søndag den 6. maj 2012

Folkeoplysning og dannelse

Jeg var til gymnastikopvisning i dag, søndag den 6. maj – i Helsingør-Hallen. Anledningen var mit barnebarns deltagelse i Helsingør Gymnastik Forenings afslutningsopvisning. Det er selvfølgelig først og fremmest dejligt at se sit barnebarn udfolde sig med en sund og god interesse.
Det kan ikke være anderledes.

Men det, som også glædede mig, var den entusiasme, engagement og involvering, som de unge trænere viste. Der var for det meste tale om unge piger, der havde haft et eller flere hold her i vintersæsonen. Alle var de nogle rigtig gode forbilleder for de mindre børn. De udstrålede glæde og ansvarsfuldhed over for de børn, de havde ansvaret for.

Det var en fornøjelse at overvære og lover så meget godt for fremtiden, at breddeidrætten og dannelsen på den måde trives.

Der er bestemt grund til at takke for den store indsats, disse frivillige unge mennesker udfører – og de lidt ældres med for den sags skyld.
Man må ønske, at de unge vil fortsætte med deres frivillighedsindsats, så de nye kan forstå, at de også bør gøre deres indsats, når den tid kommer. Man må også ønske, at kommuner og stat fortsat vil støtte denne tradition i det danske dannelsessystem – at folkeoplysningen fortsat støttes med økonomiske midler, at støtten ikke bureaukratiseres og bindes op på større evalueringer og kontrolforanstaltninger, så lysten til at udføre frivillighedsarbejdet forsvinder i takt med forøgelsen af kontrollerne.

Lad indsatsen leve og lev med, at der måske forbruges nogle småpenge lidt på kanten af, hvad de er tænkt til. Lad der være højt til loftet.

Der er så mange, der på baggrund af det meget store arbejde, der lægges i foreningslivet, vokser og får glæder i deres fritid, at det er helt ubetaleligt.

Styrk samarbejdet i folkeoplysningens navn mellem foreningslivet i bred forstand, ungdomsarbejdet, folkeskolerne, folkekirken og folkebibliotekerne.

Jeg er sikker på, at pengene er givet godt ud som en investering i fremtiden, og på længere sigt giver de et fornuftigt afkast i form af mindre kriminalitet, større sundhed og leveglæde. Lad det ikke på grund af fx besparelser på de offentlige budgetter overgå til en eller anden form for privatisering, bl.a. via meget højere kontingenter – det er en offentlig opgave, og lad os glædes over det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar