Er finansministeriets embedsmænd, deres utilstrækkelige modeller og deres politiske chef blevet for magtfuldkomne?

Jeg har den opfattelse, at noget kunne jo tyde på det, når jeg betragter spillet omkring overenskomstforhandlingerne, dels mellem de statsansatte og finansministeriet, dels mellem de kommunalt ansatte og Kommunernes Landsforening. De generelle lønforhandlinger er i skrivende stund (søndag den 17. februar 2013) afsluttet med forventeligt tyndt resultat, som knapt opretholde af reallønnen.
Det næste er de lokale afstemninger og forhandlinger om fx arbejdstiden.
Gymnasielærerne har fået trukket et forlig ned over hovedet, som ikke varsler godt for forhandlingerne om folkeskolelærernes arbejdstid. Finansminister Bjarne Corydon står stejlt på, at lærerne skal undervise mere, og den aftale, forhandlerne fra Akademikernes Centralorganisation og Gymnasieskolernes Lærerforening har set sig nødsaget til at skrive under på, har i hvert fald i første omgang splittet GL. Med én stemmes flertal vedtog GL's bestyrelse at indstille aftalen til vedtagelse, mens repræsentantskabet forkastede aftalen. Imidlertid har GL bundet sig til en solidarisk aftale, som betyder, at det er det samlede resultat for alle statsansatte, som er afgørende – og dér bliver det nok vedtaget.
Jamen da – så bliver det spændende at se, hvordan arbejdstiden bliver udmøntet lokalt på de nu selvejende gymnasier. Gymnasielærerne er nok topmotiverede – det må næsten være lige som det gamle ordspil: 'Man kan trække hesten hen til truget, men man kan ikke tvinge den at drikke'.

På samme måde bliver det spændende – og måske forstemmende – at følge forhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening. Det forekommer mig, at KL i vældig udstrækning forhandler ud fra, at storebror Corydon står klar i kulissen med et indgreb, hvis ikke lærerne makker ret. Det er her, det forstemmende kommer ind i billedet.

Den danske folkeskole holdes som gidsel her, og selv om jeg som tidligere skoleleder har haft en rolle som arbejdsgiver, må jeg desværre konstatere, at det er arbejdsgiverne, som holder folkeskolen som gidsel. Lærerne har jo tilbudt at undervise mere – 25 timer om ugen, svarende til mere end 30 lektioner om ugen – hvad er der så at betænke sig på? Og ydermere har den nuværende arbejdstidsaftale bevist, at der sagtens kan indgås lokale aftaler om den efterspurgte og eftertragtede fleksibilitet.
Senest har 7 kommuner indgået sådanne aftaler.
Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig på Slotsholmen? Man kunne tro, at de forestiller sig at kunne 'straffe' lærerne ved at kræve mere undervisning af dem?
Jamen Herregud, de er jo blevet lærere, fordi de gerne vil undervise! - Men man har pålagt folkeskolen og lærerne en mængde arbejdsopgaver, som ikke er undervisning, men administrative opgaver som fordrer mødevirksomhed for at blive løst ansvarligt. 
Og man forestiller sig vel ikke, at lærerne bare skal undervise med mindre eller måske helt uden forberedelse? - Det vil da være selvmodsigende, når der samtidig forventes undervisning i topkvalitet.
Men måske forestiller KL og Corydon sig, at pædagoger kan overtage noget undervisning i fx den kreativ-musiske fagblok i de til lejligheden opfundne aktivitetstimer, fordi de er jo alligevel ofte så kreative! - Ja, men de har ikke de tilstrækkelige og nødvendige faglige baggrund for at kunne forestå undervisningen i skolen. Det nytter ikke at sælge ud af fagligheden for at spare på uddannelsen af de næste generationer – det, synes jeg, har vi set resultaterne af.

Som ved gymnasielærerne er jeg sikker på, at det er rigtig dårligt at trække en ide om, at det ikke er nødvendigt med ordnede forhold på landets folkeskoler ned over hovedet på landets lærere. Siden 1975 har begrebet 'demokrati' været at finde i folkeskolen formål. Men med den forestående forhandling er det lidt vanskeligt at genfinde den demokratiske ånd, når den ene part læner sig op ad et regeringsindgreb via en lock-out, når man melder ud, at den nuværende arbejdstidsaftale skal væk, selv om den har vist sin duelighed.
Hvis Corydon får sin vilje, vil bureaukratiet ikke blive mindre – tværtimod. Men så er der jo så mulighed for ansættelse af nogle djøfere i akutjob frem for undervisere!
Spørgsmålet for mig er, hvorvidt samfundet har råd til at kaste den danske folkeskole ud i en arbejdskonflikt? - Hvem vinder ved det? Gør eleverne? Gør kommunerne? Gør lærerne? - Gør samfundet ? Nej, vel – det er et håbløst projekt, men gør regeringens stærke mand, Bjarne Corydon? Jeg tror det ikke, men måske sejrer han sig ihjel. Der er i hvert fald mange økonomiske indgreb, han har stået fadder til, som jeg har svært ved at se det rigtige i på det korte og mellemlange sigt, men som til gengæld på kort sigt kan have fatale omkostninger for socialklasse 4 til 5 eller matchgruppe 3.

Mon ikke han skal være opmærksom på ikke at være en nyttig idiot for matriarkatet i regeringen med de mange ”omvendte Robin Hood'er”, der er gennemført? For at blive ved ordspillene og hestene: ”Når krybben er tom, bides hestene – og så går det ud over føllene”.