Det er skammeligt - og bananstatsagtigt!

Vi er vidner til historieskrivning – og måske endda historieforfalskning.
Come on – det lyder kraftigt. Netop, det er det også.

De offentlige arbejdsgivere, Finansministeriet/Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening (KL) har lagt gift for forhandlingssystemet på det offentlige område ved at stille op til forhandlingsmøder – uden reelt at ønske at forhandle, men lægge såkaldte sicilianske tilbud på bordet: ”Take it or we leave!”

 

Det forekommer mere og mere tydeligt, at de offentlige arbejdsgivere på forhånd har indgået en aftale om at gå til forhandlingsbordet med Lærernes Centralorganisation (LC) for at knække arbejdstagernes indflydelse på eget arbejde. Dette på trods af, at der allerede er indgået lokalaftaler mellem de fleste kommuner og de lokale lærerkredse til begge parters store tilfredshed. Disse aftaler er nu smidt ud med badevandet pgra lock-out'en. Ærgerligt for elever, forældre og lærere både på folkeskoleområdet, privatskoleområdet og på en række ungdoms- og voksenuddanelsesinstitutioner.

Ærgerligt også fremover – for hvad mon der vil ske med de daglige relationer mellem de offentlige ansatte og deres nærmeste chefer, der skal føre diktaterne ud i livet? - Det har vi til gode at se, men jeg tror ikke, der er grund til optimisme.

KL har forhandlet med en sikker viden om, at regeringen har stået 100% bag dem og vil løse konflikten med et regeringsindgreb til fordel for sig selv.

Det er dette, som er det skammelige.

Og vi skulle måske have indset det for lang tid siden: Når de offentlige arbejdsgivere forhandler om arbejdsmarkedsspørgsmål kan de gøre det i visheden om, at i sidste ende kan der jo bare lovgives. – Så enkelt er det! MEN det er bare aldrig sket før. Der har været en god forståelse for, at kasketterne ikke har måttet bruges samtidig.

Denne gang er det gået ud over Danmarks lærere. De næste, som står for tur, er Danmarks praktiserende læger, hvor overenskomsten mellem dem og Danske Regioner er opsagt pr. 1. april, og så vidt jeg ved, er der ingen forhandlinger i gang lige nu. Sundhedsministeren har dog været ude med en forkølet kommentar om, at ingen skal have tegnebogen frem ved lægebesøg.

Disse såkaldte 'lock-out-forhandlinger' blev også forsøgt med Danmarks gymnnasielærere, men det blev forhindret med en aftale om et nyt lønsystem og nogle lønstigninger her og nu. 'Judaspenge' kunne nogle måske finde på at sige, og jeg er ikke sikker på, at de fleste gymnasielærere er rigtig glade for den løsning. Og den er i hvert fald ikke indgået i enighed, som finansministeren oplyste i '21 Søndag' for nogen tid siden, men GL's forhandler vurderede kynisk, hvad der ville kunne opnås her og nu i forhold til, hvad der kom for enden af en lock-out.

Der er helt afgjort grund til, at de offentlige ansattes fagforeninger sætter sig sammen og udtænker en strategi for fremtiden.

For lærernes vedkommende vurderer jeg, at den stolte holdning til at være dannelsesforbilleder og uddannelsesmagere kan lægges i graven. Det første skud for boven kom i 1993 med aftalen om Undervisningstid, Forberelsestid og Øvrig tid, som var med til at erstatte 'kaldet' med en lønmodtagerkultur.

Et råd til LC kunne derfor være, at 'Lev op til lønmodtagerkulturen': – Vær til stede på skolerne fra kl. 8 – 16 alle ugens 5 dage – stil krav om ordentlige arbejdsforhold i undervisningssituationerne, fx it-systemer, som fungerer, ordentlige lokaler, der bliver rengjort, acceptable varme- og ventilationssystemer – stil krav om ordentlige forberelsesfaciliteter i form af team-kontorer, telefoner, laptops, kontormøblement, der tilgodeser arbejdsmiljølovens krav, drop tillidsmandssystemet (for der lovgives jo bare), men styrk arbejdsmiljørepræsentanterne – stil krav om fleksible ferier – og endelig skal alt, hvad der forekommer af arbejde udover denne tidsramme, betragtes som overarbejde, der varslet udløser en nærmere aftalt kompensation, og uvarslet udløser en flere gange større kompensation.

Om folkeskolen overlever – ja, det er ikke til at vide. Personligt tror jeg det næppe, men så er tavlen vasket ren, og arbejdet med en genopbygning kan tage sin begyndelse.

Igen: Ærgerligt for elever, forældre og lærere både på folkeskoleområdet, privatskoleområdet og på en række ungdoms- og voksenuddanelsesinstitutioner i den periode, der er fra, at politikerne og teknokraterne kommer til fornuft og til, at genopbygningen er på plads.

Den socialdemokratiske ledet regering har smidt mere end 100 års hæderkronet velfærds- og velstandsarbejde over bord til fordel for en teknokratregering, hvor dannelse, visioner og værdier er lagt til side. Måske kan de komme frem igen, når kommunal- og folketingsvalg for alvor har sendt socialdemokraterne til tælling. De kommer aldrig over 25% af stemmerne mere efter denne teknokratregering.

 

Jeg havde ikke set det komme, og det er skammeligt, at det er gået sådan.

Der er noget galt i DK (9)

Jeg må fortsætte føljetonen. Jeg har tidligere hævdet, at vi alle her i kongeriget i en eller anden grad er socialdemokrater. Det tror jeg sådan set nok stadigvæk holder – bortset fra socialdemokraternes topledelse og deres stik-i-rend-drenge.
Og det er det, der er galt.
De er nemlig rene teknokrater, som næsten har fuldendt et kup, der smider mere end 100 års indsats for den danske brede befolkning væk. Holdninger og værdier er markeret som fraværende. Meningsmålingerne taler vist deres meget tydelige sprog. Statsministeren og finansministeren fører sit felttog frem efter den monetaristiske lærebogs præmisser, og resultaterne viser sig i stadig stigende ulighed, hvor kløften til de velhavende bliver bredere og dybere i takt med, at de monetaristiske læresætninger omsættes til love og bekendtgørelser.
Dertil kommer, at de nævnte ministre i uskønt samarbejde med de bedrevidende radikale topfolk, der er blevet mere liberale end sociale, blander sig i arbejdsmarkedsprocesser, der ellers gennem mange år har vist deres duelighed og styrke til gavn for landet og velfærden, ved så krystalklart at udtrykke støtte til den ene part i et forhandlingsforløb om nye overenskomster.
Det er virkelig kulsort historie, der skrives.
Det kan heller ikke holdes skjult længere, at dette kup har været planlagt fra tiden omkring forhandlingerne i det sorte tårn – så farverne passer fint.
De offentligt ansatte er udset til at skulle betale gildet, og det første slag med mukkerten er rettet mod lærerne – både de kommunalt ansatte og de privat ansatte. Kommunernes Landsforening virker helt og aldeles kolde i deres strategi efter at etablere en lock-out med efterfølgende garanti for et lovindgreb, der fuldt ud tilgodeser deres synspunkter.
Sagen slutter desværre ikke her.
Overenskomsten med de praktiserende læger er også opsagt pr. 1. maj – og sådan vil det gå slag i slag, indtil de offentligt ansatte og deres faglige foreninger er trynet. - Det bliver da et vældigt velfærdssamfund, vi derefter vil være vidner til: Øget ulighed, brugerbetaling, ren markedsgørelse af velfærdsydelserne og det sorte piratflag kan veje fra regeringskontorerne og socialdemokraternes hovedkvarter.

Jeg mener, at socialdemokraternes teknokratformand kører det gamle, hæderkronede parti i sænk. De vil simpelthen ikke være i stand til at rejse sig efter næste valg. Hvis de kommer over 20 %, skal de være lykkelige – og over 25 % kommer de aldrig mere.
Den eneste chance for at komme sig over teknokratkuppet er et opgør og oprør fra socialdemokrater old school, som kan håbe på, at Enhedslisten vil vælte regeringen.
Så må de tage den derfra – så enkelt er det!

Der er noget galt i DK (8)

Danmarks centrum-venstre regering har inden for den sidste uge fremlagt 3 reformer – og efter min erfaring betyder 'reform' i denne sammenhæng noget med besparelser eller nedskæringer.
Det slår da også til.
I tilgift er der i denne omgang også tale om fordelingspolitik, nemlig penge fra modtagere af overførselsindkomster til skattelettelser i erhvervslivet. OK, jeg bemærker, at der i alle tre initiativer er rigtig gode ideer, som jeg kun kan sympatisere med, men alligevel undrer jeg mig over, at det samlede indtryk – set i lyset af, at det er en centrum-venstre regering, som fremlægger og står på mål for ideerne – virker mere end falmet rødt.
Den borgerlige opposition behøver afgjort ikke at have travlt med at komme til fadet, overtage magten og dermed ansvaret; det fungerer virkelig fint under den nuværende regering.

Jeg bruger lige plads på at repetere og kommentere nogle hovedpunkter i de enkelte forslag:
SU-reformen har det erklærede formål, at de studerende skal presses til at gennemføre studierne hurtigere, end det er tilfældet i dag. Det betyder, at det sidste klip (det ekstra 6. års støtte – eller 'fjumreårsstøtten) fjernes. Endvidere fjernes støtten til hjemmeboende studerende, og det såkaldte 'SU-rytteri' begrænses til højst 4 ungdomsuddannelsesskift . Det forekommer egentlig rimeligt fornuftigt – bortset fra, at det er svært at se, hvorfor de studerende skal skynde sig ufornuftigt meget, når de for flertallets vedkommende ofte ikke kan få arbejde inden for deres felt, når de lige er blevet færdige. Imidlertid er besparelserne ved denne SU-ændring ikke så voldsomme – og de er til at leve med. I hvert fald for de af os, som ikke er udeboende studerende, der er kommet lidt for langt bagud med kandidatstudiet. Alt i i alt skulle disse besparelser/nedskæringer give et provenue på omkring 2 mia. kr.
Der ser straks noget værre ud for de medborgere, der modtager kontanthjælp. Men inden jeg repeterer og kommenterer, vil jeg med det samme erklære, at jeg hører til den gruppe borgere, som mener, at vi er tvungent til at se på overførselsindkomsterne, for de er altså kostbare, men det skal naturligvis gøres socialt ansvarligt og ikke bare trumfes igennem under parolen: ”Kontanthjælpsmodtagere trænger til at lette sig fra sofaen og sendes ud i virkeligheden for at bestille noget!” Men jeg er enig med beskæftigelsesministeren, når hun plæderer for ”pligt og ret” samt, at ”de, som kan arbejde, skal også bidrage til fællesskabet”.

At beskære borgeres kontanthjælp med noget, der nærmer sig 50 %, må jo opleves som fatalt. Hvis de endnu ikke er fyldt 30 år og ikke kan finde et arbejde, så skal de tvinges til at tage en uddannelse med støtte på SU-niveau, siger reformen – og det er en nedgang fra lidt over 10.000 kroner til noget over 5.000 kroner.
At så mange som muligt uddanner sig, kan der ikke være uenighed om. Men dels er der borgere, som godt kan varetage relativt simple jobfunktioner på fremragende vis, men ikke er i stand til at tage en uddannelse af en eller anden art, dels må spørgsmålene ”Hvilken slags uddannelse”? - ”Hvor lang tid varer den”? - ”Hvor foregår den”? - ”Hvor og hvordan findes en praktikplads”? stilles. - Uddanner man sådanne borgere til arbejdsløshed, eller skal de i en eller anden venteposition? - i så fald er vi så lige vidt.
Hvis kontanthjælpsborgeren har mere end 30 somre på bagen, så skal de tage et såkaldt 'nyttejob' for deres kontanthjælp. Men hvad er det? - og hvem afgør, om et evt. nyttejob er godt nok? - og hvor finder man det? Disse initiativer er beregnet til at sende ca. 1 mia kr. tilbage i statskassen.

Til gengæld blev en Vækstpakke.dk lanceret. Den indeholder forskellige initiativer, der angiveligt skal sætte skub i den økonomiske vækst med deraf følgende nye jobs, fx flere offentlige anlægsprojekter, genindførelse af boligjob-ordningen og så det, som har skabt mest debat, nemlig nedsættelse af selskabsskatten fra 25 til 22 pct.
Det sidste har været en svær én at sluge for de 'røde' partier og især deres vælgere, mens de store selskabers administrerende direktører og deres foreninger næsten ikke kan få deres arme ned af lutter begejstring – og selv de borgerlige partier måtte bruge en dag til at fordøje ideen, inden de kunne kommentere den i positive vendinger og foreslå yderligere 'blå' stramninger. De kunne ikke helt skjule deres blå ærgrelse over at være blevet overhalet indenom af de 'røde' venner. Det er næsten heller ikke til at tro, at 3 mia. sociale nedskæringer skal bruges til at lette de riges skat med 3 mia. kr.– hvad kan det dog ikke ende med?

Hvorom alt er, så er der meget lidt eller ingen visioner i pakken. Det er rent teknokrati og økonomisk modelflyvning. Politik skal man spejde længe efter.
Hvorfor tog man ikke tyren ved hornene og foreslog en selskabsskat på 0 %? - mod at pengene forbliver i selskabet og investeres i nye arbejdspladser/(efter)uddannelse og resursebesparende foranstaltninger?? - Trækkes pengene derimod ud af selskabet fx til skattely, bonusser til direktører og/eller aktionærer, så brandbeskattes de. Ville det ikke være adfærdsændrende til gavn for landet?

Men den store bombe, som kom nærmest noget politik, var 'togfonden', som skal finansieres af selskaber uden for DUC, men som også søger efter olie i Nordsøen. Det virker lidt som en norsk model, hvor oliepenge medvirker til store samfundsnyttige investeringer, i dette tilfælde udbygning og elektrificering af jernbanenettet – altså til gavn for infrastrukturen ovenikøbet med et grønt aftryk.
Dette er det første større projekt, som afspejler en centrum-venstre regering – men der skal nok en del af den slags for at opveje skuffelserne.