Koncertanmeldelse: Stemmer fra Broen.

Som det fremgår, er der ikke tale om en boganmeldelse, men en koncertanmeldelse. Men jeg mener, det går an alligevel at bringe den under denne etikette.

Anmeldelsen er skrevet til "Musikmagasinet", som udgives af D(ansk) A(matør)M(usik).

Niels W. Gade: ”Elverskud”, opført den 28. februar 2010 på Dyvekeskolen af

* URBANKORET (fra TV-serien ”Stemmer fra Opgangen”)
* Greve Sogns Voksenkor
* København Højskoleforenings kor
* Kammerkoret Tourdion
* Amacantus
og
* Greve Harmoniorkester

Dirigent: Frans Rasmussen
Sopran: Anne Margrethe Dahl,
Alt: Annette Simonsen
Baryton: Tobias Nilsson

Søndag eftermiddag, den sidste vintersøndag i kalenderen, var der koncert på Dyvekeskolen i Urbanplanen på Amager. Salen var stuvende fuld, mere end 300 tilhørere 5 kor og et stort harmoniorkester – det var tæt og ikke mindst forventningsfuldt.
For godt et år siden blev Urbankoret landskendt, fordi Frans Rasmussen havde fået den ide at samle nogle i korsammenhæng helt ukendte og såkaldt almindelige mennesker med henblik på at medvirke ved indvielsen af DRs koncertsal med et korværk. Det kom der en spændende TV-serie ud af på trods af, at koret uvist af hvilken grund desværre ikke kom til at medvirke ved selve indvielsen af koncertsalen.

Korets 1 års fødselsdag skulle derfor fejres ved denne koncert i Urbanplanen, og hvad var mere nærliggende end at låne den lokale folkeskoles hal til dette arrangement. Selve arrangementet var et element i et integrationsprojekt – et brobygningsprojekt, hvor forskellige former for kreativitet indgår, bl.a. musik og sang, og derfor kunne man omdøbe 'stemmer fra opgangen' til 'stemmer fra broen'. Et prisværdigt initiativ, som støttes af integrationsministeriet. Det er i høj grad tiltrængt med sådanne projekter, fordi de virker. Arrangementet var desuden støttet af Amager Vest Lokaludvalg og nogle private organisationer/firmaer.
Koret består således stadig, men har fået ny dirigent, Peter Salwin. Frans Rasmussen udtrykte stor glæde ved at vende tilbage til de mennesker, han havde arbejdet så meget med i forbindelse med 'stemmer fra opgangen', og han glædede sig til at gennemføre denne koncert sammen med dem.

Greve Harmoniorkesters leder Erik Jørgensen indledte koncerten med bl.a. kort at opridse koncertprogrammet: Ouverturen fra ”Elverhøj” af Frederik Kuhlau, en fællessang ”I Danmark er jeg født” af H.C. Andersen og endelig den romantiske ballade ”Elverskud” af Niels W. Gade.
Frans Rasmussen besteg igen dirigentpodiet og førte Harmoniorkestret og forsamlingen igennem ouverturen til Elverhøj, som efter en lille smule usikkerhed i begyndelsen fyldte salen så fuldtonet, at man slet ikke savnede strygerne.

Erik Jørgensen forklarede derefter, at der til fællessangen ”I Danmark er jeg født” var mindst tre melodier. Henrik Rung var den første komponist, derefter kom Poul Schierbecks version og den nyeste var Sebastians, og det var den, der skulle bruges ved denne lejlighed. Det var noget af det mest romantiske, vi havde hørt – næsten patetisk.

Så var det tid til koncertens hovedpunkt, og Erik Jørgensen redegjorde for, at der faktisk var tale om en verdenspremiere, fordi et harmoniorkester som bekendt ingen strygere har, hvilket medførte, at strygerstemmerne var blevet omskrevet til blæserstemmer, men det gik fint.
”Elverskud” faldt i tre afdelinger med hver tre satser, og til lejligheden havde sopranen Anne Margrethe Dahl, alten Annette Simonsen samt barytonen Tobias Nilsson indvilget i at medvirke. Frans Rasmussen fortalte levende og ikke uden humor før hver afdeling om handlingen, så ingen kunne være i tvivl om, hvad der skete i et af den danske musikhistories mest romantiske værker.
Anne Margrethe Dahl var Elverkongens datter og dødsdømte den stakkels Hr. Oluf, da han ikke ville opfylde hendes ønske om en dans, fordi han jo skulle giftes den følgende dag.
Annette Simonsen sang moderens parti, og den unge Tobias Nilsson sang Hr. Olufs parti.
Alle tre solister sang fortræffeligt, og det er vor vurdering, at der er et stort potentiale i Tobias Nilsson.

Det gjorde også stort indtryk at se og høre så mange dygtige korsangere samarbejde – især set i lyset af, at de kun havde haft 1 døgn til at få det til at gå op i en højere enhed, specielt gjorde B. S. Ingemanns ”I østen stiger solen op” et vældigt indtryk.
Selv om en mindre sportshal ikke har den bedste akustik, stod orkester, korene og solister fint til hinanden.
Ved koncertens afslutning var der – helt fortjent – stående applaus, og på kalenderens sidste vintereftermiddag var således alle tilstedeværende beriget med en dejlig oplevelse.

Det er herligt, at der gives muligheder for at engagerede amatører og nogle få meget professionelle på denne måde kan samarbejde i folkeoplysningens og integrationens navn. Alle kan hermed blive beriget, og fordomme og myter kan bekæmpes.

Frivillighed og demokrati

Man hører ofte, at man skal afvikle for at udvikle. Men det forekommer mig, at udviklingen er gået vidt, og der er gået for meget frivillighed og markedsgørelse i den, når jeg hører, at en skole udlover 4.000 kr. til den klasseårgang, der udviser størst interesse og fremmøde i forbindelse med det forestående skolebestyrelsesvalg. Skal den slags lokkemidler være nødvendige for at få den højtbesungne brugerindflydelse til at fungere?
Det har altid været vanskeligt at involvere forældre til den slags frivillighedsarbejde med en vis forpligtelse og ansvar, men at der i kampen for ”få-nu-øje-på-mig” skal kastes ussel mammon eller lignende præmier i grams, det er for søgt.
Hvis forældre er blevet så fortravlede og/eller måske snarere er fokuserede kun på deres eget afkom, at det er sådan noget, der skal til, for at få demokratiet til at fungere, så drop det. Så må der arbejdes på den lange bane med bedre opdragelse til demokrati og på ændringer i samfundets struktur, specielt på arbejdsmarkedet, men det er virkelig surt. Jeg synes, der er rimeligt at gå ud fra, at alle, som har børn i folkeskolen, også er indstillede på samarbejde i fællesskabets tegn.

Skal jeg blive i det pessimistiske hjørne, så har de sidste 10 år vist sig være en lang rejse mod en samfundsmodel, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor de, der arbejder for fællesskabet, skal kontrolleres i alle ender og kanter, så den enkelte virkelig kan se, at netop hun/ham får noget for sine penge.
De opgaver og funktioner, som samfundet har bygget op i næsten et århundrede, skal med djævelens vold og magt markedsgøres i fusioner, udliciteringer og privatiseringer, som bare har gjort det hele mere bureaukratisk og ikke mindst - dyrere. Derfor forventes det, at frivillige tager de opgaver på sig, som det offentlige ikke har råd til at udføre. Jeg mener, det er en rigtig dårlig sti at betræde. Velfærdsydelserne skal betales over skatten. Intet er blevet billigere og bedre via privatiseringer og fusioner.
Lad os få fællesskabet tilbage og lade samfundet betale for de tjenesteydelser, der skal til for at give borgerne et godt og anstændigt forhold til vort fælles samfund.

Ældre og betaling

Kommunerne er pressede økonomisk af regeringen. Regeringens såkaldte nulvækst medfører – på trods af statsministerens udsagn om, at der ikke skal spares en bøjet femøre – nedskæringer og besparelser i kommunerne, bl.a. på grund af demografiske forhold.
Der bliver som bekendt flere og flere ældre, der skal forsørges af færre og færre. Derfor er skattestoppet utopisk. Kommunernes økonomi vil ikke komme til at hænge sammen, hvis der enten ikke foretages besparelser på ydelserne til borgerne, eller hvis skatterne ikke stiger – det er sådan set meget enkelt. Måske bliver begge dele endda nødvendige, fordi der er blevet festet i de gode år med luftigt økonomisk opsving og ikke lagt penge til side til mindre gode år.
Jeg medgiver, at regeringen har nedbragt udlandsgælden, og det er vigtigt, men man skulle måske også have tænkt på de kommende udgifter og lagt lidt ned i cigarkassen.
Derfor er det naturligt, at kommunerne begynder at tænke på brugerbetaling, fordi de jo netop står med de praktiske problemer i hverdagen og har dem tæt inde på livet.

Jeg vil blot gerne pege på, at brugerbetaling i almindelighed er et skråplan, fordi det medfører et øget kontrolapparat og bureaukrati (og dermed unødvendige ekstraudgifter).
Brugerbetaling på meget specifikke områder a la tandlægebehandling og lign. samt ydelser ud over almindelige standardydelser kan muligvis komme på tale, hvis det ikke kan være anderledes.
Ældre har ret til deres folkepension med eller uden forskellige tillæg, har ret til at blive behandlet ordentligt på plejehjem og i deres eget hjem med hensyn til rengøringshjælp, madlavning og indkøb, fordi de er en velfærdsydelse, samfundet har givet i årtier og som er skattefinansieret. Dette gælder også for såkaldte rige ældre – de har jo trods alt også betalt skat, selv om de måske skulle have betalt noget mere, så har de altså samme rettigheder – og det er godt!
Skråplanet vil uvægerligt medføre, at der snart også vil komme brugerbetaling på hospitalsbehandlinger og andre sundhedsydelser, og i kølvandet på dette vil der opstå A- og B- og måske C-hospitaler. Se bare, hvad det det såkaldte frie sygehusvalg og behandlingsgarantier på private klinikker har medført. Den slags vil komme buldrende som mudderskred i samfundet. Vi har allerede en voksende ulighed i samfundet. Den skal efter min opfattelse bekæmpes, og brugerbetaling er ikke et middel i den bestræbelse.

Brugerbetalingen til de grundlæggende velfærdsydelser forudbetales så at sige altså over skatten. Jeg mener derfor, at brugerbetalingen til den visiterede rengøringshjælp sådan som det er blevet foreslået fra den nye formand for Kommunernes Landsforening ikke er en farbar vej. Glem det!! - det er at slå de svageste oven i hovedet, men lad de bredeste skuldre betale noget mere i skat i stedet for.

Regeringsskifte og skattestop.

Skal der overhovedet være en chance for et regeringsskift, er det helt nødvendigt at markere en skarp kant til den nuværende regering. Ophævelse af skattestoppet ligger lige til højrebenet og skal naturligvis fyres af. Som en naturlig fortsættelse skal de glade skattelettelser til de højstlønnede annulleres. Afgiftspolitikken skal reformeres, så det bliver billigere med sunde fødevarer og billigere at lade sig transportere 'grønt' samt dyrt at fortsætte som hidtil, dertil skal giftskatterne forhøjes. Endelig skal afgifterne på fossil energi forøges. Endvidere skal forskning og udvikling af 'grønne' energiformer støttes kraftigere endnu. Vindkraft, solenergi og ikke mindst udvikling af bæredygtige biobrændstoffer. Dette sidste betyder udvikling af bioethanol til transportområdet uden at belaste fødevareproduktionen, men måske nok via at aftage 'affaldsstofferne' i denne forbindelse.
Dette lyder jo rigtig kedeligt - og ikke mindst dyrt for den enkelte borger.
Og ja - det er det, men efter 7 fede år, kommer der oftest 7 magre, ligesom der efter en 'spreder' kommer en 'samler'. Det er derfor nødvendigt at balancere planen, så det svageste slipper meget billigt, og de rigeste skal til lommerne og hive muldvarpen frem. Forhåbentlig er vi ikke blevet så individualiserede endnu, så den danske tradition med en socialt afbalanceret økonomisk politik er gået helt i glemmebogen.
Det var godt, at Nationalbankdirektøren konfronterede regeringen med sin redegørelse. Desværre har han nok mest ret, og derfor bliver opgaven jo blot endnu vanskeligere.
Jeg synes, det ersærdeles vigtigt af fastholde velfærdsydelserne til børn, unge og ældre. Jeg vil ikke på forhånd afvise brugerbetaling i et vist omfang, men det skal afvejes meget nøje – stadig så de svageste friholdes fuldstændigt, og det skal kun være i forbindelse med ydelser, der ligger lidt ud over standardydelserne.
Det er klart, at ovenstående er malet med meget brede penselstrøg – naturligvis er der rigtig mange andre områder, der kommer i spil, når regnebrættet skal gøres op, men hovedprioriteringerne er for mig at se som skitseret.
Problemet er blot, om Helle Thorning-Schmidt er den rigtige. - Og det er lige netop dér, jeg tvivler, Værre endnu er det, at jeg overhovedet ikke kan se nogle af de nuværende ledende socialdemokrater som afløser for formanden. Dette er efter min opfattelse det virkelige problem i dansk politik i disse tider.

Djøficering og markedsgørelse af folkeskolen.

Skaden er sket, men der er forhåbentlig tid til at rette op endnu.
Kritik af folkeskolen har altid været et godt emne, og vi har alle kendskab til en eller flere lærere og/eller skoler, som ikke fungerer optimalt.
Jeg sætter en følgespot på begrebet New Public Management (NPM), som opstod i slipstrømmen af en OECD-redegørelse fra omkring 1980. Den dikterede bl.a., at det offentlige skulle ledes som en virksomhed, der fremstillede konkrete produkter, så der kunne konkurreres på markedslignende vilkår – så det satte man i værk.
Folkeskolen er imidlertid et stort skib at vende i søen, og derfor mærker vi først nu for alvor virkningerne, desværre samtidig med at de forkætrede PISA-rapporter gør politikerne blinde og taler til deres værste egenskaber, nemlig at nu skal de sørge for, at der sker noget - og som oftest skal der strammes op!
Mange mantraer har de sidste år svirret i luften: Større faglighed, bedre IT-kendskab, mere ledelseskraft, bedre muligheder for at fyre lærere/ledere, økonomiske incitamenter og flere endnu.
Samtidig har kommunerne decentraliseret økonomi og ansvar (og forunderligt nok forekommer det mig, at bureaukratiseringen på det centrale niveau er vokset meget).
Følgespotten afslører nu, at omkring en tredjedel af toplederne i de centrale kommunale forvaltninger, som har med uddannelse at gøre, er djøfere, en anden tredjedel er lærere med en grundig videre/efteruddannelse, og den sidste tredjedel er lærere, der er avanceret op igennem ”systemet” fra lærer over skoleleder til forvaltningsfagchef.
De kommunale forvaltninger tømmes simpelthen for medarbejdere, som har en skolefaglig baggrund – i Undervisningsministeriet findes de slet ikke på lederniveau.
Djøferne jubler naturligvis - antallet af ansatte djøfere er eksploderet over de sidste år med det stensikre resultat, at bureaukratiet gør ligeså.
Djøficeringen sker på baggrund af tidens trend med stærkt øgede krav til evaluering, brugertilfredshedsundersøgelser, dokumentation ned i mindste detalje samt deklarations- og analysekultur samt økonomistyring.
Kommunalreformen skulle give større og mere rationelle enheder, men kendsgerningen er, at økonomien på vore børns skoler er blevet alfa og omega og overtrumfer alt andet. Det har djøficeringen sørget for.
Det er blevet sagt, at udvikling kræver afvikling, og sandt nok - uheldigvis er det folkeskolens kerneydelse, der er i færd med at blive afviklet, fordi der ikke er tid til den.
I skolen skal der trædes varsomt, thi dér færdes børn. Der er god grund til at lade de faguddannede være de bestemmende for, hvordan folkeskolen skal drives og trives. For det første holder de af børn og for det andet ved de, hvordan det bør være i folkeskolen. Der er megen erfaring, som underbygger, at de tillige er udadvendte, fremadskuende og har blikket rettet mod det internationale. Vis dem den tillid og anerkendelse.
Markedsgørelse og djøficering er sikkert fint på mange områder, men ikke når det handler om dannelse og uddannelse; dér er det direkte skadeligt – så drop det dog!

Krigsinvalider

Willumsens billede af krigsinvalider.

Lad det være sagt straks. Jeg er lodret imod, at Danmark deltager i krige. Lad gå, at vi deltager i fredsbevarende operationer – det kan der være fornuft i. Vor deltagelse i Irak-krigen skete på et falsk grundlag, og deltagelsen i krigshandlingerne i Afghanistan bygger på den forkerte forudsætning, at man tror at kunne fremtvinge tidssvarende meninger og holdninger via våben og vold samtidig med, at der sker et opgør med en gammeldags religionsopfattelse.
MEN – hvis soldater kommer lemlæstede hjem og skal til at klare sig i en stressende hverdag, hvor de psykiske ar stadig gør ondt, så er det meningsløst, at de også skal kæmpe en kamp med myndighederne for at få stillet de nødvendige hjælpemidler til rådighed. De hjemvendte og invalide unge mennesker skal simpelthen have, hvad de har behov for uden tidskrævende og forhalende undersøgelser fra de bevilgende myndigheder. Andet er nedværdigende og mildest talt uelskværdigt.

De nationale prøver

Det værste, der kunne ske, er sket. Elever og lærere har sat sig op til, at nu skulle det ske. Prøverne skal besvares. En vigtig begivenhed af flere årsager, men først og fremmest skulle de give et fingerpeg om, hvordan den enkelte elev og klassen som står i forhold til resten af landet, men også fordi, det er en erklæret hensigt fra VKO-blokken, at de skal offentliggøres, hvis partierne bag det sidste folkeskoleforlig kan blive enige om det – ellers efter valget i 2011.

4 år er gået med debat om prøvernes værdi og afprøvninger – men de virker stadig ikke!
Derfor er det værste sket. Nu må det være nok.
Opgiv eller i det mindste udsæt konceptet, og overlad det til skolerne selv at udarbejde nogle diagnosticerende prøver, hvis vi absolut skal prøve elever og skoler af i tykt og tyndt. Men opgiv totalt offentliggørelse – det er håbløst.