Den sociale ansvarlighed ofres.

”Nu går De for vidt, With.” Denne vending fra en gammel revy om en tidligere forsvarschef fristes jeg til at bruge om De radikale. Som sympatisør af det gamle socialliberale parti med solide dyder ud i uddannelses- og kulturpolitikken og bæredygtig udvikling samt med hang til lidt højredrejet økonomisk politik kan det egentlig være ligegyldigt, hvad jeg sympatiserer med, men årsagen er ikke helt så ligegyldig. Det radikale Venstre har i den senere tid under Margrethe Vestagers ledelse bevæget sig for langt til højre i det politiske billede – alt for langt og svigtet den sociale del.
Efter et par års 'ørkenvandring' i opposition med solidt udtrykt støtte til socialdemokraternes statsministerkandidat, og hvor de et langt stykke af vejen måtte lide den tort alt for ofte at få besked om, at der ikke ville blive ændret et komma i S-SF-aftalerne, tog de radikales leder sig godt betalt i regeringsgrundlaget, hvor de var pinende nødvendige for socialisternes regeringsdrømme.
Resultatet kendes: Regeringen fører borgerlig økonomisk politik i en grad, så finansloven for 2013 kommer til at hænge i en sytråd, fordi Enhedslisten naturligvis ikke kan leve med, at den regering, de er parlamentarisk grundlag for, ikke ser til venstre i det politiske landskab, når reformerne forhandles. Der kan derfor forudses et valg inden for et år – og så skifter statsministerkontoret indhold.
Det er så prisen for, at regeringsmagten er i hænderne på politiske novicer med manglende lyst og evner til at udtrykke og kommunikere et politisk projekt – det er ærgerligt, men formentlig uafvendeligt.
Min ærgrelse er, at de radikale simpelthen går for langt under devisen at være økonomisk ansvarlig, og jeg skal nævne nogle vigtige områder:

• Den manglende vilje til at forlange, at de finansielle institutioner – først og fremmest de store banker og kapitalfonde – skal være med til at løfte deres ansvar for den økonomiske krise, der i øjeblikket hærger hele den vestlige verden.
• De radikale vil heller ikke være med at sætte gang i hjulene, skabe arbejdspladser og fremrykke offentlige investeringer i langt højere grad end det, vi er vidne til.
• De radikale vil ikke være med til en millionærskat – de ønsker og arbejder for skattelettelser til de rigeste.

Nu er det jo som bekendt lettere at få tilgivelse end tilladelse, og der kunne nok rettes op på fejlene. Men, men, men – dråben, der får bægeret til at flyde over, er, at de radikale nu er på vej til at pille den solidariske velfærdstat fra hinanden ved

• at foreslå brugerbetaling på sundhedsområdet – godt nok for de rigeste, men det er en glidebane uden stop.
• De er også med på holdet, der sniksnakker om at målrette (som det så smukt hedder) børnechecken til de fattigste – det er blot et parallelspor til førnævnte glidebane.

Fødselsraten er faldende, og det sidste, der er brug for, er negativ motivation til at sætte børn i verden.
Dertil kommer, at der er en reel risiko for, at de radikale skifter side efter et valg, og det vil være fatalt – undtagen for de rigeste.
Konklusionen er altså, centrum-venstre i dansk politik er gået markant til højre, og derfor må vi sikkert igennem regeringskriser og valg i et par omgange, før fornuften indfinder sig igen hos centrum-venstre i det danske politiske landskab – eller også skal posen rystes så kraftigt, at helt nye partier og alliancer opstår. Hvem ved?