Anmeldelse af ”Alt, hvad du har”, GrandTeatret, den 18. januar 2011 med Reese Witherspoon, Owen Wilson, Paul Rudd og Jack Nicholson (Biografklub Danmark).
Fra Grands foromtale af filmen citeres her:
'.......James L. Brooks' romantiske komedie om den sande kærlighed - og kunsten at finde den. Afsættet er et klassisk trekantsdrama, som udspilles mellem en kvinde og to vidt forskellige mænd, der mødes på deres respektive livs nok værste aften. Brooks, der er ekspert i menneskelige voksenkomedier, har ikke overraskende givet genvalg til Jack Nicholson, som spiller den ældre part i et kompliceret far-søn-forhold præget af økonomiske uoverensstemmelser....'
Det er en rigtig 'feel-good'-film – ligesom 60'ernes lystspil med Rock Hudson og Doris Day, med andre ord er det ikke en film, som man absolut skal se. Spillet er helt professionelt og troværdigt, mens baggrunden – et økonomisk mellemværende mellem far og søn (Jack Nicholson og Paul Rudd) aldrig bliver helt klart, men senior har tilsyneladende svindlet og lader sønnike få skylden – for trekantsdramaet mellem denne søn og to sportsikoner – en smuk og betagende kvinde, der bliver fravalgt til det amerikanske baseball-landshold, og en navlebeskuende, forkælet mandlig baseballspiller – udspilles i et fashionabelt amerikansk bymiljø. Der er ligheder i denne film med Oliver Stones film ”Wall Street, Money never sleeps” med Michael Douglas som Gordon Gekko omkring far-barn-problemstillingen.
Jack Nicholson indtager suverænt scenen, når han spiller. Hans hæse stemme, hans kropssprog og ikke mindst mimik er fantastisk. Han er naturligvis blevet ældre og passer derfor godt til den rolle, han skal spille her – i øvrigt ville han også godt kunne spille rollen som Prins Henrik, hvis han skulle få den tilbudt. Der er en vis lighed.
Efter forskellige genvordigheder, og filmen er måske lige lang nok, kommer man til den slutning, man har gættet hele tiden, og spørgsmålet er blot, om far Nicholson kommer de 25 år i spjældet.
Alt i alt en hygsom film, som man sagtens kan tåle at se, men det er ingen livsnødvendighed.
onsdag den 19. januar 2011
fredag den 14. januar 2011
Anmeldelse af filmen ”Waiting for Superman”
Anmeldelse af filmen ”Waiting for Superman”, Grand Teatret torsdag den 13. januar 2011, med efterfølgende paneldebat, arrangeret af et nystiftet forum ”Politisk filmklub” med Lotte Hansen og Lene Johansen i spidsen.
Filmen er en Oscarnomineret dokumentarfilm om det amerikanske skolesystem, begået af
David Guggenheim. I foromtalen af filmen kan man læse:
Fiaskofabrikker! Øgenavnet for visse offentlige skoler (og problemer med alle offentlige skoler) i USA viser et grundlæggende problem. For samfundet, der mangler veluddannet arbejdskraft, men først og fremmest for børnene, der bliver svigtet, når de ikke får en ordentlig uddannelse. For der er et alternativ, viser dokumentarfilmen ”Waiting for Superman”, og det er ikke privatskolerne, men offentligt finansierede skoler, der har succes med at bryde negativ social arv selv i hårdt belastede kvarterer. Den smertelige sandhed i dagens USA er imidlertid, at det er rent lotteri om børnene kommer på en skole, der vil give dem succes. Bogstavelig talt et lotteri!
DG tager et kritisk blik på et system, der lader fiaskofabrikkerne fortsætte. Filmen er et portræt af et problem og af fem uforglemmelige børn, der har et håb for fremtiden.
Det er en lang film, knapt 2 timer, og den er måske også for lang. Det er også en meget 'smal' film. Jeg tror, at det vil være relativt få, der ser filmen, hvis man altså ikke lige er professionelt interesseret i skoler og skoleproblemer. Så kan man på den anden side hævde, at det må der være rigtig mange forældre, der er – og temaet er da vigtigt.
Rigtigt, men alligevel tror jeg ikke, det bliver en publikumssucces.
Når det er skrevet, så synes jeg, at det er en god film, der med ligefremme – og til tider rørende – interviews og animationer tydeliggør de problemer, USA har i deres grundlæggende uddannelsessystem. Den afslører – ikke uventet – at der er gode og dårlige skoler, at supermagtens testsystem ikke hjælper ret meget, og at den negative sociale arv kun meget vanskeligt brydes, og hvis det sker, så er lodtrækning et væsentligt middel!
Ligeledes afslører filmen også, at det altafgørende er lærerne. De er uundværlige, og uden engagerede og lidenskabelige lærere vil det ikke lykkedes, hverken med New Public Management, resultatløn eller hidsige ledelsesteknikker.
Uanset hvad så taber eleverne, når de voksne kaster sig ind i kampen med alle deres meninger og holdninger, der ikke holder vand, fordi de tror at vide, hvad der kan frelse skolen, eller fordi de skal redde deres skind.
Filmen dokumenterer, at det er professionelle, engagerede, involverende og karismatiske lærere, der på alle niveauer skal give skolen det kvalitetsløft, vore børn fortjener, og ikke frelste DJØF'ere eller fagforeningsdiktatorer.
Et nystiftet debatforum ”Politisk filmklub” havde efterfølgende arrangeret en paneldebat. Værtinderne journalist Lene Johansen og direktør i HansenPR, Lotte Hansen vil sammen med undervisningsminister Tina Nedergaard, vicedirektør i DEA (Danmarks Erhvervsforsknings Akademi), Bjarne Lundager Jensen og Birgit Lise Andersen, der er skoleleder på Strandgårdskolen i Ishøj, diskutere de danske forhold og værdier i folkeskolen sammenlignet med USA.
Initiativet var godt ment, men der kom absolut intet nyt frem. Undervisningsministeren fremførte atter 'sine tårnhøje ambitioner' for den danske skole, vicedirektøren erklæredee sig som varm tilhænger af folkeskolen, men havde alligevel valgt at sætte alle sine 4 børn i en Grundtvig-Koldsk Friskole, og skolelederen roste sine lærere for i samarbejde med hende og den kommunale forvaltning at have vendt en negativ dødsspiral til en positiv udvikling for en lokal folkeskole.
Var der kommet andre synspunkter og holdninger frem, ville det have været en overraskelse.
Ikke desto mindre var ideen med at invitere til en politisk minidebat på baggrund af film, der på virkelighedsnært grundlag forsøger at skildre almene samfundsforhold, god nok og fortjener lidt levetid endnu.
Filmen er en Oscarnomineret dokumentarfilm om det amerikanske skolesystem, begået af
David Guggenheim. I foromtalen af filmen kan man læse:
Fiaskofabrikker! Øgenavnet for visse offentlige skoler (og problemer med alle offentlige skoler) i USA viser et grundlæggende problem. For samfundet, der mangler veluddannet arbejdskraft, men først og fremmest for børnene, der bliver svigtet, når de ikke får en ordentlig uddannelse. For der er et alternativ, viser dokumentarfilmen ”Waiting for Superman”, og det er ikke privatskolerne, men offentligt finansierede skoler, der har succes med at bryde negativ social arv selv i hårdt belastede kvarterer. Den smertelige sandhed i dagens USA er imidlertid, at det er rent lotteri om børnene kommer på en skole, der vil give dem succes. Bogstavelig talt et lotteri!
DG tager et kritisk blik på et system, der lader fiaskofabrikkerne fortsætte. Filmen er et portræt af et problem og af fem uforglemmelige børn, der har et håb for fremtiden.
Det er en lang film, knapt 2 timer, og den er måske også for lang. Det er også en meget 'smal' film. Jeg tror, at det vil være relativt få, der ser filmen, hvis man altså ikke lige er professionelt interesseret i skoler og skoleproblemer. Så kan man på den anden side hævde, at det må der være rigtig mange forældre, der er – og temaet er da vigtigt.
Rigtigt, men alligevel tror jeg ikke, det bliver en publikumssucces.
Når det er skrevet, så synes jeg, at det er en god film, der med ligefremme – og til tider rørende – interviews og animationer tydeliggør de problemer, USA har i deres grundlæggende uddannelsessystem. Den afslører – ikke uventet – at der er gode og dårlige skoler, at supermagtens testsystem ikke hjælper ret meget, og at den negative sociale arv kun meget vanskeligt brydes, og hvis det sker, så er lodtrækning et væsentligt middel!
Ligeledes afslører filmen også, at det altafgørende er lærerne. De er uundværlige, og uden engagerede og lidenskabelige lærere vil det ikke lykkedes, hverken med New Public Management, resultatløn eller hidsige ledelsesteknikker.
Uanset hvad så taber eleverne, når de voksne kaster sig ind i kampen med alle deres meninger og holdninger, der ikke holder vand, fordi de tror at vide, hvad der kan frelse skolen, eller fordi de skal redde deres skind.
Filmen dokumenterer, at det er professionelle, engagerede, involverende og karismatiske lærere, der på alle niveauer skal give skolen det kvalitetsløft, vore børn fortjener, og ikke frelste DJØF'ere eller fagforeningsdiktatorer.
Et nystiftet debatforum ”Politisk filmklub” havde efterfølgende arrangeret en paneldebat. Værtinderne journalist Lene Johansen og direktør i HansenPR, Lotte Hansen vil sammen med undervisningsminister Tina Nedergaard, vicedirektør i DEA (Danmarks Erhvervsforsknings Akademi), Bjarne Lundager Jensen og Birgit Lise Andersen, der er skoleleder på Strandgårdskolen i Ishøj, diskutere de danske forhold og værdier i folkeskolen sammenlignet med USA.
Initiativet var godt ment, men der kom absolut intet nyt frem. Undervisningsministeren fremførte atter 'sine tårnhøje ambitioner' for den danske skole, vicedirektøren erklæredee sig som varm tilhænger af folkeskolen, men havde alligevel valgt at sætte alle sine 4 børn i en Grundtvig-Koldsk Friskole, og skolelederen roste sine lærere for i samarbejde med hende og den kommunale forvaltning at have vendt en negativ dødsspiral til en positiv udvikling for en lokal folkeskole.
Var der kommet andre synspunkter og holdninger frem, ville det have været en overraskelse.
Ikke desto mindre var ideen med at invitere til en politisk minidebat på baggrund af film, der på virkelighedsnært grundlag forsøger at skildre almene samfundsforhold, god nok og fortjener lidt levetid endnu.
søndag den 2. januar 2011
Statsministerens nytårstale 2011
Et par kommentarer til statsministerens nytårstale kunne være:
Kraftig justering af den forkætrede efterløn, ja ligefrem afskaffelse: Fred med det, det er nok uomgængeligt.
Den økonomiske politik, specielt emnet omkring de manglende hænder på arbejdsmarkedet: Det bliver jo gang på atter nævnt i den daglige debat, at samfundet har stærkt brug for, at flere forbliver på arbejdsmarkedet, at stadig flere færdiggør deres uddannelse og bliver aktive på arbejdsmarkedet, at vi skal satse på uddannelse, forskning, teknologi og energi.
Det hele er jo så rigtigt, men jeg undrer mig over, hvor de jobs er, som de ikke-arbejdsmarkeds-aktive skal have. Ingen taler om at matche kompetencer og udbud for ikke at tale om de mennesker, for hvem det er uoverskueligt at gå i gang med en ny uddannelse, de ufaglærte, som jo dog har deres erfaring at byde ind med, men som har mistet deres arbejde på baggrund af finanskrisen på trods af, at mange af de virksomheder, som har fyret folk, modtager statssubsidier i form af træk fra diverse udviklingsfonde og/eller skjulte reserver, Vestas fx. Mange af dem bor endvidere i de tyndt befolkede områder.
Hvor er arbejdet til disse grupper?
Eller er sådan, at Fanden tager de sidste?
Kraftig justering af den forkætrede efterløn, ja ligefrem afskaffelse: Fred med det, det er nok uomgængeligt.
Den økonomiske politik, specielt emnet omkring de manglende hænder på arbejdsmarkedet: Det bliver jo gang på atter nævnt i den daglige debat, at samfundet har stærkt brug for, at flere forbliver på arbejdsmarkedet, at stadig flere færdiggør deres uddannelse og bliver aktive på arbejdsmarkedet, at vi skal satse på uddannelse, forskning, teknologi og energi.
Det hele er jo så rigtigt, men jeg undrer mig over, hvor de jobs er, som de ikke-arbejdsmarkeds-aktive skal have. Ingen taler om at matche kompetencer og udbud for ikke at tale om de mennesker, for hvem det er uoverskueligt at gå i gang med en ny uddannelse, de ufaglærte, som jo dog har deres erfaring at byde ind med, men som har mistet deres arbejde på baggrund af finanskrisen på trods af, at mange af de virksomheder, som har fyret folk, modtager statssubsidier i form af træk fra diverse udviklingsfonde og/eller skjulte reserver, Vestas fx. Mange af dem bor endvidere i de tyndt befolkede områder.
Hvor er arbejdet til disse grupper?
Eller er sådan, at Fanden tager de sidste?
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
