Overvågning og de officielle hjemmesider

Overvågning – et hot emne, som DR lige for tiden gør sig i. Jeg har netop set DR's dokumentar om, hvad cookies gør for os, især tredjeparts-cookies. Det er helt utroligt, men inderst inde vidste vi/jeg det jo godt.
Vi bliver overvåget i en grad, som nærmer sig det ufattelige. Fantasien er for længst overgået.

Datakøbmændene – og i DRs dokumentarudsendelse handlede det om amerikanske datakøbmænd (andre vil snart komme til), som via tredjeparts-cookies kan udarbejde lister til markedsføringsformål af snart sagt enhver slags og sælge dem til private firmaer.

Listerne kan også bruges til samkøring, og derved kan der udarbejdes detaljerede profiler af den enkelte borger.

Dette er en kendsgerning, teknologien er til stede, de moderne kommunikationsformer gør det muligt – og det kan ikke rulles tilbage. Skræmmende, ikke sandt?

I Danmark er det Datatilsynet, som har opgaven med at sikre, at borgernes private oplysninger ikke spredes utilsigtet – ingen nem opgave, for ikke at sige umulig. Og slet ikke med de resurser, der for tiden er afsat til opgaverne. Lovgivningen er overhovedet ikke gearet til opgavens omfang og kompleksitet.

Vi er som borgere på Herrens mark – og prisgivet. Se det i øjnene! Kun ved konstant pres og råben op er der en lille chance for, at der vil blive handlet på problemet – og i sandhed udfordringerne!

Men ikke nok med det. Borgerne er jo blevet pålagt at henvende sig digitalt til myndighederne, og så måtte det vel være rimeligt, at det var så sikkert, som man nu kunne gøre det. Men nej!

DR kunne dokumentere, at fx de kommunale hjemmesider ikke levede op til lovgivningens krav. De it-ansvarlige i kommunerne var enten ikke klar over, at der var et problem her eller de havde ikke gjort nok for at leve op til reglerne. Udover uvidenheden er der givetvis også tale om et resurseproblem, fordi de kommunale hjemmesider kører efter nogle skabeloner, der er indkøbt af hjemmeside-producenter, som ikke har taget højde for disse cookies problemer.

Og det vil sikkert for den enkelte kommune være en næsten uoverkommelig økonomisk byrde selv at opbygge sin hjemmeside helt fra bunden. Men kunne den magtfulde organisation 'Kommunernes Landsforening' så ikke påtage sig opgaven og opbygge en officiel hjemmesideskabelon, der skal være fælles for alle kommuner, som derefter indskrev deres relevante oplysninger og kontaktmuligheder?

På samme måde kunne staten gøre det for de statslige forvaltninger og styrelser – incl. PET og FET. Herved kunne man sikre gennemsigtighed, åbenhed og borgernes oplysninger – forestiller jeg mig.

Som det er nu er borgerne at ligne med præriehundene, der er klapperslangernes favoritføde. Delikat, ikke?

Det Musiske Udvalgs 2. bud og reformen

Det andet bud fra det Musiske udvalg (se evt. blogindlæg fra den 5/11-14 og den 16/12-14 under etiketten 'Skolen') lyder:

”Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.”

Dette – nogle vil mene let romantiske – bud afspejler nogle værdibegreber, som jeg opfatter har grund i kristendommen. Ligesom så meget andet er de blevet fortolket gennem tiderne, men det grundlæggende ændrer det ikke ved, at de er positive og smukke værdier.

For at undersøge, om dette andet bud om nogle grundlæggende værdibegreber i det danske samfund vil det vel være relevant at prøve at se, om det kan findes i folkeskolelovens formålsparagraf, som lyder:

Kapitel 1

Folkeskolens formål

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk.2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

§ 2. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for folkeskolen, jf. dog § 20, stk. 3, § 44 og § 45, stk. 2, 2. pkt. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres ret til vederlagsfri undervisning i folkeskolen.

Stk. 2. Den enkelte skoles leder har inden for rammerne af lovgivningen og kommunalbestyrelsens og skolebestyrelsens beslutninger ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, jf. § 1, og fastlægger undervisningens organisering og tilrettelæggelse.

Stk. 3. Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål.

 

De tre værdibegreber er jo ikke omtalt direkte i formålsparagraffen, men med meget god vilje kan jeg med en kombination af de fremhævede ord godt fortolke værdibegreberne tro, håb og kærlighed ind i folkeskolens formål.

Det ser rigtigt og godt ud, men mit spørgsmål er, hvorvidt folkeskolen i dens regulerede dagligdag har formålsparagraffen fremme på smartboardet? - Det burde være et overflødigt spørgsmål, men jeg er ikke sikker på, at det er det, dels fordi både lokal som landspolitikere har og har haft grundig travlt med at så tvivl om lærernes kompetencer og engagement, og dels fordi kommunernes ønske om kontrol har overbegroet lærernes og ledernes virke i folkeskolen.

Derved er de gode værdier i formålsparagraffen forsvundet lidt i den dis af bureaukrati, der er væltet ned over folkeskolen i form af målinger, planer og andre evalueringer, som betyder, at dagligdagen ikke nok vil blive præget af tro, håb og kærlighed.

Men jeg vil gerne give folkeskolereformen, at den næsten lever op til Det musiske Udvalgs andet bud.

Overvågning (2)

I fortsættelse af mit foregående indlæg må jeg sige, at debatten er (gen)opstået i forbindelse med det afskyelige terrorangreb i København den 14.-15. februar i år. Og jeg vil straks anerkende, at videooptagelserne fra Kildevældsskolen har været et afgørende spor i forbindelse med uskadeliggørelsen af gerningsmanden.

Men samtidig må det vel også anerkendes, at overvågningen ikke forhindrede eller kunne forhindre de brutale mord. Kunne de have forhindret dem, hvis der havde været mere og udbredt overvågning?
Jeg tvivler.

Gør overvågning på gader, stræder og veje noget ved os? Gør overvågning af mobil- og internettrafik noget ved os? Gør overvågning af pengestrømme i banker og finansieringsinstitutter noget ved os?

Ja - det er jeg overbevidst om.

 

Bliver vi mere trygge i vor hverdag, hvis samfundet overvåger sine borgere så at sige 24syv?

Jeg tvivler.

Og jeg kan stadig ikke – på trods af at videooptagelser kan vise sig at være et afgørende element i forbindelse med opklaringsprocesserne – forstå, at det enkelte menneske, som ikke har gjort noget forkert eller begået kriminelle handlinger, skal figurere på videooptagelser eller registreres med sin adfærd i telekommunikationssystemet.

Nogle vil hævde, at det overhovedet ikke gør noget, når vi lever i et demokratisk samfund med fornuftige magthavere.

Men for det første er det jo ikke sikkert, at magthaverne vedbliver at være fornuftige, for det andet kan de digitale spor aldrig med sikkerhed slettes fra jordens overflade, og for det tredje vil en registrering af adfærd sagtens kunne føre til registrering af politiske holdninger, religion, seksuel orientering, samvær med andre og meget mere.

Vi vil gerne beskytte vor frihed til at gøre og tænke, hvad vi vil, men er ovenstående registreringer udtryk for frihed?

Et åbent samfund vil aldrig kunne forhindre, at nogle få galninge ønsker at angribe samfundets institutioner eller dets borgere, selv om vi overvåger, spionerer mod hverandre og udstationerer politi eller lignende på snart sagt hvert gadehjørne, men vi vil have ændret det åbne samfund og fællesskab til et samfund, hvor friheden, tilliden og åbenheden er væk, og angiveri vil opstå.

Diskussionen er vigtig, men hvor skal balancepunktet være, fordi vi kommer ikke af med den overvågning, som allerede er indført. Vil vi betale prisen for mere overvågning?

 

Her tvivler jeg ikke. Jeg vil ikke, men jeg vil gerne have debatten.

Lever vi i et overvågningssamfund?

Hvis du tror, at overvågningssamfundet er noget, der ligger et stykke ude i fremtiden, så glem det!
Vi lever i den grad i et samfund, hvor snart sagt alle vore skridt bliver fulgt eller kan blive rekonstrueret i mindste detalje.

Vi er langt hinsides '1984' på alle måder og et godt stykke nede ad glidebanen.

Regeringen ønsker nummerpladescannere ved grænseovergangene for at kunne kontrollere færdselen dér og holde øje med, om fx menneskesmuglere eller andre mennesker med ondt i sinde er på vej ind i landet. Man må jo være tilfreds med, at myndighederne prøver at beskytte vort samfund og dets borgere.

Problemet er, at for det første kan nummerplader skiftes rimelig nemt, hvis det er det, der er brug for, og for det andet omfatter overvågningen også ganske almindelige og uskyldige mennesker, der mindst af alt ønsker at gøre skade på samfundet.

Og lad os tage denne med det samme: 'Jamen, jeg har ikke noget at skjule og ingen dårlig samvittighed, så jeg har ikke noget imod det'.

Nej, men tænk nu lige over, at myndighederne/magthaverne lige nu ikke har ønske om at misbruge alle de data, der vil blive ophobet, men hvem kan vide, at der om 5, 10 eller 20 år er folk, som kan og vil misbruge alle de informationer, der gennem årene er blevet samlet om dig?

Det er helt klart et megaproblem, at der via mobil- og smartphones, internet, kameraer snart sagt overalt, forskellige scannere rundt omkring, e-boks, bankkonti og og sikkert mange andre kilder indsamles data, der via samkøring og -kobling kan misbruges til manipulation af den enkelte borger eller grupper af borgerne (fx medlemmer af et politisk parti eller trosretning).

Det skræmmende er, at der ikke kun er tale om 'kan' – men at det vil ske.

Det sidste sindssyge er, at reklamefolk vil opsætte kameraer i fx Københavns Lufthavn, så de lynhurtigt kan veksle mellem forskellige reklamer afhængig af, hvilke mennesker der passerer forbi. Vi vil altså alle sammen blive sat i bås på baggrund af, om vi går med stok, sidder i kørestol, bærer moderigtig habit, er rødhåret eller er mørklødet.

”Men jeg har jo ikke noget at skjule, så …....”.

Nej, men er det sådan et samfund, vi ønsker at leve i og overdrage til vore efterkommere?

Er debatten om det blevet taget?

Har politikerne taget initiativ til, at det skal diskuteres?

Nej, vel.

 

Er det på tide, vi kommer i gang?

Ja, det er det i høj grad.

Alle evt. læsere ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nyt år

Det musiske udvalgs 1. bud og folkeskolereformen fra 2013:

Som nævnt i mit blogindlæg fra primo november 2014 agter jeg at relatere de enkelte bud fra Det musiske udvalgs 10 bud om fremtidens folkeskole til den sidst tilkomne folkeskolereform.

Det musiske udvalg arbejdede i sidste halvdel af 1990'erne. Deres opgave var at formulere nogle teser, som kunne angive en retning for den vej, som folkeskolen skulle tage, når det gjaldt om at højne dannelsen til gavn for uddannelsen, altså fremtiden folkeskole.

Inden denne reform har der været et par mindre reformer (hvis man altså kan sige, at en reform kan være mere eller mindre?), men de har efter min opfattelse slet ikke haft øje for Det musiske udvalgs anbefalinger.

Nå, nu til sagen.

1. bud lyder:

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.

Man kan vist ikke med god ret hævde, at den første sætning i det første bud har vundet gehør. Sådan som reformen både er tænkt og som den praktiseres, ligner skolen i dag mere et påtvungent ophold.

Der er en del elever som forældre, der føler, at de mister for dem værdifuld tid, fordi de skal være i skolen eller skolefritidsordningen til langt hen på eftermiddagen med ophold i en lektiecafe, beskæftiget med spkaldt 'understøttende undervisning', som ingen rigtig kan forklare betydningen af.

Samtidig må mange opgive at deltage i foreningslivets oplevelser. Dette sidste kan man nu nok finde en løsning på, idet det må være muligt at inddrage foreningerne i skolen – en tanke, der ligger fint i tråd med reformens ideer om inddragelse af det omgivende samfund.

Er der så tale om 'frihed og ansvar'. Det mangler vi vist at få nærmere belyst. Nogle steder får man indtryk af, at eleverne får lov at lege frit og ustruktureret, andre steder er de under opsyn og instruktion af voksne, mere eller mindre koordineret. Det er derfor et åbent spørgsmål, om de tilegner sig etiske, æstetiske og politiske værdier.

Jeg har ikke indtryk af, at de politiske værdier er gangbar mønt i skolen i disse tider, og mange steder er de æstetiske værdier en by i Rusland, bl.a. fordi skolerne mange steder ikke er vedligeholdt ordentligt.

Men eleverne er tvunget til at være sammen i en eller anden form for fællesskab, mere eller mindre koordineret.

Alt i alt synes jeg, at folkeskolereformen ikke lever op til det 1. bud – men det kan jo komme.

Implementering af folkeskolereform.

Det er lidt ærgerligt at skulle erkende, at jeg får ret mht timingen af reform og arbejdstid.
Pt. vrimler det i dagspressen med meddelelser om, at elevernes undervisning varetages af uudannede vikarer, svarende til over 1000 lærerstillinger.
Det er jo grotesk, når kommunerne har nedlagt varige lærerstillinger i nogenlunde samme størrelsesorden. Det er et væsentligt punkt, men værre er det, at eleverne ikke modtager den undervisning, de har krav på.

Jeg er ked af skulle skrive om dette, når jeg nu havde annonceret en lille række af indlæg, som skulle koble det fra 1980'erne hedengangne Musiske udvalgs 10 bud med reformen. Men det er nødvendigt at skrive dette, og jeg skal nok vende tilbage til det lovede, fordi reformen er efter min mening god nok.

Der er rigtig mange gode elementer og ideer i reformen. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at det går, som det gør nu.

Men årsagen skal formentlig findes i Finans- og økonomiministeriet, der med Kommunernes Landsforening som villig lakaj på ufin vis gennemtvang Lov nr. 409 om lærernes arbejdstid. At det var ufint, er jo bekræftet af den internationale FN afdeling ILO, som har udtrykt kritik og bebudet fortsat observation af området.

Reformen måtte ikke koste for meget om overhovedet noget, så derfor skulle den finansieres via øget undervisningstid til lærerne. Dertil kommer jo også den ikke helt lille omlægning af specialundervisningen, inklusionsideen.

De gode intentioner er skammeligt druknet i økonomi med folkeskolen som den helt store taber.

 

Hvorfor er dette dog sket? Jo, hovedårsagen er, at implementeringen er sat i scene på baggrund af skrivebordsarbejde – af det ministerielle og kommunale embedsværk, som ikke haft den fjerneste anelse om, hvad de gik i gang med at ødelægge, økonomerne og  de andre djøf'ere.

Det var jo meget sigende, at førstegangs præsentationen foregik i Finansministeriet med undervisningsministeren i rollen som Pinocchio.

 

Det er public management af værste skuffe, og desværre ser det ikke ud til, at der bliver ændret på forhold lige med samme, fordi man tror på, at bedre ledelse er løsningen. Jamen, den har man allerede! - Skolelederne er gode, og kun hvis man tror på, at djøf'ere kan lede dagligdagen i folkeskolen, kan man forsøge at bilde os ind, at det hele nok skal gå, hvis der bare kommer en bedre ledelse. Og det er jo sludder og vås.

Det er ikke ledelserne, der kan og skal bære reformen igennem – det er lærerne, og dem er man ved at tabe fuldstændigt. Så det er voldsomt, det der sker i vor folkeskole lige nu.

Desværre er der ikke det rette pres for at ændre det. Skammeligt, for folkeskolen bliver som nævnt taberen – og hvad mon der så vil ske?

Det er tvingende nødvendigt, at alle gode kræfter i befolkningen og den pædagogiske verden må kæmpe for, at der tilføres folkeskolen de nødvendige resurser for, at reformen kan gennemføres og komme til at virke. Det betyder flere lærere, mere efteruddannelse og bedre læreruddannelse. Penge skal der til!