Børn, skole og kultur

Er skole og kultur nu et nyt fag, som børn, forældre og lærere skal sætte sig ind i, og som kommunen skal sætte resurser, de ikke har, af til på de enkelte folkeskoler???
Næh – naturligvis ikke. Det er noget, der bare burde være i skolen. Kultur burde gennemsyre hele skolen og dens virke.
Vi skal huske, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen (MJ), har skrevet en inspirerende kronik om partiets og hans tanker om en ny kulturpolitik, hvis og når der kommer et regeringsskifte. Kronikken blev bragt i Politiken den 1. august 2010, og jeg fik lyst til at supplere MJs tanker og ideer, dels fordi jeg blev begejstret for kronikkens engagerede udtryk, dels fordi jeg er overbevist om, at det er særdeles vigtigt for det danske samfunds overlevelse at være mere end almindeligt opmærksom på relationen børn og kultur. Det er ikke et formål her at supplere socialdemokraternes kulturpolitik i særdeleshed, for jeg har ingen relationer til partiet og har heller ikke ønske om at få det, men kun at medvirke til at emnet får plads i samfundsdebatten, fordi det er så vigtigt.
Kulturen og dens mangfoldighed spiller nemlig en fundamental rolle i samfundet, fordi vi herigennem skaber billederne og identiteten af det samfund, vi lever i. Det er gennem kultur og kunst, vi på mange måder spejler os selv og formes som mennesker. De er altså i den grad med til at danne os.
Kultur og dannelse er møntens to sider og medvirker i høj grad til at modvirke den mere end kedelige tendens, der er opstået i vort velfærdssamfund, nemlig at markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

MJ skriver bl.a., at ”Kulturpolitik er blevet reduceret til oppustet hyldest af fortidens kulturelle milepæle frem for at lægge sporene ud til de nye. Kunsten er blevet reduceret til en diskussion om sponsorater og effektiviseringskrav i stadig strammere resultatkontrakter på de bærende kulturinstitutioner.”
Jeg mener, han har ganske ret. Markedsgørelsen har sneget sig ind snart sagt alle steder i det offentlige system. Der er åbenbart en tro på, at det hele kan måles og vejes, hvorefter resultatet kan aflæses – helst – som sorte tal på en bundlinje. Halleluja og Amen!
På denne baggrund er det så vigtigt, at de kommende generationer rustes til at kunne gennemskue det meningsløse i det altædende måle- og vejesamfund, der er ved at blive skabt. Her kan arbejdet med relationen børn og kultur vise sig at blive et umådeligt vigtigt instrument. I kunsten stilles spørgsmålene uden på forhånd at vide, hvilke retninger svarene vil føre os. Man kan sammenligne det med grundforskningen. Her ved man heller ikke, hvor spørgsmålene og svarene fører hen i modsætning til måle- og vejesamfundets markedsmantra ”Fra forskning til faktura”.
I midten af 90'erne formulerede et ministerielt udvalg, Det musiske udvalg, 10 bud til fremtidens skole. De beskrev i enkelhed nogle tanker, der ville være nødvendige fremover. Jeg har tidligere gengivet dem i artikler og indlæg på min blog *), og vil her kun gengive 4. og 7. bud:
4. bud: Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
og
7. bud: Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

Det vil være for meget at hævde, at det æstetiske rum i tidens folkeskoler er en nydelse, selv om kommunerne i deres renoveringer gør en del for at hæve niveauet, så er der rigtig meget tilbage, inden målet er nået.
Ligeledes er forventninger og krav til skolens virke i folketing og regering blevet afstemt efter at styrke det naturvidenskabelige område i tråd med det måle- og vejesamfund, man ønskede og ønsker fra borgerlig side. I takt med dette er forventninger og krav til de kreative fag og humanistiske værdier blevet nedtonet. Jeg tror, at dette enten-eller, som det er tilsyneladende er blevet til, burde have været et både-og. Man ville så i givet fald have været tvungent til at forlænge skoledagene og måske også undervisningspligten endnu mere for at få sammenhæng med tidens krav til kvaliteten i grunduddannelsesniveauet. Sådan noget koster jo, men på trods af udtalte visioner om 'en folkeskole i top 5 på verdensranglisten' fra regeringen har den altså ikke afsat de nødvendige og tilstrækkelige midler hertil.
Kultur og kunst i god kvalitet i skolen vil medvirke til, at der vil være flere glade børn og voksne. Arbejdsmiljøet vil få et løft, og det vil uden tvivl fremme indlæringen – glade børn lærer bedst!
Kulturpolitikken har desværre heller ikke fået den tilstrækkelige og nødvendige opmærksomhed på trods af kulturministerskifte, som – med rette – kunne give forhåbninger om øget pondus i regeringen.
Jeg vil hæfte mig ved de dårlige vilkår, folkeoplysningsloven giver de foreninger og klubber, der i det daglige arbejder med at samle og udvikle store grupper af amatører i udøvelsen af deres store interesser.
Som MJ skriver i sin kronik, at det væsentligt at ”styrke amatørorganisationernes og det lokale kulturlivs arbejdsbetingelser og vilkår, fordi det er vigtigt, at borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret”. Lidt senere fortsætter han ”elite og bredde eller amatørisme og professionalisme er på ingen måde modsætninger, der udelukker hinanden, men modsætninger, der beriger hinanden”. Regeringen har desværre gjort det dyrere for amatørerne at følge kurser på aftenskoler og højskoler, fordi de går i for små sko og økonomien klemmer.
Det betyder, at det også er blevet svært ”at være aktive og deltagende borgere i samfundet, men borgerne reduceres til blot at være forbrugere af kommercielle produkter i et mere markedsgjort velfærdssamfund”. Men det er måske også meningen?
Skolerne har efter min mening også en opgave her, fordi en af de nye fronter, de skal åbne, er at etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil gøre det nemmere for borgerne igen at blive aktive og deltagende i samfundslivet, og det vil klæde regeringen at give økonomiske incitamenter til skolerne at udvikle sig i den retning og på den måde støtte behovet for lokalområdernes kreative udfoldelsesmuligheder, fordi borgeransvar og borgerdeltagelse er bærende elementer i den danske kultur.
Jeg vil gerne trække et eksempel frem, som belyser denne fattige kulturpolitik, der har bekendt sig til markedsgørelse og sponsorater. Den førte kulturpolitik gennem den sidste halve snes år har betydet, at amatørmusikken, som forvaltningsmæssigt hører ind under folkeoplysningsloven, kun får tilskud til konkrete initiativer. Det er et problem, at de enkelte orkestre skal eksistere via kontingentindbetalinger og donationer (fundraising), for hvor længe kan de blive ved at bruge megen god fri tid til sådanne bureaukratiske øvelser, når det er musikken, som er deres hjerteblod.
Orkestrene har krav på, at kommunerne stiller lokaler gratis til rådighed, men spørgsmålet er også her, hvor længe det varer ved, fordi kommunerne kan se se en indtægtskilde i lokaleudlejning og vil presse på, for at få ændret folkeoplysningsloven i den hellige markedsgørelses navn.
Det er simpelthen ikke i orden, at de enkelte orkestre ikke kan opnå økonomisk støtte via folkeoplysningsloven, men kun har ret til at låne lokaler på skoler eller i andre offentlige bygninger.

Jeg opfordrer til, at skolerne ser mulighederne i, at så mange som muligt i lokalområderne kommer ind på skolerne og bruger de faciliteter, der findes. Det vil fremme kulturen, og det vil fremme samarbejdet mellem skole og hjem, og samlet set vil det øge kreativiteten og udviklingen i samfundet – måske især i de områder af Danmark, som er lidt tyndt befolket. Det vil samtidig være nærligende, at skolerne oven i købet inddrager den viden og de færdigheder, som andre borgere er i besiddelse af, i undervisningen. På lidt længere sigt vil det måske også være understøttende for en helhedsskole, hvor der er gang i undervisning og andre aktiviteter 16 timer i døgnet. Mulighederne er til stede, så hvorfor ikke lade mangfoldigheden i kultur og uddannelse spille sammen.

Det er umådelig væsentligt, at kultur og skole igen smelter sammen og gensidigt befrugter hverandre til gavn for alle. Selv i større bysamfund vil dette være til umålelig gavn.
Det vil være oplagt, at en truet kulturinstitution som folkebibliotekerne og skolerne indleder et samarbejde for at støtte lokale kræfter i kulturlivet. Der er heller intet i vejen for, at de lokale idrætsklubber indgår i dette samarbejde.
Der er kun tilbage at håbe på, at magtens indehavere ser visionen i dette. Held og lykke til ildsjælene, som kommer til at være afgørende elementer i dette arbejde.
*)http://www.bennypedersen007.blogspot.com/,

Skolen djøficeres helt oppe i toppen af hierakiet.

Den kedelige tendens til djøficering af snart sagt alle former for samfundsområder er åbenbart ubønhørlig. Vi oplever det på sundhedsområdet, på plejeområdet og ikke mindst på børne-ungeområdet.
Sidste skud på stammen er den nuværende undervisningsminister, som i tide og utide stiller sin alviden til skue og desværre også gennemtrumfer sit ideologiske togt krydret med lidt snusfornuft a la Dansk Folkeparti mod folkets skole. Hun er ved at blive for meget – for nu at blive i det nordjyske. Hun bringer en anden kvindelig undervisningsminister i erindring, nemlig Tove Nielsen fra midten af 1970'erne. Hun var heller ikke en succes på posten.
Det værste er, at Tina Nedergaard blæser på, hvad eksperterne ved, selv om hun bragende højt erklærer, at lærernes undervisning skal hvile på viden og ikke på vane. Det vil være synd at hævde, hun selv praktiserer dette. Hendes udsagn om skolen bygger enten på ideologi eller fordomme, ikke på viden. Det gælder især offentliggørelse af skolernes resultater i de nationale prøver, fordi forældre herved vil få et bedre beslutningsgrundlag for at praktisere det frie skolevalg. Det er imidlertid en falsk varedeklaration. Det næste skridt er afskaffelse af enhedsskolen ved at tillade ubegrænset holddeling. Det er et tilbageskridt af format, fordi det vil bidrage til en opdeling af mennesker på baggrund af boglige færdigheder. Enhedsskolen er en model, andre lande misunder os. Begge eksempler er belyst via erfaringer og undersøgelser fra ud- og indland, og de viser, at det er en dårlig ide at skabe hitlister af skoler og at opdele elever permanent.
Det er her, at ministerens djøf-baggrund kommer ind i billedet, fordi hun fuldt og fast tror på managementtankegangen. Jeg vil understrege, at i skolen skal der trædes varsomt, thi der færdes børn. Ideen om, at enhver er sin egen lykkes smed duer ikke i folkeskolen – simpelthen.
Til ministeren vil jeg sige: Inddrag den faglighed, der er blandt lærere og ledere samt deres organisationer, og suppler med forskere, hvis folkeskoleloven skal ændres. Forlad den egenrådige kurs, vi ind til videre har set.

Kommentar: Margrethe Vestagers blog i Politiken 23/11-10

Det er mægtigt, at Margrethe Vestager står frem og op og udtrykker, hvad mange mener samt udstiller det totalt menneskefjendske livssyn, DF og flertallet af partiets vælgere står for.
Tak for det!
Det er snart et stort spørgsmål i såvel den offentlige som i den private debat, hvad vi skal gøre for at ændre dette håbløse individualistiske og menneskefjendske livssyn, som har bredt sig langt ind i regeringens og oppositionens rækker.
ATS i dagens Politiken sætter det også fint på plads. Humoren er måske det våben, der bl.a. skal til?

En kommentar til en ikke-vision.

Så kom undervisningsministerens vision for folkeskolen, bestående af 7 punkter. Jeg må bemærke, at jeg ikke er særlig imponeret. Inden jeg uddyber det, vil jeg dog gerne rose såvel statsminister som undervisningsminister for, at de har sat fokus på folkeskolen og hver især besøgt flere skoler over det ganske land.
Men hvis visionerne ikke kan række til mere end, hvad Tina Nedergaard (TN) beskriver i kronikken i Politiken i dag den 8. november 2010, så synes udbyttet ikke at stå mål med de anstrengelser, som både skoler og de to ministre har gjort sig.
TN udformer sin kronik som et fremtidseventyr og lader 'fiktive' personer meddele resultaterne af en folkeskolereform, som regeringen agter at gennemføre inden for et års tid under stort trompetskrald som en meget ambitiøs sag.
Der er ærlig talt ikke meget vision i at kræve, at alle børn skal kunne læse efter 2. klasse og at læsning er alle fags moder, at fagligheden skal hæves så meget, at 8. kl. skal svare til 9. kl., at der skal færre elever i specialklasser og på specialskoler, at lærerne skal rekrutteres fra de bedste studenter, at undervisning skal baseres på viden, at lægfolk skal skal være skoleudviklere, og endelig at skolerne skal rangordnes.
I TNs eventyr blomstrer såvel skoler som ungdomsuddannelsessteder, og alle er glade.
Lige nogle slag med 'mester Erik', og alt retter sig. Mageløst – ikke sandt?
I visionen indgår ikke et ord om kultur, dannelse og sociale kompetencer. Gad vide, hvilke unge mennesker der kommer ud af det? Jeg er ikke optimistisk og tryg ved et samfund, der ser det som en vision at uddanne robotlignende væsener uden empati og innovationskraft. Jeg må konstatere, at TN og jeg som udgangspunkt står i hvert vores 'ringhjørne', når hendes kronik er grundlag for en debat. Der er dog svage åbninger i TNs synspunkter, bl.a. at en høj faglighed ikke står i modsætning til kreativitet og personlige kompetencer. Nej selvfølgelig ikke, hvem har hævdet det?
Derimod synes TNs personlige kompetencer at være en anelse mangelfulde, hvad angår samarbejdets kunst. Det forekommer mig at være forkert at ville gennemføre en folkeskolereform uden anstændig og ordentlig dialog med lærere og ledere. En reform gennemført uden at disse grupper har været inddraget, vil jeg spå en ganske vanskelig gang på jord. En sådan reform uden ejerskab fra medarbejdere og ledere er direkte demotiverende, og det bliver tungt at arbejde med den og opnå resultater. Men måske er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for andet.

Min opfordring skal derfor lyde: Om igen, og inddrag alle de relevante parter i udviklingsarbejdet med med en af de sidste kulturinstitutioner, vi har tilbage i det danske samfund.
God arbejdslyst.

Sportens verden

Jeg gentager lige mig selv i anledning af Bjarne Riis bekendelser: Så fat det dog – cykelryttere er dopede!

Han slap åbenbart gennem dopingkontrollerne uden at blive opdaget. Hvor mange flere topidrætsfolk har mon haft det samme held?

Optimisme og arbejde.

Er det svært at bevare optimismen i denne tid – selv om julen nærmer sig? Jeg vil udtrykke det på den måde, at der skal arbejdes voldsomt for det.

Vi ser danske unge, som kommer sårede hjem fra en unyttig krig; vi hører om andre, der er døde i samme krig. Vi læser dagligt i aviser og på internettet, at nu går det bedre med den danske økonomi, ledigheden er på vej ned og optimismen i erhvervslivet på vej frem – næste dag er budskabet det modsatte. De store og rige virksomheder bliver rigere og rigere på bekostning af mindre virksomheder. Mantraet om, at Danmark skal satse på viden og innovation, smuldrer, fordi de danske virksomheder, som konkurrerer på verdensmarkedet ikke alene flytter deres produktion til lande, hvor omkostningsniveauet er lavere, men deres udviklingsafdelinger flytter med.
Vi læser og hører om, at universiteterne sparer på det humanistiske fagområde, og at det især er sprogfagene, som må holde for – på trods af gentagne advarsler fra den del af erhvervslivet, der har brug for sprogkandidaterne med henblik på at bevare og forøge markedsandelene ude i verden.
Kulturinstitutionerne må skære ned, den frie forskning mangler midler, skoler nedlægges i de mindre bysamfund, eller sammenlægges til kæmpestore enheder. Der er gået bundlinie i dannelsen.
I sundhedsvæsenet skal færre ansatte behandle flere - for slet ikke at tale psykiatrien, der bliver stedmoderligt behandlet i regionerne (der er ikke tilstrækkeligt prestige forbundet med denne del af behandlingssystemet).
Den demografiske udvikling går os imod. Det bliver vanskeligere at opretholde velfærden for de ældre og svage. Der er også gået bundlinie i omsorgen. Fri os i øvrigt for det hule udsagn, at de ældre skal forblive længere på arbejdsmarkedet – ingen vil have dem.
Flere og flere retssager foregå bag lukkede døre af hensyn til opklaringsmulighederne, som det så smukt udtrykkes. Retssikkerheden er omvendt proportional med overvågningen.
I den globale økonomi er der tegn på, at den vestlige verden sakker agterud. På 1. klasse på verdensplan har Kina, Indien og Brasilien de forreste pladser. USA, Japan og EU (hvem er det nu, det er?) kæmper med det sorte af neglene for at få lov til at være med.
I den politiske verden lægges problemerne og løsningerne i syltekrukken, fordi der skal være valg inden for et år, og ingen politikere skal have ørerne i maskinen. Der er ingen fremadrettede planer, der bare minder om kreativitet og innovation.
Den politiske koncentration har fokus på enkeltsager og personer. Kan man grave smuds frem om politiske modstandere, gør man det – og man får fin hjælp af medierne. Enkelte politikere går så vidt som til at ønske at hindre særlige befolkningsgrupper at modtage bestemte TV-signaler. Åbenhed og gennemsigtighed har trange kår.
Der er simpelthen gået ”Her og Nu” i dansk politik.
Det er så, hvad det er, men det er også lykkedes at lulle os almindelige borgere ind i en sovs af ligegyldighed og manglende lyst til gå ind i debatten, fordi 'hva' ska' de' nytte?' - de hører os jo alligevel ikke!
Det er i mine øjne et problem, at markedet er kommet til at styre alt for meget. Markedet har taget fejl ved at droppe fællesskabet til fordel for individualismen. Enhver er ikke sin egen lykkes smed.

Joh – der skal helt bestemt arbejdes rigtig meget for at bevare optimismen, men lad os smøge ærmerne op og fortsætte – DJØF'erne og politikerne skal ikke få os ned med nakken uden kamp!!