fredag den 14. januar 2011

Anmeldelse af filmen ”Waiting for Superman”

Anmeldelse af filmen ”Waiting for Superman”, Grand Teatret torsdag den 13. januar 2011, med efterfølgende paneldebat, arrangeret af et nystiftet forum ”Politisk filmklub” med Lotte Hansen og Lene Johansen i spidsen.

Filmen er en Oscarnomineret dokumentarfilm om det amerikanske skolesystem, begået af
David Guggenheim. I foromtalen af filmen kan man læse:
Fiaskofabrikker! Øgenavnet for visse offentlige skoler (og problemer med alle offentlige skoler) i USA viser et grundlæggende problem. For samfundet, der mangler veluddannet arbejdskraft, men først og fremmest for børnene, der bliver svigtet, når de ikke får en ordentlig uddannelse. For der er et alternativ, viser dokumentarfilmen ”Waiting for Superman”, og det er ikke privatskolerne, men offentligt finansierede skoler, der har succes med at bryde negativ social arv selv i hårdt belastede kvarterer. Den smertelige sandhed i dagens USA er imidlertid, at det er rent lotteri om børnene kommer på en skole, der vil give dem succes. Bogstavelig talt et lotteri!
DG tager et kritisk blik på et system, der lader fiaskofabrikkerne fortsætte. Filmen er et portræt af et problem og af fem uforglemmelige børn, der har et håb for fremtiden.

Det er en lang film, knapt 2 timer, og den er måske også for lang. Det er også en meget 'smal' film. Jeg tror, at det vil være relativt få, der ser filmen, hvis man altså ikke lige er professionelt interesseret i skoler og skoleproblemer. Så kan man på den anden side hævde, at det må der være rigtig mange forældre, der er – og temaet er da vigtigt.
Rigtigt, men alligevel tror jeg ikke, det bliver en publikumssucces.
Når det er skrevet, så synes jeg, at det er en god film, der med ligefremme – og til tider rørende – interviews og animationer tydeliggør de problemer, USA har i deres grundlæggende uddannelsessystem. Den afslører – ikke uventet – at der er gode og dårlige skoler, at supermagtens testsystem ikke hjælper ret meget, og at den negative sociale arv kun meget vanskeligt brydes, og hvis det sker, så er lodtrækning et væsentligt middel!
Ligeledes afslører filmen også, at det altafgørende er lærerne. De er uundværlige, og uden engagerede og lidenskabelige lærere vil det ikke lykkedes, hverken med New Public Management, resultatløn eller hidsige ledelsesteknikker.
Uanset hvad så taber eleverne, når de voksne kaster sig ind i kampen med alle deres meninger og holdninger, der ikke holder vand, fordi de tror at vide, hvad der kan frelse skolen, eller fordi de skal redde deres skind.
Filmen dokumenterer, at det er professionelle, engagerede, involverende og karismatiske lærere, der på alle niveauer skal give skolen det kvalitetsløft, vore børn fortjener, og ikke frelste DJØF'ere eller fagforeningsdiktatorer.

Et nystiftet debatforum ”Politisk filmklub” havde efterfølgende arrangeret en paneldebat. Værtinderne journalist Lene Johansen og direktør i HansenPR, Lotte Hansen vil sammen med undervisningsminister Tina Nedergaard, vicedirektør i DEA (Danmarks Erhvervsforsknings Akademi), Bjarne Lundager Jensen og Birgit Lise Andersen, der er skoleleder på Strandgårdskolen i Ishøj, diskutere de danske forhold og værdier i folkeskolen sammenlignet med USA.
Initiativet var godt ment, men der kom absolut intet nyt frem. Undervisningsministeren fremførte atter 'sine tårnhøje ambitioner' for den danske skole, vicedirektøren erklæredee sig som varm tilhænger af folkeskolen, men havde alligevel valgt at sætte alle sine 4 børn i en Grundtvig-Koldsk Friskole, og skolelederen roste sine lærere for i samarbejde med hende og den kommunale forvaltning at have vendt en negativ dødsspiral til en positiv udvikling for en lokal folkeskole.
Var der kommet andre synspunkter og holdninger frem, ville det have været en overraskelse.

Ikke desto mindre var ideen med at invitere til en politisk minidebat på baggrund af film, der på virkelighedsnært grundlag forsøger at skildre almene samfundsforhold, god nok og fortjener lidt levetid endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar