'Dummebombe' og ældrebombe.

Lars Trier Mogensen har i Politikens Signatur den 12. januar 2010 en god pointe i, at forholdet mellem udgifterne til 'ældrebomben' og 'dummebomben', som er udgifterne til de unge, der ikke er kommet i gang med/har fuldført en ungdomsuddannelse, er skæv.
'Dummebomben' er udtryk for den stigende mangel på veluddannede unge. Der er langt til at opfylde målsætningen om, at 95% af en ungdomsårgang skal have gennemført en ungdomsuddannelse. Frafaldet er alt for stort. Der bliver altså et stigende antal ufaglærte, og det arbejde, ufaglærte kan bestride, er vigende. Udgifterne til forsørgelse af disse arbejdsløse ufaglærte unge stiger – og det gør udgiften til det øgede antal ældre også. Det regnestykke går langt fra op, især ikke når udgifterne til alle de øvrige velfærdsydelser også skal betales.
Der skal tages initiativer til, at disse unge ufaglærte igen kommer ind i uddannelsessystemet og bliver i stand til på længere sigt at bidrage til statens indtægter,

Allerførst skal der skabes nogle praktiske arbejdsfunktioner, som kan klares af disse unge kombineret med skoleophold, der kan motivere dem til igen at forsøge sig i uddannelsessystemet. Dernæst skal der knyttes nogle voksne til mindre grupper af disse unge. Voksne, som først og fremmest kan få de unges tillid, men samtidig være i stand til at overtage den opdragelsesfunktion, som forældrene så åbenlyst ikke har magtet. (Er det i øvrigt den generation, som delvist blev tabt i 1970'erne?). De unge skal så at sige gen-dannes, så de kan uddannes.

Det er vanvittig vigtigt, at samfundet ikke taber endnu en generation på gulvet. Der skal virkelig investeres i initiativer, der virker – og det kan ikke undgås, at det bliver halvdyrt, men det bliver en lussing af de helt store, hvis vi ikke formår at løse opgaven. Måske skal bedsteforældregenerationen inddrages. Det har før vist sig, at bedsteforældrene har bedre kommunikation med de unge end deres forældre. (Er dette mon en form for hjælp til selvhjælp???).
Det er bydende nødvendigt at få de unge med på det rigtige hold, hvis velfærdssamfundet skal bevares og helst også videreudvikles.

Gode råd er dyre her – de konservative foreslår et budgetstop for offentlige udgifter, inkl. evt. inflation. Det betyder reelt, at de offentlige udgifter bliver skåret ned i takt med inflationen.
Det råd er råddent.

Jeg tror, vi skal vende blikket mod afdøde engelske John Keynes, hvis økonomiske teori i korthed går ud på, at det offentlige skal investere i nedgangstider for at begrænse arbejdsløsheden, mens de private modsat skal bære investeringsbyrden i gode tider.
Kombiner dette med den øgede borgeropsparing, så der bliver mange job, som vil kunne klares af ufaglærte med relativ kort oplæring kombineret med efteruddannelse i god tid, så den ufaglærte bliver rustet til at kunne klare de mere krævende jobs, når nedgangstiden er blevet vendt til opgangstider. Læs mere om dette i Jesper Jespersens fremragende og konstruktive analyse i Politiken den 13. januar 2010.

Problemstillingen er naturligvis mere kompliceret end fremstillet her, men denne korte formel holder altså. Modellen har imidlertid været afløst af de liberalistiske tanker om mere eller mindre rene markedsmodeller, hvor reguleringen er blevet stadig mindre. Det førte som bekendt til den meget omfattende finanskrise, som nær havde væltet det globale samfund. Staterne måtte træde til med forskellige ”pakker”, i Danmark med vækstpakke og bankpakker. Koordineret regulering er og vil blive en stadig større nødvendighed.
Regeringen bekender sig tilsyneladende fortsat til liberalismens tankegods, i hvert fald i denne forbindelse og tror på, at skattelettelserne vil løse problemet.
Når de nu gør det og er begyndt med pakkerne, så er det på høje tid, at der bliver konstrueret nogle pakker, der kan løse 'dummebomben' og tage højde for de demografiske problemer, hvis vi skal bevare velfærdssamfundet.

Det ser ud til, at oppositionen først nu så småt tager til orde og går til politisk modangreb, hvilket fremgår af Villy Søvndals og Mette Frederiksens kronikker i Politiken i løbet af den sidste uges tid, suppleret med de radikales reformudspil. Der er godt nok ikke konsensus mellem S-SF og De radikale omkring det væsentligste fordelingsspørgsmål, og godt nok har parterne næsten gravet sig ned i hver deres skyttegrave omkring efterløn og dagpenge, men her bliver de simpelthen nødt til at komme op og finde fodslag, hvis det skal lykkes at løse problemerne såvel på kort som på langt sigt.
Det kan kun gå for langsomt!!

Neoliberalismen med dens markedsgørelse og deraf følgende djøficering samt såkaldt aktivistisk udenrigspolitik har haft sin tid i denne omgang, så vi må vende bøtten og lade de gode, gamle og solide socialdemokratiske løsninger det socialliberale livssyn komme til fadet.