Manglende politikermod

Jeg blev på samme tid ked af det og glad, da jeg i dag læste 'Signaturen' i Politiken i dag (28-02-12). Signaturen handlede om danske politikere, der er blottede for nye ideer.Ked af det, fordi det var og er så rigtigt, hvad Per Michael Jespersen skriver, og samtidig glad af samme grund, og at der endelig er en, der på fornuftig vis skriver om det.
Det er jo ikke blot en kritik af den ene eller den anden fløj i poltikerverdenen, men en helt generel kritik af den samlede politikerstand.

Det ser ud til, at vore folkevalgte er så skræmte over måske ikke at blive genvalgt, at de simpelthen ikke tør komme frem med nogle innovative og fremadrettede tanker, fordi der så vil være en risiko for, at vælgerne vil opfatte dem som skadelige og især til ulempe for den enkelte vælger.

Ja – det er da indlysende, fordi ændringer altid vil have en pris. Fordele for nogle vil blive erstattet af fordele for andre. Der vil sjældent være tale om situationer, hvor der er to vindere. Men hvor bliver visionerne dog af??
Det seneste eksempel er betalingsringen/trængselsafgiften, som blev droppet på grund af upopularitet – eller som statsministeren udtrykte det: ”Det var til sidst ingen, som ville have den!” (Jamen, det er da enestående).
Inden beslutningen om at droppe betalingsringen, var der i medierne massivt pres i form af argumenter og beskrivelser af alle ulemperne, mens der var en iøjhnefaldende mangel på det modsatte.
Hvad der sker der så nu? - Jo, nu er der allerede røster fremme om, at vi må finde metoder til at begrænse trængselen i København!! - Det kan godt være, at processen frem mod lovforslaget, som altså aldrig blev fremsat, var udygtigt gennemført, men det ville der kunne blive rettet op på, inden selve afgiften blev gennemført konkret.
Gennemførelsen af trængselsafgiften kunne have været startskuddet til en række konkrete initiativer til en bæredygtig trafikpolitik, men modet svigtede til sidst for beslutningstagerne.
Egoisme og individualisme giver lige for tiden fællesskab og helhed baghjul.
På samme måde mangler modet til at tage initiativer til

den øvrige grønne politik, havvindmøller, rimelig kulbrinteskat (selv om det kræver en hård genforhandling med koncessionsindehaverne), bedre afgifter på fossile brændstoffer og biler, et ordentligt livtag med den aktivistiske udenrigspolitik (i DK er der større tilslutning til krigene end selv i USA), en bedre (for fællesskabet) bankskat, en skat på finansielle transaktioner – de såkaldte pengehandler med 'kreditpenge'

og andre nødvendige livtag med de skadelige ultraliberalistiske ideer, der er blevet gennemført det seneste årti.

Come on – vis nu jeres mod og værd, kære folkevalgte. I kan nå det endnu, men toget bliver ikke ved med at holde ved perronen.

Kreditpenge.

Før årsskiftet kom en lektor, Ole Bjerg, på CBS – af alle uddannelsesinstitutioner – i vælten, fordi han fortalte om, at kun 6 % af vore penge var rigtige penge. Alle de andre var bare kreditpenge, altså nogle penge som bankerne lånte os og fik renter af.

Det har undret mig, at alle beløb gennem de sidste årtier er vokset enormt. Der er næsten ingen grænser for, hvor mange nuller, der optræder efter ettallerne. Seddelpressen er blevet overflyttet fra Nationalbanken til de private banker og andre finansielle institutioner. Der handles for svimlende milliardbeløb i løbet af splitsekunder, nogle få vinder og rigtig mange taber.

Der er en systematisk uigennemskuelighed i det finansielle kaos kloden rundt, og det virker krænkende, at politikerne ikke kan enes om at gøre noget ved problemet, fx ved at gennemføre Tobinskatten på de hurtige 'penge'-handler. Der mangler social anstændighed og respekt for langt de fleste mennesker i dette finanscasino, hvor gevinsterne privatiseres, og tabene kollektiviseres. Alt for længe har der været en tiltro til, at markedet i Adam Schmidts ånd har kunnet regulere situationen, men verden er blevet noget mere kompliceret i dag end i 1700-tallet, og derfor duer den rene liberalisme ikke.

De valgte politikere bliver nødt til at regulere denne jongleren med enorme summer kreditpenge i computere for at leve op til deres ansvar for de veludviklede og sårbare samfund, de er sat til at styre.

Der er store egoistiske interesser på spil, når denne handel med kreditpenge i spektakulære finansprodukter har et omfang, der er 70 gange større end den egentlige industriproduktion.
Dertil kommer, at de eneste, der i virkeligheden kontrollerer dette, er de tre store ratingbureauer, som sikkert er finansieret af bankerne selv, når det kommer til stykket.
Jeg synes, det er et utroligt skrækscenario, der sætter vore velstandssamfund på spil.
Kløfterne mellem rige og fattige i de enkelte velstandssamfund bliver bredere og dybere i disse år med den økonomiske politik, der føres – inspireret af Milton Friedmann og hans 'Chicago-drenge' samt Margaret Thatcher – ligesom kløften mellem Nordeuropa og Sydeuropa, hvor stadig flere henvises til en tilværelse i armod, mens vi andre som helhed ser ud til at klare skærene nogenlunde – endnu.

Jeg har svært ved at forstille mig, at Sydeuropas unge vil blive ved med at finde sig i, at der hverken er arbejde eller boliger at få, så de kan etablere sig med familie. Det er en tikkende bombe, som truer demokratiet – og jeg tror, at det scenario såmænd ikke ligger så forfærdelig langt ude i fremtiden.

Det kan derfor kun gå for langsomt for vore folkevalgte med hensyn til at tage fat på at løse problemerne med den spekulative – og uproduktive – handel med kreditpenge. EU må her vise styrke og mod til at gå forrest med at inddæmme truslen.

Søværnets Tamburkorps.

Dette blogindlæg er identisk med en artikel, som jeg har skrevet til Dansk Amatør Musiks blad 'DAM' i januar 2012. Artikel er tænkt som en ud af fire, der beskriver de danske militærorkestre. Artikelrækken er planlagt til at blive offentliggjort i hvert af DAMs fire  udgivelser her i 2012.

Oprindelig var militærmusikken et kommunikationsmiddel, der højt og klart kunne give soldaterne besked om, hvad de skulle foretage sig. Fodfolket brugte piber og trommer, rytteriet trompeter og pauker. Senere brugtes musikken til opmuntring for soldaterne på lange marcher og ved militære ceremonier.
Der er naturligvis en lang historie bag den militære musikudvikling, og interesserede kan henvises til fx ”Dansk militærmusik” på linkene

http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm
http://forsvaret.dk/hok/omhaeren/historie/musik/Pages/default.aspx

Der findes i dag fire musikkorps i det danske forsvar:
Søværnets Tamburkorps, hjemmehørende på Holmen
Prinsens Musikkorps, hjemmehørende i Skive
Slesvigske Musikkorps, hjemmehørende i Hderslev
og Livgardens Musik- og Tamburkorps, hjemmehørende i København.

Historien, herunder den militære baggrund.
Søværnets brug af musik kan dateres og dokumenteres tilbage til 1510, hvor lønregnskaber viser, at et militærskib, ”Biskoppen”, aflønnede 1 piber og 1 trommeslager. Signalmusikken blev anvendt helt frem til, at moderne elektronisk kommunikation blev indført.
Søværnets Tamburkorps opstod som en konsekvens af et afslag på at oprette et musikkorps. Samtidig kom der en opfordring til at etablere et tamburkorps i 1963/64 bestående af værnepligtige. Et tamburkorps består udelukkende af fløjter (piber) og trommer. Oprindelig arbejdede man med en besætning på 33 mand, men allerede i 1970 måtte man reducere til 25 mand.
Man lagde fra begyndelsen vægt på, at tamburkorpset skulle gøre et audiovisuelt indtryk, altså der blev spillet musik samtidig med, at man bevægede sig ved marcher og tattoo. Musikken er enkel og iørefaldende, den kan udføres med militær anstand og holdning, og den kan udføres uden noder.
Ved korpsets etablering i midt-tresserne spillede man ikke koncerter og spillede kun i stationær opstilling ved ceremonier. Det har nu ændret sig, så korpset spiller både stående og siddende koncerter.
I begyndelsen af 1970'erne blev tamburkorpsets instrumentsammensætning ændret, således at egentlige messingblæsere som kornetter, alt- og flygelhorn, ventilbasun, euphonium og tuba samt både tværfløjte og piccolofløjte kom til. Dermed kunne man også spille anden musik end signal- og marchmusik.
Da værnepligtstiden blev nedsat til 4 måneder, kunne det ikke musikfagligt opretholdes, at tamburkorpset bestod af værnepligtige. Derfor består det i dag af konstabler og overkonstabler, som kan blive i korpset frem til 35 års alderen.
De ansatte skal kunne opfylde visse fysiske krav, som svarer til, hvad man skal kunne for at kunne aftjene værnepligten. Det er også muligt under ansættelsen at aftjene sin værnepligt.

Besøget
En tidlig mandag morgen kører jeg gennem København til Holmen for at besøge Tamburkorpset. Vejret er lidt snusket, men trafikken glider egentlig let, og jeg når frem til Minørvej 2 på Holmen til den aftalte tid. Jeg regner med, at det nok er bedst at være præcis, når det nu er ved militæret, jeg skal møde.
Vi har aftalt, at jeg skal besøge Tamburkorpset fra morgenstunden for at følge en arbejdsdag. Rammerne for arbejdsdagen er, at 2/3 af tiden arbejdes og øves der i fællesskab, mens 1/3 er til individuel øvning, vedligeholdelse af instrumenter og andet udstyr.

Jeg bliver mødt med en utrolig venlig imødekommenhed, repræsenteret ved den daglige leder af Søværnets Tamburkorps, Anders Rasmussen, der byder indenfor og som noget af det første tilbyder en god kop kaffe.
Der er morgenmøde, og Anders Rasmussen orienterer korpsets medlemmer om dagens program, herunder Deres udsendtes hensigt med at møde op i dag. Derefter er der morgensang. Søværnets Sangbog deles rundt, og der foreslås Hans Adolph Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”.
Det pænt store fælleslokale genlyder snart af godt en snes mandsstemmer og et par kvindestemmer, der klart synger teksten uden slinger – næsten i marchtempo.

Hvor holder de til – bygningen, arbejdsmiljøet
Tamburkorpset holder til i en moderniseret bygning på Marinestation København eller blot Holmen. Bygningen blev tidligere brugt til opbevaring af ammunition. Den består af forskellige øvelokaler, kontorer, lokaler til omklædning, arkiv, et stort samlingslokale samt et lyddæmpet øverum for hele korpset. Det hele fremstår nymalet og indbydende.
Det fysiske arbejdsmiljø er i orden, men der arbejdes hele tiden med at gøre det bedre. Det er især vigtigt, at det store fælles øverum er blevet lyddæmpet, men her mangler der endnu at blive opstillet nogle skærme mellem slagtøjsgruppen og de øvrige, ligesom et relativt stort orgel optager en del plads, og det er vel heller ikke et instrument, der umiddelbart egner sig til et tamburkorps. Jeg kunne godt forestille mig, at en interesseret køber ville blive taget godt imod. Et salg kunne måske endog supplere en lidt anstrengt korpsøkonomi.
Nodearkivet indeholder foruden musikværker fra nyere tid også en del gamle skindbetrukne bøger med noder fra ældre musikværker, marcher og signalmusik. Der er planer om at oversætte dette til digital form, men arbejdet er endnu ikke igangsat.
Det er helt klart mit indtryk, at det psykiske arbejdsmiljø er rigtig godt. Der er en god og humoristisk tone og en naturlig hjælpsomhed. Der er tillige gode muligheder for, at medlemmerne enkeltvis eller i grupper kan øve uden for arbejdstid eller blot hygge sig sammen.
Der er lidt udendørs plads til eksercitstræning i mindre grupper, men der er naturligvis også mulighed for at træne march og tattoo i en større hal på området, og det benyttes da også i vid udstrækning især her om vinteren, hvor vejret godt kan være lidt uvenligt i forhold til at træne tattoo og marcher.
Det er typisk tamburmajoren, som forestår den daglige træning i disse discipliner. Deres udsendte overværede træningen i tattoo-eksercits, og jeg kan betro læserne, at det absolut ikke er så nemt, som tamburkorpset får det til at se ud, når de optræder. Det kræver dyb koncentration og disciplin. Man skal vide nøjagtig, hvor kollegerne befinder sig, og hvad de vil foretage sig i næste sekund – dertil kommer, at man samtidig skal huske, hvad det er, man spiller. Det hele skal ligge på rygmarven, bl.a.fordi det hele også foregår uden noder. Ingen nem opgave skulle jeg mene, og der trænes i det dagligt. Skal et tattoo tage sig flot ud, skal det foregå snorlige og absolut uden slinger.
Søværnets Tamburkorps har netop som deres spidskompetencer march og tattoo.

Hvad spiller de ved de forskellige arrangementer – march, tattoo, koncerter, ceremonier?
Der er helt faste regler for, hvad der skal spilles ved forskellige ceremonier, hvordan der marcheres, og hvordan der stilles op. Det er ikke umiddelbart ligetil at spille under bevægelse – det skal opøves og vedligeholdes. Når nye konstabler indrulleres, deltager hele korpset i træningen og vedligeholder derved formen. Nogle nye er måske allerede vant til til denne særlige form, fordi de har deltaget i de forskellige bygarder eller andre lignende korps, mens det for andre igen er noget ganske nyt. Tamburmajorens forskellige tegn med staven skal læres, og det hele skal naturligvis foregå meget præcist, hvis det skal se godt ud og præsentere søværnet på bedste vis. Korpset er simpelthen også et element i søværnets image eller 'brand'. Man holder på denne måde traditionen i hævd i forbindelse med, at det skal være en audiovisuel oplevelse at overvære tamburkorpsets optræden.
Det er i princippet dirigenten, der beslutter repertoiret, men der er nedsat et lille udvalg, fordi flere hoveder ser flere muligheder. Alle de kongelige marcher er selvfølgelig på programmet, men der tages hensyn til hvilke marcher og signaler, der skal spilles afhængig af situationen fx om det er de kongelige, der går fra borde, eller om det er admiraler osv.
Når der marcheres, spiller korpset som nævnt uden noder, og derfor skal repertoiret i disse situationer være nemmere, men ved de siddende og stående koncerter spilles der al slags musik. Det er også et særkende for korpset, at de synger, både når de marcherer og ved tattoo-opvisninger. Derfor øves der hver dag i flerstemmig sang.
Jeg havde lejlighed til at overvære en del af en prøve, og i mine ører lød det fremragende med en bragende god klang.

Hvem er så menneskene i Tamburkorpset?
Men hvem søger så ind til Tamburkorpset, når man nu ikke kan få værnepligtige?
Det viser sig at være unge mennesker, som søger afklaring af, hvorvidt et musikerliv kunne være en mulighed. De kommer ofte direkte fra gymnasiet, fra Musikalsk Grundkursus, fra en bygarde eller en kombination heraf. Der er tale om et fuldtidsjob på kontrakt, og ved at være ansat i tamburkorpset er der rigtig gode muligheder for at finde ud af, dels hvorvidt en professionel musikerkarriere er interessant, dels måske udleve en drøm om at spille musik på et professionelt niveau et stykke tid. I øjeblikket er der 4 konservatorieuddannede musikere ansat.
Man ansættes som 'soldat' (korpsets ansatte benævnes soldater og ikke musikere) på en kontrakt, der løber frem til det 35. år med en prøvetid på 6 måneder og med 3 måneders opsigelsesvarsel derefter. Kontrakten forlænges ikke. Det er vigtigt at understrege, at man optjener ret til civil uddannelse efter en periode på 2 år og 9 måneder – ligesom alle andre konstabler. Der optjenes nemlig 1 uges civiluddannelse for hver måned, man er ansat ud over den førnævnte periode. Udannelsen skal foregå inden, man fylder 35 år. Ikke så dårlige vilkår skulle man synes.
Derudover er der som en del af forsvarets almindelige efteruddannelsespolitik mulighed for at søge kurser, ligesom tamburkorpset selv sørger for instruktører udefra, når der er mulighed og behov for det. Om sommeren afholdes der 'masterclass' i Gråsten, hvor tamburkorpsets medlemmer kan få betalt kursusudgifter for deltagelsen, men må selv lægge tiden til.

Tamburkorpset har i dag – efter den sidste besparelse – 24 medlemmer inklusive tamburmajor, dirigent og daglig leder. Der er 2 kvinder i det ellers mandsdominerede miljø. Der har været flere, og man håber meget på, at der ved de kommende naturlige udskiftninger vil være flere kvinder, som søger ind, og som kan optages. Man udvælger selvfølgelig de bedste, og der er ingen ingen kvotepolitik, men derimod en klar opfordring og udtrykt håb om, at kvinder vil se mulighederne i korpset og søge optagelse.
I disse ligestillingstider ligger det naturligvis lige til højrebenet at tale med Josephine Stanley og Gitte Jonsson (begge spiller kornet). De giver begge utvetydigt udtryk for at befinde sig godt i tamburkorpset. De har overhovedet ingen problemer med fx 'mandetonen' – og giver oven i købet udtryk for, at de selv måske hører til de 'værste'. De ser en risiko for, at for mange kvinder i korpset måske kan give anledning til for meget 'hønsegård' og fnidder – men det er naturligvis en meget personlig betragtning og ændrer nok ikke ved, at der overordnet er ønske om lidt flere kvinder i flokken.

Instrumenterne
Tamburkorpset har sin egen beholdning af instrumenter, og man kan vælge at få et af disse stillet til rådighed eller evt. bruge sit eget, der imidlertid så kun delvist er dækket af forsikringen i tilfælde af uheld 'i tjenesten'. Budgettet til indkøb er stramt, instrumenter er kostbare, og derfor skal der hele tiden prioriteres, fordi instrumenterne jo i sagens natur slides, da der spilles i al slags vejr.
Tamburkorpset er i dag sat op som et brass band med følgende instrumenter:
Marchtrommer, stortromme, bækken, lyre (naturligvis udformet som et anker), xylofon andre mindre slagtøjsinstrumenter, kornetter og flygel- og althorn, saxofon og tubaer samt euphoniums samt piccolofløjte.

Ledelsen
Ledelsen består af tamburmajoren, Martin Dolleris, som står for den daglige eksercits, dirigenten, Peter Harbeck, som har ansvaret for den musikalske ledelse og for optagelsen af nye ansøgere, og endelig den daglige leder, Anders Rasmussen, som – for at blive i søsproget – er banjermester og har ansvaret for hele administrationen (økonomi, arrangementer mm.) og de personalemæssige spørgsmål. Det er en stilling, han har erfaring i fra 5 år på kongeskibet, mens dirigent Peter Harbeck kommer fra en stilling som dirigent for Livgardens Musikkorps i 13 år, så det er erfarne folk, der står i spidsen for Søværnets Tamburkorps.

Planlægningen – hverdagen, årets højdepunkter, turneer og rejser
Vintertiden bruges typisk til træning, øvning og vedligeholdelse af materiel jævnt fordelt hen over dagen, mens tiden fra april til oktober for det meste bruges til arrangementer af forskellig art. Undertiden er der så travlt i løbet af sommeren, at der kun lige bliver tid til finpudsning af programmet og vedligehold af såvel soldater som instrumenter.
Tamburkorpset er adopteret af Aabenraa by, og deltagelse i byens årlige og traditionelle ringriderstævne er et af årets højdepunkter. Arrangementerne begynder i år allerede medio april med et større tattoo-stævne i Lillehammer i Norge, og sæsonen slutter formentlig med deltagelsen i flådestation Frederikshavns 50 års jubilæum den 2. oktober. Ind imellem ligger der så forskellige arrangementer, civile og offentlige. Bl.a. et par optrædener for ”Odd Fellow-søstrene”, optræden i NATO-hovedkvarteret i Geilenkirchen i Tyskland, sommerkoncert på Kastellet, bl.a. den 16. juni og som nævnt i Aabenraa.
I 2011 deltog Tamburkorpset således i 82 arrangementer, og en del af disse finder sted i week-enderne, og så går der også en tid med at afspadsere.
Det første arrangement i 2012 var dog medvirken ved fejringen af Dronningens 40 års regeringsjubilæum, hvor Tamburkorpset spillede i forbindelse med karetkøreturen fra Amalienborg til Københavns Rådhus. De var opstillet ved Marmorkirken, og inden Dronningen kom forbi, blev de mange fremmødte mennesker underholdt af korpset.

Fremtiden
Selv om Forsvaret er blevet pålagt besparelser i lighed med andre offentlige institutioner, er der stærkt begrundet håb om, at Søværnets Tamburkorps nok har været gennem de nedskæringer, der kan forventes på området. Hele forsvarets 'musikliv' skulle som udgangspunkt spare så meget, at der kun ville blive Livgardens musik- og tamburkorps tilbage, og det var ikke holdbart. Derfor er det forventningen – og håbet – at de tre musik- og 2 tamburkorps, der er tilbage, vil forblive intakte.
De to andre musikkorps – Prinsens og Slevigske – består af professionelle musikere, og dels vil en nedlæggelse betyde tab af lokale arbejdspladser, dels er der såvel aktuelle og historiske årsager til, at en nedlæggelse formentlig ikke kommer på tale – og jeg forestiller mig, at det heller ikke vil ske uden sværdslag.

Således beriget med nye indtryk og gode oplevelser blev kursen sat hjemad for at skrive nærværende første artikel i en serie om musik- og tamburkorps i den danske forsvar. Heldigvis var det holdt op med at regne, vejret var lysere – og det var Deres udsendtes sind også.

Protester og/eller tilvænning

Vi ser det gang på atter. Når lovgiverne begynder en debat om et eller flere lovindgreb, som kan få umiddelbar indflydelse for den enkelte borger eller virksomhed, overstrømmes offentligheden af umådelig mange indlæg for eller imod lovindgrebet. Argumenterne flyder i lind strøm, og undertiden er der ingen grænser for hvor stor skade, indgrebet medfører.Vi ser for tiden i forbindelse med evt. indførelse af finansskatten Tobin-skat, indførelse af betaling for at køre ind i København eller i bestræbelserne efter at nå et bredt energiforlig.
Jeg tager disse eksempler frem, fordi de alle kan ses som områder, hvor der i rimelig lang tid har været relativ stor enighed om, at her skulle der ske noget, fordi det vil være afgørende for samfundet at regulere områderne.

Men aldrig så snart handlinger skal til at følge efter de mange ord, begynder alle betænkelighederne og de negative konsekvenser at dukke op:

• For Tobin-skattens vedkommende vil det få konsekvenser for pensionsopsparingerne – der vil blive op til adskillige 100 kroner færre til udbetalingerne til sin tid
• Indførelsen af en betalingsafgift vil få stor og næsten uoverkommelig konsekvens for så at sige alle håndværksvirksomhederne og den private del af transportsektoren – ligesom alle omegnskommunerne vil få enorme parkeringsproblemer
• Bestræbelserne for at få hevet et bredt politisk forlig i land, så samfundet kan komme videre med at etablere en bæredygtig energisektor med mange arbejdspladser i fx byggesektoren til følge, lider under snævre partitaktisk obstruktion

Ja – det er da klart, det vil få betydning for vort samfund, og ja – det vil ramme nogle. Det kan ikke være anderledes. De ramte vil på denne måde komme til at bidrage til fællesskabet og 'sætte ind på kontoen' for på andre tidspunkter at kunne hæve indsatsen og nyde godt af fællesskabets styrke. Samtidig vil de nævnte lovindgreb gavne helheden og medvirke til at rette op på skævheder, der rækker ud over landets grænser. 

Der er mange grupper og/eller enkeltpersoner i vort samfund, som beskylder andre igen for at klynke og være jammerkommoder, men sandheden er vist, at vi ikke har hinanden noget at høre. Egoisme og individualisme giver lige for tiden fællesskab og helhed baghjul.

Lad os få gjort op med det!