lørdag den 23. januar 2010

Min lovede kommentar til "Min krystalkugle" den 15. november 2009


I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et udkast til et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Jeg skrev også i november 2009 ifm med ”Min Krystalkugle”, at jeg ville kommentere indlægget i løbet af et par uger. Disse 'par uger' ,kan man vist roligt sige, er gået nu.

Nej folkeskolen har ikke undgået at blive forstyrret!
Jeg kan konstatere, at folkeskolen mildest talt ikke har undgået at blive forstyrret. Megen polemik har der været – mest i retning af, at 'nu skal der strammes op med hensyn til faglighed'. Hele PISA-debatten har været en dans på torne. Der har også været taget gode initiativer til bedre samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og de lokale kredse, arbejdsgiverne og ministeriet.
Der er blevet lovgivet om kvalitetsrapporter, elevplaner og de nationale prøver (disse sidstnævnte har haft en besværlig fødsel (taget med tang), men nu er de her og skal have egentlig premiere her i foråret; dem havde jeg ikke set komme.
Desværre har den centrale styring klart fået overtaget frem for det decentrale og lokalt prægede.
Ideen med de 5 forsamlinger synes jeg egentlig fortjener at blive afprøvet. Jeg tror endvidere, at man kunne udvide ideen, så der i højere grad lægges vægt på at aldersintegrereog tages højde for kundskabs- og færdighedsniveau.
Kombiner det endvidere med, at d
er har været ufortjent stille stille omkring Howard Gardners 8 intelligenser. Jeg synes, det ville være interessant, hvis udviklingsprojekter omkring disse tanker og ideer ville blive koordineret. Hans Henrik Knoop i Sønderborg ville være den rette person til dette arbejde.
Tidsmæssigt ville arbejdet med udarbejdelse af intelligensprofiler smager lidt – meget lidt – i retning af arbejdet med elevplanerne.
Jeg skrev i 2002, at
'Lederrollens største opgave ligger i at binde enhederne og forsamlingerne sammen, koordinere de økonomiske og personalemæssige ressourcer, have overblikket til at få skoleudviklingen til at fremstå med sammenhæng samt have evnen til at forbinde skolen med det lokale samfund. Lederrollen vil kræve, at skolelederen er mere leder end lærer, ligesom den vil kræve evnen til i endnu højere grad end i dag at være personaleleder – og gerne en visionær én.'
Men forudsætningen for at være leder i folkeskolen skal fortsat grundlæggende være en læreruddannelse.
Tendensen til at djøficere folkeskolen skal meget bestemt holdes i ave og ikke få mere magt, end at folkeskolens humanitære livssyn fortsat styrer.
Markedsgørelsen er gået for vidt, og for mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.

Håndteringen af de svage børn er et område, hvor der fortsat er meget at gøre, og jeg tror, at der grundlæggende er et behov for at være få børn pr. voksen.
Det er blevet lidt bedre mht udveksling af oplysninger om svage familier og børn, idet der er etableret samarbejdsfora mellem de relevante forvaltningsenheder, hvor der ikke findes en enhedsforvaltning.

Efter min vurdering holder afsnittet om det komplekse samfund også.

Konklusionen:
Min krystalkugle viser inden for en tidshorisont på ca. 10 år en faseopdelt, rummelig folkeskole med dannelsen i centrum. En folkeskole, hvor fælles værdier eksisterer, hvor udsynet er baseret på indsigt, og hvor de sundheds- og miljømæssige hensyn både på det personlige og det mere overordnede plan sættes i højsædet. Det bliver sikkert ikke nemt, men ikke desto mindre nødvendigt. Den danske folkeskole og det danske samfund som helhed ønskes held og lykke med disse store opgaver.
Denne konklusion har endnu to år til at nå målet, men vi er godt på vej; blot skal vindene på Christiansborg lige vendes – og det er et slidsomt arbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar