Hvor blev oprøret fra centrum-venstre af?

Det er vel på sin plads her at ønske glædelig baghjul, for efter 3 måneder med partier i regering, der burde passe som hånd i handske til en ægte centrum-venstre regering, kan det konstateres, at vi endnu har til gode at se centrum-venstre kræfterne spille med musklerne. De har valgt at ligge i baghjul og opføre sig 'statsmandsagtigt', visionsløst, fornuftigt og ansvarligt og glemt projektet.

Gennem snart hele 2011 gik vi og ventede på, at folketingsvalget ville blive udskrevet. Alle de politiske kommentatorer gættede og gættede, men først i slutningen af august udskrev Lars Løkke Rasmussen valget til afholdelse den 15. september 2011. Der havde været ført valgkamp i lang tid. S og SF havde praktisk talt slået pjalterne sammen for at fremstå som et dueligt regeringsalternativ til den borgerlige blok. De havde fået udarbejdet fælles oplæg, som alle havde det til fælles, at de begyndte med 'fair'. Oplæggene blev fremlagt i fællesskab, og der blev slebet kanter af, så de to partier var parate til at danne regering. De radikales projekt var at gå på to ben, nemlig at komme af med den borgerlige regring og Dansk Folkepartis store indflydelse samt at føre politik, som byggede på tillid og ansvarlighed. De meldte klart ud, at de støttede regeringsalternativet til de borgerlige. Derfor rakte de hånden ud og ville gerne være med i de rødes drøftelser. Det kom de ikke rigtig, men blev som regel afvist med, at der ikke ville blive ændret et komma i 'fair'-planerne.
På et tidspunkt blev det nok lidt for meget for de radikale, og derfor meldte de sig ind i efterlønsforliget, og det var en begmand til Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal.

Ikke desto mindre proklamerede Helle Thorning Schmidt ved midnatstide den 15. september 2011, at 'vi gjorde det!'
Hvad det var, de gjorde, er i bakspejlet lidt uklart. S og SF tabte valget stort, men vandt sammen med R regeringsmagten efter mange dages opslidende og hemmelige forhandlinger.
Her er det, jeg begynder at undres, fordi jeg altid har anset de radikale som reformvenlige. Jeg forventede klart, at den centrum-venstre alliance, der nu dannede regering, også ville arbejde på at ændre den (s)tilstand, Danmark var gerådet ind i under den borgerlige regerings metaltræthed.
Jeg venter stadig, fordi alliancen har valgt at bygge videre på en borgerlig finanslov, der lægger op til at spare sig ud af den finansielle krise.
Den såkaldte kick-start lader vente på sig, og den skaber helt utilfredsstillende få arbejdspladser, og hvad værre er, der mangler fuldstændig visioner. Der er ingen ideer til, hvordan fx ungdomsarbejdsløsheden skal nedbringes. Centrum-venstre alliancen viser sig som et hold bogholdere og sagsbehandlere, der ikke tør – og måske heller ikke evner – beskrive i klare, forpligtende sætninger, hvad de vil med magten.
Lad os da se og høre lidt gejst – hvorfor ligge på hjul. Tag initiativet og fremlæg nogle ideer, der rækker ud over den kedelige med, at vi kan ikke gøre noget, fordi vi ingen penge har.
Ja – der mangler penge i kassen, men så skaf dem dog. Sæt trumf på og indtænk de få energiresurser, vi endnu har tilbage i Nordsøen. Det er ikke APMs og konsortiers olie – det er det danske samfunds olie, og vil APM ikke hiuve den op, så find nogle andre, der vil på samfundets præmisser.
Hvorfor skal spekulanterne fortsat grine smørret, når de foretager deres samfundsskadelige spekulationer. Forlang dog, at de skal betale til kassen. Hvis de ikke betale og truer med at flytte ud af landet – så lad snylterne rejse. Gå ind for EU-kommissionens forslag om skat på finansielle transaktioner. Benyt medlems- og formandsskabet i EU til at påvirke og skaffe indflydelse, så der bliver lyttet til danske ideer
og kreativitet.
Hent nogle penge ved at afskaffe den løgnagtige såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, der sender unge i i krig langt fra Danmark.
Skaf penge til statskassen ved at give skatter og afgifter et lille nøk, så flosklerne om at sætte gang i hjulene, kan blive til virkelighed i langt større udstrækning, end det såkaldte kick kan.
Få den grønne sektor til at spille som et hold, hvor den vedvarende energi er den ene spydspids, den kreative byggesektor med visionære arkitekter og ingeniører er den anden, hvor de primære erhverv er den superfarlige midtbane med et nichepræget, men effektivt landbrug er den fremskudte centerforward, hvor uddannelsessystemet er den spilopbyggende midtbane, og hvor folketinget er demokratiets vogter, der drager omsorg for, at vi vender tilbage til retsstaten.

Jeg er overbevist om nødvendigheden af, at økonomien skal speedes op i nedgangstider og bremses ned i opgangstider, og med denne udgangsbøn ønsker jeg alle læsere et godt nyt år!