Kreditpenge.

Før årsskiftet kom en lektor, Ole Bjerg, på CBS – af alle uddannelsesinstitutioner – i vælten, fordi han fortalte om, at kun 6 % af vore penge var rigtige penge. Alle de andre var bare kreditpenge, altså nogle penge som bankerne lånte os og fik renter af.

Det har undret mig, at alle beløb gennem de sidste årtier er vokset enormt. Der er næsten ingen grænser for, hvor mange nuller, der optræder efter ettallerne. Seddelpressen er blevet overflyttet fra Nationalbanken til de private banker og andre finansielle institutioner. Der handles for svimlende milliardbeløb i løbet af splitsekunder, nogle få vinder og rigtig mange taber.

Der er en systematisk uigennemskuelighed i det finansielle kaos kloden rundt, og det virker krænkende, at politikerne ikke kan enes om at gøre noget ved problemet, fx ved at gennemføre Tobinskatten på de hurtige 'penge'-handler. Der mangler social anstændighed og respekt for langt de fleste mennesker i dette finanscasino, hvor gevinsterne privatiseres, og tabene kollektiviseres. Alt for længe har der været en tiltro til, at markedet i Adam Schmidts ånd har kunnet regulere situationen, men verden er blevet noget mere kompliceret i dag end i 1700-tallet, og derfor duer den rene liberalisme ikke.

De valgte politikere bliver nødt til at regulere denne jongleren med enorme summer kreditpenge i computere for at leve op til deres ansvar for de veludviklede og sårbare samfund, de er sat til at styre.

Der er store egoistiske interesser på spil, når denne handel med kreditpenge i spektakulære finansprodukter har et omfang, der er 70 gange større end den egentlige industriproduktion.
Dertil kommer, at de eneste, der i virkeligheden kontrollerer dette, er de tre store ratingbureauer, som sikkert er finansieret af bankerne selv, når det kommer til stykket.
Jeg synes, det er et utroligt skrækscenario, der sætter vore velstandssamfund på spil.
Kløfterne mellem rige og fattige i de enkelte velstandssamfund bliver bredere og dybere i disse år med den økonomiske politik, der føres – inspireret af Milton Friedmann og hans 'Chicago-drenge' samt Margaret Thatcher – ligesom kløften mellem Nordeuropa og Sydeuropa, hvor stadig flere henvises til en tilværelse i armod, mens vi andre som helhed ser ud til at klare skærene nogenlunde – endnu.

Jeg har svært ved at forstille mig, at Sydeuropas unge vil blive ved med at finde sig i, at der hverken er arbejde eller boliger at få, så de kan etablere sig med familie. Det er en tikkende bombe, som truer demokratiet – og jeg tror, at det scenario såmænd ikke ligger så forfærdelig langt ude i fremtiden.

Det kan derfor kun gå for langsomt for vore folkevalgte med hensyn til at tage fat på at løse problemerne med den spekulative – og uproduktive – handel med kreditpenge. EU må her vise styrke og mod til at gå forrest med at inddæmme truslen.