Anmeldelse af filmen ”Another Year”

Anmeldelse af filmen ”Another Year” af den engelske instruktør Mike Leigh. Dagmar teatret den 29. januar 2011 med bl.a. Jim Broadbent, Ruth Sheen, Lesley Manville, Oliver Maltmann, Peter Wight, David Bradley og Martin Savage.

Det midaldrende ægtepar, Tom og Gerri (Jim Broadbent og Ruth Sheen), skildres med stor varme i deres lange ægteskab. Det er to rummelige mennesker med en høj tolerancetærskel, såvel over for hverandre som for de mennesker, de involveres med.
De 4 årstider og 4 søndage plus en lille smule arbejdsliv skildres i denne film. Ægteparret har en kolonihave, som de holder vanvittig meget af, og som er en del af dem. Gerris veninde og kollega, Mary (Lesley Manville), har en historie om et forlist ægteskab samt en affære med en gift mand (der forlod hende) bag sig, men forsøger fortsat – selv om alderen begynder at trykke – at leve som den frie single med lyst og behov for at score en mand. Jagtlykken er dog svigtende, og i stedet er jagten på fortrængninger sat ind i form af et lidt for stort alkoholforbrug. Dette menneskes opløsning bliver fremragende skildret. Lidt på samme måde har Tom barndoms- og ungdomsven, Ken (Peter Wight) det. Historien er parallel, og det kunne måske ligge lige for at binde de to singler sammen, men ligeså mager, den ene er, ligeså tyk er den anden (gæt selv hvem er hvem), og derfor bliver der ikke noget ud af den idé.

Kim skotte i Politiken skriver konkluderende, at ”Leighs familieportræt rammer helt rent. En bittersød sensommersonate med balancerende humor og smerte og giver den 5 hjerter”, og det rammer faktisk ret præcist.
Der skildres nogle sammenkomster mellem disse mennesker, hvor også sønnen Joe (Oliver Maltmann) og senere hans nye kæreste spiller en rolle.
Toms ældre bror Ronnie (Davis Bradley) bliver enkemand og fremstår helt forstenet og indadvendt, men også i denne situation er ægteparret rummeligt, og i en af de sidste scener bliver vi vidne til en dialog mellem Mary og Ronnie – de to skæbner, som livet vist har været hård ved – og dialogen skildres i al sin langsommelighed og banalitet.
Filmens typer er fantastiske, historien er jo egentlig meget enkel, men det hele går i den grad op i en højere enhed, så det bliver en enestående filmoplevelse. Tempoet er som det skal være. Vi når at føle med og næsten få relationer til de mennesker, som skildres, miljøet og sproget er, som det kun kan være i engelske film, der fortæller om almindelige mennesker i et almindeligt miljø med et almindeligt arbejde – uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt eller for langtrukken. Unægtelig en bedrift, når filmen spiller i 2 timer og 20 minutter.
Det er så absolut en seværdig film. Rigitg god fornøjelse!