Den snigende nynationalisme

Vi har travlt i småstaten bl.a. med til ulidelighed at forhindre dem, vi ikke må lege med, i at komme ind i landet. De rige og veludannede vil vi gerne lege med, så de skal sikres mulighed for at komme ind. Det er først og fremmest veluddannede fra vestlige lande, som helst også skal ligne os i mangt og meget.
Andre fra de tidligere østeuropæiske socialistiske diktaturer, fra islamiske stater og fra de fattige afrikanske lande skal helst holdes ude.
Derfor indføres mange forskellige regler, som skal hjælpe med til at diskriminere og forhindre de uønskede i at komme ind, evt. arbejde og bosætte sig i Danmark.

De sidste initiativer på dette område er enigheden blandt regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Kristendemokraten er retablering af grænsekontrollen på trods af Schengen-samarbejdet. Desværre er andre EU-lande også hoppet på den vogn, bl.a. Frankrig – atter andre lande har i deres befolkninger efterhånden et ikke ubetydeligt sammenrend i nationalistiske partier, som rigtig godt kunne tænke sig at følge trop og gennemhulle den frie folkelige bevægelighed over grænserne i EU. Et grundskud mod en af hjørnestenene i ideen om et fælles Europa er således afgivet – og der er stemmer i skidtet.
Det er en stor skam, fordi det europæiske samarbejde er den bedste garanti for fred i vor verdensdel, der er set i historisk tid.

Men en ulykke kommer sjældent alene. Den samme politiske gruppering skyder også mod retsstatsprincipper og menneskerettigheder, fordi de ønsker at kunne udvise mennesker, hvis de bare to gange overtræder den danske straffelov – selv små forseelser skal kunne medføre administrativ udvisning.
Er det ikke glimrende? - de samme politikere bruger løs af skattekroner i den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik ved at melde Danmark ind i udkæmpelsen af krige langt fra vore breddegrader!

Jeg undrer mig over, at menneskesynet i det politiske miljø har ændret sig så afgørende i løbet af den sidste halve snes år. Den eneste forklaring, jeg ser, er, at vi i den grad er os selv nok. For at det ikke skal være løgn, så er det en holdning, der breder sig og desværre allerede er etableret i adskillige lande. Dertil kommer, at nynationalisterne logisk nok også vender sig mod at træde til med økonomisk bistand til de lande, der har rodet sig ud i store vanskeligheder, fordi de alt for sent opdagede den finansielle rovdyrmentalitet på finans- og boligmarkederne.

Lad dem ligge, som de har redt. Vi klarer os selv. Dette snævertsyn er heller ikke befordrende for freden. Når krybben er tom, bides hestene – og det går ud over føllene. Giv de sultne og arbejdsløse geværer og letfattelige slogans, og det bliver vanskeligt at styre udviklingen.

Det forekommer mig, at de historiske erfaringer er dårlige, når nationalistiske og populistiske holdninger får for stor udbredelse. Oplysning, kommunikation og debat må være de midler, der skal til for at bekæmpe vildfarelsen. Der skal udsyn og solidaritet til. Så kom ind i debatten!!

Så er den der igen!

Privatskoleeleverne klarer sig bedre til afgangsprøverne, forlyder det i medierne. Det er jo altid en god historie at puste til ilden i forbindelse med folkeskole kontra privatskole. I denne som i de fleste andre historier skal man tage det med ikke så forbehold, og for debattens skyld er der i det følgende generaliseret.

I den aktuelle historie skulle der være taget højde for social ulighed. Javel ja, men børnenes færdigheder og evner er ikke entydigt afhængig af forældrenes uddannelsesniveau, og det er derfor ikke så interessant at se på, hvordan forældrenes uddannelsesniveau er i forhold til deres børns præstationer i skolen. Børn af meget veluddannede forældre kan være lige så adfærdsvanskelige og forstyrrende for undervisningen som børn af forældre med en grunduddannelse og omvendt.
Det afgørende element er nemlig, at privat-, fri- og lilleskolerne selv bestemmer deres elevoptag, hvorimod folkeskolerne er forpligtet til at undervise alle de elever, der er i skolen.

Folkeskolerne er optaget af at udføre opgaven med at undervise alle bedst muligt og har en række muligheder for at hjælpe elever med mindre eller større vanskeligheder i denne forbindelse, og det koster alt sammen på alle ledder og kanter. Privatskolerne kan derimod blot afvise elever med vanskeligheder, som de ikke umiddelbart er i stand til hjælpe – og de gør det! Bl.a. derfor kommer de i statistikkerne ud med resultater, der ser bedre ud end folkeskolernes.
Vis mig den privatskole, som beholder elever, der gang på gang forstyrrer undervisningen eller ikke kan følge undervisningen. Jeg er sikker på, at forældrene på mere eller mindre pæne måder får besked om at flytte poden – gerne til en folkeskole, som jo skal tage sig af problemet.

Udgiften pr. elev i privatskolerne er mindre end i folkeskolen, men læg forældrebetalingen til og træk udgifterne i den inkluderende specialundervisning fra og se, hvordan forskellen mindskes betydeligt. Dertil kommer, at såfremt man også opgør privatskolernes træk på den eksterne service i kommunerne som fx center for undervisningsmidler, skolesundhedstjeneste og psykologisk-pædagogisk bistand og tillægger denne ydelse pr. elev, så vil resultatet formentlig vise, at det er nogenlunde lige billigt på de to skoletilbud.

Ydermere er folkeskolerne de senere år under den borgerlige-liberale regering blevet forpestet med forskellige bureaukratiske forpligtelser, som de private skoler ikke behøver at følge, ligesom overenskomsten i den private afdeling er anderledes og naturligt nok ikke tager højde for de opgaver, som folkeskolen skal løse, og derfor underviser lærerne på privatskolerne måske 1-2 lektioner mere end folkeskolelærerne pr. uge. Endelig tror jeg ikke, at klassekvotienterne i privatskolerne er på samme høje niveau som i folkeskolerne.

Men lad derefter være med at udstille folkeskolen som et dårligt undervisningstilbud til de kommende generationer. Det er i folkeskolen, at børn med forskellig baggrund møder hinanden, lærer hinanden at kende og dermed får den bedst mulige ballast til at videreføre og -udvikle samfundet.

Stop nu – mens legen er god

Jeg forstår godt, at de radikale føler sig stedmoderligt behandlet af S og SF. Det ligner ikke noget at invitere til regeringssamarbejde samtidig med, at man peger på væsentlige politikområder som økonomi og indvandring, hvor man lader klart forstå, at netop dér skal man bare rette ind – på de områder får man ingen indflydelse.
Det skal man da reagere på på et eller andet tidspunkt, hvis modparten ikke er til at rokke ved en fornuftig dialog.

Det er så sket nu, og alle, som ønsker sig en ny regering, bliver enten forvirrede eller forargede.
Jeg synes, der er god fornuft i at droppe blokpolitikken og komme tilbage til samarbejdspolitikken, som ganske vist er noget mere besværlig og tung, men til gengæld mere demokratisk og bedre i stand til at frembringe brede løsninger end blokpolitikken.

De radikale har nu spillet med musklerne og krystalklart vist, at de ønsker samarbejde om politik, men samtidig sået tvivl om, hvorvidt Danmark får en regering med et rødligt skær efter folketingsvalget.
Det er ærgerligt, men samtidig et vink med en vognstang til S og SF om at komme med nogle ordentlig bud på en anden økonomisk politik end den nuværende regerings. Kom i gang med udarbejdelsen, lyt til økonomer som Jesper Jespersen og ligesindede, som peger på andre økonomiske modeller end maskinstrøgne-økonomerne, som ikke tager hensyn til virkeligheden, men arbejder ud fra et forudsigeligt facit.

Sluttelig er det også et kraftigt vink til S og SF om at forlade Sass-doktrinen, men komme ud af busken og vise, at også politikere kan arbejde sig ud af krisen.

Ulighed og lighed

Per Michael Jespersen skriver gerne om vigtigheden af, at børn og unge ikke kommer til at kende andre børn og unge fra andre sociale lag, fordi vi bor, uddanner os og arbejder sammen ligesindede. Der mangler altså den blanding af mennesker med forskelligt arbejde, forskellige kompetencer og værdier, der ellers har præget det danske samfund gennem opbygningen af velfærdssamfundet i 1950'erne og 60'erne.


Det er jeg meget enig i og i tanken om, at vi er på vej til at tabe en eller flere generationer på gulvet, fordi alt for mange ikke får en uddannelse. De dropper ud af ungdomsuddannelserne på grund af uddannelsernes stigende akademisering – der mangler først og fremmest praktikpladser, men også undervisning i egentlige praktiske færdigheder i uddannelsesforløbene, og denne manglende undervisning 'begynder' allerede i folkeskolen, hvor de praktiske fag er nedprioriterede i bekymrende grad.


For at vende tilbage til udgangspunktet om manglende kendskab til de forskellige sociale lag i samfundet, så kunne man for at afhjælpe dette begynde med at ophæve det frie skolevalg og nedsætte støtten til de private skoler. De lokale skolemyndigheder kunne så styre elevsammensætningen og blande dem efter alle kunstens regler under hensyntagen til at blande eleverne så mangfoldigt som muligt samt skolevejens længde og risiko.
Sidegevinsten ved dette er bl.a., at skolernes økonomi bliver nemmere at styre, og man undgår tilfældige forældre/elevsøgninger på baggrund af tilfældige rygter henover kølediskene i supermarkederne.
Rigtigt - dette lyder jo ganske betonsocialistisk! - og ja, det er det også. Det er tillige provokerende, men alternativet er værre. Alternativet er styrkelse af den ulighed i samfundet, og dette forslag er en måde at bekæmpe uligheden på. På samme provokerende måde skulle elevsammensætningen styres i ungdomsuddannelserne.
Sideløbende med dette skal der i medierne hvert år være en kampagne om pligt og ret – ikke blot til gavn for børn og unge, men for os alle.


Den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti har ændret vort lighedssamfund til et ulighedssamfund, og det er altså noget træls. Det kan nok kun ændres via probate og kontante midler, som er nødvendige i en overgangsperiode, indtil der igen er skabt balance i samfundet. Jeg synes dybest set, at metoden er grim, men for at udvikle ligheds- og velfærdssamfundet, må vi altså først arbejde på at afvikle ulighedssamfundet. Fordelen her er, at forslaget gør det i åbenhed, og der ændres jo ikke ved de demokratiske spilleregler i perioden, mens ulighedssamfundet lige så stille er blevet sneget ind ad bagdøren med løfter om valgfrihed på alle hylder, skattestop og en aktivistisk udenrigspolitik som afledningsmanøvre.


Jeg tror, at det er nødvendigt, hvis vi ønsker os et samfund med mere menneskelige værdier, hvor fællesskabet med respekt for hinanden er grundlaget, og markedskræfterne holdes i kort snor.

Den krigsførende nation

Danmark er en nation i krig, men vi mærker det jo ikke fysisk. Vi har været en krigsførende nation, siden vælgerne satte VKO-blokken til at regere i 2001, og statsministeren fik tilslutning til at føre den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik.
Vi har medvirket til død og ødelæggelse på Balkan, Irak, Afghanistan og nu i Libyen – det er heldigvis for den daglige danske hverdag langt væk – så vi mærker det som nævnt ikke på vor krop og dagligdag.

Det er måske derfor, at medierne og i særdeleshed TV synes, de skal gøre noget for at minde os om vor militære styrke ved at bringe udsendelser/serier om krig? Jeg tænker her på serien ”Kammerater i Krig”, som DR1 bringer over 10 afsnit. Men radioen brugte også en hel dag på P4 som faktion om ”Slaget ved Dybbøl” på at fortælle om fatale politiske beslutninger.
Jeg synes selvfølgelig, at medierne skal berette og orientere om såvel indenrigs- som udenrigsbegivenheder i form af reportager, artikler, analyser og vurderinger fra mennesker med faglig indsigt, men jeg synes ikke, at det er nødvendigt at bruge krig som underholdningsemne.

Jeg gentager mig selv fra min kommentar af 30. marts 2011:

Hvad er det dog for en nation, vi har udviklet os til?