Studieoptag på de videregående uddannelser.

Lige nu er det tiden, hvor ansøgerne til de videregående uddannelser modtager svar fra den koordinerende tilmelding om, hvorvidt de er optaget på de(n) ønskede uddannelse(r) eller har fået afslag.
Det er en spændende dag for de unge.
Og her i 'agurke-tiden' dyrkes sagen også i medierne, der beredvilligt videreformidler gode råd fra eksperter, hvis svaret nu ikke er det, man håbede på.

Det viser sig, at de unge på kvote 1 har lyttet til politikernes ønske om, at de skal søge ind på uddannelsen så hurtigt som overhovedet muligt, og at de skal ønske de uddannelser, der ser ud til at have gode beskæftigelsesmuligheder efterfølgende.

Det er den ene problemstilling – en anden er, at der i år igen er flere end de foregående år, der ønsker en videregående uddannelse. Og der er flere, som optages, og der er flere, som får afslag.

Omkring en tredjedel af en årgang optages på en universitetsuddannelse – det er rigtig mange, og afhængig af temperament, politisk holdning og realisme må man glæde sig eller det modsatte.

For er det for mange? Kan samfundet overhovedet opsuge alle de kandidater, der måtte blive resultatet om 5 til 7 år. Principielt går jeg ind for, at samfundet uddanner så mange så godt som overhovedet muligt, men har vi haft en diskussion om, hvad det betyder?

Næh – det har vi da vist slet ikke. Er det ønskeligt, at samfundet på et eller andet tidspunkt består af omkring 20% akademikere og 20% uden uddannelse? Af de 30%, der optages gennemfører de 70% nemlig, 12% får en anden uddannelse, og derved er der altså ca. 20% som ingen uddannelse får, men klarer sig igennem på en eller anden mere eller mindre tilfældig måde.

Jeg har ikke hørt vore uddannelsespolitikere tage den diskussion op.

Det virker altså også som om, der er gået inflation i optagelseskravene, fordi der er uddannelser, der kræver en højere adgangskvotient, end der findes karakterer, eller at ansøgerne skal have topkarakterer hele vejen igennem, søge uddannelse straks efter studentereksamen og helst også have haft alle fag på højt niveau.

Er det klogt? Er det virkelig sådan, at fordi man scorer høje karakterer, så er man den bedste? Det er man nok i de fleste tilfælde, men altid og til hvad som helst? Næh – det er ikke en given sag, synes jeg. Der er mange andre faktorer, der spiller ind for at blive en god læge eller valutahandler for samfundet end karaktergennemsnittet.

Det tidligere højt skattede sabbatår, som kunne modne og udvikle den unge, er ikke så populært længere – og det er nok en skam. Selvfølgelig kunne det overdrives – og det blev det også i en del tilfælde – men det var et gode så længe, der kun var tale om et år.

Er det klogt, at de unge vælger uddannelse efter, hvad der ser ud til at kunne give arbejde op til ti år efter, at de er begyndt på studiet? For hvem kan se så langt frem i en verden, der forandrer sig stadig hurtigere? Mit råd vil være det gode gamle, nemlig at vælge efter interesse og engagement. Så må der være råd til et studieskift eller to.

Uligheden bliver stadig større i de vestlige samfund – og det gælder så også på uddannelsesområdet, selv om vi siger, vi ønsker det modsatte.

Der siges her – som på så mange andre områder – ét, men man gør noget andet.

Vi har et problem, ikke sandt? - både moralsk og demokratisk.

Hvor skal vi hen, du?

I gårsdagens Politiken (den 15/7-14), debatsektionen, læste jeg, at forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er afgørende for, hvordan deres børn klarer sig, både i grunduddannelserne og senere i livet. Årsagen er sproget.
Børnene stimuleres sprogligt langt mere i hjem, hvor forældrene har en – gerne videregående – uddannelse. Forældrenes betydning er mange gange større end både skole og kammerater. Det er den tidligere direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nuværende direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Agi Csonka, og professor samme sted og ved Københavns Universitet, Anders Holm, der beskriver denne opdagelse, og de anbefaler, at daginstitutioner og skoler arbejder meget med at kompensere de børn, som ikke stimuleres så meget sprogligt hjemmefra, systematisk, ligesom en god forældreinddragelse er vigtigt.

Som tidligere lærer og skoleleder må jeg konstatere, at det bestemt ikke er noget nyt – sådan har det vist altid været.

Det nedslående er, at vi åbenbart ikke er blevet klogere, fordi vi har ikke formået at bryde den sociale arv – tværtimod.

 

Uligheden i det danske samfund er støt stigende, og med den klassiske liberalisme, som for mange er tilhængere af, ser det desværre ikke ud til, at der ændres noget på det lige foreløbig. Og det på trods af at landet i tre år er blevet regeret af, hvad jeg troede, var en venstre-centrum regering. Den socialdemokratisk ledede regering har gennemført den ene reform efter den anden (de siger selv, de er gået reformamok), som blot er med til at cementere og øge denne ulighed, idet de har en blind tro på, at blot menneskene bliver fattige nok, så skal de nok rette ind efter, hvad de velbjergede beslutter.

Og i det øjeblik, en socialdemokratisk minister tillader sig at åbne munden for at sætte gang i en debat om samfundets værdier, bliver vedkommende verbalt overfaldet af hele den borgerlige flok. Ja – rigtigt, jeg tænker på fødevareminister Dan Jørgensen, der efter min opfattelse optræder og agerer som en ægte minister, der vil debatten for at kunne sætte ind med de rigtige initiativer til fællesskabets bedste.

Han får på puklen, men intet svar på spørgsmålet om, hvad de liberale vil gøre. ('Deadline' den 15/7-14 om debatinitiativet med hensyn til danskernes livsstil og supermarkedskædernes ansvar i denne sammenhæng).

Jeg synes, det er velgørende, at der for en gangs skyld er en beslutningstager på højt niveau, der tør tage fat og sige noget noget forståeligt om et væsentligt samfundsproblem.

 

Hvorfor er der ikke flere, der tør, men tier om de vigtige emner, der er så afgørende for vort samfund. Ja- de tier måske ikke ligefrem, men de fremturer med floskler, som leder tanken hen på nationaldigterens eventyr 'Kejserens nye Klæder'.

Det er pinedød nødvendigt, at vi får en ærlig og folkelig diskussion om, hvad vi vil med samfundet, vort liv og de værdier, vi vil bygge på fremover.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet for mit indlæg, nemlig om hvorvidt vi skal omfordele resurserne, i givet fald, hvordan og hvor meget, skal sundhedsvæsenet have flere resurser, skal skolerne og daginstitutionerne, skal militæret, skal infrastrukturen tilgodeses i højere grad, hvordan skal vi håndtere klimaforandringerne, hvad med energien, bæredygtigheden????? - og der er jo mange flere emner, der skal tages op.

Samfundet har jo udviklet sig enormt fra den socialdemokratiske velfærdsmodels fødsel i 1950'erne og til i dag. Der er heldigvis rigtig mange af ideerne fra dengang, der nu er blevet til noget, men hvordan skal vi tilrettelægge samfundet fremover, når resurserne nu en gang  er begrænsede?

Den debat savner jeg, men Dan Jørgensen er en af de få, hvis ikke den eneste, der har formået at sætte en flig af diskussionen i gang, så tak for det!

Kommentar til kronik i Politiken dd. "Landbrugets drøm om danske svin er torskedum".

Det var ikke muligt for mig at få anbragt min kommentar på politiken.dk, så derfor bringer jeg den her.

Fint med denne kronik. Der kan forventes et rasende svar fra landbruget. Mon ikke Søren Gade føler, at han må træde i karakter her?

Jeg hører til den del af befolkningen, der synes, at landbrugets tendens mod stadig større, men færre brug trænger til en håndbremse. Svinefabrikkernes – og vel sagtens også kofabrikkernes – industrielle forhold forekommer mig i den grad betænkelig. Det har, så vidt jeg kan se, kun medført ringere dyrevelfærd med den tossede sidegevinst, der hedder resistente bakterier. Og de ulækre motorvejstransporter af levende svin er usunde.

Kronikken stemmer godt overens med mine holdninger, og den er velunderbygget med statistik, selvom jeg godt ved, at man kun skal stole på den statistik, man selv har lavet. Ikke desto mindre forekommer Jesper Baks tal meget troværdige.

Lad os nu få en debat om landbrugets forhold, herunder den evige stræben efter stadig mere stordrift, fordi det gør alle de andre, og vi er tvungent til at følge trop af konkurrencemæssige årsager. Lad os da gå en anden vej. Lemmingetankegangen duer heller ikke her. Der skal nytænkning til. Et stilfærdigt bud kunne være at satse på kvalitet frem for kvantitet