Der er noget galt i DK (8)

Danmarks centrum-venstre regering har inden for den sidste uge fremlagt 3 reformer – og efter min erfaring betyder 'reform' i denne sammenhæng noget med besparelser eller nedskæringer.
Det slår da også til.
I tilgift er der i denne omgang også tale om fordelingspolitik, nemlig penge fra modtagere af overførselsindkomster til skattelettelser i erhvervslivet. OK, jeg bemærker, at der i alle tre initiativer er rigtig gode ideer, som jeg kun kan sympatisere med, men alligevel undrer jeg mig over, at det samlede indtryk – set i lyset af, at det er en centrum-venstre regering, som fremlægger og står på mål for ideerne – virker mere end falmet rødt.
Den borgerlige opposition behøver afgjort ikke at have travlt med at komme til fadet, overtage magten og dermed ansvaret; det fungerer virkelig fint under den nuværende regering.

Jeg bruger lige plads på at repetere og kommentere nogle hovedpunkter i de enkelte forslag:
SU-reformen har det erklærede formål, at de studerende skal presses til at gennemføre studierne hurtigere, end det er tilfældet i dag. Det betyder, at det sidste klip (det ekstra 6. års støtte – eller 'fjumreårsstøtten) fjernes. Endvidere fjernes støtten til hjemmeboende studerende, og det såkaldte 'SU-rytteri' begrænses til højst 4 ungdomsuddannelsesskift . Det forekommer egentlig rimeligt fornuftigt – bortset fra, at det er svært at se, hvorfor de studerende skal skynde sig ufornuftigt meget, når de for flertallets vedkommende ofte ikke kan få arbejde inden for deres felt, når de lige er blevet færdige. Imidlertid er besparelserne ved denne SU-ændring ikke så voldsomme – og de er til at leve med. I hvert fald for de af os, som ikke er udeboende studerende, der er kommet lidt for langt bagud med kandidatstudiet. Alt i i alt skulle disse besparelser/nedskæringer give et provenue på omkring 2 mia. kr.
Der ser straks noget værre ud for de medborgere, der modtager kontanthjælp. Men inden jeg repeterer og kommenterer, vil jeg med det samme erklære, at jeg hører til den gruppe borgere, som mener, at vi er tvungent til at se på overførselsindkomsterne, for de er altså kostbare, men det skal naturligvis gøres socialt ansvarligt og ikke bare trumfes igennem under parolen: ”Kontanthjælpsmodtagere trænger til at lette sig fra sofaen og sendes ud i virkeligheden for at bestille noget!” Men jeg er enig med beskæftigelsesministeren, når hun plæderer for ”pligt og ret” samt, at ”de, som kan arbejde, skal også bidrage til fællesskabet”.

At beskære borgeres kontanthjælp med noget, der nærmer sig 50 %, må jo opleves som fatalt. Hvis de endnu ikke er fyldt 30 år og ikke kan finde et arbejde, så skal de tvinges til at tage en uddannelse med støtte på SU-niveau, siger reformen – og det er en nedgang fra lidt over 10.000 kroner til noget over 5.000 kroner.
At så mange som muligt uddanner sig, kan der ikke være uenighed om. Men dels er der borgere, som godt kan varetage relativt simple jobfunktioner på fremragende vis, men ikke er i stand til at tage en uddannelse af en eller anden art, dels må spørgsmålene ”Hvilken slags uddannelse”? - ”Hvor lang tid varer den”? - ”Hvor foregår den”? - ”Hvor og hvordan findes en praktikplads”? stilles. - Uddanner man sådanne borgere til arbejdsløshed, eller skal de i en eller anden venteposition? - i så fald er vi så lige vidt.
Hvis kontanthjælpsborgeren har mere end 30 somre på bagen, så skal de tage et såkaldt 'nyttejob' for deres kontanthjælp. Men hvad er det? - og hvem afgør, om et evt. nyttejob er godt nok? - og hvor finder man det? Disse initiativer er beregnet til at sende ca. 1 mia kr. tilbage i statskassen.

Til gengæld blev en Vækstpakke.dk lanceret. Den indeholder forskellige initiativer, der angiveligt skal sætte skub i den økonomiske vækst med deraf følgende nye jobs, fx flere offentlige anlægsprojekter, genindførelse af boligjob-ordningen og så det, som har skabt mest debat, nemlig nedsættelse af selskabsskatten fra 25 til 22 pct.
Det sidste har været en svær én at sluge for de 'røde' partier og især deres vælgere, mens de store selskabers administrerende direktører og deres foreninger næsten ikke kan få deres arme ned af lutter begejstring – og selv de borgerlige partier måtte bruge en dag til at fordøje ideen, inden de kunne kommentere den i positive vendinger og foreslå yderligere 'blå' stramninger. De kunne ikke helt skjule deres blå ærgrelse over at være blevet overhalet indenom af de 'røde' venner. Det er næsten heller ikke til at tro, at 3 mia. sociale nedskæringer skal bruges til at lette de riges skat med 3 mia. kr.– hvad kan det dog ikke ende med?

Hvorom alt er, så er der meget lidt eller ingen visioner i pakken. Det er rent teknokrati og økonomisk modelflyvning. Politik skal man spejde længe efter.
Hvorfor tog man ikke tyren ved hornene og foreslog en selskabsskat på 0 %? - mod at pengene forbliver i selskabet og investeres i nye arbejdspladser/(efter)uddannelse og resursebesparende foranstaltninger?? - Trækkes pengene derimod ud af selskabet fx til skattely, bonusser til direktører og/eller aktionærer, så brandbeskattes de. Ville det ikke være adfærdsændrende til gavn for landet?

Men den store bombe, som kom nærmest noget politik, var 'togfonden', som skal finansieres af selskaber uden for DUC, men som også søger efter olie i Nordsøen. Det virker lidt som en norsk model, hvor oliepenge medvirker til store samfundsnyttige investeringer, i dette tilfælde udbygning og elektrificering af jernbanenettet – altså til gavn for infrastrukturen ovenikøbet med et grønt aftryk.
Dette er det første større projekt, som afspejler en centrum-venstre regering – men der skal nok en del af den slags for at opveje skuffelserne.