Hvem sagde socialdemokrat?

I dag mødte jeg de lokale socialdemokrater nede i byen. De ville gerne give mig en rose, men den ønskede jeg ikke at modtage. Jeg opfattede det nærmest som en form for aflad.

• For det første virkede det som om, de var sendt på gaden på grund af den fatale meningsmåling, der viste den dårligste opbakning til det gamle parti i mands minde – altså kun omkring hver sjette vælger ville sætte sit 'X' ved liste A mod tidligere hver fjerde eller tredje, ved sidste valg dog kun hver femte, og nu skulle flaget vises.
• For det andet hører jeg til den gruppe i vælgerkorpset, der sandt for dyden ønskede en ny regering ved valget i september 2011, og er blevet næsten frustreret over den førte økonomiske politik. En super borgerlig regering kunne ikke have gjort det bedre! - og det er da en skam, fordi der er opnået mange andre gode resultater, især omkring afskaffelsen af fattigdomsydelsen, omkring klima og energi. Mange af de nye ministre gør egentlig en god indsats modsat deres chef, kassemester og hovedarkitekt på det økonomiske felt, den radikale Margrethe Vestager. Disse tre synes formodentlig selv, at netop de yder en fremragende indsats og er noget så ansvarlige.
• For det tredje kommer man ikke uden om, at regeringen har sagt ét før valget og gjort næsten det stik modsatte efter. Det har været prisen for, at socialdemokraterne og folkesocialisterne med stor nidkærhed holdt de de radikale ude fra indflydelse de sidste år frem mod valget. De radikale tog grusomt hævn i regeringsgrundlaget. Jeg er blevet overrasket over, i hvor høj grad Margrethe Vestager bekender sig til Milton Friedmanns monetaristiske skole. Venstrefløjen plejer ellers nok at hælde mod Keynes i deres tilgang til økonomien, men det virker, som om Helle Thorning-Schmidt har været mere end forhippet på at kunne skrive statsminister på visitkortet, og Villy Søvndal i næsten lige så høj grad har ønsket at vise, at folkesocialisterne skam godt kan være ansvarlige. Begge dele så grundigt, at de har glemt rødderne, vingerne kan ikke bære længere, og de har skiftet økonomisk skole.

De er simpelthen nu afsløret, og de har gjort samfundet en bjørnetjeneste.

• Den fjerde grund til, at jeg ikke ønskede at modtage den socialdemokratiske røde rose, var en demonstration over for de udsendte partisoldater, og at de nu må prøve at videreformidle, at der er et ønske om at blive vidne til en ægte centrum-venstre politik.

Der var en gang en socialdemokratisk LO-boss, som bramfrit udtrykte, at 'vi har sejret ad Helvede til!' Han henviste med rette til de resultater, som arbejderbevægelsen havde opnået med deres to-bens-politik, nemlig de faglige og politiske ben.
I dag tror jeg ikke, Harald Børsting stiller sig op og udtrykker det samme. 

For hvem er det lige, der har sejret? Det er i den grad de borgerlige, fordi ingen på det politiske parnas til venstre for folkesocialisterne ikke vil hævde, at der skal være en vis ulighed i samfundet. Det skal kunne betale sig at arbejde, og alle på overførselsindkomster skal finde sig i, at de bliver ringere stillet, fx ved lavere stigningstakter, at dagpengeperioden halveres, og med skattereformen er der lagt op til, at folkepensionens grundbeløb skal indtægtsreguleres ligesom børnechecken. Det er en glidebane uden lige, at disse grundfæstede rettigheder hældes ned ad brættet. Selv den 'liberale' Fogh blev vred, da en hans ministre slog til lyd for, at ulighed var godt. Socialdemokraten Thorning-Schmidt synes, det er ok.

Man kan da vist roligt sige, at der er sket et paradigmeskift i dansk politik. Pyramiderne er blevet vendt på hovedet. Nyrops bemærkning til pianisterne om, at 'stuerene bliver I aldrig' er blevet gjort til skamme. Jeg tror desværre, at mange ser dem som de nye socialdemokrater. Skal vi være glade for det?