Var/Er det nu klogt?

Nedenstående blev sendt som debatindlæg til Politiken den 23. marts 2011, men de fandt ikke plads til at bringe det.

Inden for de seneste ti år har Folketinget på den borgerlige regerings anmodning sendt danske soldater i krig – langt fra rigets grænser og sidst ved at stille 6 F16 bombejagere til rådighed for en uhellig alliance af Den arabiske Liga og 'Vesten' med henblik på at beskytte et ukendt antal borgere med ukendt ledelse under Libyens diktatur. I dette tilfælde var det endog et enigt folketing, der gav regeringen mandatet. Oh shame!

Det er sket på ideologiens alter. I sidste århundrede var der en statsminister, som gav udtryk for, at 'Ideologi er noget bras.' Det skal yderligere formentlig nok vise sig, at vor værdikamp i det fjerne vil blive en boomerang, fordi vore værdier i den arabiske verden først og fremmest er kendt for noget med Muhammed-tegninger og angst for islam.

Det forekommer mig at være et godt udgangspunkt for debatten om værdier, fordi en ideologi som oftest giver sig ud for at kende sandheden om alt mellem himmel og jord. I bakspejlet ville det naturligvis have været klogere for rigtig lang tid siden at lægge den libyske diktator på is – og holde fast i dét.
Det er den ene side, den anden er, at politikerne træffer beslutninger uden at skele til erfaringerne. Der er endnu ikke kommet noget godt ud af de krige, vi har deltaget i. Der er fortsat ikke et brugbart demokrati i Irak. Bomber og manglende respekt for liv hører stadig til dagens uorden i landet. I Afghanistan er der mere end langt igen, før et demokrati, som vi forstår det, kommer til at fungere – på trods af mange fine ord om fremgang og 'om at gøre en forskel'. Såvel den menneskelige som den materielle pris har været helt urimelig høj, og Viggo Hørups ord 'Hvad skal det nytte?' står og blinker konstant.

Man kunne have ønsket, at den tyske filosof Hannah Arendts (1906-1976) ord om, at 'ideologierne i meget høj grad stopper tænkningen i stedet for at nære den' ville have randt de danske politikere i hu, samt at de ligeledes havde reflekteret over de erfaringer, der ind til nu er gjort i de tre krige.

Når det er sagt, er der grund til at understrege, det er politisk rigtigt at handle FOR FRIHEDEN i dens modsætning til tyranniet – det skulle bare være gjort for mange år siden og på en anden måde.

I den nuværende situation virker det naivt at tro, at det kun vil være en besættelse af luftrummet over Libyen, der kommer på tale. Skridt 'A' er taget, og kan vi undgå at tage skridt 'B'? - Jeg tvivler.
Når det nu er kommet så vidt, er det bedre at hjælpe og støtte diktatorens modstandere til at få etableret et råd, der effektivt kan organisere en fredelig omvæltning i landet samtidig med, at man fastholder indefrysningen af diktatorens – og hele hans families – økonomiske midler og i det hele taget isolere dem fra omverdenen ved at organisere en international grænsebevogtning rundt om hele Libyen under FNs ledelse. Selv om han er i besiddelse af rigtig mange guldreserver, er de kun noget værd, hvis nogen vil indløse dem – og her er det vigtigt, verden står sammen, og det understreger kun FNs store betydning.

Denne metode vil også kunne anvendes, hvis det sandsynlige sker, at diktatoren ikke bliver afsat lige med det samme.
Krige og slagsmål har aldrig vist deres løsningsholdbarhed. Endvidere er det latterligt, at der ikke en gang er enighed om hvem, der skal lede krigsindsatsen – det tyder på, at der også her er lang vej igen.

Benny Pedersen, Måløv