Er finansministeriets embedsmænd, deres utilstrækkelige modeller og deres politiske chef blevet for magtfuldkomne?

Jeg har den opfattelse, at noget kunne jo tyde på det, når jeg betragter spillet omkring overenskomstforhandlingerne, dels mellem de statsansatte og finansministeriet, dels mellem de kommunalt ansatte og Kommunernes Landsforening. De generelle lønforhandlinger er i skrivende stund (søndag den 17. februar 2013) afsluttet med forventeligt tyndt resultat, som knapt opretholde af reallønnen.
Det næste er de lokale afstemninger og forhandlinger om fx arbejdstiden.
Gymnasielærerne har fået trukket et forlig ned over hovedet, som ikke varsler godt for forhandlingerne om folkeskolelærernes arbejdstid. Finansminister Bjarne Corydon står stejlt på, at lærerne skal undervise mere, og den aftale, forhandlerne fra Akademikernes Centralorganisation og Gymnasieskolernes Lærerforening har set sig nødsaget til at skrive under på, har i hvert fald i første omgang splittet GL. Med én stemmes flertal vedtog GL's bestyrelse at indstille aftalen til vedtagelse, mens repræsentantskabet forkastede aftalen. Imidlertid har GL bundet sig til en solidarisk aftale, som betyder, at det er det samlede resultat for alle statsansatte, som er afgørende – og dér bliver det nok vedtaget.
Jamen da – så bliver det spændende at se, hvordan arbejdstiden bliver udmøntet lokalt på de nu selvejende gymnasier. Gymnasielærerne er nok topmotiverede – det må næsten være lige som det gamle ordspil: 'Man kan trække hesten hen til truget, men man kan ikke tvinge den at drikke'.

På samme måde bliver det spændende – og måske forstemmende – at følge forhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening. Det forekommer mig, at KL i vældig udstrækning forhandler ud fra, at storebror Corydon står klar i kulissen med et indgreb, hvis ikke lærerne makker ret. Det er her, det forstemmende kommer ind i billedet.

Den danske folkeskole holdes som gidsel her, og selv om jeg som tidligere skoleleder har haft en rolle som arbejdsgiver, må jeg desværre konstatere, at det er arbejdsgiverne, som holder folkeskolen som gidsel. Lærerne har jo tilbudt at undervise mere – 25 timer om ugen, svarende til mere end 30 lektioner om ugen – hvad er der så at betænke sig på? Og ydermere har den nuværende arbejdstidsaftale bevist, at der sagtens kan indgås lokale aftaler om den efterspurgte og eftertragtede fleksibilitet.
Senest har 7 kommuner indgået sådanne aftaler.
Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig på Slotsholmen? Man kunne tro, at de forestiller sig at kunne 'straffe' lærerne ved at kræve mere undervisning af dem?
Jamen Herregud, de er jo blevet lærere, fordi de gerne vil undervise! - Men man har pålagt folkeskolen og lærerne en mængde arbejdsopgaver, som ikke er undervisning, men administrative opgaver som fordrer mødevirksomhed for at blive løst ansvarligt. 
Og man forestiller sig vel ikke, at lærerne bare skal undervise med mindre eller måske helt uden forberedelse? - Det vil da være selvmodsigende, når der samtidig forventes undervisning i topkvalitet.
Men måske forestiller KL og Corydon sig, at pædagoger kan overtage noget undervisning i fx den kreativ-musiske fagblok i de til lejligheden opfundne aktivitetstimer, fordi de er jo alligevel ofte så kreative! - Ja, men de har ikke de tilstrækkelige og nødvendige faglige baggrund for at kunne forestå undervisningen i skolen. Det nytter ikke at sælge ud af fagligheden for at spare på uddannelsen af de næste generationer – det, synes jeg, har vi set resultaterne af.

Som ved gymnasielærerne er jeg sikker på, at det er rigtig dårligt at trække en ide om, at det ikke er nødvendigt med ordnede forhold på landets folkeskoler ned over hovedet på landets lærere. Siden 1975 har begrebet 'demokrati' været at finde i folkeskolen formål. Men med den forestående forhandling er det lidt vanskeligt at genfinde den demokratiske ånd, når den ene part læner sig op ad et regeringsindgreb via en lock-out, når man melder ud, at den nuværende arbejdstidsaftale skal væk, selv om den har vist sin duelighed.
Hvis Corydon får sin vilje, vil bureaukratiet ikke blive mindre – tværtimod. Men så er der jo så mulighed for ansættelse af nogle djøfere i akutjob frem for undervisere!
Spørgsmålet for mig er, hvorvidt samfundet har råd til at kaste den danske folkeskole ud i en arbejdskonflikt? - Hvem vinder ved det? Gør eleverne? Gør kommunerne? Gør lærerne? - Gør samfundet ? Nej, vel – det er et håbløst projekt, men gør regeringens stærke mand, Bjarne Corydon? Jeg tror det ikke, men måske sejrer han sig ihjel. Der er i hvert fald mange økonomiske indgreb, han har stået fadder til, som jeg har svært ved at se det rigtige i på det korte og mellemlange sigt, men som til gengæld på kort sigt kan have fatale omkostninger for socialklasse 4 til 5 eller matchgruppe 3.

Mon ikke han skal være opmærksom på ikke at være en nyttig idiot for matriarkatet i regeringen med de mange ”omvendte Robin Hood'er”, der er gennemført? For at blive ved ordspillene og hestene: ”Når krybben er tom, bides hestene – og så går det ud over føllene”.

AARHUS SYMFONIORKESTER

Landsdelsorkestrene.

Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer.

Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl. a.

• er at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900,
• i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang er at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester,
• er efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen.

Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.

Vi lægger ud med at besøge

Aarhus Symfoniorkester – et landsdelsorkester for Aarhus og Midtjylland.

På årets første rigtigt kolde morgen starter jeg bilen for at ramme et lyntog med kurs mod Aarhus. Det er koldt og tidligt – meget koldt og meget tidligt! Men alt lykkes, og efter ca. 2½ times lyntogskørsel og ca. 10 minutters gang fra Aarhus Banegård kommer jeg frem til det store 'kunstområde' i nærheden af Aarhus Rådhus, Aros og Musikskolen.

En rundtur

Bygningskomplekset Musikhuset Aarhus rummer Den Jyske Opera, Det Jyske Musikkonservatorium, Børneteatret Filuren – og Aarhus Symfoniorkester. Det skal bemærkes, at Musikhuset Aarhus er ikke identisk med Aarhus Symfoniorkester.

Men det er, som overskriften antyder, just Aarhus Symfoniorkester, mit besøg gælder. Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 under navnet Aarhus Byorkester og fik sit nuværende navn i 1983.

Efter nogle mobilopkald og gåen rundt om hinanden møder jeg informationschef Mariann Sejer Nielsen og hendes assistent Malene Louring, og efter en kort tur op omkring Mariann Sejer Nielsens kontor begynder rundvisningen. Hun har lagt et stramt program for besøget, som omfatter rundvisning i hele musikkomplekset, samtaler med nogle af orkestrets medlemmer, overværelse af en prøve samt samtale med orkestrets musikchef. Så dagen og jeg er brugt, når almindelig fyraften oprinder, fornemmer jeg.

Komplekset fremstår åbent og venligt i gule sten og glas og er på ca 34.000 m² . Det ydre svarer til det indre, og man føler sig meget velkommen.
Der er flere sale: Kammermusiksalen, Rytmisk sal, Store sal, hvor Den Jyske Opera opfører sine forestillinger og Symfonisk sal, hvor symfoniorkestret holder til samt en masse øverum bygget efter alle kunstens regler, og diverse kontorer til administration af alle institutionerne. Institutionerne er uafhængige af hinanden, men alligevel er der et udbredt samarbejde, og der er bestemt en væsentlig synergieffekt og gensidig berigelse.

Rundvisningen omfatter øverum, sale, foyerer, cafe og restaurant, hyggehjørner, en hel del trapper og lange gange, så dagens motion må vist siges at være opnået.

Vi kommer rundt omkring, veksler mellem det oprindelige Musikhus, Konservatoriet og Symfoniorkestrets bygning. Vi besøger såmænd også tagterrassen, der ligger funklende hvid og giver beskueren en flot udsigt, til bl.a. kunstmuseet Aros med sin flotte og kulørte 'lagkage' på toppen.

Vi kommer ind i 'Symfonisk Sal', hvor der er prøve på, hvad der i orkestrets program kaldes, ”Den store Amerikanske Symfoni og formand Mao”.

Dagen efter mit besøg er der koncert, hvor den canadiske dirigent Julian Kuerti dirigerer John Adams ”The Chairman Dances, Foxtrot for Orchestra”, den prisbelønnede danske komponist Simon Steen-Andersens værk ”Ouvertures (koncert for forstærket gu-zheng, sampler og orkester)” og Aron Coplands ”Symfoni nr. 3”. Vi er kommet ind i salen oppe på øverste balkon. Salen er i lyst asketræ og skoæskeformet ligesom Wienerfilharmonikernes Den Gyldne Sal i Musikverein, og modsat fx Koncerthusets store sal i DR-byen. Loftet over orkestret kan hæves og sænkes i sektioner, så lyden kan tilpasses musikken og publikum; på samme måde kan man regulere salens stofbeklædte sider på balkonniveau.

Strygende samtale

Det er blevet pausetid og dermed også tid til de første samtaler med et par musikere, nemlig Christine Hagge Larsen, bratschist, og Birgitte Bærentzen Pihl, violinist.

Christine Hagge Larsen fortæller, at hun oprindelig kommer fra Sønderjylland, hvor der i familien ikke var egentlig tradition for musikudøvelse, men forældrene fik 'lokket' hendes storesøster og hende selv til at spille violin, fordi der blev oprettet en musikskole i byen. Som barn begyndte hun at lære at spille violin, men det var bratschen, som vandt.

Begge søstre er nu professionelle musikere.
Christine Hagge Larsen er uddannet i Aarhus, Berlin samt København. Efter 3 år i Aarhus begyndte hun på konservatoriet i Berlin og tilbragte i alt 5 år der og fik sin diplomeksamen, samtidig med at hun spillede i Radiosymfoniorkestret. Derefter studerede hun i København, mens hun boede i Berlin og spillede i Aarhus. Så her kan man da for alvor tale om, at et ungt menneske ikke har været bleg for at rejse efter hverken uddannelse eller job. Christine Hagge Larsen har nu været ansat i Aarhus Symfoniorkester i 7 år.

Der er i øjeblikket ingen chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester, men det betyder ifølge Christine heller ikke så meget, fordi selv chefdirigenter er ofte væk for at passe andre opgaver, så der vil alligevel kontinuerligt være 'gennemtræk' af dirigenter for orkestret, og for tiden er der en ny dirigent hver uge. Christine er egentlig glad for det, fordi hver dirigent tilfører dels orkestret, dels den enkelte musiker nye synspunkter, tolkninger og holdninger, hvilket er meget givende, synes hun. Hvis dirigenten, orkestret og den enkelte musiker falder 'i hak', er det jo fantastisk – og hvis det modsatte er tilfældet, så varer det jo kun en uge.

En uge for Aarhus Symfoniorkester kan forløbe på den måde, at der øves mandag til torsdag, hvorefter der er koncert torsdag, fredag og måske også lørdag. Der kan derudover blive tale om forskellige andre arrangementer som fx brunch-koncerter o. lign.

Her støder Birgitte Bærentzen Pihl til. Hun spiller andenviolin, og hun lægger ud med at udtrykke stor tilfredshed med, at Konservatoriet og Symfoniorkestret er i samme hus, fordi man derved kan hjælpe med undervisning, man træffer mennesker fra udlandet og får et internationalt pust, for som hun siger, er det en stor fordel at spille russisk musik under en russisk dirigent. Det er vigtigt for et orkester at vedligeholde og udvikle et internationalt netværk, og de udenlandske musikere er dygtige, men også meget autoritære, hvor vi her i landet er mere refleksive og indstillede på at forsøge med forskellige og måske uventede muligheder. Ligesom på andre arbejdspladser forventes det, at også musikere er innovative og forandringsparate, og i dag spilles værkerne ofte anderledes end for 20 og 40 år siden. På et afsluttende spørgsmål om, hvorvidt de to strygere nu også kan finde på at spille anden musik end den klassiske, er svaret klart ja – det hele er med til at udvikle den professionelle nysgerrighed.

Formidlingsarbejdet – det seje træk

Efter frokosten i den fælles kantine for institutionerne i bygningen på toppen af Musikhuset er det tid til at tale med orkestrets børne- og ungdomsmedarbejder Mette Storgård Jensen, som har en lang konservatorieuddannelse i København bag sig som musikpædagog.

Mette Storgård Jensen er meget glad for sit arbejde, som hun anser for særdeles vigtigt i forhold til formidlingen af klassisk musik. Hun er overbevist om, at vi allerede har tabt en generation i denne forbindelse og ser musikundervisningen i den danske folkeskole som en katastrofe på trods af, at der mange steder gives en rigtig god musikundervisning.

Mette Storgård Jensen ser det som en svaghed, hvis der kun satses fagligt på de boglige fag i forbindelse med evt. ændringer i folkeskoleloven. Kravet om kreativitet skal også dyrkes, og det er afsindig vigtigt, at kvaliteten i undervisningen er i orden.

For at vende tilbage til Aarhus Symfoniorkester så findes specialisterne jo der, og de har en forpligtelse til at formidle deres viden til skolerne.

Aarhus Symfoniorkester besøger skolerne og formidler deres musik i mindre grupper på 'udebane' så at sige, hvorefter der er mulighed for, at de samme børn besøger Musikhuset på orkestrets 'hjemmebane'. Derved får eleverne mulighed for at stille spørgsmål, undres og senere få oplevelsen med hele udtrækket i Symfonisk Sal. Det er gratis for skolerne, bortset fra transporten. Målet er, at alle skoler på denne måde oplever den symfoniske musik udfoldet.

20 skoler har foreløbig deltaget, og der har været ca. 650 elever til hver af de 6 koncerter, som indtil nu er blevet gennemført.

Bare for en ordens skyld så bliver ungdomsuddannelserne også tilbudt at overvære fx generalprøver og deltagelse i forskellige musikalske arrangementer for på den måde at få formidlet den klassiske musik. Men:

”Hvis vi ser på medieverdenen, er den klassiske musik ikke særlig rigt repræsenteret,” siger Mette og fortsætter:” Den klassiske musik tager for lang tid for de unge. I den tid, de unge overværer en koncert med klassisk musik, kan de ikke være på med hensyn til facebook, twitter, mobiltelefon o. lign. Det forventes, at de er nærværende i fuld skala omkring det, der foregår på scenen. Der er ingen billeder, de skal selv skabe dem i modsætning til den virtuelle verden, som ellers er deres.

Fordybelsen er nødvendig.

Aarhus Symfoniorkester er også i gang med at etablere et samarbejde i Aarhus a la den venezuelanske bevægelse, ”El Sistema”, hvor musikken bruges til at styrke børns sociale, faglige og menneskelige kompetencer.
Vi afslutter samtalen med et ”alle børn har ret til en kvalificeret musikundervisning”.

En overraskende prøve

Derefter er det tid til at overvære resten af dagens øveprogram, som består af den danske komponist Simon Steen-Andersens prisbelønnede værk ”Ouvertures”, der er et værk for forstærket gu-zheng, sampler og orkester. Gu-zheng er en kinesisk citar, og værket er for mig noget aldeles nyt og i mine ører umelodiøst. Men jeg kan betro læseren, at jeg fik min første musikoplevelse af et værk, der bestod af et bombardement af lyde, sat overraskende sammen. Derudover har jeg sjældent set en janitshargruppe og en i Østen meget kendt citar-spiller arbejde så intenst og fysisk. Det var vildt, og jeg fik en på opleveren. Prøven fortsatte udover den berammede tid – ganske meget endda, hvilket forskubbede programmet noget. Kunsten vandt over tiden.

Andentrompeten

Inden jeg skulle tale med musikchefen, som faktisk også overværede prøven sammen med, viste det sig, komponisten, skulle jeg nå at tale med endnu en musiker fra orkestret, denne gang fra blæsergruppen.

Efter denne musiklydoplevelse besluttede andentrompetist Anders Larsen og jeg at lukke os inde på et mindre solistværelse i forbindelse med musikerfoyeren.

Vi måtte lige tale om det værk, orkestret netop havde øvet, og Anders Larsens oplevelse var bl.a., at man her både skulle orientere sig mod fællesskabet og en rolle, som betød, at man skulle spille i modrytme. Det at læse rytmerne er det vigtigste her, og det kan forekomme meget fremmed i begyndelsen, når man skal spille et sådant værk.

Derefter fortæller Anders:

”Jeg har spillet i Aarhus Symfoniorkester siden 1998, hvor jeg vandt konkurrencen om den ledige stilling. Men inden da havde jeg haft et vikariat i næsten halvandet år, kombineret med en stilling i Norrköpings Symfoniorkester. Min musikalske grunduddannelse har jeg fra MGK i Tarm. Derefter har jeg studeret i Aarhus og i Chicago. Det passede godt at returnere til Danmark efter 3 år i Chicago for at få en stilling i Aarhus Symfoniorkester. Det ville også næsten have været umuligt at slå igennem som fuldtidsmusiker i Chicago, hvor der i et område med 8 – 10 mill. mennesker kun var 1 symfonisk orkester, nemlig Chicago Filharmonikerne.”

Igen hører jeg, at uddannelse i internationale musikmiljøer er guld værd for den enkelte, men det kommer jo også hele orkestret til gavn, fordi den puls, viden og de færdigheder, som er opnået i udlandet formidles videre til de nuværende kolleger.

Anders kommer også ind på fordelen ved at have bofællesskab med Det Jyske Musikkonservatorium, idet der her er en meget dygtig lærer i blæseteknik, som han i givet fald ville kunne konsultere.

Musikchefen

Som afslutning på besøget skal jeg tale med musikchef Palle Kjeldgaard, som er uddannet violinist fra konservatoriet i København, professionel fra det 19. år i Randers Kammerorkester, været ansat Aalborg Symfoniorkester i 20 år, de sidste 6 som musikchef, og er nu her i Aarhus som musikchef.

Palle Kjeldgaard begyndte allerede i juni 2007 – lidt før den officielle tiltrædelse i august – for at forestå indflytningen og ibrugtagningen af bygningen. Han kom fra en tilsvarende stilling ved Aalborg Symfoniorkester og havde herfra kendskab til planer og tegninger for Aalborg Musikhus. De to byers musikhuse kan opfattes som 'søsterhuse', fordi det er samme team, som har stået for bygningerne, nemlig Artec fra New York, Cowi og Jens Chr. Gade fra Danmark. Aarhus overhalede imidlertid Aalborg, hvis musikhus først indvies til sommer.

Symfonisk Sal

Vi indleder med nogle betragtninger om Musikhuset Aarhus og Symfonisk sal. Bygningen giver vældig gode fysiske arbejdsforhold. Det fysiske arbejdsmiljø ved Aarhus Symfoniorkester støttes på den måde, at alle prøver finder sted i store sale, så der er plads til lyden. I symfonisk sal kan lyden dæmpes via muligheden for at nedsænke dele af loftet og flytte paneler, så at man fx kan efterligne akustikken i den tomme sal med en sal fyldt med mennesker. Det har betydet, at antallet af høreskader er faldet markant.

Aarhus Symfoniorkesters forpligtelse er at spille i Aarhus, i Midtjylland og stå til rådighed for Den Jyske Opera, som er en landsdækkende 'turneopera' uden eget orkester, men alle landsdelsorkestrene har så forpligtelsen til at spille med dem. Det er en ganske enestående konstruktion, som mange i udlandet faktisk kikker lidt misundeligt efter.

Personalet

Der er 71 musikere. Der er ingen fastansat harpenist – men orkestret har for et par år siden fået indkøbt 2 harper, som så betjenes af assistenter (heraf 1 mandlig).

Der er en del udenlandske musikere ansat, nemlig 33 %, men det er den laveste andel sammenlignet med de fire øvrige landsdelsorkestre. Samtidig må man huske på, at det også kan gå den anden vej. Fx har den danske basunist, Jesper Busk Sørensen, spillet i Aarhus Symfoniorkester, men spiller nu hos Berlinersymfonikerne – og de smiler endnu i Aarhus, når talen falder på Jesper Busk Sørensen.

Der er pt. nogle ledige stillinger, som betjenes af vikarer og assistenter, men de øvrige er ansat på funktionærlignende vilkår. Dertil kommer landets mindste orkesteradministration på 4 mennesker. Derudover kommer 4 teknikere, hvoraf den ene varetager produktionslederfunktionen og den daglige personaleadministration, 2 regissører og en nodearkivar.

På et spørgsmål om der er gennemtræk af musikere i orkestret, svarer Palle Kjeldgaard:
”I aldersgruppen 25-35 år er der en naturlig mobilitet, hvor musikerne udvikler sig og måske deltager i forskellige konkurrencer med henblik på ansættelse i andre orkestre, men det er relativt sjældent, at man kan vinde en konkurrence i 40 års-alderen, fordi konkurrencen er benhård og nærmest ubarmhjertig. De fleste er ansat fra 35 års-alderen, til de går på pension i 60-70 års alderen. Der er ingen pligtig afgangsalder. Orkestrets alderspræsident er 71 år. Gennemsnitsalderen er midt i fyrrerne” .

Musikerne har mulighed for at deltage i kammermusikarrangementer, og det er især musikerne fra de store grupper, der benytter sig af den mulighed. I Aarhus Symfoniorkester taler man om kammermusikgruppe, når der 13 eller færre musikere, og det giver den enkelte en mulighed for at komme til at spille lidt mere solistisk. En anden mulighed for at spille lidt solistisk er ved brunchkoncerterne søndag formiddag.

Konkurrencerne

Rekruttering foregår på den barske måde via konkurrence, og stillingerne slås op internationalt, i Dansk Musiker Forbunds blad ”Musikeren”og i andre relevante fagskrifter ca. 3 måneder inden selve konkurrencen.

Krisen kradser overalt, og i øjeblikket er der et markant stigende ansøgerfelt til opslåede stillinger, og deraf er der en del fra udlandet.

I 1. runde, som foregår anonymt bag en skærm, spilles der næsten altid wienerklassisk repertoire, i 2. runde spilles der romantisk musik, og i 3. runde er det næsten altid fra de svære (og berygtede) steder i orkesterværkerne, der spilles. Derefter er der prøvetid mellem ½ til 1 år.

Musikchefen er altid formand for juryen, og ellers er der repræsentanter fra den instrumentgruppe, den ledige stilling er i, dertil andre repræsentanter, i alt mellem 12 og 17 personer. Det hele afgøres ved afstemning, ja eller nej uden votering. Det er den helt aktuelle oplevelse af præstationen, der er afgørende. Først til allersidst voteres der, inden vinderen findes.

Andre konkurrencer, som afholdes af Aarhus Symfoniorkester, er Aarhus International Piano Competition for unge op til 21 år, som er verdens største konkurrence præmiemæssigt for aldersgrupperne 13-15 år og 16-21 år. Præmiesummen er omkring 230.000 kr.

Efter en blindtest (ud fra cd-indspilninger) udvælges 2 * 20 deltagere til selve konkurrencen. Konkurrencen afholdes hvert andet år og alternerer med en national strygerkonkurrence for deltagere op til 30 år (Den Danske Strygerkonkurrence).

Fremtiden

Byrådet i Aarhus har en principvedtagelse om at udvide orkestret til 96 musikere, som er den gængse størrelse for et symfoniorkester. Man har dog endnu ikke fundet midlerne, så man kan opfatte det som den uforpligtede hensigtserklæring, og det er langtfra sikkert, at den statslige bevilling følger trop. Automatikken i denne sammenhæng virker kun, hvis den kommunale bevilling mindskes. En udvidelse indebærer, at der kan spilles mere romantisk musik og musik fra det 20. og 21 århundrede.

Repertoiret fastlægges af musikchefen på baggrund af forslag fra et programudvalg – et slags kunstnerisk samarbejdsudvalg, hvor 3 musikere har plads. Programudvalget fastlægger de store linier, og man finder ud af hvilke dirigenter, der kunne blive aktuelle, og her er det vigtigt, at der kan skabes god energi mellem dirigent og orkester. Når dirigenterne er valgt, beslutter musikchefen og den enkelte dirigent hvilke musikværker, der skal spilles. Dirigenterne evalueres hvert halve år af orkestret, og derved opstår der jo en liste over dirigenter, man gerne vil fortsætte samarbejdet med.

Samarbejdspaletten

Der er mange samarbejdsprojekter, fx med Den Jyske Opera (3 forestillinger), som skal være klar, inden man kan lukke leddet for den kommende sæsons program. Der er tillige store korprojekter hvert år fx Aarhus Pigekor, Mandskor og Børnekor. Samarbejdspaletten er bred.

Den 1. marts hvert år er den kommende sæsons program færdig, hvorefter det går til trykning og er klar til udsendelse i april.

Aarhus Symfoniorkester spiller for ca. 80.000 mennesker om året. De producerer 2 cd'er om året. Markedet kan ikke bære mere – internet og streaming er dukket op. De medvirkede også i den af BBC4 udsendte Delius-film af den prisbelønnede filminstruktør John Bridcutt i anledning af, at det i 2012 var Delius-år (Frederick Delius 1862-1934).

Økonomi

Budgettet er omkring 50 mill. kr., hvor staten betaler 21, kommunen andre 21 og endelig 7 mill. kroner i entréindtægter, fadderskaber, fonde o. lign. Der forventes ikke flere offentlige midler, fordi økonomien jo er stram overalt, men Palle Kjeldgaard er optimistisk nok til at tro, at orkestret også består om 20 til 30 år.

Der er desværre ikke penge til koncertturneer til udlandet, men lidt er det dog blevet til, bl.a. til Rom 2006, Athen 2007 og i april 2013 skal de til Ludwigshafen i Tyskland.

Fadderne (Fonden) betaler ikke til driften, men fx til instrumenter (bl.a. harperne) og måske også til et stort dirigentnavn.

Et problem?

Afslutningsvis taler vi om, at der er et meget stort problem i Danmark nu, fordi mindst en generation er blevet tabt rent musikmæssigt. Musikundervisningen på pædagogseminarierne er for dårlig, hvilket medfører, at pædagogerne i institutionerne ikke i tilstrækkeligt omfang er i stand til at synge med børnene – og så har vi katastrofen, og den fortsætter i folkeskolen, hvor kun omkring halvdelen af skolerne lever op til læseplanerne i musik. Dertil er det sådan, at liniefagsuddannelsen i musik kun udbydes på 4 uddannelsessteder i landet.

Det danske fælles tonesprog er ved at uddø – det er fatalt!

Fyraften

Med disse alvorstunge ord i hovedet sammen med en overraskende god symfonisk oplevelse slutter mit besøg i det gule bygningskompleks Musikhuset Aarhus, hvor Aarhus Symfoniorkester var målet.

Målet blev nået. Det er på tide at vende snuden hjemad, og jeg har et par timer, inden 'Lyneren' til hovedstaden afgår. Jeg overvejer kraftigt, om jeg skal supplere de kunstneriske indtryk fra besøget med et besøg på Aros – eller om jeg skal forsøge at få billetten lavet om til toget tidligere.

Jeg vælger det sidste – ellers ville det også bare blive for meget.

Der er noget galt i DK (7)

Hvad er der galt med hensyn til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet?
Der er mere end 160.000 arbejdsledige, og de mange, som deltager i debatten om løsninger på det problem, falder næsten over hinanden ved at sige uddannelse, uddannelse og uddannelse. Der er jo også en kerne af sandhed i det, fordi uddannelse er et vigtigt håndgreb i løsningsproblematikken, men dels kan uddannelse ikke løse hele problemet alene, dels tænker de fleste på videreuddannelse og helst på et højt (akademisk) niveau, dels har uddannelse oftest et langsigtet perspektiv – og hvem kan vide sikkert, hvad behovet for færdiguddannede er om 2-4 år eller mere?

Imidlertid begynder debatten om uddannelse allerede i skolen, hvor det i min optik var et fejlgreb, da man – i bedste mening – professionaliserede vejledningsindsatsen i begyndelsen af dette årtusinde og gjorde de daværende skolevejledere til fuldtidsarbejdende ungdoms- og uddannelsesvejledere.
Herved rykkede man de læreruddannede skolevejledere væk fra dagligdagen i skolen med tæt kontakt og kendskab til skolens ældste elever og deres forældre.

Fra at være en 'intern institution' i den lokale skole blev vejledningsindsatsen institutionaliseret eksternt. Det blev for nemt at politisere vejledningen til at rykke vægten fra de håndværksmæssige fag til de mere teoretiske områder i ungdomsuddannelserne, først og fremmest de gymnasiale uddannelser.
Det har betydet, at vi på den ene side kommer til at mangle faglærte håndværkere og på den anden side kommer til at have for mange højtuddannede, typisk djøfere. Det har også medført, at erhvervsskolerne – sammen med ønsket om at privatisere og indførelse af taxameterordninger – kunne fungere bedre, fx med hensyn til fastholdelse af elever, og det modtagende erhvervsliv har ikke gjort det bedre ved ikke at oprette det nødvendige og tilstrækkelige antal praktikpladser.

Uddannelsessystemet er til en vis grad blevet ensrettet, og det allerede fra grunduddannelsen, hvor eleverne samler sig på skoler med ligesindede og og økonomisk ligestillede. Hvor høj og lav tidligere kunne mødes og få kendskab til hinanden i folkeskolen, så betyder det frie skolevalg – også hen over kommunegrænserne – og det stigende antal elever i private skoleformer, at den ufaglærtes børn i faldende omfang møder akademikerens børn. De forskellige match- eller socialgrupper samler sig nemlig om sig selv, og det truer sammenhængskraften i det danske samfund med det resultat, at uligheden vokser.
Den tid, hvor ufaglærte kunne få et arbejde, som ikke krævede så meget andet end god vilje, er forbi, fordi de simpelthen ikke kan tjene deres egen løn hjem, eller at teknologien har overtaget funktionerne. Groft taget betyder det, at mennesker derved bliver arbejdsløse.

Det er langtfra givet, at samfundet kan efteruddanne disse ledige, fordi skolebænken er alt for fremmed for dem – de orker det måske ikke, deres erfaringer med uddannelse opleves som skolegang, og det har de dårlige minder om. Vi må se i øjnene, at vi ikke kan løse jobmanglen alene ved uddannelse – der skal også andet til, fx oprettelse af arbejdspladser, der rent økonomisk er tilsætning, men hellere det end lediggang.

Der er et gammelt ordsprog: ”Man må yde efter evne, og nyde efter behov” - og det kan være, vi må leve seriøst med det. Alle har så en funktion og en plads i samfundets store maskineri. Kan hænde, det giver en tilfreds befolkning.

Der er noget galt i DK (6)

Den amerikanske præsident blev bl.a. kendt for følgende udbrud: ”It's economy, stupid!” - og det er netop det der er gældende galt. Det hele gøres på bedste DJØF-maner op i kroner og øre. Og selvfølgelig skal pengene passe til sidst, klart nok. Men ikke desto mindre er det galt kun at have en bogholderadfærd, fordi visionerne forsvinder i tallene.

 

Ingen tænker ud af boksen – og tør fortælle, at der faktisk er noget mere menneskeligt, som er vigtigt ikke at glemme. Lige nu er der ingen fra de bestemmende og besluttende klasser, der tør tænke sådan og slet ikke at sige det højt, hvis der alligevel var en lille smule kreativ tankegang.

Men det danske samfund blev opbygget på den måde; der var for 100 år siden menne­sker, som turde tænke tanker om samfundets indretning, og som turde fortælle det. Det er næsten barokt, at i dag, hvor det er nemmere end nogensinde før at formidle ideer og visioner, er der ingen, der gør det.

Næh, alle koncentrerer de sig om økonomien – alle de der 'smart guys'.

 

Vi mangler i den grad mennesker, som tør fortælle fortællinger, visioner og sætte det ind i en sammenhæng. En stat kan efter min bedste overbevisning ikke drives og styres som et aktieselskab eller en husholdning. Det er disse konstruktioner alt for små til. Det er meget mere end økonomi, der skal til at regere en nation. Alle de sociale og uddannelsesmæssi­ge forhold, hele infrastrukturen, hele energisammensætningen og -forbruget, forskningsområdet samt sidst men ikke mindst alt i den kulturelle sektor, musik, billedkunst, litteratur, etik og æstetik – det er derfor, det ikke nytter at se det at regere som noget, der kun vedrører økonomi. Økonomi er kun en del af opgaven. Imidlertid er det som om, at vore politikere i dag kun har øje for delelementet økonomi.

 

Jeg har i de sidste mange, mange år ikke hørt en politiker fortælle om sine visioner for, hvordan han/hun mener, samfundet skal fungere – og ikke mindst samle ligesindede med henblik på at få sine visioner gennemført om 5, 10 eller 15 år. Jeg har så stor tiltro til den hidtidige demokratiske opdragelse, at vælgerne nok skal få sor­teret evt. onde visioner fra.

Demokrati er dialog med ret til modsigelse.

 

Jeg synes, det er på tide at komme i gang – det kan ikke fortsætte som det gør i øjeblikket.