Anmeldelse af filmen ”Alt, hvad du har”

Anmeldelse af ”Alt, hvad du har”, GrandTeatret, den 18. januar 2011 med Reese Witherspoon, Owen Wilson, Paul Rudd og Jack Nicholson (Biografklub Danmark).

Fra Grands foromtale af filmen citeres her:
'.......James L. Brooks' romantiske komedie om den sande kærlighed - og kunsten at finde den. Afsættet er et klassisk trekantsdrama, som udspilles mellem en kvinde og to vidt forskellige mænd, der mødes på deres respektive livs nok værste aften. Brooks, der er ekspert i menneskelige voksenkomedier, har ikke overraskende givet genvalg til Jack Nicholson, som spiller den ældre part i et kompliceret far-søn-forhold præget af økonomiske uoverensstemmelser....'


Det er en rigtig 'feel-good'-film – ligesom 60'ernes lystspil med Rock Hudson og Doris Day, med andre ord er det ikke en film, som man absolut skal se. Spillet er helt professionelt og troværdigt, mens baggrunden – et økonomisk mellemværende mellem far og søn (Jack Nicholson og Paul Rudd) aldrig bliver helt klart, men senior har tilsyneladende svindlet og lader sønnike få skylden – for trekantsdramaet mellem denne søn og to sportsikoner – en smuk og betagende kvinde, der bliver fravalgt til det amerikanske baseball-landshold, og en navlebeskuende, forkælet mandlig baseballspiller – udspilles i et fashionabelt amerikansk bymiljø. Der er ligheder i denne film med Oliver Stones film ”Wall Street, Money never sleeps” med Michael Douglas som Gordon Gekko omkring far-barn-problemstillingen.
Jack Nicholson indtager suverænt scenen, når han spiller. Hans hæse stemme, hans kropssprog og ikke mindst mimik er fantastisk. Han er naturligvis blevet ældre og passer derfor godt til den rolle, han skal spille her – i øvrigt ville han også godt kunne spille rollen som Prins Henrik, hvis han skulle få den tilbudt. Der er en vis lighed.
Efter forskellige genvordigheder, og filmen er måske lige lang nok, kommer man til den slutning, man har gættet hele tiden, og spørgsmålet er blot, om far Nicholson kommer de 25 år i spjældet.
Alt i alt en hygsom film, som man sagtens kan tåle at se, men det er ingen livsnødvendighed.