Skaden er sket, men der er forhåbentlig tid til at rette op endnu.
Kritik af folkeskolen har altid været et godt emne, og vi har alle kendskab til en eller flere lærere og/eller skoler, som ikke fungerer optimalt.
Jeg sætter en følgespot på begrebet New Public Management (NPM), som opstod i slipstrømmen af en OECD-redegørelse fra omkring 1980. Den dikterede bl.a., at det offentlige skulle ledes som en virksomhed, der fremstillede konkrete produkter, så der kunne konkurreres på markedslignende vilkår – så det satte man i værk.
Folkeskolen er imidlertid et stort skib at vende i søen, og derfor mærker vi først nu for alvor virkningerne, desværre samtidig med at de forkætrede PISA-rapporter gør politikerne blinde og taler til deres værste egenskaber, nemlig at nu skal de sørge for, at der sker noget - og som oftest skal der strammes op!
Mange mantraer har de sidste år svirret i luften: Større faglighed, bedre IT-kendskab, mere ledelseskraft, bedre muligheder for at fyre lærere/ledere, økonomiske incitamenter og flere endnu.
Samtidig har kommunerne decentraliseret økonomi og ansvar (og forunderligt nok forekommer det mig, at bureaukratiseringen på det centrale niveau er vokset meget).
Følgespotten afslører nu, at omkring en tredjedel af toplederne i de centrale kommunale forvaltninger, som har med uddannelse at gøre, er djøfere, en anden tredjedel er lærere med en grundig videre/efteruddannelse, og den sidste tredjedel er lærere, der er avanceret op igennem ”systemet” fra lærer over skoleleder til forvaltningsfagchef.
De kommunale forvaltninger tømmes simpelthen for medarbejdere, som har en skolefaglig baggrund – i Undervisningsministeriet findes de slet ikke på lederniveau.
Djøferne jubler naturligvis - antallet af ansatte djøfere er eksploderet over de sidste år med det stensikre resultat, at bureaukratiet gør ligeså.
Djøficeringen sker på baggrund af tidens trend med stærkt øgede krav til evaluering, brugertilfredshedsundersøgelser, dokumentation ned i mindste detalje samt deklarations- og analysekultur samt økonomistyring.
Kommunalreformen skulle give større og mere rationelle enheder, men kendsgerningen er, at økonomien på vore børns skoler er blevet alfa og omega og overtrumfer alt andet. Det har djøficeringen sørget for.
Det er blevet sagt, at udvikling kræver afvikling, og sandt nok - uheldigvis er det folkeskolens kerneydelse, der er i færd med at blive afviklet, fordi der ikke er tid til den.
I skolen skal der trædes varsomt, thi dér færdes børn. Der er god grund til at lade de faguddannede være de bestemmende for, hvordan folkeskolen skal drives og trives. For det første holder de af børn og for det andet ved de, hvordan det bør være i folkeskolen. Der er megen erfaring, som underbygger, at de tillige er udadvendte, fremadskuende og har blikket rettet mod det internationale. Vis dem den tillid og anerkendelse.
Markedsgørelse og djøficering er sikkert fint på mange områder, men ikke når det handler om dannelse og uddannelse; dér er det direkte skadeligt – så drop det dog!
Kritik af folkeskolen har altid været et godt emne, og vi har alle kendskab til en eller flere lærere og/eller skoler, som ikke fungerer optimalt.
Jeg sætter en følgespot på begrebet New Public Management (NPM), som opstod i slipstrømmen af en OECD-redegørelse fra omkring 1980. Den dikterede bl.a., at det offentlige skulle ledes som en virksomhed, der fremstillede konkrete produkter, så der kunne konkurreres på markedslignende vilkår – så det satte man i værk.
Folkeskolen er imidlertid et stort skib at vende i søen, og derfor mærker vi først nu for alvor virkningerne, desværre samtidig med at de forkætrede PISA-rapporter gør politikerne blinde og taler til deres værste egenskaber, nemlig at nu skal de sørge for, at der sker noget - og som oftest skal der strammes op!
Mange mantraer har de sidste år svirret i luften: Større faglighed, bedre IT-kendskab, mere ledelseskraft, bedre muligheder for at fyre lærere/ledere, økonomiske incitamenter og flere endnu.
Samtidig har kommunerne decentraliseret økonomi og ansvar (og forunderligt nok forekommer det mig, at bureaukratiseringen på det centrale niveau er vokset meget).
Følgespotten afslører nu, at omkring en tredjedel af toplederne i de centrale kommunale forvaltninger, som har med uddannelse at gøre, er djøfere, en anden tredjedel er lærere med en grundig videre/efteruddannelse, og den sidste tredjedel er lærere, der er avanceret op igennem ”systemet” fra lærer over skoleleder til forvaltningsfagchef.
De kommunale forvaltninger tømmes simpelthen for medarbejdere, som har en skolefaglig baggrund – i Undervisningsministeriet findes de slet ikke på lederniveau.
Djøferne jubler naturligvis - antallet af ansatte djøfere er eksploderet over de sidste år med det stensikre resultat, at bureaukratiet gør ligeså.
Djøficeringen sker på baggrund af tidens trend med stærkt øgede krav til evaluering, brugertilfredshedsundersøgelser, dokumentation ned i mindste detalje samt deklarations- og analysekultur samt økonomistyring.
Kommunalreformen skulle give større og mere rationelle enheder, men kendsgerningen er, at økonomien på vore børns skoler er blevet alfa og omega og overtrumfer alt andet. Det har djøficeringen sørget for.
Det er blevet sagt, at udvikling kræver afvikling, og sandt nok - uheldigvis er det folkeskolens kerneydelse, der er i færd med at blive afviklet, fordi der ikke er tid til den.
I skolen skal der trædes varsomt, thi dér færdes børn. Der er god grund til at lade de faguddannede være de bestemmende for, hvordan folkeskolen skal drives og trives. For det første holder de af børn og for det andet ved de, hvordan det bør være i folkeskolen. Der er megen erfaring, som underbygger, at de tillige er udadvendte, fremadskuende og har blikket rettet mod det internationale. Vis dem den tillid og anerkendelse.
Markedsgørelse og djøficering er sikkert fint på mange områder, men ikke når det handler om dannelse og uddannelse; dér er det direkte skadeligt – så drop det dog!
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar