Anmeldelse: Sigurd Barrett: ”Vores børn skal have det bedste”.

Anmeldelse af Sigurd Barrett: ”Vores børn skal have det bedste”, en bog om at opleve sammen med børn.
208 sider, Politikens Forlag 2010, set fra kr. 225 (på nettet)
ISBN 978-87-567-9909-6.
Bogen er et sammendrag af 6 radioforedrag i anledning af, at Sigurd Barrett blev tildelt DR1s Rosenkjærpris i 2010.

Sigurd Barrett er 43 år, cand. phil. i musikvidenskab (med topkarakter) fra Århus Universitet, og da jeg læste hans bog, var noget af det første, der faldt mig ind, hans ydmyghed over for emnet. Bogen er præget af refleksioner på det helt nære plan og sund fornuft parret med stor respekt for såvel børn som voksne. Sigurd Barrett forfalder aldrig til løftede pegefingre og moraliseren. Han fortæller nøgternt og ligefremt, hvad hans værdier er, og hvordan han forvalter dem. Han vil gerne dele ud af sine erfaringer. Men han respekterer samtidig, at andre kan have andre værdier og opfattelser.

Sigurd Barrett gør en del ud af at beskrive sin samtid på godt og ondt, og da emnet er børn og samværet med dem, koblet til kultur og dannelse, får tidens teknologiske muligheder (og begrænsninger) stor plads i flere kapitler. Mobiltelefon, computer og internet, spil og TV bliver behandlet i forhold til, hvordan man som forældre kan håndtere problemstillingerne. Sigurd Barrett gør en del ud af at definere kvalitetstid, og han giver klart udtryk for, at han foretrækker den virkelige tid frem for den digitale/virtuelle, uden at han kasserer den sidstnævnte. Alt med måde, kunne man sige. Den stigende individualisme på bekostning af fællesskabet kommer han også rundt om.

Et af tidens trend med et øjebliks berømmelse i forskellige talentprogrammer kommer han også rundt om, og han gør det klart, at der ingen let vej til varig berømmelse er. Det vil altid hvile på flid, dygtighed og grundighed. Han har for så vidt intet imod underholdning, men han understreger igen og igen, at kultur er andet og mere end underholdning, og at vi i vor hæsblæsende tid alt for ofte forfalder til den nemme løsning, underholdning kan være. Den lette løsning med at placere børn foran TV'et, mens voksne beskæftiger sig med andre gøremål som fx madlavning er ikke noget, Sigurd Barrett har meget til overs for. Lad i stedet børnene deltage i madlavningen og få noget kvalitetstid ud af det, er hans råd.
Han ønsker ikke at være dommer over andres løsninger (han forfalder også selv til de for nemme løsninger ind imellem – og det skriver han flere steder), men han peger på de løsninger, han synes, der skal til i forhold til værdierne. Han sætter ofte det velkendte over for det udfordrende, som er det samme som det udviklende for såvel børn som voksne.

Hele vejen igennem mærker man Sigurd Barretts store engagement i forbindelse med sin familie, spørgsmålet om kultur og værdier, teknologien og arbejdslivet. Han vender flere gange tilbage til spørgsmålet om kvalitetstid i samværet med familien, idet den moderne familie er enormt presset på tidsfaktoren.
Han sætter gerne beskrivelser af dele af sit privatliv ind i sammenhængen, når han redegør for sine refleksioner over samfundsforholdene, og bogen indeholder et særskilt afsnit om den kristne tro og hans holdninger i den forbindelse.

Sigurd Barrett har efter min opfattelse skrevet en god og nede-på-jorden-bog om kunsten at opdrage børn, når familien befinder sig i et krydsfelt af rigtig mange påvirkninger. Han gør det på en sympatisk måde, sproget er flydende, og bogen er let at læse.

Sigurd Barrett er vel mest kendt for for sine TV-udsendelse med bjørnen Bjørn, og det er på sin plads her at rose ham for hans formidlingsevner ud i musik. Ikke overraskende kan man i bogen læse om de overvejelser og forberedelser, Sigurd Barrett har gjort sig i forbindelse med udsendelserne om klassisk musik, big band og opera.
Bogen afslører, at hans fremtræden i udsendelserne er nøje planlagt – tag ikke fejl. Der er en klar pointe med det spraglede tøj og 'larm i gaden'.

Bogen slutter bl.a. med opskriften på, hvordan Sigurd Barrett opbygger sin formidling, en koncert eller et foredrag. Der er en udførlig disposition og en liste over virkemidler.
Sigurd Barrett er en autentisk musikformidler. Han kan sit stof, og han får budskabet ud over rampen. Det gælder også for bogen, som bestemt er anbefalelsesværdig, både for dem, som kunne tænke sig lidt vejledning ud i opdragelseskunsten, og for dem, som gerne vil være klogere på, hvordan man kan skaffe sig kunstoplevelser sammen med børn – og børnebørn.