerens lemfældige omgang med sandheden i et stykke tid, inden han blev nødt til at gå af.

Ja, ja da – man må håbe, at de har hjelm og skudsikker vest på og kan stå på mål for deres handlinger og informationer – eller har de også haft viden, der som bekendt har element af sandhed over sig???

Et afledt spørgsmål her kunne vel også være: Hvilken betydning vil den nye offentlighedslov få for hele sagens opklaring?

Og hvorfor kommer disse sager frem? - Er det på grund af den fjerde statsmagts grundige efterforskning og 'holden-magthaverne-i-ørene'?

Nej, det tror jeg egentlig ikke. Det har jo altid været pressens opgave at have opmærksomheden rettet mod slinger i magthavernes klub. Og bortset fra Tamil-sagen erindrer jeg ikke sager med suspendering og evt. fyring af embedsmænd og ministres afgang på grund af sager endsige rigsretssager.

Næh – jeg tror, miseren skyldes, at forventningen om, at en minister skal have én at spille bold med – en sparringspartner. Fra 1980'erne blev der behov for egentlig politisk sparring i ministerierne, og departementscheferne påtog sig den rolle, måske fordi de ikke var særligt interesserede i at få politisk udpegede medarbejdere mellem dem og ministeren.

Her er der en fælde, og nu er den begyndt at klappe i.

Hvor embedsmænd tidligere rådgav ministre ud fra en fagfaglig vurdering, som skulle kunne holde juridisk, bliver det i dag til en politisk vejledning om, hvordan en sag kan 'køres' igennem Folketinget og altså holde i en politisk debat. Omvendt kan det også blive til en vurdering af, hvordan der politisk kan lægges låg på en ømtålelig sag.

Det er en sump, og forvaltningerne har selv bedt om det. At bevæge sig rundt i en sump kan let blive svært, traditionelt vrimler det med kryb dér, og ofte lugter der ikke af skønhedssalon.

Udviklingen væk fra de fagfaglige og juridiske råd har naturligvis betydet, at de ledende embedsmænd også rekrutteres fra fagområder, der beskæftiger sig med politik, dvs., polit.- og statskundskabsområderne, og juristerne har måttet følge med udviklingen, hvis de ville beholde deres karrieremuligheder. Det viste Tamilsagen, og det viser Bødskovsagen.

Senere er 'spindoktorerne' dukket op i landskabet uden at tågerne er lettet nævneværdigt, og deres opgave skulle jo angiveligt være at håndtere medierne professionelt, men de er også blevet brugt til politiske vurderinger, som skulle hjælpe ministrene.

Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser, men det forekommer mig, at her er det udviklingen, der er en fuser. Skulle det forholde sig sådan, er det vel ingen skam at gå tilbage til et system, der tjente samfundet og dets værdier, der skabte en ukorrupt forvaltning og blev understøttet af det gennemloyale tjenestemandssystem samtidig med, at politikerne var politikere og handlede derefter.

Måske var det ikke så galt, vel?

Nødvendighedens (manglende?) visioner.

Det har ofte lydt fra regeringen i forbindelse med, at DK er gået reformamok, at det er på grund af 'nødvendighedens politik'. Altså, at alle de økonomiske reformer, som har været medvirkende til at øge uligheden og arbejdsudbuddet, er og har været nødvendige for at tilpasse DK til den globale dagsorden, dvs. konkurrencestaten.

Men hvor er diskussionen om prioriteringen? Ingen stiller sig op på en ølkasse og fortæller befolkningen, hvordan de anskuer situationen og har noget som helst initiativ med henblik på at ændre situationen.

Derfor opfattes denne centrum-venstre regering som 'blå' og den førte politik som en videreførelse af den tidligere borgerlige regerings politik – i hvert fald på det økonomiske område.

DK har svært ved at stille op mod de 'store' i klassen (= de finansielle institutioner bakket op af EU og USA), når de bekender sig til, at det er nødvendigt at afregulere kapitalmarkedet, at finans- og pengepolitik afløses af politiske vilkår for udbud af goder, service og arbejde. Det medfører så 'de nødvendige' besparelser på de offentlige budgetter.

Men hvorfor er der så ingen, som tør sige åbent, at velfærdstaten er for dyr, at det er nødvendigt at diskutere overførselsindkomsterne, at bilismen skal regulereres, at uddannelse skal koste noget, at der skal betales for lægebesøg, at man skal tilstræbe at være sin egen lykkes smed????? - I stedet søger man at gennemføre afgørende ændringer i samfundets strukturer og værdier som top-down-projekter uden nogen særlig offentlig debat.

Og jeg tror, at baggrunden er, at politikerne er bange for vælgernes dom. Tror de ledende politikere mon, at borgerne er ude af stand til at overskue og diskutere de globale tendenser, som siden midten af 1990'erne har været i opposition til velfærdsstatens organisering?

Ingen etablerede politikere stiller sig op og fortæller om visioner for samfundet, dets struktur og organisering.

Måske skal der en ændring af den politiske magtbalance i Folketinget til? Hvad nu, hvis den politiske virkelighed afspejlede sig i en ændret forståelse af begrebet 'centrum-venstre'?

Come on: Ville der mon blive rørt i gryden, hvis partierne Socialdemokraterne og Venstre fusionerede (de ligger alligevel ikke så langt fra hinanden i forvejen), hvis Helle Thorning-Schmidt fik en europæisk toppost, og 'Venstredemokraterne' dannede regering med De radikale.
Oppositionen vil så bestå af Folkesocialisterne og Enhedslisten til venstre, Dansk Folkeparti som et venstredrejet borgerligt parti, og Liberal Alliance ville sammen med Det konservative Folkeparti udgøre højresiden?

Ville det ændre noget? Måske, måske ikke – det er ikke til at vide, men sikkert er det, at status quo ikke fører til noget, der har bred folkelig appel og opbakning.

Vejledning i folkeskolen.

At øge uddannelsesniveauet på alle planer indgår i regeringens målsætninger. Så langt, så godt – det kan ingen være uenig i. Jeg vil i det følgende kommentere, hvordan lovgiverne forestiller sig, det blandt meget andet skal foregå i den grundlæggende uddannelse, folkeskolen, samt overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Folkeskolereformen ændrer det timeløse fag 'uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering' til 'uddannelse og job', og man svækker vejledningen i folkeskolen.

• For det første signalerer navneændringen, at faget i højere grad skal tilgodese 'det at få job', og min fornemmelse er, at centralstyringen her ønsker at prioritere job i den private sektor – altså en linie, som flugter med 'blå politik' med øget arbejdsudbud.
• For det andet signalerer ændringen også, at 'nu skal vi have noget målbart og konkret' på bekostning af begrebet 'dannelse', hvor de unges uddannelsesretning og -valg baserede sig på orientering om og kendskab til de mangeartede muligheder på baggrund af interesser og sammenhænge – individuelt og samfundsmæssigt. Skolens anden undervisning i fagene var sammen med sociale relationer med til at danne eleverne. Det vil være forkert at påstå, at det ikke vil kunne komme til at ske fremover, men der er en fælde i, at det bliver for målrettet og konkret.

Og det skyldes, at 1:1-vejledningen i folkeskolen gennem den sidste halve snes år er blevet svækket, fordi man – sikkert ud fra de bedste intentioner, men måske også med den skjulte dagsorden at kunne blive i stand til at øge arbejdsudbuddet ud fra 'konkurrencestat-tankegangen' – afskaffede velfærdsstatens skolevejledere. Skolevejlederne havde nemlig deres daglige undervisning på den skole, hvor de tillige forestod vejledningen af eleverne i udskolingen. På den ene side kendte de eleverne, deres evner og færdigheder, ligesom de kendte forældrene, og på den anden side havde de ajourført viden om veje ind i uddannelsessystemet.

Efter indførelsen af 'den professionelle vejleder' (formentlig efter amerikansk forbillede), hvor (skole)vejlederne udelukkende beskæftigede sig med vejledning, steg antallet af ansøgere og optagne til de gymnasiale uddannelser, mens antallet til de håndværksprægede uddannelser faldt tilsvarende. Efter indførelsen af taxameterordningerne blev dette forhold grotesk.

De værste er, at vejledningen fremover nu kun omfatte de sårbare og udsatte elever (anslået 20%), mens resten nok finder ud af det ved egen og forældres hjælp – måske bistået af øvrig familie.

Det er for sølle.

Samfundsudviklingen har ikke gjort det nemmere for de unge. Valgene er ofte uoverskuelige og uigennemsigtige, og der er mange faldgruber.

En ordentlig vejledning i folkeskolen er alfa og omega. Jeg håber og ønsker indtrængende, at lovgivere og forvaltninger er bevidste om, at der her er et felt, som kræver opmærksomhed – og revidering.

 

 

 

Hvad kom til at holde stik i mit gæt på statsministerens nytårstale?

Hun roste sin regering med ordene 'glæder mig over, at regeringens politik virker' – og her mener jeg, at hun helt klart tænkte på den økonomiske politik. 'Det skal gøre ondt, før det kan blive godt', synes at være filosofien. Bundlinier før mennesker kunne man også sige.

Hun kom ikke ind på skattepolitik, og de nu forhenværende ministre, men hun uddelte skulderklap til de offentlige ansatte med 'varme' hænder, alias 'frontsoldaterne' – så langt så godt, men de havde nok hellere set en bedre behandling, fx omkring forårets konflikt og de takter, der lå bag, nemlig at ingen ved, hvem de næste bliver, som skal holde for.

Det undrede mig, at ikke alle offentlige ansatte gik på barrikaderne i lærerkonflikten, fordi kampen gjaldt i min optik hele forhandlingsretten og -spillet for denne gruppe arbejdstagere.

Nå – det kommer vi nok til at høre mere om.

 

Hun undlod også klogeligt at kommentere ministeriernes 'rådgivning' af ministrene – hun er jo selv i 'lommen' på dem.

Omkring uddannelsessystemet blev der kun plads til at bemærke, at vi fremover også vil få brug for 'frontsoldater' med praktiske og teoretiske færdigheder – og vigtigt nok – at uddannelse fortsat ser ud til at være gratis.

Selv om statsministeren ser ud til at befinde sig godt i international sammenhæng, var der ikke blevet plads til bemærkninger om EU, det kommende parlamentsvalg og folkeafstemning samt tabuemnet de danske forbehold og bankunionen – men aftenen skulle selvfølgelig også helst fortsætte med at være festlig i forbindelse nytårskuren.

Andre elementer i talen er blevet kommenteret fyldigt i medierne, så jeg vil blot afslutte med hendes svar på manges bekymring om, hvorvidt vi også i fremtiden vil have et velfærdssamfund med folkepension, hjemmehjælp og ordentlige plejehjem: ”Det bestemmer vi selv”.

Det er jeg enig i – spørgsmålet er blot: ”Hvem sidder ved roret i tiden fremover?”

Jeg lader spørgsmålet blafre med billedet på nethinden af en statsminister, der ikke så alt for sikker ud.