Man hører ofte, at man skal afvikle for at udvikle. Men det forekommer mig, at udviklingen er gået vidt, og der er gået for meget frivillighed og markedsgørelse i den, når jeg hører, at en skole udlover 4.000 kr. til den klasseårgang, der udviser størst interesse og fremmøde i forbindelse med det forestående skolebestyrelsesvalg. Skal den slags lokkemidler være nødvendige for at få den højtbesungne brugerindflydelse til at fungere?
Det har altid været vanskeligt at involvere forældre til den slags frivillighedsarbejde med en vis forpligtelse og ansvar, men at der i kampen for ”få-nu-øje-på-mig” skal kastes ussel mammon eller lignende præmier i grams, det er for søgt.
Hvis forældre er blevet så fortravlede og/eller måske snarere er fokuserede kun på deres eget afkom, at det er sådan noget, der skal til, for at få demokratiet til at fungere, så drop det. Så må der arbejdes på den lange bane med bedre opdragelse til demokrati og på ændringer i samfundets struktur, specielt på arbejdsmarkedet, men det er virkelig surt. Jeg synes, der er rimeligt at gå ud fra, at alle, som har børn i folkeskolen, også er indstillede på samarbejde i fællesskabets tegn.
Skal jeg blive i det pessimistiske hjørne, så har de sidste 10 år vist sig være en lang rejse mod en samfundsmodel, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor de, der arbejder for fællesskabet, skal kontrolleres i alle ender og kanter, så den enkelte virkelig kan se, at netop hun/ham får noget for sine penge.
De opgaver og funktioner, som samfundet har bygget op i næsten et århundrede, skal med djævelens vold og magt markedsgøres i fusioner, udliciteringer og privatiseringer, som bare har gjort det hele mere bureaukratisk og ikke mindst - dyrere. Derfor forventes det, at frivillige tager de opgaver på sig, som det offentlige ikke har råd til at udføre. Jeg mener, det er en rigtig dårlig sti at betræde. Velfærdsydelserne skal betales over skatten. Intet er blevet billigere og bedre via privatiseringer og fusioner.
Lad os få fællesskabet tilbage og lade samfundet betale for de tjenesteydelser, der skal til for at give borgerne et godt og anstændigt forhold til vort fælles samfund.
onsdag den 24. marts 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar