Nye tider?

Det var da egentlig opløftende at læse et indlæg fra socialdemokraternes politiske ordfører i SøndagsPolitiken den 22. april 2012 på debatsiderne. Hvorfor dog det? - Jo, Magnus Heunicke kommenterede det franske valg.

Han understregede, at det franske præsidentvalg var vigtigt ikke bare for franskmændene, men det var et skæbnevalg for Europa. Nicolas Sarkozy var de riges kandidat, og Francois Hollande var kandidaten, som ville arbejde for det sociale ansvar, bæredygtighed samt at skabe arbejdspladser, og han var det progressive svar på Europas krise.

Hvis Hollande vinder præsidentvalget i Frankrig, får den danske regering en allieret i kampen for at få beskæftigelse og grøn vækst øverst på den europæiske dagsordenen. Her er det, det interessante kommer ind i billedet.

For hvornår er det lige, vi har set, at den danske centrum-regering for alvor har kæmpet for disse synspunkter eller holdninger? De har talt meget om det, men konkret er det blevet til en videreførelse af den tidligere højre-regerings økonomiske politik.

Man satser hårdt på at fortsætte den monetaristiske linie, og i dagens avis (24. april) udtrykker regeringschefen stolthed over, at Danmark formentlig bliver blandt de første lande, der ratificerer finanspagten. Det skete ved arrangementet på Københavns Universitet sammen med kommissionsformand Barroso. Taler regeringen med to tunger? For man kan da ikke tro andet, end at det største regeringspartis politiske ordfører har handlet sit læserbrev af med regeringen, vel? Men hvordan kan det så være, at der er uoverensstemmelser mellem udsagnene?

Jeg håber og ønsker, at den politiske ordfører er den, der udtrykker regeringens holdning, selv om det umiddelbart ser underligt ud, for det er nærmest en økonomisk naturlov, at der skal være 'betalingsbalanceligevægt' mellem EU-landene.

Det betyder, at lande med betalingsbalanceoverskud skal prioritere vækst til fordel for landene med betalingsbalanceunderskud med andre ord, skal der etableres en 'Marshall-hjælp' fra Nord til Syd i EU, hvis Syd overhovedet skal have en chance for at komme ud af krisen og have resurser til at få nedbragt arbejdsløsheden – og især den fatale ungdomsarbejdsløshed.

EU skal altså til for alvor at vise solidaritet. Hvis det ikke sker, så falder EU fra hinanden, og de gode græder, mens de onde smiler bedrevidende og siger: ”Hvad sagde vi!” Mere end 60 års arbejde for fredelig sameksistens og samhandel i den europæiske verdensdel står i fare for at bryde sammen. Er det det, vi vil? - Den danske statsminister og hendes regering satser på den forkerte hest i denne sag.