torsdag den 10. februar 2011

Stemmen Frans Rasmussen.

Dette interview er udarbejdet til DANSK AMATØR MUSIKs medlemsblad 'MUSIKMAGASINET no21', februar 2011.

En råkold vinterdag i januar 2011 er der aftalt møde med Frans Rasmussen, som jo blandt meget andet står bag TV-udsendelserne ”Stemmerne fra opgangen” og ”Stemmerne fra Vollsmose” på DR1.

Jeg ankommer til Frans Rasmussens hjem i Espergærde og bliver budt inden for af en meget venlig og imødekommende Frans Rasmussen.
Efter nogle indledende bemærkninger over en kop kaffe kommer vi i gang med emnet, som bl.a. skal handle om, hvordan udsendelserne er kommet i stand. Frans Rasmussen sætter sig til rette i sofaen og vil gerne fortælle en historie om nogle tosprogede drenge, som han har spurgt om, hvorfor de gerne vil være i Danmark. Han blev overrasket over, hvor lidt de egentlig ved om det land, de bor i, og som de tilsyneladende vil dø i. Via sine spørgsmål motiverer han de to drenge til at skaffe sig viden om landet. Han gør det på sin engagerede måde og lufter en ide om en bustur rundt til de danske kulturikoner. Den bliver rigtig godt modtaget, men nu er det jo sådan , at der er et stykke fra en ides fødsel til dens gennemførelse. Her har vi noget til gode; måske kommer der en dag en udsendelse om det projekt.
Samtalen kommer ind på de forskelle, der er mellem Urbanplanen og Vollsmose, hvor Frans Rasmussen bemærker, at der nok var nogle mønsterbrydere i Urbanplanen, men ikke i Vollsmose, hvor miljøet er meget hårdere.
Frans Rasmussen skjuler ikke, at han på trods af det hårde miljø er glad og stolt over udsendelserne. Der er en god stemning i dem.

Konceptet
- Jeg er ret vild med udsendelserne om ”Stemmer fra...”. Jeg fik den samme fornemmelse, som da jeg så filmen ”The Concert” om de russiske musikere, der tog til Paris for at opføre Tchaikowskys violinkoncert. Er sammenligningen helt ved siden af?

Frans Rasmussen indrømmer, at han endnu har til gode at se filmen, som han har hørt så meget godt om. I stedet kommer vi ind på baggrunden for de to udsendelser. Konceptet kommer fra London, og Frans Rasmussen fik udsendelserne til gennemsyn. Han så ikke ret lang tid på dem og meddelte så DR, at han i hvert fald ikke kunne drømme om at være med til at lave et tilsvarende program. Årsagen var, at han helt bestemt ikke brød sig om den engelske metodik, som gik ud på at få deltagerne til at ryge i totterne på hinanden eller ligge skrigende på gulvet. Skulle han medvirke, havde han tre betingelser: For det første ville han ikke have ord lagt i munden – det skulle være hans eget sprog, for det andet ville han ikke lave noget uægte, og endelig for det tredje måtte det ikke have bare en antydning af X-faktor over sig.
Det blev accepteret.


Pædagogik og autencitet
Frans Rasmussen har undervist på Konservatoriet i 40 år og ved derfor godt, hvad det vil sige at være pædagog. Han er ganske klar over, hvordan han skal få sine ideer igennem, nemlig ved at vise en lidenskab for det, det nu drejer sig om. Det var ikke tilstrækkeligt at skulle overbevise koret, også holdet bag udsendelsen skulle vide, at han ville bruge sine egne metoder. Han kommer ind på sin egen skolegang i Ålborg, hvor han i løbet af ti år opnåede at skifte skole tre gange, og der var ikke én dag, hvor han ikke oplevede at være ked af at gå i skole. Der var blevet råbt så meget af ham i skolen, at han ikke ville udsætte de forstyrrende medlemmer i Vollsmosekoret for samme omgang. På den anden side skulle de selvfølgelig også have besked, når de svigtede – men det skulle ske med et glimt i øjet og en 'krammer'.
De kommer ret tæt på hinanden i løbet af den tid, der arbejdes med optagelserne. Udsendelsen optages over tre-fire måneder, og de er sammen mindst en gang om ugen, hvor der øves, og dertil kommer de mange andre gange, hvor der 'bare' skal billeder i kassen, og hvor holdet er sammen tre-fire dage ad gangen. I sådanne tilfælde bruges der god tid til almindelig samtale og diskussion om bl.a. svinekød, omskæring oma. I sådanne debatter kommer forskellene mellem muslimer frem, fx forskelle mellem arabere og afrikanere, og alle parter bliver sikkert klogere. Frans Rasmussen opdagede i hvert fald, at der er et hierarki mellem dem – og mest tydeligt i Vollsmose. Magten bliver manifesteret.

Miljø, anerkendelse og ærbødighed
- Hvordan oplevede du miljøet i de almene boligområder ift. det miljø, du selv kommer fra?

Det var overordentlig flot. Fx var det i Urbanplanen en fornøjelse at se det liv, der udfoldede sig på deres 'bondegård' med dyr, grønsager osv. De grønne områder var fremherskende – ikke de grå mure og belægninger, som var forventningen. Det er ikke svært at se det grimme, kunsten er at se det smukke. I Vollsmose var der mere rent og ryddeligt end andre steder, FR ser i København. Der er rigtig meget grønt i det gamle 'vold'-område.
Det gik i øvrigt nemmere med at føle sig tryg i Vollsmose end i Urbanplanen – måske var det erfaringen og/eller forventningerne, som spillede ind. Når man selv er venlig og imødekommende, bliver man mødt på samme måde.
Nogle gange skete der dog også det, at kammerater til dem, som havde turdet stille op og være med i koret, forstyrrede optagelserne. Men de ville jo egentlig godt være med, og de kom hen til Frans Rasmussen, når de andre ikke så det og ville vise ham, de kunne synge.
Frans Rasmussens beskedenhed – og næsten generthed – kommer frem, når han fortæller om den gang efter koncerten, hvor knægtene slog kreds om ham og sagde, at de elskede ham. Det går næsten over hans forstand, og han glæder sig over, at hans arbejde med de mennesker har flyttet noget. Der vises respekt og ærbødighed over for det, han repræsenterer. Det er smukt.
Anerkendelsen og at det endte, som det gjorde, var stort . Da han begyndte, anede han jo ikke, om der overhovedet var et kor. I Urbanplanen var det ikke et problem. Der kom nok til audition, men i Vollsmose – det var et problem. Der skulle bruges 38, der kom måske 55.
Det var nødvendigt, at andre amatørkor hjalp til begge gange for at få volumen nok. Opgaven var bl.a. at se, om disse mennesker kunne flyttes – og dét kunne de! Det var det, der gjorde udsendelserne så gode. De gode vibrationer, der blev skabt, bredte sig som ringe i vandet, og der blev skabt tryghed i begge områder; de ældre behøvede ikke at frygte noget, når de skulle gå hjem om aftenen, og mødrene behøvede ikke at følge de mindre børn til/fra skole.

Frans Rasmussen har stadig kontakt med de to kor på den måde, at han gerne vil hjælpe dem med kontakter og en gang i mellem ved koncerter, fx ved den forestående nytårskur i Odense kommune.
Frans Rasmussen vil meget gerne være med til at give disse mennesker noget fra den klassiske musik, og fx giver samarbejdet med andre amatørkor en hel masse. Den slags hjælper han til med, fordi han har kontakterne og netværket til at få det til at fungere. Ved en koncert på Dyvekeskolen deltog Greve Harmoniorkester og nogle topsolister fra Det kongelige teater. Koncerten var udsolgt på få timer, og ikke et øje var tørt efter koncerten.
Rygtet om den koncert spredtes, og i samarbejde med andre kor fra Sydsjælland blev der arrangeret 5-6 koncerter.
En sidegevinst ved Vollsmosekoret er, at Frans Rasmussen for nylig blev ringet op af en repræsentant for en lokal fond, og han meddelte, at fonden ville betænke koret med et beløb på betingelse af, at koret fortsatte. 75.000 kr. var hjemme, og der ville kunne arbejdes med to til tre projekter. Det går de i gang med nu.

Musikkens ånd
Vi kommer til at tale om, at musik og specielt kormusik er vigtigt – også når det praktiseres på begynderniveau, fordi det fremmer fællesskabet. Der opstår en særlig kollektivistisk ånd i et kor. Man kan ikke rigtig skændes, fordi det er helheden, der tæller, Den enkelte skal være med til at nå et fælles mål. Der er en non-verbal kommunikation ligesom i sildestimen og stærene i sort sol, når de ændrer kurs lige med ét.
Netop det non-verbale sprog er velegnet i kor med fx tosprogede, der måske ikke har et veludviklet dansk. Det danske sprogs mange nuancer kan i visse tilfælde være det første trin i en konflikt, fordi ordene, deres udtryk og sammensætning kan fortolkes på mange måder. Derfor blev det også besluttet, at Vollsmosekoret skulle synge på latin.
Når man går ind for opgaven at synge i kor, kan man ikke slås, fordi man selv er ansvarlig for at være en lille del af helheden – den kollektive kraft, en lille del af ånden, uden at være religiøs.
Der er ikke noget at misforstå.

Dannelse, læring og musik
- De kreative fag i skolen har det ikke så nemt for tiden, fordi alt skal kunne måles. Hvad mener du her?

De har det ad helvede til. Du kan blive voksen i dag uden at have løsnet et 'sangskud' . Børnene kender ingen sange, de er overhovedet ikke skolet i at synge. Det er en katastrofe. Nogle af de drenge, der var i korene syntes, det var pinligt at synge tenorstemmen, men da jeg fortalte dem, at det ikke var nogen kunst at synge på talestemme niveau, og at det var i tenorområdet, pengene lå, så gik det nemmere.
Der mangler disciplin og kollektiv korånd i dag, børn er meget individualistiske, og der skal tales direkte til dem, før de hører efter. Den kollektive besked forstås ikke.

Vi kommer til at tale om, hvorvidt musik har betydning for læreprocesser, og Frans Rasmussen fortæller, at netop om det emne er der undersøgelser, som viser, at det tilsyneladende giver en hurtigere og bedre indlæring at høre klassisk musik. Den rytmiske musik appellerer til noget helt andet, men den rytmiske musik kan selvfølgelig ikke undværes.
Der er ikke noget musik, som er 'finere' end andet. Man skal tro på den musik, man udøver, ellers leverer man ikke varen. Frans Rasmussen har arbejdet med Birthe Kjær, Poul Richardt og andre, og deres professionalisme var simpelthen i top. De leverede den musikalske vare.

På spørgsmålet om, hvorvidt Frans Rasmussen havde overvejet at overføre korkonceptet ”Stemmerne fra...” til skoler, der ligger i socialt belastede områder, svarer han, at skolen faktisk har fyldt hans liv i mere end 40 år (hans egen og hans børns skoletid), og det var egentlig tilstrækkeligt. Samtalen bevæger sig i retning af, hvad det vil sige at undervise og om den autentiske formidler. Musikundervisningen i dag er efter Frans Rasmussens mening for dårlig på seminarierne og dermed også i skolen. Rammerne i skolen er heller ikke gode nok, og derfor er de elever, der søger ind på Konservatoriet, ikke dygtige nok. Frans Rasmussen vender tilbage til spøgsmålet. Han rent faktisk har tænkt på at tilbyde en første/anden klasse på en skole i et brokvarter lidt korundervisning, afsluttende med en koncert. Det kan blive ganske spændende.

- Kan musik bygge bro mellem forskellige kulturopfattelser og mellem generationer?

Frans Rasmussen er helt overbevist om, at det kan den. Han mener nemlig at have oplevet det. Integration består ikke i, at den ene kultur skal opsuges af den anden, men at man mødes på midten.

Dirigenter
Afslutningsvis taler vi om, hvorvidt dirigenter hører eller opfatter anderledes end andre mennesker? Hvordan bevarer de det lydmæssige overblik?
Frans Rasmussen har i 15 år haft ansvaret for at uddanne dirigenter og mener, at er man i spidsen for et orkester eller kor, så har man også fortjent det. Sanserne bliver skærpede med tiden, og forventningerne til det, man vil høre, er skærpet. Derfor kræver det også en vis erfaring/alder for at blive en god dirigent. Dirigenter lytter måske ikke anderledes, men de ved, hvad de vil høre. De har nogle særlige evner og talenter. De er pædagoger, som kan samle og kommunikere med mennesker. Det er vel en ledelsesteknik. En dirigent skal kunne tage fra musikerne – en 'flaskens ånd', man skal få ud. Det er igen den kollektive ånd, ligesom i forbindelse med koret. Det er næsten som telepati, hvor telepatien dog ikke har partituret.

Her slutter samtalen. Jeg synes, vi har været langt omkring, konceptet for ”Stemmerne fra....”, sociale miljøer, integrationen, indlæring, læreruddannelsen og dirigentrollen.
Det er nok tvivlsomt, om konceptet kan holde til en tredje udsendelse, men det kan jo være, at det bliver udviklet til noget andet, der også viser, hvor langt man kan flytte mennesker, når musikken spiller.

Det har været spændende. Jeg sætter mig ud i bilen for at køre hjem – en lille smule ør i hovedet, fordi det var en samtale med et engageret og involverende menneske, der både kunne give og tage, give os nogle fantatiske oplevelser og tage den individualistiske ånd ind i det kollektive udtryk.
Tak for det!

Det meget læseværdige blad 'Musikmagasinet no' kan læses ved at følge linket
www.danskamatormusik.dk











Ingen kommentarer:

Send en kommentar