Det kontrollerende menneske.

Der har været – og er fortsat – mange betegnelser for menneskelige aktiviteter. Det tænkende menneske, det legende menneske og nu kan man sige, at tiden er kommet til det kontrollerende menneske.
Det virker som om, at menneskene i informations- og videnssamfundet er blevet ramt af en kontrolvirus. Vi ønsker åbenbart at kunne kontrollere alt mellem himmel og jord: Helbred og sundhed (og ikke blot vor egen, men også alle andres), menneskelig adfærd, økonomi, klimaforandringer, forskning og ikke mindst (hvad der kan være fint nok) forebyggelse af terrorhandlinger.
Der er ingen grænser for, hvad der med de teknologiske muligheder, der findes, sættes i værk i form af overvågningsudstyr, kampagner mod rygning og fedme med kontrolmuligheder, dokumentation af arbejdsindsatser og -resultater, ure og andet udstyr, som kan slå energiforbrug til og fra.
Mange af initiativerne/mulighederne er jo gode og relevante; men jeg synes, der mangler en debat om kriterier, retssikkerhed og rimelighed i kontrollen.
Det er egentlig tankevækkende, at det netop er i forbindelse med borgerlige/liberale regeringer, at kontrolboomet er opstået. Den værdi, der ligger i begrebet tillid, er fuldstændig smuldret væk. De borgerlige har i den grad levet op til ”tillid er godt, kontrol er bedre” - vi skal måske afvente den kyniske fortsættelse ”men frygt er bedst”. Har de borgerlige og liberale i for høj grad ligget under for småborgerligheden?
Er det under en borgerlig liberal regering, man skal se censuren indført, fordi der skal sikres loyalitet og kontrol med ytrings”friheden”?

Man kan godt skelne mellem den individuelle følelse af, ”at man har kontrol over – situationen, bilen, hunden eller lignende” og myndighedernes kontrol, hvor især overvågningen, efterretningstjenesterne og bogholderkontrollen med ”får vi nu nok for pengene” er ulidelig. Jeg mener, vi skal drøfte begrænsninger af det allestedsnærværende kontrolgens virke og tillade, at tilliden og fantasien igen får større indflydelse. Kontrol skaber bindinger, snævre rammer og lavt til loftet, og det er bestemt ikke det, vi har brug for, når der skal tænkes kreative og langtidsholdbare løsninger med hensyn til klimaforandringer og andre selvskabte plager. De alvorlige problemstillinger, der er påført planetens mangfoldighed af samfund løser ikke sig selv, men kræver menneskelig indgriben og fantasi. Dette næres ikke af kontrol.

Det er som om, at den naturvidenskabelige trend, der har været gennemgående den sidste halve snes år, trænger til at blive afløst af en mere humanistisk tilgang. Det kan undre, at humanisterne ikke har sat et mere massivt modangreb ind mod denne kontroltrang. Vi må håbe, de vågner, så debatten kan facetteres – hellere i dag end i morgen.