Der er noget galt i DK (7)

Hvad er der galt med hensyn til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet?
Der er mere end 160.000 arbejdsledige, og de mange, som deltager i debatten om løsninger på det problem, falder næsten over hinanden ved at sige uddannelse, uddannelse og uddannelse. Der er jo også en kerne af sandhed i det, fordi uddannelse er et vigtigt håndgreb i løsningsproblematikken, men dels kan uddannelse ikke løse hele problemet alene, dels tænker de fleste på videreuddannelse og helst på et højt (akademisk) niveau, dels har uddannelse oftest et langsigtet perspektiv – og hvem kan vide sikkert, hvad behovet for færdiguddannede er om 2-4 år eller mere?

Imidlertid begynder debatten om uddannelse allerede i skolen, hvor det i min optik var et fejlgreb, da man – i bedste mening – professionaliserede vejledningsindsatsen i begyndelsen af dette årtusinde og gjorde de daværende skolevejledere til fuldtidsarbejdende ungdoms- og uddannelsesvejledere.
Herved rykkede man de læreruddannede skolevejledere væk fra dagligdagen i skolen med tæt kontakt og kendskab til skolens ældste elever og deres forældre.

Fra at være en 'intern institution' i den lokale skole blev vejledningsindsatsen institutionaliseret eksternt. Det blev for nemt at politisere vejledningen til at rykke vægten fra de håndværksmæssige fag til de mere teoretiske områder i ungdomsuddannelserne, først og fremmest de gymnasiale uddannelser.
Det har betydet, at vi på den ene side kommer til at mangle faglærte håndværkere og på den anden side kommer til at have for mange højtuddannede, typisk djøfere. Det har også medført, at erhvervsskolerne – sammen med ønsket om at privatisere og indførelse af taxameterordninger – kunne fungere bedre, fx med hensyn til fastholdelse af elever, og det modtagende erhvervsliv har ikke gjort det bedre ved ikke at oprette det nødvendige og tilstrækkelige antal praktikpladser.

Uddannelsessystemet er til en vis grad blevet ensrettet, og det allerede fra grunduddannelsen, hvor eleverne samler sig på skoler med ligesindede og og økonomisk ligestillede. Hvor høj og lav tidligere kunne mødes og få kendskab til hinanden i folkeskolen, så betyder det frie skolevalg – også hen over kommunegrænserne – og det stigende antal elever i private skoleformer, at den ufaglærtes børn i faldende omfang møder akademikerens børn. De forskellige match- eller socialgrupper samler sig nemlig om sig selv, og det truer sammenhængskraften i det danske samfund med det resultat, at uligheden vokser.
Den tid, hvor ufaglærte kunne få et arbejde, som ikke krævede så meget andet end god vilje, er forbi, fordi de simpelthen ikke kan tjene deres egen løn hjem, eller at teknologien har overtaget funktionerne. Groft taget betyder det, at mennesker derved bliver arbejdsløse.

Det er langtfra givet, at samfundet kan efteruddanne disse ledige, fordi skolebænken er alt for fremmed for dem – de orker det måske ikke, deres erfaringer med uddannelse opleves som skolegang, og det har de dårlige minder om. Vi må se i øjnene, at vi ikke kan løse jobmanglen alene ved uddannelse – der skal også andet til, fx oprettelse af arbejdspladser, der rent økonomisk er tilsætning, men hellere det end lediggang.

Der er et gammelt ordsprog: ”Man må yde efter evne, og nyde efter behov” - og det kan være, vi må leve seriøst med det. Alle har så en funktion og en plads i samfundets store maskineri. Kan hænde, det giver en tilfreds befolkning.