Tirsdag den 26. januar 2010 var der en forespørgelsesdebat i Folketinget til såvel statsministeren som klima- og energiministeren om COP15-mødet i København sidste år.
Den debat fulgte jeg en god times tid (det viste sig, at det skulle blive en lang debat, frem til kl. 1730). Det er mit indtryk – dels fra førstehånds fra den del af mødet, jeg overværede, dels fra referatet fra mødet efterfølgende – at fronterne er trukket op mellem regeringsflertallet og oppositionen. Der er nærmest tale om en skyttegravskrig, hvor regeringsflertallet oplever, at COP15 var tæt på en succes, og at Københavner-aftalen er et godt udgangspunkt for det videre forløb i klimaproblematikken.
Oppositionen derimod oplever, at det var en fiasko med dårlig dansk mødeledelse, og at resultatet var det næstringeste, man kunne forestille sig, og at der højst kan blive tale om, at aftalen er et udgangspunkt.
Der er ikke en gang enighed om, at aftalen er et grundlag for de videre forhandlinger, fordi SFs Ida Auken citerede chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, for på et pressemøde i sidste uge at have sagt, citat:
”Grundlaget for de fortsatte forhandlinger er ikke aftalen fra COP15. Basis for forhandlingerne vil blive de tekster, der kom ud af forhandlingerne om Kyotoprotokollen om en langsigtet handling.”
Hun gav logisk nok udtryk for, at regeringsflertallets udsagn om, at Københavneraftalen var forudsætningen for det videre forhandlingsforløb, ikke kunne opstilles samtidig med FN-chefens udtalelse.
Taktikken i forespørgelsesdebatten var for begge parter den samme: Angreb er det bedste forsvar.
Det pædagogiske fif var for begge parter: Gentagelsen.
I de videre forhandlinger i Folketinget fremsatte fløjene – ikke overraskende – hver deres forsalg til vedtagelse. Da debatten som nævnt trak ud er afstemningen af disse udsat til torsdag den 28. ds. Men mon ikke løsgængerne, Liberal Alliance og det nordatlantiske mandat stemmer stemmer for VKO-blokkens forslag?
Hvis ikke, er der er interessant situation, fordi statsministeren er indblandet, og det ville måske kunne føre til udskrivning af valg, men mon ikke igen der så vil blive udfærdiget en af de såkaldte afværgedagsordener???
Jeg skrev afslutningsvis i et blogindlæg søndag den 20. december 2009, at en evaluering af COP15 ville medføre, at fejlene på mødet ikke gentages. Desværre synes jeg, at udsigterne til, at dette fromme ønske, opfyldes, ser ringe ud. Regeringen oplever jo ikke en fiasko, men udtrykker ønske om, at der nu skal arbejdes for fremtiden, COP15 lægger vi bag os, og at Danmark skal være i front i det internationale arbejde.
Vi må håbe, at der ikke er tale om varm luft i klimaboblen!
Jeg må erkende, at jeg ikke har den store tillid til regeringsflertallets troværdighed i denne sag, som jeg synes, de håndterer ud fra en ”virkelighed”, der synes at være forskellig fra kendsgerningerne.
Klimadebatten er interessant og spændende i sig selv, men det er den hjemlige politiske 'andedam' sådan set også.
Den debat fulgte jeg en god times tid (det viste sig, at det skulle blive en lang debat, frem til kl. 1730). Det er mit indtryk – dels fra førstehånds fra den del af mødet, jeg overværede, dels fra referatet fra mødet efterfølgende – at fronterne er trukket op mellem regeringsflertallet og oppositionen. Der er nærmest tale om en skyttegravskrig, hvor regeringsflertallet oplever, at COP15 var tæt på en succes, og at Københavner-aftalen er et godt udgangspunkt for det videre forløb i klimaproblematikken.
Oppositionen derimod oplever, at det var en fiasko med dårlig dansk mødeledelse, og at resultatet var det næstringeste, man kunne forestille sig, og at der højst kan blive tale om, at aftalen er et udgangspunkt.
Der er ikke en gang enighed om, at aftalen er et grundlag for de videre forhandlinger, fordi SFs Ida Auken citerede chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, for på et pressemøde i sidste uge at have sagt, citat:
”Grundlaget for de fortsatte forhandlinger er ikke aftalen fra COP15. Basis for forhandlingerne vil blive de tekster, der kom ud af forhandlingerne om Kyotoprotokollen om en langsigtet handling.”
Hun gav logisk nok udtryk for, at regeringsflertallets udsagn om, at Københavneraftalen var forudsætningen for det videre forhandlingsforløb, ikke kunne opstilles samtidig med FN-chefens udtalelse.
Taktikken i forespørgelsesdebatten var for begge parter den samme: Angreb er det bedste forsvar.
Det pædagogiske fif var for begge parter: Gentagelsen.
I de videre forhandlinger i Folketinget fremsatte fløjene – ikke overraskende – hver deres forsalg til vedtagelse. Da debatten som nævnt trak ud er afstemningen af disse udsat til torsdag den 28. ds. Men mon ikke løsgængerne, Liberal Alliance og det nordatlantiske mandat stemmer stemmer for VKO-blokkens forslag?
Hvis ikke, er der er interessant situation, fordi statsministeren er indblandet, og det ville måske kunne føre til udskrivning af valg, men mon ikke igen der så vil blive udfærdiget en af de såkaldte afværgedagsordener???
Jeg skrev afslutningsvis i et blogindlæg søndag den 20. december 2009, at en evaluering af COP15 ville medføre, at fejlene på mødet ikke gentages. Desværre synes jeg, at udsigterne til, at dette fromme ønske, opfyldes, ser ringe ud. Regeringen oplever jo ikke en fiasko, men udtrykker ønske om, at der nu skal arbejdes for fremtiden, COP15 lægger vi bag os, og at Danmark skal være i front i det internationale arbejde.
Vi må håbe, at der ikke er tale om varm luft i klimaboblen!
Jeg må erkende, at jeg ikke har den store tillid til regeringsflertallets troværdighed i denne sag, som jeg synes, de håndterer ud fra en ”virkelighed”, der synes at være forskellig fra kendsgerningerne.
Klimadebatten er interessant og spændende i sig selv, men det er den hjemlige politiske 'andedam' sådan set også.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar