Hvad skal der mon til ??

Efterhånden som R-SF-S-regeringen har været ved magten i et stykke tid, ser det mere og mere ud til, at de kommer længere og længere væk fra den tankegang og menneskesyn, der var grundlaget for opbygningen af velfærdssamfundet fra slutningen af 1950'erne og frem til begyndelsen af 1980'erne.

Tiden derefter var præget af, at velfærden og velstanden var et grundlæggende gode, der blev forvaltet med varierende god kvalitet, som desværre blev afløst af en kortsigtet og neoliberalistisk forvaltning i det nye årtusinds første årti. Det blev naturligvis ikke bedre af, at liberale markedskræfter verden over fik større og større arbejdsrum i form af færre og færre regler, kombineret med teknologiens stadig hurtigere landvindinger.

For lige at opholde os lidt ved dette, er det jo paradoksalt, at netop den borgerlige regering i det nye årtusinds første årti har gennemført så mange kontrolforanstaltninger for det almindelige arbejds- og folkeliv, at det kun kunne opleves som et forhindringsløb af store dimensioner. Kun lige finansspekulationer af enhver art var undtaget. Sært, ikke sandt!?

Jeg vender tilbage til vor nuværende regering, som retfærdigvis er kommet igennem med visse initiativer, der ruller nogle bestemmelser, som ellers havde til hensigt at holde de fattige og andre sårbare grupper fast i dårligdom, tilbage. Så langt, så godt.

Det, som undrer, er, at det næsten ikke er til at få øje på et projekt, båret af et positivt og socialt menneskesyn, som kan række blot få år frem. Der føres simpelthen traditionel borgerlig økonomisk politik, så det mere end forslår.

De to såkaldte venstrefløjspartier har i den grad givet for meget køb til de radikale, der i øjeblikket tilsyneladende har stirret sig blind på den amerikanske økonom Milton Friedmans monetaristiske fortolkninger og anvisninger i at føre økonomisk politik.

Der er næsten ingen forskel – om overhovedet nogen – på den politik, den nuværende regering fører og den, den borgerlige regering førte de sidste to år. Sammen med de signaler, SFs formand har udsendt på det allersidste, og den faktisk gennemførte økonomiske politik kunne et rædselsscenario være en fusion i finans- og gældskrisens navn af næsten ens partier de konservative, folkesocialisterne, de radikale, socialdemokraterne og venstre. Kunne det ikke være visionært på den dårlige måde?

Derfor er spørgsmålet, om det ville være en vision på den gode måde at oprette et nyt moderat venstrefløjsparti med de sande velfærdsværdier kombineret med en keynesiansk økonomisk politik? - eller hvad??

Vi har jo ikke brug for en konflikt, men derimod at der er tilstrækkelige mange (og her er Enhedslisten ikke tilstrækkeligt), der kan gå op imod den nuværende førte politik med gode, håndfaste og visionære ideer på de økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige, miljø- og energimæssige og kulturelle områder.

Så længe vi ikke får en ordentlig debat om de grundlæggende værdier i vort velfærds- og velstandssamfund, sker der ikke noget afgørende – har vi råd til at vente?