Slesvigsk Musikkorps – SMUKmusik.dk

Danske militære musikkorps. Oprindelig var militærmusikken et kommunikationsmiddel, der højt og klart kunne give soldaterne besked om, hvad de skulle foretage sig. Fodfolket brugte piber og trommer, rytteriet trompeter og pauker. Senere brugtes musikken til opmuntring for soldaterne på lange marcher og ved militære ceremonier. Der er naturligvis en lang historie bag den militære musikudvikling, og interesserede kan henvises til fx ”Dansk militærmusik” på linkene http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm http://forsvaret.dk/hok/omhaeren/historie/musik/Pages/default.aspx Der findes i dag fire musik- og tamburkorps i det danske forsvar: Søværnets Tamburkorps, hjemmehørende på Holmen Slesvigske Musikkorps, hjemmehørende i Haderslev Prinsens Musikkorps, hjemmehørende i Skive og Livgardens Musik- og Tamburkorps, hjemmehørende i København.

Rock eller marchmusik

En tidlig rigtig fugtig forårsmorgen i marts starter jeg bilen fra det nordvestlige hovedstadsområde med kurs mod Middelfart. Jeg skal mødes med Slesvigske Musikkorps, som netop denne dag skal give en gymnasiekoncert på Middelfart VUC, HF og Gymnasium. Efter knapt 2½ times transport når jeg frem til nogle relativt lave bygninger af røde mursten i kombination med beton, og det ser desuden ud til, at der renoveres/tilbygges på stedet. Der holder også en blå militærbus, og indenfor høres musik. Jeg går ind, op ad trappe efter lyden, der nu er rock-agtig med en sangsolist, og er det ikke....? - Jo, det er bestemt Elvis! Der er fut i fejemøget, da jeg kommer ind i den højloftede sal, hvor et militærorkester danner baggrund for en hoftesvingende yngre mand, der giver den som Elvis Presley. ”Jo, nu er den lige ved at være der, men enten skal der skrues op for dig, eller også skal orkestret spille lidt lavere,” lyder det nede bagfra. - ”Nå tak,” tænker jeg, ”der var da ellers godt nok lyd på.” De finder løsningen på lydprøven, og jeg henvender mig til dirigenten, René Bjerregaard Nielsen, fortæller om mit ærinde, og vi aftaler en ramme for mit besøg, der går ud på at indsamle oplysninger til brug i artikelserien om danske militærorkestre. Sådan begyndte mit besøg 'hos' Slesvigske Musikkorps (SMUK), der hører hjemme i Haderslev, og det skulle vise sig at blive begyndelsen til en oplevelsesrig koncert og samtaler med repræsentanter for korpset.

Hvem er SMUK

SMUK har hjemsted i Haderslev i Slesvigske Musikhus – en moderne bygning med koncertsal, øve- og mødelokaler, administration, depot mm. Bygningen er blevet til i et samarbejde mellem forsvaret og Haderslev kommune. Huset er opført med økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Forsvaret og Haderslev Kommune. SMUK overtog bygningen ved indvielsen den 21. november 2008. SMUK består af 16 musikere, en dirigent, Rene Bjerregård Nielsen, og en administrativ leder, Thomas Larsen Späth. Alle musikere er konservatorieuddannede, altså en 5-årig akademisk uddannelse, og de fleste er ansat som tjenestemænd i forsvaret – officerer uden rang, mens de yngre er ansat på kontrakt med funktionærlignende vilkår. Man kan ikke avancere, og aflønningen sker efter anciennitetsprincippet. Indtrykket er, at der er et godt arbejdsmiljø, præget af en kammeratlig og humoristisk jargon. Der er fire kvinder i musikkorpset, heriblandt Danmarks første kvindelige militærmusiker, Inge Haaning på horn. De tre andre spiller basun, kornet, trompet og flygelhorn. Orkestret er et messingblæserorkester med slagtøj. De spiller militærmusik naturligvis, klassisk og rytmisk musik, men går som tidligere nævnt heller ikke af vejen for rock- og populærmusik. Der skrives bigband-arrangementer til SMUK, hvilket fx bruges til de mange koncerter, SMUK giver på skoler og gymnasier, hvor der er mange unge mennesker. Formelt hører SMUK under Telegrafregimentet i Fredericia, og som nævnt lægger de stor vægt på, at de er en del af forsvaret, og at de er ambassadører for forsvaret. Det betyder fx, at militæruniformen er en naturlig del af arbejdstøjet. På spørgsmålet om, hvor stort 'flowet' er i orkestret, er svaret ”Nul”. Alle bliver, fra de er ansat, til de skal fratræde, når de fylder 60 år, og aldersspredningen er fra midten af tyverne til 58 år lige nu. Selvom musikerne har udpræget korpsånd, er det alligevel muligt at søge og få bevilget orlov, hvis der opstår behov for dette for den enkelte. Det kan være efter/videreuddannelse, særlige musikprojekter, vikariater i andre orkestre eller lignende – det betragtes som et tilskud til SMUK, når musikeren vender tilbage med nye og friske indtryk, der kan være med til at videreudvikle orkestret. På samme måde er gæstedirigenterne med til at udvikle og forny orkestret.

Et interview

Inden koncerten for de unge på Middelfart VUC, HF og Gymnasium skal begynde, er der tid til en samtale med dirigent Rene Bjerregaard Nielsen og tre orkestermedlemmer.
Jeg beder dem om at fortælle lidt om sig selv og om, hvorfor de spiller i Slesvigske Musikkorps. Rene Bjerregaard Nielsen fortæller:
”Jeg har været i SMUK fra december 2000 og er nu fungerende musikdirigent på halv tid. I begyndelsen havde jeg det overordnede ansvar for det hele, altså både det musikalske og administrative ansvar frem til udgangen af 2010. Det var lidt af en tilfældighed, jeg kom til SMUK. Jeg kendte ikke til det på forhånd. Jeg er københavner. Det eneste navn, jeg kendte i forbindelse med musikkorpset, var Erik Hammerbak og hans arbejde med musikarrangementer. I foråret 2003 arbejdede jeg med et dirigentprojekt med Frans Rasmussen fra Musikkonservatoriet i København, og i den forbindelse var vi på besøg hos Slesvigske Musikkorps. Senere så jeg opslaget om den ledige stilling som musikdirigent for korpset. Den søgte jeg - og fik den. Nu arbejder jeg som nævnt som dirigent på halv tid med SMUK som første prioritet og derudover freelance med andre orkestre som dirigent.” Bo Valbjørn fortsætter:
”Jeg er uddannet janitshar fra Konservatoriet i København i 1989, og det er en klassisk uddannelse. Det var også lidt tilfældigt, at jeg havnede i SMUK. Jeg kom ind i militærmusikken via Prinsens Musikkorps. At være slagtøjsspiller i et militærorkester fandt jeg mere udfordrende og alsidigt end i et symfoniorkester. Så jeg har været i dette system fra 1989 og i SMUK fra 1996. Paukerne fungerer trinløst nede i pedalerne, og de skal stemmes konstant, fordi de arbejder lige så organisk som et blæseinstrument i forhold til fx temperaturforholdene. I gamle dage spillede man på kalveskind, mens det i dag er plastikskind, som ikke er lige så følsomme over for kulde og varme. Ellers er det sådan, at alt hvad man kan slå på, skal janitsharen kunne betjene.”
Mette Krüger overtager ordet og siger:
”Jeg har egentlig altid kendt SMUK, fordi min far spillede tuba i et amatørorkester, og jeg kom med til alle mulige koncerter. Men jeg begyndte i SMUK i 2003 som assistent (vikar) i forbindelse med en skolekoncert i Kolding, mens jeg uddannede mig ved Konservatoriet i København. Jeg vandt jobbet i en konkurrence som basunist i 2004 og måtte pendle fra Jylland til København det sidste år af uddannelsen for at passe timerne. Jeg synes simpelthen, at et militærorkester er sagen.”
Til sidst beretter Carina Olesen:
”Jeg spiller kornet og har pligt til også at spille trompet. Jeg er uddannet ved Konservatoriet i Århus. Jeg mener, at et militærorkester er mere spændende end et symfoniorkester, hvilket ikke var god latin blandt konservatoriets lærere. Allerede under uddannelsen spillede jeg som assistent i 3 måneder ved Prinsens Musikkorps, og på det 3. år i uddannelsen søgte jeg ind i SMUK, men jeg var godt klar over, at jeg nok ikke var helt klar til arbejdet endnu – også fordi konkurrencen handlede en del om rytmisk musik med improvisationer, hvilket ikke var min stærke side dengang. Så jeg fik ikke stillingen. Men konkurrencen skærpede min interesse for kornetten, og jeg var så heldig, at en stilling som kornettist blev opslået 2 år efter. Den konkurrence vandt jeg, og jeg har været i SMUK fra 2007. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Det sjove er, at jeg begyndte at spille kornet i en pigegarde i 10 års alderen, og det er jeg så vendt tilbage til.
Samtalen bevæger sig derefter ind på folkeskolens musikundervisning, og der er enighed om, at det står skralt til. De giver udtryk for, at faget musik burde være obligatorisk mindst 1 time om ugen i hele grundskoleforløbet, bl.a. fordi musik udvikler både mht. til disciplin, socialt, fagligt og er med til at danne de unge. Vi kommer også ind på 'det sociale' i SMUK. Musikerne er meget sammen fx under transport i bussen, hvor de sidder og taler om alt muligt og hygger sig. De er simpelthen nødt til at forholde sig til hinanden, og 'kemien' skal være i orden, hvilket også indgår som et element blandt meget andet ved optagelsesprøverne.

Dagens koncert på Middelfart VUC, HF og Gymnasium

Om dagens koncert fortæller Rene Bjerregaard Nielsen, at han indleder og præsenterer korpset, musikerne og dagens program. I løbet af koncerten vil han komme ind på militærmusikkens baggrund og begyndelse i grove træk. Det er jo lidt tankevækkende, at man brugte en levende mand, der via hornsignaler skulle fortælle soldaterne, hvad de skulle gøre: Gå frem, trække sig tilbage osv. Som illustration vil en af trompetisterne spille retræten, og samtidig med at koncerten skal være formidlende, skal den også være underholdende. Derfor er der programsat et ”Elvis Presley medley” (og det var det, jeg hørte en bid af, da jeg kom ind i salen). Der skal også gives prøver på den rytmiske musik, så tilhørerne oplever, at et militært musikkorps ikke kun er marcher og andet 'støvet' musik, men også kan spille musik, der 'taler' til de unge. Erfaringen er, at det falder i rigtig god jord. SMUK forsøger at udnytte alle medlemmernes kompetencer, såsom synge, danse o. lign. Derfor betjener koncertmesteren også det medbragte klaver ved disse koncerter. Det giver koncerten et overraskelsesmoment. Vi må slutte samtalen her, fordi de fire skal ud i bussen for at klæde om til koncerten, men som så ofte før er jeg blevet bekræftet i, at musikere er mennesker med engagement og involvering parret med humoristisk sans. Det stod klart, at de havde det godt med hinanden.

Et militært indslag

I denne sæson er konceptet udvidet med en soldat,der medvirker for at understrege det militære tilhørsforhold. Indslagene vil veksle med den musikalske formidling, og i dag er det en ny soldat, overkonstabel Søren Brummer, som skal fortælle om forsvaret, opgaverne, dagliglivet, rekrutteringen og udsendelserne til de områder af verden, hvor Danmark medvirker i militære operationer med de opgaver og afsavn, det medfører for den enkelte soldat. Han vil bruge forskellige filmklip til at belyse dette, og der vil i sagens natur nok ikke være mange kritiske og/eller politiske bemærkninger, fordi det selvfølgelig også er en reklame for forsvaret.

Hvor høres SMUKMUSIK

SMUK deltager i en række arrangementer, og når nu vi befinder os i Sønderjylland, er det naturligt at spille i forbindelse med militære mærkedage, fx Dybbøldagen den 18. april. SMUK spiller selvfølgelig også ved begivenheder, hvor forsvaret er involveret på den ene eller anden måde. Men også ved andre begivenheder i landsdelen stiller SMUK op, fx skal motorvejen til Sønderborg indvies den 31. marts, og de helt store events er traditionen tro Haderslev lysfest den 4. maj og ”En søndag på Als” den 19. august, som er en lokal 'slotskoncert' a la DRs Ledreborg-koncerter, altså en 'open air'-koncert. En tilbagevendende begivenhed, som konsoliderer det folkelige og lokale tilhørsforhold, er de ugentlige fredagsmarcher gennem Haderslev. Sidst, men ikke mindst er der knald på ved de årlige Nytårskoncerter med forskellige solister, bl.a. Jette Torp og Erann DD. Alt i alt medvirker SMUK ved mere end 120 arrangementer hvert år. Nu er det jo ikke kun koncerter, hvor mennesker og orkester mødes i glæde over de musikalske indtryk. Som militærorkester spiller man også, når danske soldater vender hjem til Danmark i en kiste. Så er der et fastlagt program, hvor den døde soldat modtages ved flyet og i hangaren. Det er højtideligt, værdigt og en af de fornemste opgaver, orkestret kan komme ud for. Det er en del af tjenesten, som stiller store krav til musikerne. I denne forbindelse er det naturligt at nævne, at der – som følge af Danmarks krigsdeltagelse – er etableret veteranhjem, og her giver militærorkestrene også koncerter. SMUKs orkesterleder, Thomas Larsen Späth, siger det på denne måde: ”Vi er et forlænget håndtryk med tak for soldaternes indsats.”

Hvem leder SMUK

Efter koncerten taler jeg med SMUKs daglige ledelse, orkesterchefen Thomas Larsen Späth og dirigenten Rene Bjerregaard Nielsen, som beretter om, at man for det meste øver op til en koncert, og de mødes sjældent bare for at øve. Man kan sige, at det at øve er projektorienteret. Musikerne er organiseret i Dansk Musiker Forbund via Foreningen af musikere i Forsvaret, og ud over at de er på fast løn, så har SMUK er støtteforening med næsten 3000 medlemmer, som giver økonomisk tilskud til orkestret. Pengene kommer fra forskellige støttearrangementer, og er de ikke nødvendige, så er de i hvert fald med til at gøre det nemmere og mere behageligt at være SMUK. Et korps af forskellige arrangører arrangerer musik, der ikke er skrevet til et messingblæserorkester, til SMUK, så det lyder som om musikken netop er skrevet til dem. Der er også et samarbejde med Prinsens Musikkorps, man låner af hinanden, udveksler erfaringer og samarbejder med og om solister. Som et kuriosum bemærker de, at der for ikke længe siden blev fundet nogle breve og noder fra treårskrigen. Det resulterede i et samarbejde med Maria og Anders Koppel, som skrev dem ud for kor og messingblæserorkester.

Økonomi

Vi må nødvendigvis også komme ind på økonomi, og Thomas Larsen Späth kan meddele, at SMUK endnu ikke har mærket så meget til besparelser og nedskæringer, fordi orkesteret på mange områder koster det, det koster, så enten eksisterer SMUK, eller også er de der ikke. Efter min opfattelse vil det også være sært at bruge en form for salamimetode til at reducere omkostningerne ved en sådan institution. Slesvigske Musikkorps har ingen sponsorer, men en koncertfond, som er med til at arrangere fx de årlige Nytårskoncerter. Fonden dækker evt. underskud, og evt. overskud bruges til at støtte særlige koncertprojekter, som der ikke kan findes midler til inden for forsvarets økonomiske ramme og opbygger derved en lille formue, der evt. så kan trækkes på. Dertil kommer undertiden nogle få donationer til fonden. SMUK må heller ikke blive konkurrenceforvridende i forhold til fx Sønderjyllands Symfoniorkester. Det er en hårfin balance, fordi SMUK aflønnes jo af forsvaret.

Hvordan bliver man SMUK

Afslutningsvis drejer samtalen igen ind på uddannelsessporet. Optagelse forudsætter en uddannelse fra et konservatorium, altså en bachelor- og kandidatgrad (3+2 år), me n man henter unge assistenter, hvoraf nogle endnu ikke er færdiguddannede, ind ved fx sygdom. På den måde lærer de musikkorpset at kende og bliver 'lært op' til fx at gå marcher, parader og ikke mindst til at få en forståelse for, at de er en del af forsvaret. Når der opstår en ledig plads i SMUK, annonceres der i dags- og fagpresse, hvorefter der afholdes optagelsesprøver for et ansættelsesudvalg, der består af repræsentanter fra den relevante instrumentgruppe, dirigenten, orkesterlederen, en lærer fra konservatoriet i alt 7-8 mennesker. 25 -30 ansøgere indkaldes til prøve, og den bedst egnede kommer ind. Der er ingen kønskvotering. Der er 2 års prøvetid.

Det er blevet middag, salen summer af elever, der er travlt optaget af opgavesnak, bærbare computere, mobiltelefoner eller bare kammeratsnak efter en formiddag, hvor de lyttede koncentreret til Slesvigske Musikkorps og sugede både den musikalske formidling og forsvarsorienteringen til sig, hvilket det store bifald vidnede om. Ingen tvivl om, at de var en god oplevelse rigere, og det var jeg også, da jeg kørte mod hovedstadsområdet med hovedet fuldt af musik i bragende højt og flot solskinsvejr.

Kilder: http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm http://www.smukmusik.dk/?id=169 [Slesvigske Musikkorps hjemmeside] "Forsvarets 3 musikkorps – i takt med tiden" Dansk musiker Forbund Samtaler med orkesterrepræsentanter og overværelse af koncert på Middelfart VUC, HF og Gymnasium

Nye tider?

Det var da egentlig opløftende at læse et indlæg fra socialdemokraternes politiske ordfører i SøndagsPolitiken den 22. april 2012 på debatsiderne. Hvorfor dog det? - Jo, Magnus Heunicke kommenterede det franske valg.

Han understregede, at det franske præsidentvalg var vigtigt ikke bare for franskmændene, men det var et skæbnevalg for Europa. Nicolas Sarkozy var de riges kandidat, og Francois Hollande var kandidaten, som ville arbejde for det sociale ansvar, bæredygtighed samt at skabe arbejdspladser, og han var det progressive svar på Europas krise.

Hvis Hollande vinder præsidentvalget i Frankrig, får den danske regering en allieret i kampen for at få beskæftigelse og grøn vækst øverst på den europæiske dagsordenen. Her er det, det interessante kommer ind i billedet.

For hvornår er det lige, vi har set, at den danske centrum-regering for alvor har kæmpet for disse synspunkter eller holdninger? De har talt meget om det, men konkret er det blevet til en videreførelse af den tidligere højre-regerings økonomiske politik.

Man satser hårdt på at fortsætte den monetaristiske linie, og i dagens avis (24. april) udtrykker regeringschefen stolthed over, at Danmark formentlig bliver blandt de første lande, der ratificerer finanspagten. Det skete ved arrangementet på Københavns Universitet sammen med kommissionsformand Barroso. Taler regeringen med to tunger? For man kan da ikke tro andet, end at det største regeringspartis politiske ordfører har handlet sit læserbrev af med regeringen, vel? Men hvordan kan det så være, at der er uoverensstemmelser mellem udsagnene?

Jeg håber og ønsker, at den politiske ordfører er den, der udtrykker regeringens holdning, selv om det umiddelbart ser underligt ud, for det er nærmest en økonomisk naturlov, at der skal være 'betalingsbalanceligevægt' mellem EU-landene.

Det betyder, at lande med betalingsbalanceoverskud skal prioritere vækst til fordel for landene med betalingsbalanceunderskud med andre ord, skal der etableres en 'Marshall-hjælp' fra Nord til Syd i EU, hvis Syd overhovedet skal have en chance for at komme ud af krisen og have resurser til at få nedbragt arbejdsløsheden – og især den fatale ungdomsarbejdsløshed.

EU skal altså til for alvor at vise solidaritet. Hvis det ikke sker, så falder EU fra hinanden, og de gode græder, mens de onde smiler bedrevidende og siger: ”Hvad sagde vi!” Mere end 60 års arbejde for fredelig sameksistens og samhandel i den europæiske verdensdel står i fare for at bryde sammen. Er det det, vi vil? - Den danske statsminister og hendes regering satser på den forkerte hest i denne sag.

Hvad skal der mon til ??

Efterhånden som R-SF-S-regeringen har været ved magten i et stykke tid, ser det mere og mere ud til, at de kommer længere og længere væk fra den tankegang og menneskesyn, der var grundlaget for opbygningen af velfærdssamfundet fra slutningen af 1950'erne og frem til begyndelsen af 1980'erne.

Tiden derefter var præget af, at velfærden og velstanden var et grundlæggende gode, der blev forvaltet med varierende god kvalitet, som desværre blev afløst af en kortsigtet og neoliberalistisk forvaltning i det nye årtusinds første årti. Det blev naturligvis ikke bedre af, at liberale markedskræfter verden over fik større og større arbejdsrum i form af færre og færre regler, kombineret med teknologiens stadig hurtigere landvindinger.

For lige at opholde os lidt ved dette, er det jo paradoksalt, at netop den borgerlige regering i det nye årtusinds første årti har gennemført så mange kontrolforanstaltninger for det almindelige arbejds- og folkeliv, at det kun kunne opleves som et forhindringsløb af store dimensioner. Kun lige finansspekulationer af enhver art var undtaget. Sært, ikke sandt!?

Jeg vender tilbage til vor nuværende regering, som retfærdigvis er kommet igennem med visse initiativer, der ruller nogle bestemmelser, som ellers havde til hensigt at holde de fattige og andre sårbare grupper fast i dårligdom, tilbage. Så langt, så godt.

Det, som undrer, er, at det næsten ikke er til at få øje på et projekt, båret af et positivt og socialt menneskesyn, som kan række blot få år frem. Der føres simpelthen traditionel borgerlig økonomisk politik, så det mere end forslår.

De to såkaldte venstrefløjspartier har i den grad givet for meget køb til de radikale, der i øjeblikket tilsyneladende har stirret sig blind på den amerikanske økonom Milton Friedmans monetaristiske fortolkninger og anvisninger i at føre økonomisk politik.

Der er næsten ingen forskel – om overhovedet nogen – på den politik, den nuværende regering fører og den, den borgerlige regering førte de sidste to år. Sammen med de signaler, SFs formand har udsendt på det allersidste, og den faktisk gennemførte økonomiske politik kunne et rædselsscenario være en fusion i finans- og gældskrisens navn af næsten ens partier de konservative, folkesocialisterne, de radikale, socialdemokraterne og venstre. Kunne det ikke være visionært på den dårlige måde?

Derfor er spørgsmålet, om det ville være en vision på den gode måde at oprette et nyt moderat venstrefløjsparti med de sande velfærdsværdier kombineret med en keynesiansk økonomisk politik? - eller hvad??

Vi har jo ikke brug for en konflikt, men derimod at der er tilstrækkelige mange (og her er Enhedslisten ikke tilstrækkeligt), der kan gå op imod den nuværende førte politik med gode, håndfaste og visionære ideer på de økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige, miljø- og energimæssige og kulturelle områder.

Så længe vi ikke får en ordentlig debat om de grundlæggende værdier i vort velfærds- og velstandssamfund, sker der ikke noget afgørende – har vi råd til at vente?

Den sociale ansvarlighed ofres.

”Nu går De for vidt, With.” Denne vending fra en gammel revy om en tidligere forsvarschef fristes jeg til at bruge om De radikale. Som sympatisør af det gamle socialliberale parti med solide dyder ud i uddannelses- og kulturpolitikken og bæredygtig udvikling samt med hang til lidt højredrejet økonomisk politik kan det egentlig være ligegyldigt, hvad jeg sympatiserer med, men årsagen er ikke helt så ligegyldig. Det radikale Venstre har i den senere tid under Margrethe Vestagers ledelse bevæget sig for langt til højre i det politiske billede – alt for langt og svigtet den sociale del.
Efter et par års 'ørkenvandring' i opposition med solidt udtrykt støtte til socialdemokraternes statsministerkandidat, og hvor de et langt stykke af vejen måtte lide den tort alt for ofte at få besked om, at der ikke ville blive ændret et komma i S-SF-aftalerne, tog de radikales leder sig godt betalt i regeringsgrundlaget, hvor de var pinende nødvendige for socialisternes regeringsdrømme.
Resultatet kendes: Regeringen fører borgerlig økonomisk politik i en grad, så finansloven for 2013 kommer til at hænge i en sytråd, fordi Enhedslisten naturligvis ikke kan leve med, at den regering, de er parlamentarisk grundlag for, ikke ser til venstre i det politiske landskab, når reformerne forhandles. Der kan derfor forudses et valg inden for et år – og så skifter statsministerkontoret indhold.
Det er så prisen for, at regeringsmagten er i hænderne på politiske novicer med manglende lyst og evner til at udtrykke og kommunikere et politisk projekt – det er ærgerligt, men formentlig uafvendeligt.
Min ærgrelse er, at de radikale simpelthen går for langt under devisen at være økonomisk ansvarlig, og jeg skal nævne nogle vigtige områder:

• Den manglende vilje til at forlange, at de finansielle institutioner – først og fremmest de store banker og kapitalfonde – skal være med til at løfte deres ansvar for den økonomiske krise, der i øjeblikket hærger hele den vestlige verden.
• De radikale vil heller ikke være med at sætte gang i hjulene, skabe arbejdspladser og fremrykke offentlige investeringer i langt højere grad end det, vi er vidne til.
• De radikale vil ikke være med til en millionærskat – de ønsker og arbejder for skattelettelser til de rigeste.

Nu er det jo som bekendt lettere at få tilgivelse end tilladelse, og der kunne nok rettes op på fejlene. Men, men, men – dråben, der får bægeret til at flyde over, er, at de radikale nu er på vej til at pille den solidariske velfærdstat fra hinanden ved

• at foreslå brugerbetaling på sundhedsområdet – godt nok for de rigeste, men det er en glidebane uden stop.
• De er også med på holdet, der sniksnakker om at målrette (som det så smukt hedder) børnechecken til de fattigste – det er blot et parallelspor til førnævnte glidebane.

Fødselsraten er faldende, og det sidste, der er brug for, er negativ motivation til at sætte børn i verden.
Dertil kommer, at der er en reel risiko for, at de radikale skifter side efter et valg, og det vil være fatalt – undtagen for de rigeste.
Konklusionen er altså, centrum-venstre i dansk politik er gået markant til højre, og derfor må vi sikkert igennem regeringskriser og valg i et par omgange, før fornuften indfinder sig igen hos centrum-venstre i det danske politiske landskab – eller også skal posen rystes så kraftigt, at helt nye partier og alliancer opstår. Hvem ved?