Musen og elefanten.

De fleste af os kender historien om musen og elefanten, der er på vej hen over en bro, og hvor musen udbryder: ”Ihh – hvor vi tramper!”.

Det er lidt den samme fornemmelse, man kan sidde tilbage med, når man ser på det, som den borgerlige regering i 'etterne' kaldte 'den aktivistiske udenrigspolitik'. Den med, at nu skulle Danmark ikke blot med ord, men også med handling sætte magt bag ordene.
De danske politikere har sendt soldater i tusindvis ud i krigsmissioner, og soldaterne har med dygtighed og med deres liv som indsats gjort alt, hvad der har stået i deres magt for løse umulige opgaver.

Respekt for dette, men disrespekt for politikerne, som efter min mening står tilbage som utroværdige.

Inden for de seneste 10 år har vi som nation medvirket i tre (3!) aggressionskrige, nemlig
i Irak (uden FN-mandat), i Afghanistan (med FN-mandat) og i Libyen (med FN-mandat).
Ingen af disse krige er endt med det, som politikerne lovede befolkningerne: At de skulle medvirke til, at demokrati og ordentlige forhold for borgerne skulle indføres i de krigshærgede regioner. Tværtimod!
Alle krigene må anses for tabte i almindelig militær betydning, og tilbagetrækningerne er sket under paraplyen af, at vi nå går fra kamp til uddannelse (af militære færdigheder – ikke civile).
Hvis vi tæller 1990'erne med, er der 4 aggressionskrige, nemlig bombningerne på Balkan i NATO-regi. Heller ikke den krig kan siges at være vundet, omend det er den mission, der kommer tættest på.

Som altid i krige har civilbefolkningen været dem, der har været hårdest udsat. Lige siden Irak-krigen har det forlydt, at man ved hjælp af præcisionsbombninger af militære anlæg ville undgå at skade civilbefolkningen. Det har naturligvis vist sig ikke at passe – hverken den gang eller ved de seneste bombninger i Libyen.
På samme måde har vi nok heller ikke set de sidste episoder, hvor danske tropper under udøvelsen af deres arbejde har begået fejl, som har haft fatale følger for civile. Naturligvis ikke, fordi det er uundgåeligt i krig, og det skal ikke bebrejdes soldaterne, men ansvaret er placeret hos dem, der er arbejdsgivere, politikerne.
Jeg mener egentlig godt, at man i parlamentarismens navn kan bebrejde Folketinget, at det i disse situationer ikke har vist sig at være deres opgave voksen, fordi de i alt for ringe grad har udført den nødvendige kontrol med regeringen. De har været dikkende lammehaler i disse sager og været medvirkende til at føre den danske befolkning bag lyset.

Vi må håbe på, at den senest udsendte sikkerhedpolitiske analyse vil åbne for en bred debat om forsvarets opgaver, forsvarsministeriets (eller måske krigsministeriets) mange roller og ikke mindst hvilke opgaver, Danmark skal tage del i fremover på det militære område.
Jeg håber på, at opgaverne vil blive koncentreret om Arktis (så vi går fra aggression til forsvar), og at den militære kamp for udbredelsen af den vestlige opfattelse af demokrati til fjerntliggende regioner nedtones kraftigt.