Bananrepublik eller på vej dertil?

Det er vel rimeligt til en begyndelse at forklare, hvad jeg opfatter som en 'bananrepublik'!

Det går tilbage til 60-70'erne i sidste århundrede, hvor især de mellem- og sydamerikanske stater blev regeret af mindre eller – mest – mere korrumperede ledere, hvor jungleloven herskede til gavn for de få rige og ulempe for langt den største del af en fattig befolkning, hvor man overvågede eller fængslede indbyggere med andre synspunkter end magthavernes, og hvor en vigtig eksportvare var bananer.

Hvorfor synes jeg så, at det måske er et problem her i det velstående Danmark? - Her har vi da ikke korruption? Her følger såvel myndigheder som befolkning reglerne og tager ikke sig selv til rette? Her er uligheden jo ikke særlig stor? Her lever vi da op til salig Grundtvigs ord om at 'få har for meget og færre for lidt'? Her overvåges vi da ikke hverken på gader, veje, pladser eller stræder for ikke at nævne i det digitale rum?

Er det sådan, eller tager jeg fejl? Naturligvis kan man altid finde nogle eksempler, som kan støtte ovennævnte, fx skattemyndighederne, fx politikeres undladelser, fordi de er nødt til at tage hensyn til 'nødvendighedens politik', fx at en meget stor del af befolkningen har vældig travlt på vejene, så de for en 'enkelt gangs skyld' lige er nødt til at overskride hastighedsbegrænsningerne, tale i telefon eller lignende, og fx at den markedsorienterede økonomi i kapitalismens/nyliberalismens omfavnelse har medført, at der er markant flere hjemløse og meget fattige mennesker end, der har været før.

Endelig har der vel aldrig nogensinde været opsat flere tv-kameraer på offentlige og private bygninger og langs med vejene, myndighederne kan til alle tider forlange udskrifter fra internetudbydere og teleselskaber for at kunne kortlægge den enkeltes færden og måske mørke gerninger.

Det kan meget vel hænde, at ovenstående er udtryk for et sortsyn, der er helt urealistisk og fordrejet, men ikke desto mindre er det de refleksioner, jeg ofte har, når jeg prøver at følge med i den aktuelle samfundsdebat i såvel de trykte som digitale medier. Men måske er det bare et vilkår, når nødvendighedens politikere nedprioriterer demokratiet samt ser stort på, hvad man evt. har lovet at gennemføre, og teknologien dertil giver magthaverne – desværre også svindlerne – mulighederne for identitetstyveri.

Udviklingen lader sig som bekendt ikke skrue tilbage, men det er pinedød nødvendigt, at debatten holdes i live – og meget gerne øges – og derfor er det nødvendigt med et højt dannelses- og uddannelsesniveau, hvor demokratiske værdier sættes i højsædet.

Lad os holde politikerne og mediernes ledende folk fast på dette.

Landsdelsorkestrene.
Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer. Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første.
Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er

• at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900,
• i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester,
• efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen.

Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.

Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, i marts var turen kommet til Odense Symfoniorkester, og her i slutningen af den sidste forårsmåned tager vi en tur i Tivoli til

Ét orkester – to identiteter:

Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester og Tivolis Symfoniorkester

Solen skinner, det er rimelig varmt, og S-togene kører til tiden. Fra Hovedbanegården spadserer jeg hen ad Tietgensgade for at møde Tivolis kommunikationsmedarbejder Charlotte Kany ved Tivolis personaleindgang. Jeg kommer i god tid og har derfor lejlighed til at betragte et vældigt liv lige inden for porten, hvor forskellige håndværkere med deres køretøjer er i fuld gang med dagens dont, inden Den gamle Have modtager sine gæster fra nær og fjern.

Orkesterprøven

Charlotte Kany henter mig, og vi går hen til Tivolis Koncertsals sceneindgang.Det er aftalt, at jeg skal overvære lidt af prøven her til formiddag. Jeg overlades til produktionsleder Katrine Lund Basbøll, og vi lister stille fra bagscenen, forbi harpen og ned i salen, hvor jeg slår mig ned på en af de bagerste rækker.

Orkestret øver til torsdagens koncert, hvor 'Finlandia' og 'Symfoni nr. 1 i e-moll' af den finske nationalkomponist Jean Sibelius og 'Klaverkoncert i a-moll' af Robert Schumann er på programmet. Klaverkoncertens solist er det 21-årige verdensnavn Benjamin Grosvenor, og orkestret dirigeres af finske Santtu-Matias Rouvali, der efter et succesfuldt samarbejde i sæsonen 2011-2012 tiltræder som 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil fra efteråret 2013.

Der arbejdes intenst, og den unge dirigent dirigerer med hele sin spinkle krop, forklarer talende og nynnende orkestret, hvordan han ønsker musikken spillet. Det er fantastisk at overvære den inspiration og koncentration, der som radiobølger fylder scenerummet.

 Fra orkesterprøven til 'Symfoni nr. 1 i e-moll' af Jean Sibelius. Dirigenten er finske Santtu-Matias Rouvali. (foto: Benny Pedersen)

Efter ca. 20 minutter henter Katrine mig, og vi spadserer gennem Haven, forbi Glassalen og langs med Tivolisøen hen til 'Slottet', hvor jeg skal tale med Tivolis musikchef Henrik Engelbrect. Vi bevæger os ad smalle gange og trapper op under taget. Henrik Engelbrect tager imod i et ganske ydmygt kontor, hvor H.C. Lumbyes portræt hænger på væggen over for Henrik Engelbrecht og holder et vågent øje med, at Den gamle Haves klassiske musikliv forvaltes på en god og ordentlig måde.

 

Lidt historie

Det er nødvendigt med et kort fragmentarisk historisk tilbageblik. Copenhagen Phil kan skrive sin historie tilbage til 1843, hvor Georg Carstensen åbnede Tivoli i København.

Til at forestå musikken i Tivoli engagerede Georg Carstensen den populære komponist og dirigent H.C. Lumbye og hans orkester: “Det Lumbyeske Selskab”. Selskabet bestod af 22 musikere og spillede hovedsagligt “koncerter à la Strauss”, og siden har Lumbyes musik været fast 'inventar' i Tivoli.

Få år efter blev “Det Lumbyeske Selskab” udvidet til 33 musikere, tog navneforandring til Tivolis Symfoniorkester og begyndte at give symfonikoncerter. Orkestrets musikere var kun fuldtidsansat i Tivolisæsonen frem til 1965, hvor det lykkedes at få alle musikere fastansat året rundt ved oprettelsen af Sjællands Symfoniorkester.

Fra sæson 2013/2014 skiftede orkestret endnu en gang navn og hedder nu “Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”.

Orkestret deler fortsat året mellem en sommersæson i Tivoli og vintersæsonen med symfonikoncerter i København og på hele Sjælland. Tivoli køber således i dag ydelser fra den selvejende institution ”Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”, og man kan sige, at det er den omvendte verden i forhold til begyndelsen.

Copenhagen Phil, som er forkortelsen af det relativt lange navn, er i dag et landsdelsorkester og en moderne kulturinstitution, der både giver store symfoniske musikoplevelser og arbejder målrettet med musikundervisning og formidling til børn og unge. Orkestret spiller årligt mere end 100 koncerter, opera- og balletforestillinger for ca. 80.000 publikummer.

Copenhagen Phil har siden sæson 2009 / 2010 holdt til i konservatoriets koncertsal – DRs gamle Radiohus på Frederiksberg.

Tivolis musikchef

Henrik Engelbrecht tager venligt imod mig, og sekunder efter er jeg hvirvlet ind i en meget engageret talestrøm om Tivolis Symfoniorkester og planlægningen frem i tiden. Også her synes jeg, det er en god idé at trække nogle tråde frem i Henrik Engelbrechts karriere for at forstå fortællingen.

Henrik Engelbrecht har været musikchef i Tivoli fra marts 2010 og har derfor ansvaret for Tivolis Symfoniorkester, Tivoligarden og planlægningen af Havens klassiske musikliv. Det er arbejde, han er rigtig godt rustet til. Dels er han uddannet musiker (fløjtenist fra Det Kongelige Dansk Musikkonservatorium 1989) og har bl.a. spillet i Tivolis Symfoniorkester, dels har han arbejdet med den klassiske musik som studievært og redaktør i Danmarks Radio P2, og endelig har han været dramaturg ved Det Kongelige Teater med ansvar for casting, kunstnerisk udvikling og formidling af operaens produktioner. Derudover har han skrevet flere bøger og artikler. Han har haft jobbet som musikchef i Tivoli siden 2010.

Henrik Engelbrechts store erfaring i branchen gør, at han arbejder med en lang tidshorisont.

- Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis man vil have aftaler med de store navne og give publikum de unikke musikoplevelser, som Tivolis Symfoniorkester sammen med disse kunstnere kan levere. Men sådan tænker alle de andre planlæggere i branchen naturligvis også, så det er noget, der rykker mere eller mindre ekstremt ud i fremtiden med den planlægning.

Naturligvis er hele 2014 helt på plads. 2014 er jo lige om hjørnet. Planlægningen af de næste år er begyndt, og på en stilfærdig bemærkning fra mig, om at der jo kan ske alverdens ting og sager i fremtiden, svarer musikchefen, at det er et vilkår, og der er jo tegnet kontrakter, og aftaler holder man. Skulle der ske noget uventet, så må man løse problemet, når det opstår.

- Den planlægningshorisont, jeg arbejder med her er jo kort i forhold til den, vi arbejdede med på Det Kongelige Teater, hvor det kunne dreje sig om 8 – 10 år, hvis man skulle engagere de bedste.

- Får man ikke som musikchef opbygget et netværk, man kan trække på i forbindelse med at få aftaler i hus til koncerter og andre kunstneriske begivenheder?

- Jo, jeg møder selvfølgelig både kolleger, agenter og kunstnere, når jeg rejser rundt i verden og søger efter de næste spændende musikere og dirigenter, men faktisk er en rigtig stor del af jobbet ret kedeligt; det er simpelthen hårdt arbejde ved computeren med mailkorrespondance, regneark og den slags.

- Hvordan oplever du, Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester har udviklet sig?

- Der er sket virkelig meget i de sidste 10-15 år. Jeg har selv spillet i orkestret som fløjtenist i 1980'erne, og dengang havde man stadig de såkaldte 'panikkoncerter', hvor orkestret spillede musikværker så at sige fra bladet – altså uden prøver. Man kunne dengang nå op på at spille måske 70 koncerter i sæsonen, og det siger sig selv, at niveauet så heller ikke var imponerende.

I dag spiller man måske 15-16 kvalitetskoncerter i løbet af en Tivoli-sommer, og det er et meget gladere orkester, vi har nu. Det er klart, at som professionel musiker er det ikke tilfredsstillende at levere noget, man egentlig ikke kan stå inde for. Det sker ikke i dag.

Der er også noget særligt i den kendsgerning, at man om sommeren spiller i Tivolis Symfoniorkester og om vinteren spiller i Copenhagen Phil – det giver en dynamik, som jeg tror, mange af musikerne synes godt om.

Tiden løber, og Henrik Engelbrecht ser diskret på uret, for der er opgaver, der venter på hans hånd, men inden jeg går, spørger jeg ind til ansættelsesprocedurerne i orkestret med de to navne.

- Som musikchef er jeg født medlem af dommerkomiteen. Når der er ledige stillinger i orkestret, sker der det, som altid sker i alle orkestre: Ansøgerne skal igennem et udskilningsløb. Og vi ansætter den, som spiller bedst den dag. Vi er ikke så interesserede i de formelle kvalifikationer – det er ikke en gang sikkert, at vi ser papirerne – det handler om at ansætte den musiker, som spiller bedst og passer til orkestret. Jeg er helt ligeglad med, om vedkommende er hvid, sort eller gul – hvis han/hun er den bedste, så ansættes vedkommende, naturligvis med en prøvetid.

På det afsluttende spørgsmål om, hvad folkeskolens musikundervisning eventuelt har betydet for uddannelsen af danske musikere, er svaret ret kontant, at her spilles musik på trods af folkeskolens musikundervisning. Og med det svar går jeg over til Koncertsalen for dels at tale med et par musikere, dels for at overvære lidt mere af dagens prøver.

To generationer.

Jeg har sat to af orkestrets musikere stævne for at få indtryk af, hvordan de menige orkestermedlemmer opfatter deres roller.

Det er Marie Louise Broholt Jensen, bratschist, kandidat fra Det kongelige Musikkonservatorium, nu soliststuderende og repræsentant for den unge del af orkestret, og Tage Christensen, klarinetist og repræsentant for den modne del af orkestret.

Marie Louise begyndte at spille violin allerede som 7-årig, men i 17-årsalderen skiftede hun til bratsch. Marie Louise begyndte sin musikerkarriere i musikskolen og blev mere og mere sikker på, at det skulle være musikvejen frem for dyrlægevejen, hun ville gå.

Hun ser i den grad glad ud for at have gjort dette valg.

Hun begyndte sin uddannelse i Aarhus, men flyttede siden til København og afsluttede både bachelor- og kandidatdelen dér. Hun er – ud over nu at være fastansat i Copenhagen Phil – også en del af ”Nightinggale String Quartet”, som skal have overrakt den ene af Musikanmelderringens to kunstnerpriser ved en koncert med Tivolis Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal den 25. juli 2013.

Det er meget almindeligt, at orkestermedlemmer også engagerer sig i andre og mindre ensembler dels for at dygtiggøre sig dels for udnytte de muligheder, der ligger i variationerne – både med hensyn til andre musikværker og sammenspillet med andre musikere. På samme måde er der en del, som underviser fx i de kommunale musikskoler ved siden af det faste orkesterarbejde.

To generationer i orkestret med to identiteter:

Tage Christensen og Marie-Louise Broholt Jensen. (Foto: Benny Pedersen)

De er enige om, at det er privilegeret at arbejde som kunstner og orkestermedlem, selv om der naturligvis også kan være stunder, hvor man ikke er tilfreds med sine kolleger. De understreger begge, at det er nyttigt med de sociale sammenkomster, der er i orkestret, fordi man får talt sammen om både musik og andre emner på de busture, der er, når det ikke er Tivoli-sæson, men hvor det er landsdelsorkestret, der spiller. Man kan godt sige, at der er tale om et orkester med to identiteter.

Ligesom andre steder i landet er også Copenhagen Phil ramt af besparelser, idet orkestret pt. ikke er fuldt besat; de enkelte instrumentgrupper – måske især strygerne – kunne godt være flere. Ingen af de to vil skrive under på, at der er et hierarki mellem 'instrumenterne' i orkestret.

Begge giver de udtryk for, at det er godt med den forskellighed, man oplever som medlem af Copenhagen Phil. Der er en meget stor bredde i musikvalget. Dertil kommer, at man møder mange forskellige mennesker, når der spilles koncerter ude omkring på Sjælland i vintersæsonen, ligesom de forskellige pædagogiske tilbud til regionens skoler gør arbejdet spændende.

Orkestret er forpligtet til at undervise børn på hele Sjælland i klassisk musik, og derfor arbejder den pædagogisk ansvarlige medarbejder med orkestrets eget skoleundervisningsprogram, ”Musik på Tværs”. Dette tilbud giver elever på 3.-7. klassetrin og deres lærer(e) i regionen mulighed for for et symbolsk beløb at blive undervist efter orkestrets eget skolemateriale. Skolens lærere undervises af den pædagogisk ansvarlige i klassisk musikhistorie, symfoniorkestrets opbygning, instrumenter mv., og orkestrets musikere aflægger også skoleklasserne årlige besøg. Det er et forløb, der strækker sig over et helt skoleår, og kulminationen sker i foråret, hvor de mere end 5000 børn besøger koncertsalen på Frederiksberg og overværer specielt tilrettelagte skolekoncerter.

Tage giver udtryk for skepsis mht. folkeskolens musikundervisning – også ift. den nu vedtagne reform. Musikundervisningen er efter hans opfattelse helt afhængig af, at der på en skole er en ildsjæl som musiklærer. Timetallet er alt for lavt, hvis der for alvor skal kunne undervises i faget. Han ser dog det gode i reformen, at udefrakommende undervisere får mulighed at komme ind og bistå med undervisningen.

Han bemærker, at de pædagogiske initiativer simpelthen er en nødvendighed, hvis landsdelsorkestrene skal overleve.

Copenhagen Phils musikchef

Fra Tivoli og over i Vestergade 12 til et ældre beskedent byhus; der er en afstand geografisk, men ikke i graden af engagement. Det er her, Copenhagen Phil har sin administration, og hvor musikchefen, Uffe Savery, holder til i det daglige. Jeg ringer på dørtelefonen, bliver lukket ind og bevæger mig op til 2. sal, hvor jeg møder Uffe Savery på sit kontor, hvor flip-over-blade med et utal af ideer udgør det meste af tapetet. Vi sætter os ved det runde bord, og jeg mærker straks hans nærvær.

- Din vej til Copenhagen Phil?

Jeg er musiker fra inderst til yderst, men det var først i slutningen af 2. gymnasieklasse på Sct. Annæ Gymnasium, jeg besluttede, at jeg ville leve af det. Men jeg har beskæftiget mig med og udøvet musik altid, og jeg spillede i Tivoligarden, fra jeg var 10 år.

Jeg er nysgerrig og kan godt lide at udforske, og den del af mig har jeg taget med ind i musikken. Som leder af Copenhagen Phil bruger jeg også den søgende del af mig, og når jeg har fundet noget, jeg kan mærke, jeg vil bruge, har jeg også modet til at gå forrest. Som selvstændig musiker er morgendagen afhængig af ens kreativitet og udforskning af nye ideer, og hele dette tankesæt tager jeg som leder med ind i Copenhagen Phil.

I løbet af 2005 blev jeg nysgerrig efter, hvad ledelse kunne være, og jeg tog en diplomuddannelse i 'Kunst og Kultur'. Efter det blev jeg ansat som leder af musikstedet 'Pumpehuset', men økonomien dér havde det meget dårligt, og det var ikke muligt at rette den op. 'Pumpehuset' måtte gå konkurs, men umiddelbart efter blev jeg ansat som leder af dette orkester, og jeg kunne med det samme mærke, der var en god kemi mellem orkestret og mig. Jeg er glad for det match og har nu været her i 3 år.

Det er imidlertid meget vigtigt for mig at være udøvende musiker, så jeg spiller stadig i Safri Duo. Det giver mig megen energi.

- Hvad vil du med Copenhagen Phil?

Jeg vil hellere sige vi, fordi ledelse er noget, vi definerer i fællesskab. Jeg lægger meget vægt på det relationelle. Jeg er ikke kommet med en færdig pakke, men har stillet mig til rådighed for en udvikling, som jeg gerne vil udfolde sammen med orkestret. Det er et job med et stort ansvar, men i al beskedenhed tror jeg, at jeg egner mig til det, og selv om Tivoli lejer orkestret i sommerperioden, har jeg stadig det personalemæssige ansvar og tager de samtaler, som orkestrets medlemmer evt. føler behov for.

Men selve driften gennem udlejningsperioden har Henrik Engelbrecht ansvaret for, og det er jo lidt specielt. Det er min fornemmelse, at orkestret hele tiden oplever inddragelse og mulighed for at påvirke, hvad der sker med dem, altså medejerskab.

- Hvordan gør du?

Noget af det første jeg gjorde, da jeg var blevet ansat, var at afholde en workshop for en god del af orkestrets medlemmer. Det vigtige for mig var at høre 'orkestrets stemme', og mennesker kan meget mere, end de tror, og kan vi skabe nogle rammer for alt det, medlemmerne kan, så opbygges der resurser. Det bliver meningsskabende, og motivation og den enkelte hænger sammen.

På workshoppen fik vi udviklet nogle nye koncertideer, og året efter præsenterede vi så konceptet '60 minutes', som henvender sig til et andet publikum end de, der normalt går ind og hører en koncert.

Visionen for orkestret blev også udviklet på workshoppen, og den er kort fortalt, at vi skal være et aktuelt orkester og relevante for et bredt publikum. Vi skal ligesom i Danmarks Radio have forskellige programflader.

Samarbejdet med de lokale folkeskoler ('Musik på Tværs' og 'Byggesten') og musikskoler arbejder vi også på til stadighed at udvikle.

- Folkeskolens musikundervisnings betydning for uddannelsen af danske musikere. Har du bemærkninger til det?

Det er jo et stort område, men til en begyndelse vil jeg sige, at kreativitet/innovation er et forsømt område i folkeskolen. Når vi i samarbejde med skolerne og laver førnævnte projekter, er det naturligvis med en forhåbning om, at det vil vokse og få en øget betydning regionalt.

Vi taler lidt om den styrkelse af musikundervisningen, folkeskolereformen medfører og er enige om, at det egentlig er synd, at musikundervisningen slipper eleverne efter 6. klasse.

Efterhånden som eleverne bliver ældre, kan der jo gennemføres flere og flere aktiviteter, men måske regner man lidt optimistisk med, at musikskolerne så overtager eleverne.

Uffe Savery bemærker, at i USA går eleverne i skole med bøger under den ene arm og et instrument under den anden, og hver skole med respekt for selv har sit eget orkester – måske endda flere.

Derovre tillægger de åbenbart musikken større betydning for dannelsen.

- Afslutningsvis: Hvad er opgaverne for Copenhagen Phils musikchef i sommerperioden?

Jeg har sindssygt travlt, bl.a. fordi vi er en lille administration. Og så arbejder vi med at skabe 'World On-line Orchestra', som er et digitalt koncept, hvor publikum er med til at udvælge repertoiret, høre de enkelte orkesterstemmer og sågar selv kan medvirke. Vi vil invitere mennesker ind i den symfoniske maskine, hvor den enkelte selv kan medvirke, optage det som filmklip og dele det med andre på internettet.

Det er et kæmpeprojekt, og det har jeg vældig travlt med. Vi samarbejder med South Bank Center i London om projektet.

Dertil kommer, at jeg naturligvis også har travlt med planlægningen af de næste sæsoner.

Det er et meget innovativt og travlt menneske, jeg har siddet overfor, og som nu glæder sig til at holde ferie. Jeg siger tak, fordi jeg har måttet komme og tale med ham, ønsker ham en rigtig god ferie og går ned på Vestergade op mod Rådhuspladsen, hvor det larmende metrobyggeri er et helt andet koncertkoncept.

Faktaboks:

Copenhagen Phil har 70 fastansatte konservatorieuddannede musikere i alle aldre. 2 vakante stillinger pt.

Administrationen består af 8 fastansatte personer: Musikchef, producent, økonomichef, kommunikationsansvarlig, pædagogisk ansvarlig, to produktionsledere og en nodearkivar. Alle på nær økonomichefen og den kommunikationsansvarlige har en musisk uddannelse.

Kulturministeriet støtter orkestret årligt med ca. 40 millioner kroner. Med de 40 millioner følger en række forpligtelser (se nedenfor). Dertil lejer Tivoli orkestret hver sommer, hvilket er en uundværlig indtægt.

Copenhagen Phil afholder ”60 minutes” koncerter – som er orkestrets eget koncertformat. Koncerterne har til formål at få et nyt publikum ind i koncertsalen, hvilket efter en levetid på to år er lykkedes over al forventning. Disse koncerter støttes af Nordea-fonden og Det Obelske Familiefond.

Kilder:

”Tivoli Festival 2013” af Henrik Engelbrecht
www.copenhagenphil.dk   
http://www.tivoli.dk/da/festival/bag+om+musikken/tivolis+symfoniorkester/musikere/

Hvad mener ministeren?

Samtale med kulturminister Marianne Jelved om forbindelserne mellem folkeskolen, kulturen og det kreative-musiske fagområdes placering heri – især faget musik.

 

Tekst: Thomas Hovaldt og Benny Pedersen

Foto: Asger Simonsen

Kulturminister Marianne Jelved i samtale med Thomas Hovaldt (th) og

Benny Pedersen

 

En fredag sommereftermiddag mødes fotografen og vi i kulturministeriets gård med den berømte trappe, hvor protesterende kunstnere en gang i 1970'erne sad og røg hash. Vi går op ad trappen og ind i modtagelsen, hvorfra vi bliver henvist til avisstuen på 1. sal. Vi er kommet i god tid, kan småsnakke lidt og beundre møblerne, inden vi bliver hentet og på en lang række marcherer ad gange og et kontorlandskab i moderne stil for at ende i det hæderkronede gamle kulturministerhjørnekontor, hvor Marianne Jelved på sin stille og rolige måde byder velkommen.

Der er sat kaffe og vand frem, og ministeren skænker selv kaffen op og sætter sig afventende i sofaen. Vi giver til en begyndelse et kort rids over, hvorfor 'Musikmagasinet' ønsker at have en samtale med kulturministeren, nemlig at vi gennem det sidste års tid via de musikere, vi har talt med i dels de militære orkestre og dels i landsdelsorkestrene har fået en opfattelse af, at musikundervisningen i folkeskolen er dårlig, og at det nødvendige samspil mellem folkeskole og musikskole ikke fungerer godt nok. For god ordens skyld orienterer vi tillige kort om baggrunden for DAM og DAMs arbejde.

Det vil Marianne Jelved gerne give et bud på. Hun trækker en linie fra folkeskoleændringerne i 2002, hvor man indførte tre blokke i tre forløb i folkeskolen: Den humanistiske, den naturfaglige og den praktisk-musiske fagblok, og timetallet for hver blok blev udmøntet som en sum for indskoling, mellemtrin og udskoling. Det gav kommuner og skoler en fleksibel mulighed for at tilrettelægge undervisningen på hvert trin i grundskolen. Intentionen var således god nok, men de samme instanser brugte fleksibiliteten rimelig kreativt, bl.a. i forbindelse med projekt- og temaforløb. Denne planlægningsmulighed kombineret med PISA-undersøgelser og nationale prøver underminerede fagene i den praktisk-musiske fagblok, fordi der blev lagt vægt på de boglige og 'målbare' fag på en ubalanceret måde.

”Grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet og vejet og vejet”, sagde en radikal politiker den gang, mens den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs talte om 'funktionelle analfabeter'.

 

- Hvorfor synes du, at musik er vigtigt?

- Fordi musik er en grundlæggende aktivitet for et barn. Børn elsker jo at synge, bruger remser og har rytmen i sig – det er en del af deres læring, deres udvikling og deres kropsbevidsthed. Musik er også en oplevelsesform, der appellerer meget til følelser og emotionelle reaktioner. Musik er en del af deres dannelse. Musik har den fantastiske fordel, at den er bedst i fællesskab med andre og skaber den erfaring, at andre regner med, at hver yder sit for at få oplevelser. Det kan man ikke opnå i alle fag – men i musik kan man. Der er mange elementer i musik, der rækker langt videre end i så mange andre fag. Derfor er det helt afgørende, at børn møder musik – og udøver musik.

Indledningsvist berettede vi om, at de professionelle musikere oplevede, at fødekæden fra grund- og musikskolerne til de professionelle orkestre var knækket.

Vi kommer tilbage til dette emne. Marianne Jelved tager fødekæden først og understreger, at musikundervisningens fødekæde allerede begynder i førskolealderen i børneinstitutionerne, hvorefter det bliver skolernes opgave og ansvar at videreføre musikundervisningen.

Hun glæder sig over, at der med den netop vedtagne folkeskolereform bliver givet 2 lektioner mere til musik, sådan at eleverne modtager 2 lektioner musik på hvert af klassetrinnene fra 1. til 5. klassetrin, mens det forbliver uændret på 1 lektion på 6. klassetrin, hvorefter grundskolens obligatoriske musikundervisning slutter. Samlet set bliver der altså givet 2 lektioner mere til musik som følge af folkeskolereformen. Dertil kommer, at der i årene frem til 2020 afsættes 1 mia. kr. til efter/videreuddannelse af lærerne, så alle lærere har kundskaber på liniefagsniveau i de fag, de underviser i.

 

Marianne Jelved fortæller om regeringens initiativer

 

Marianne Jelved påpeger, at det er meget vigtigt, at man på skolerne er meget bevidste om, at regeringen og offentligheden prioriterer, at der finder relevant undervisning sted såvel i fagene som i den understøttende undervisning. Ministeren tilføjer, at det er vigtigt, at ligeværdigheden mellem de boglige og de praktisk-musiske fag respekteres.

Det er det hele barn, skolen skal tilgodese, og derfor er det utilgiveligt, at musikundervisningen har været forsømt.

 

- Antallet af elever i musikskolerne er faldet, og de tidligere midler i henhold til folkeskolelovens § 3, stk. 3 er forsvundet. Hvilke bemærkninger har du til det?

- Jeg er ikke enig i, at musikskolerne mangler de tilstrækkelige midler til at give børn muligheden for at lære at spille på et instrument – på trods af at egenbetalingen stiger, og antallet af musikskoleelever falder.

Jeg mener egentlig, at musikskolerne lever op til forventningerne og lærer eleverne at håndtere et instrument, give koncerter osv. Jeg er i hvert fald ikke vidende om, at de ikke skulle gøre det.
 

- Nej, men problemet er, at der er for få elever, som benytter sig af tilbuddet.

- Ja, men staten kan jo ikke sige til forældrene, at de skal sætte deres børn i musikskolerne. Det må jo være frivilligt, men i skolen skal der bedrives kvalificeret undervisning i musik.

Den engagerede minister forklarer, argumenterer og gestikulerer

 

 

- Har dette noget at gøre med, at vi i disse år ser en tendens i tidsånden fra dannelse til marked? Altså, at det kun er de 'målbare fag', der skal styrkes?

- Stadigvæk, så er der tale om et tilbud, når vi taler om musikskolerne. Hvis der i spørgsmålet ligger noget i retning af, om jeg vil tilføre musikskolerne flere penge, så må jeg sige, at det vil jeg ikke.

Men det ligger i reformen, at folkeskolerne forpligter sig til et gensidigt samarbejde med lokalsamfundets foreninger og kulturelle institutioner – herunder selvfølgelig også musikskolerne.

Jeg har deltaget i en del møder rundt om i hele landet under et projekt, vi kalder 'KulturDanmark', og der foregår ekstremt meget i lokalt regi. Der er rigtig meget appetit på at igangsætte aktiviteter, som kan være med til give børn nogle sanselige oplevelser. Nogle børn har så nogle særlige talenter, og alle børn har ret til at vise, hvad de kan. Skolerne skal respektere, at læreruddannede og pædagoger selvfølgelig har ret til at undervise børn, men at også andre fx kunstnere og håndværkere kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv samt give inspiration fra deres håndværk.

Der er taget initiativ til at sammensætte arbejdsgrupper på tværs af ministerier, kommuner og faggrupper, og de skal prøve at komme med bud på, hvordan man kan gøre dette til virkelighed. Aftalen om folkeskolereformen lægger op til dels at styrke kvaliteten på det faglige område, dels at det kan ske på nye og andre måder.
 

- Hvad mener du om, at folkeskolereformen vil give mulighed for at oprette særlige elite musikfolkeskoler?

- Det er noget, som vi godt kunne tænke os at udbrede til hele landet

 

- Er der kontakt mellem dit ministerium og Christine Antorinis børne- og undervisningsministerium?

- Ja, der er tæt kontakt – både i embedsværket og på ministerniveau. Der har bl.a. været fællesmøder mellem museer, idrætsorganisationer, billedkunstforeninger, musikskoler og ministerierne om emnet, og fx kan elever jo opfylde en del af deres undervisningsforpligtelse ved at modtage undervisning på en musikskole.

 

- Hvordan gør vi musik til en identitet, der rækker ud over barnets selvudfoldelse?

- Det gør vi ved at sikre undervisningens kvalitet, herunder evt. med inddragelse af konservatorieuddannede musikere.

 

- Vi begynder jo alle som amatører. Hvordan ser du amatørmusikken som kulturbærer fremover?

- I dette land er vi begunstigede med at rigt foreningsliv, og kunsten er så at give disse foreninger nogle rammer, de kan fungere under, så alle kan være med – det er bredden – og de, som kan og vil gå videre, får muligheden for det. Amatørisme erstattes derved af professionalisme.

Fx er Herning kommune med sin screening af alle børn med henblik på musik et eksempel på dette, og det er blot en enkelt kommune – det siger noget om det potentiale, der er.
 

- Under forudsætning af at folkeskolens musikundervisning lever op til forventningerne, har du så et bud på, hvordan vi kan fastholde eleverne i en musikalsk retning?

- Det er oplagt at skabe nogle relationer mellem skoler, elever, forældre og det lokale musikliv. Vi har et meget levende civilsamfund, og det vil være fuldstændig ærgerligt, hvis skolerne vender ryggen til det, der foregår uden for lågen i stedet for at inddrage det i skolens hverdag.

Marianne Jelved turde næsten ikke sige det, men skolen som lokalt kulturcenter vil være oplagt her.

På spørgsmålet om, hvilken slags musik kulturministeren hører, kommer svaret hurtigt:

- ”Jazz – fx Carsten Dahl og folkemusik, fx Tom Lehrer (ministeren er den årgang).”

Lidt tøvende tilføjes det, at hun også lytter til klassisk musik – men i den rækkefølge.

- Sporten kontra den klassiske musik. Der bliver tildelt mange tipsmidler til sporten. Hvorfor humper musikken bagefter?

Det er et rigtig godt spørgsmål, men kommunerne lægger mange penge i sportslivet, og det er nok et spørgsmål om, hvordan man har udført sit kommunale benarbejde. Så en øget indsats her giver i virkeligheden grund til håb, og det er min fornemmelse, at der ude i kommunerne er stigende interesse for at bruge flere midler til kulturelle formål. De kulturelle aktiviteter er med til at skabe en identitet, et tilhørsforhold til lokalsamfundet, og by-, bolig og landdistriktsministeren, Carsten Hansen, og jeg har et samarbejde om dette.

 

- Folkelighed kontra elite. Har eliten samme gode muligheder her i landet som i udlandet. Her tænker jeg især på den klassiske musik?

- Eliten udspringer af folkeligheden, og det er interessant, at udlandet fx Kina er begyndt at interessere sig for, hvordan vi gør her i landet, hvor samarbejde prioriteres højt fra dag ét i modsætning til de meget konkurrenceprægede uddannelsessystemer, man finder andre steder i verden.

Et andet eksempel er Holland, som nu vil kopiere den danske filmstøtteordning. Det er i princippet en hjælp til selvhjælp, som har fået civilsamfundet til at løfte projekter, og hvor der så kommer en hjælpende hånd i form af støtteordninger.

 

Tiden er ved at være gået, så vi siger tak for en god og åben samtale, ønsker god weekend, går ud gennem forkontoret i modsat rækkefølge, i forhold til vi gik ind, ned ad den berømte trappe til den skyggefulde gård, ud gennem porten til den larmende virkelighed, som byggeriet af en metrostation 50 meter fra det hyggelige og stilfulde kulturministerhjørnekontor udgør.

Den gode samtale i det smukke hjørnekontor nærmer sig afslutningen