tirsdag den 15. maj 2012

Til lykke, Rasmus Kærsgaard.

Forårskoncert i Hvidovre
 
En forårssøndag i solskin sidst på eftermiddagen er der forårskoncert i Risbjerg Kirke i Hvidovre. Det er BrassBandet OBG Brass, som giver koncert, og det er ikke en helt almindelig koncert. Der er nemlig et par uropførelser på programmet. Mere herom senere.

OBG Brass blev oprettet i 2004 af tre tidligere medlemmer af Concord Brass Band og Lyngby-Taarbæk Brass Band. Bandet startede med 15 medlemmer, der alle havde en fortid i et af de to bands. Siden er medlemstallet steget til de nuværende 25 medlemmer, og alle stemmer er næsten fuldt besat. Intentionen har fra begyndelsen været, at bandet til enhver tid skal kunne stå inde for det, der spilles, og at glæden ved at spille skal bevares, så vi har det godt i bandet og nyder at spille sammen. OBG Brass debuterede til Lyngby-Taarbæks før-DM koncert i oktober 2004 med stor succes. Bandet har efterfølgende afholdt flere koncerter med Lyngby-Taarbæk Brass Band og med Concord Brass Band. OBG Brass har efterhånden også afholdt en del koncerter alene og altså bl.a. denne forårskoncert i Risbjerg Kirke, Hvidovre. Orkestret har spillet under ledelse af 4 dirigenter, og den nuværende, Susanne Vibæk, har været dirigent i to omgange. Ind i mellem kom
Rasmus Kærsgaard fra 2010 - 2012, og det har også haft betydning for denne koncert.

Koncerten var præget af et godt og erfarent band og en dirigent, som veloplagt bandt de forskellige programpunkter sammen. Programmet for denne godt en time lang koncert bestod af følgende:
”Den lille pige med svovlstikkerne” (Enna/Hammerbak)
”The Catskills” (Hess/Littlemore)
”Past Eyernity” (Rasmus Kærsgaard)
”Mid all the Traffic” (Ballantine)
”Danske folkeviser i mol – Ramund den unge, Jeg gik mig ud en sommerdag og Der stod tre skalke” (E. Glarø)
”Dance of the Nights ” (fra Prokofievs ballet af samme navn/Glarø)
”Wonderful Tonight” (Clapton/Glarø), solist Steffen Angstmann, trombone)
og
”Valdres march” (Hanssen/Møller)

Et program, der bl.a. var kommet i stand på grund af BrassBandets utrættelige medlem Erling Glarøs indsats med at arrangere musikstykkerne til brass band musik. Som det fremgår fra programmet, har Erling Glarø haft en finger med i spillet ved tre af musikstykkerne. Det skyldes bl.a., at forårskoncerten samtidig var en fødeslsdagskoncert i anlednning af Erling Glarøs 70 års fødselsdag.
Til lykke med det skarpe hjørne – og still going strong.
De tre folkeviser i mol var også en uropførelse, og det blev bevist, at musik i mol bestemt ikke behøver at være 'kedeligt' og højtideligt. Der var en glædesklang over fremførelsen.

Solisten Steffen Angstmann er formentlig på gennemrejse, idet han kommer fra Tyskland og er tilknyttet Hvidovre Hospital som psykolog, mens han gør sin Ph.D-afhandling færdig. Han leverede en fremragende gennemspilning af Eric Claptons ”Wonderful Tonight” i Glarøs arrangement, og der er ikke noget at sige til, at dirigent Susanne Vibæk (og orkestret i øvrigt) var glad for at kunne tælle ham blandt orkestermedlemmerne.

Men efter min opfattelse var det enestående ved denne forårskoncert, at en ung dansk musiker og komponist har skrevet et fornyende værk til brass band musik, nemlig ”Past Eternity”, som blev uropført denne forårssøndag. Det var i sandhed et stykke musik med et dejligt klangbillede, moderne rytme og kraftige passager. Det var medrivende, og man blev i herligt humør (hvis man ikke var det i forvejen) ved at lytte til denne uropførelse. Det var billeddannende, og jeg tror, at ”Past Eternity” vil komme til at være på rigtig mange brass bands repertoireliste, for det første fordi det var god musik og for det andet fordi det var ny – og dansk – musik, skrevet specielt til messingmusik.
Jeg ønsker, at Rasmus Kærsgaard vil fortsætte med at komponere. Der var virkelig potentiale til mere musik af samme skuffe, noget jeg heldigvis blev bekræftet i efterfølgende. At jeg ikke var alene med denne opfattelse, kunne høres af det langvarige bifald efter fremførelsen – flere synes godt om værket. Herligt!

Det var en god dag for Rasmus Kærsgaard og OBG Brass Band.

Efter det ordinære program spillede OBG ”Farewell Blues”, hvorefter bandet var vært ved et arrangement. I øvrigt:OBG Brass øver hver mandag kl. 19-22 i Ny Lyngbygård, Lyngby og har to ledige pladser, se evt. www.obgbrass.dk

1 kommentar:

  1. Hej Benny,
    tusinde tak fordi I kom til koncerten og for de rosende ord. Jeg vil forsøge at leve op til dem i fremtiden.
    Det var bestemt en god dag for mig og noget jeg aldrig vil glemme.

    /Rasmus Kærsgaard

    SvarSlet