Gymnasier, et/tosprogede og markedet.

Det er ikke overraskende, at problemstillingen i folkeskolen med hensyn til antal tosprogede i forhold til etsprogede danskere nu er vokset ind i de gymnasiale uddannelser, først og fremmest det almene gymnasium.

Vestegnens gymnasier med et antal tosprogede elever, der nærmer sig de 50 %, fravælges i stadig stigende grad af de danske etsprogede elever.

Førsteholdets børn skriver nogle fine ansøgninger, som formentlig er inspireret af forældrene, der måske endog har hjulpet meget med formuleringerne, til de mest populære gymnasier i hovedstadsområdet. Der sker en udvælgelse baseret på sociale kriterier – og det er da bestemt ikke hensigtsmæssigt, slet ikke når det drejer sig om uddannelser. Det er ret uforudsigeligt hvilke gymnasier, der er 'in' på forskellige tider, og for tiden går der en strøm fra vest og nord mod øst og syd, og resultatet er, at vestegnens gymnasier står tilbage med et uforholdsmæssigt stort antal tosprogede elever.
Ansøgningerne sendes til det først ønskede gymnasium, hvor rektor så træffer afgørelse om optagelse eller sender ansøgningen videre til ønske 2-gymnasium og så fremdeles. De enkelte gymnasier vurderer ansøgerne efter karakterer, egnethed, bopæl og evt. søskenderelationer samt – ikke mindst – efter den individuelt motiverede ansøgning. Dette kombineret med taxametersystemet medfører, at populære gymnasier fylder op med de bedste elever først – og resultatet er, at systemet rangordner sig, så de populæreste gymnasier lever i en stadig mere positiv spiral, og de mindst populære ender i en stadig mere negativ spiral med faldende elevtal, dårlig økonomi og i sidste ende med lukningstruslen hængende over hovedet.

Markedet bestemmer, men er det nu godt, at det er sådan? Der findes jo et fordelingsudvalg, som før i tiden fordelte ansøgerne til de forskellige gymnasier, men i dag er funktionen vist blot at fordele de ansøgere, der har svært ved at blive optaget på et gymnasium – deres kvalifikationer til trods, men de tilhører andet- eller tredjeholdet . Derved opstår skellet mellem gymnasier med en relativ stor andel af tosprogede danskere i forhold til de etsprogede.

Folkeskolen kæmper stadig med problemstillingen, fordi man ikke kan fordele eleverne, så de enkelte skoler har en mangfoldighed af elever på grund af retskravet om at blive indskrevet på den folkeskole, i hvis distrikt eleven har bopæl. Et sådant retskrav findes ikke i forbindelse med de gymnasiale uddannelser, og derfor ville fordelingsudvalget kunne løse problemstillingen. Det ville nok i en overgangsperiode skabe rigtig meget utilfredshed på førsteholdet, men hvis reglerne udformes, så det er sådan, optagelsesprocessen er, ja – så er det sådan. I folkeskolen er fordelingsproblemet i hvert fald ikke blevet løst af frivillighedens vej, så opfordringen er her, at lade fordelingsudvalget klare optagelsesprocessen, så der vil blive en mangfoldighed af elever på alle gymnasier.
Det må være i samfundets interesse, at elevsammensætningen på gymnasierne er mangfoldig og ikke, at nogle gymnasier fremstår som elitære og førsteklasses, mens andre fremstår som tredje eller -fjerderangs uddannelsessteder.

Det vil også hjælpe på problematikken, hvis taxameterordningen blev afskaffet for det første fordi rektorernes iver efter at skrabe så mange elever sammen som muligt ville svækkes, og for det andet fordi det liberale samfundssyn ville komme til at vige til fordel for fællesskabet.

Det er positivt, at rigtig mange unge ønsker at prøve kræfter med en ungdomsuddannelse på et alment gymnasium. Samfundet skal skabe de bedste rammer for, at de lykkes med det, og at et evt. frafald minimeres. Vi har brug for de mange veluddannede unge som overhovedet muligt fremover, og lad os sammen sørge for, at det sker, så Fanden ikke tager de sidste.
Markedstænkningen er ikke et godt redskab i denne sammenhæng.