Uddrag fra en generationsdialog

Nedenstående er et resultat af refleksioner over samfundsproblemer, som min yngste søn og jeg har diskuteret et par gange. Det er derfor et kompromis, idet vi naturligvis ikke er enige om alt - men det, vi her har skrevet, kan vi begge stå inde for.

Som borger i det danske samfund undrer det os, at samtidig med at den offentlige økonomi udgør den største andel af bruttonationalproduktet nogensinde, kan hverken stat, regioner eller kommuner løfte de opgaver, de stiller sig selv og hinanden på tilstrækkelig kvalificeret vis.
VKO-flertallet peger helt kontant på, at den offentlige sektor aldrig før har været så stor som nu, men ikke desto mindre melder både regioner og kommuner om vanskelige budgetforhandlinger med besparelser i milliardklassen.
Det er da besynderligt – Vi undres!. Hvad er der gået galt? - Er der ikke råd til velfærdssamfundet mere?- og hvorfor! - Det kan forhåbentlig ikke være rigtigt.
Vi frygter, at på trods af de sidste mange års værdisnak er den danske opfattelse af demokratiet ude på en glidebane. Politikerne, især fra Folketinget, siger ét, men handler ikke rigtigt efter det. Deres troværdighed er noget flosset, og det tog vel sin begyndelse med Danmarks involvering i Irak-krigen, hvorefter det så er gået slag i slag fra bilagsrod over uvederhæftigheder i forsvarsministeriet, valg mellem privatskole og folkeskole til forskellige forklaringer om skattebetaling og opholdssted. Man er bestemt sig selv nærmest og håber på, at de trufne valg glemmes af vælgerne efter nogen tid.
Demokratiet skamrides. Skyldes det, at vi er et demokrati med mange år på bagen, hvor befolkningen oplever demokratiet som noget fjernt, noget man ikke rigtig behøver at engagere sig særlig meget i?
Der er også kraftige tegn på, at sammenholdskraften i samfundet er aftagende. Værdidebatten med mere eller mindre lødige argumenter har gjort sit til det. Det kommer tydeligst frem i bolig- og skolepolitikken, hvor resursestærke familier trækker sig og søger sammen med ligestillede og -sindede.
Det er dybt bekymrende, at vi ikke har formået at løse integrationen bedre, men på en eller anden måde søgt være os selv nok. Retfærdigvis skal det bemærkes, at integration vender begge veje. Der skal være en vilje, men det modtagende danske samfund har ansvaret for de første venlige og positive udspil, uden der behøver at være tale om et assimilationsønske.
Den politiske debat har i den seneste tid været personfikseret, hvilket formentlig skyldes, at valget nærmer sig, men det er vor opfattelse, at det vil være nødvendigt med en bred og i bedste forstand folkelig debat om mindst 5 punkter, fordi den kunne medvirke til, at løsningen på de alvorlige problemer, vi står overfor, vil blive bedre forankret end uden:

• Den offentliges sektor og forbrugeren i individets årti
  
• Det individuelle i forhold til lighed og fællesskabet
  
• Indførelse af to-kammersystem og forfatningsdomstol
  
• Politik som et erhverv
  
• Ghettoisering., dvs. en bolig- og skolestrategi
  

Den offentliges sektor og forbrugeren i individets årti.
Det er nødvendigt med en lille pause og i mellemtiden sørge for, at samfundet ikke går helt i sort, mens vi tager fat på en livsnødvendig debat om, hvorvidt definitionen af, hvad vi opfatter som offentlige funktioner, er rigtig. Skal alle borgere have ret til gratis hospitalsbehandling af hvilke som helst sygdomme, fordi 'nu har man betalt sin skat i så og så mange år' og derfor har ret til at få noget igen? - Skal private skoler modtage et temmelig stort tilskud? - Skal alle have folkepension uanset indtægt og formue?- Skal jeg have ret til gratis hjemmehjælp, fordi jeg har været heldig at opnå en høj alder, hvis jeg nu selv har råd til at betale for hjælpen? - Hvorfor skal mere eller mindre nære slægtninge have krav på en efterladt formue? - Er det en offentlig opgave at passe børn? - Skal folkeskolen blive ved med at være gratis? - Er uddannelses støtten rimelig? - Skal en universitetsuddannelse være en gave fra almenvældet til den enkelte?
Man kan blive ved med at opstille spørgsmål – og nogle vil medføre forargelse og vrede.
Men det er nødvendigt at stille dem. Det må være rimeligt at diskutere, om vi skal smøre de forventede offentlige ydelser ud over hele samfundskagen, så laget bliver så tyndt og blodfattigt, at det fremfor at være velfærd bliver kollektiv fattigdom i stedet? - Eller skal vi sætte ind dér, hvor der er et behov?
Der skal gøres op med retsprincippet til fordel for skønsprincippet. Det har vi haft før, nemlig i opbyggelsesfasen af velfærdssamfundet, og der var bestemt nogle ulemper ved det. Det hindrer imidlertid ikke, at vi må genindføre det for a få råd til at fastholde velfærdssamfundet, da alt for mange er nydere i dag, og for få er ydere. Vi bliver nødt til at se på de konkrete behov og den enkeltes indtægtsgrundlag i forbindelse med overførselsindkomsterne.
Dertil kommer nødvendigheden af at se på den offentlige sektors funktioner i forhold til infrastruktur, herunder energiforsyning. Et udgangspunkt kunne passende være at lade togene, busserne og flyvemaskinerne privatisere, men lade kommunikationsvejene (skinner, veje, lufthavne, sendenet, forsyningsledninger mm.) forblive som offentlig ejendom.
Nogle opgaver kan løses bedre efter udbud til en privat entreprenør, og andre opgaver bliver kun løst dårligere. Generelt skal vi hverken fanatisk afvise privatisering eller gå i modsatte grøft. Det vigtigste er, vi holder os for øje, at prissætningen ved et udbud til en privat entreprenør aldrig vil være reel, idet vi jo har besluttet at opgaven skal løses.
Vi må fastholde, at kommunikationsvejene forbliver offentlig ejendom – om ikke andet så for at kunne bevare samfundets sikkerhed mht. funktionsduelighed samt ikke mindst muligheden for at kunne indkassere forbrugsafgifter.
Kommunikationsvejene er ikke et markedsspørgsmål. Det er naivt at forestille sig, at private virksomheder vil have så meget samfundssind, at de vil udbygge og vedligeholde kommunikationsvejene ud til landets meget tyndt befolkede områder, hvis det ikke kan betale sig. Den offentlige sektors funktioner kan ikke generelt drives som en privat virksomhed. Der er simpelthen nogle andre hensyn at tage end de markedsbestemte.

Det individuelle i forhold til lighed og fællesskabet.
Når man følger med i, hvad der offentliggøres om fællesskabets budgetter og regnskaber, så har mantraet de seneste mange år været, at bundlinjen ikke må udvise røde tal. Der må ikke bruges flere penge, end man har. Det er vel egentlig et logisk og sundt princip, men trods det er det jo netop, hvad der er sket – år efter år. Så længe bruttonationalproduktet har været stigende, har det også været for fristende for magtens ihændehavere at uddele milde gaver til befolkningen.
De individuelle krav til fællesskabet er steget støt og roligt gennem årene, og alle gør krav på deres individuelle ønsker i fællesskabets navn, fordi alle skal behandles lige. Men lighed og fællesskab er ikke identiske størrelser. Vi tror, at tiden er kommet, hvor det ikke kan undgås at differentiere og prioritere såvel forventninger som muligheder, hvis landet skal overleve.
I denne forbindelse er det nødvendigt at se på, om den fordelingspolitik, der har været herskende i den senere tid, nu også er den rigtige. For os at se kan det ikke være rigtigt at lade de svageste i stadig højere grad skytte sig selv samtidig med, at de rigeste får de største skattelettelser 'a la Fanden tager de sidste'. Skattetrykket, som de resursestærke ynder at synes er for højt, er i virkeligheden tungest for de svageste. Det er den gruppe, det går hårdest ud over, når man skal tale om udgifter. De rigeste har jo da klart bedre råd til at betale til fællesskabet – sådan er det. Kløften mellem fattig og rig har aldrig været større end nu, og desværre ser vi, at antallet af fattige er stigende. Det er virkelig svært at leve af kontanthjælpens forskellige former.
Management-tankegangen har efter vor mening været gift for vort velfærdssamfund og lagt grunden til det måle-, veje- og kontrolsamfund, vi har i dag samt understøttet det individuelle på bekostning af fællesskabet.
Vi er gået fra at være borger over bruger til at være kunde i vor egen butik!
Resultatet er, at hylderne er tømt for varer samtidig med, at vi skriger efter nye, flere og bedre. Det må stå klart, at det jo ikke kan lade sig gøre.
Markedsgørelsen har sejret i alt for stor en udtrækning, og det bliver nødvendigt at lave det om – måske ikke i form af gammeldags planøkonomi med 5 og 10 års planer, men en bedre koordination og langsigtet planlægning, frem for hvad der lige kan betale sig på kort sigt, er bydende nødvendig, hvis velfærdssamfundet og velstandssamfundet fortsat skal være 2 sider af samme sag.

To-kammersystem og forfatningsdomstol.
Vi har gennem de sidste 10 år været vidner til, at demokratiet blot handlede om at kunne tælle til 90 – og det er efter vor mening lidt for pauvert. Blokpolitikken har hersket, og det er ikke helt forkert at hævde, at 'de fleste har ret, fordi de er de fleste'. Den største del af oppositionen har været tvungent til at logre med for blot at kunne føle, de dog havde en lille bitte smule indflydelse på udviklingen – eller afviklingen, alt efter temperament.
Grundloven bygger på holdninger og værdier, som – på trods af flere justeringer – ligger mere end 150 år tilbage. Nogle politikere har forgæves slået til lyd for en gennemgribende grundlovsrevision. Det er yderst fornuftigt, men samtidig afsindig besværligt. Grundloven er ikke nem at ændre. Men det er nødvendigt at forsøge at gøre det, og nedsættelse af en kommission med henblik på en kulegravning af emnet vil være velgørende. Kommissoriet skal indeholde modeller for mindretalsbeskyttelse, fx en forfatningsdomstol, så en uvildig instans med uafhængigt (jurister) personale kan afgøre, om lovene er lovlige. Det lyder umiddelbart forkert, men vi synes, der er grund til at have en sådan instans, når vi ser på hvilke love og beslutninger, der er gennemført i nyere tid, fx på integrationsområdet og i forbindelse med krigsdeltagelse. Et to-kammersystem kunne også overvejes, men det indebærer en naturlig fare for bureaukratiske forsinkelser.
Det forekommer os, at vort demokrati fortjener en opdatering. Vi har alt for længe lullet os ind i en opfattelse af, at demokratiet i Danmark er så godt og grundfæstet, at det kan fungere i al evighed og et par dage til. Men så er det jo gået hen og blevet en religion, og så bliver det først farligt. Ja, somme på Tinge mener sig endog kaldet til at irettesætte andre landes fortolkninger af demokrati, så stenede er de i deres egen opfattelse af emnet.

Politik som et erhverv.
Et fjerde punkt, vi bliver nødt til at tage stilling til, er, at politik er blevet et erhverv, en stilling, et job, som man meget nødigt vil af med. Det forekommer os, at vi har fået opdyrket en stand af professionelle politikere – ofte DJØFere – som er alt for langt fra folket, fra de borgere, de skal forestille at repræsentere, og som om det ikke er nok, så læner de sig op af embedmænd, der har samme baggrund, som de selv har.
Det er ikke betryggende.
Kommunalreformen har heller ikke gjort det nemmere. Reduktionen fra 273 kommuner til 98 har også halveret antallet af kommunalpolitikere og øget antallet af akademikere – oftest DJØFere – i administrationen. Igen styrker dette tendensen til, at der er blevet for stor afstand fra folkets repræsentanter til de politiske bestyrelser med deres akademiske embedsmænd. Det er blevet mere vanskeligt for de borgere, der brænder for et område/en sag at blive repræsenteret i de politiske bestemmelsesfora. Alternativet er NGO-bevægelserne, og derved stiger faren for, at der 'går religion' i sagen.
Alt for få politikere i dag brænder for noget. De påstår ganske vist, at de har sager, de 'brænder' for, men vi synes, de for ofte er brændt ud, når det kommer til stykket. De vil hellere have indflydelse gennem deltagelse og kompromismageri. Det kan måske også være godt nok – i en vis udstrækning, men 'brandsagerne' får altså tit lov at brænde ned i glemsel.
Vi kan desværre kun henvise til to eksempler, hvor politikere stadig brænder for en sag. Det ene er Dansk Folkeparti. Deres indædte modstand mod indvandring har bragt dem til tops i dansk politik, og i vor optik er det ikke positivt, fordi deres menneskesyn har rod i en nationalistisk tankegang, der minder om grunde til, at krige udkæmpes – og det har næppe nogensinde været i den almindelige befolknings interesse.
Det andet er Connie Hedegaard, som efter vor opfattelse har kæmpet bravt og fortsat gør det for sin miljøsag som miljøminister i en borgerlig regering – og også taget imod tæsk for det som medansvarlig for fiaskoen med COP15 i Bella Centeret.
Vi må med andre ord få gjort politik mere vedkommende, så det bliver nemmere at få gennemført forhold, man brænder for, uden at det betyder, at et mindretal trædes under fode. Det er ikke en nem opgave, men måske grundlovskommissionen også kan tage det med.

Ghettoisering, dvs. en bolig- og skolestrategi.
Der er ved at ske en farlig opdeling af vort samfund: Rige og fattige, arbejdsløse og arbejdsramte, ejere og ikke-ejere samt en opdeling efter etnicitet.
Kast et blik på boligområderne, og det står lysende klart. Kast et blik på børnesammensætningerne i institutioner og skoler, og det står lysende klart. Før i tiden skete det oftere, at børn fra resursestærke hjem legede med eller gik i klasse med børn fra knapt så resursestærke hjem. De fleste våbenduelige mænd aftjente værnepligt sammen med folk fra samtlige samfundslag. Denne tilstand er på vej til at blive sjælden i dag. Derfor kender man ikke hinanden og hinandens levevilkår. Det skaber kløfter, og det er farligt for demokratiet.
Denne opsplitning af samfundet er måske den allerstørste fare i dag, og måske er det den allersværeste at forandre. Vi må desværre erkende, at vi i skrivende stund må kapitulere mht. at pege på løsningsforslag. Én løsning på problemet er i nyere tid set i Cambodja (Pol Pot) og i Kina (Tibet) – og det kalder jo så absolut ikke på en gentagelse. Vi håber på, at andre kan bidrage her, for det er nødvendigt at tage problemet alvorligt. Et skrækscenarium kunne være, at Danmark vil blive regeret kolonivilkår, forstået sådan at en 'overklasse'/'magtklasse' bestemmer helt udemokratisk.
Ovenstående er alt for uvidenskabeligt at kalde analyse, ja – det nærmer sig snarere populisme. Det er blot nogle refleksioner over nogle samfundsspørgsmål, som vi har debatteret ved forskellige lejligheder, men det er efter vor opfattelse ikke desto mindre problemfelter, vi bliver nødt til at drøfte i den nærmest kommende tid, hvis vi fortsat ønsker en velfærdsstat med velstand og et samfund, vi kan være bekendt.
Hvis ovenstående kan være med til at sætte den debat i gang, er noget dog nået, og så er det ikke så ringe endda.

Jens Pedersen (den yngre) og Benny Pedersen (den ældre).

Kommentar til Anita Bay Bundegaards ”Signatur” i Politiken, den 18. september 2010:

Tak, fordi Politiken følger op på kulturdebatten - eller den manglende. Jeg bliver dog nødt til at minde om, at socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen fik bragt en meget engageret og velskrevet kronik i Politiken den 1. august då. Kulturen er altså ikke helt gået i glemmebogen, men fortsæt endelig med at bide politikerne i haserne. Det kan vist ikke gøres for tit.

Fremskridtets folkeskole.

Nedenstående er den forkortede udgave af min vision for den danske folkeskole, bragt i Skolelederforeningens blad "Skoleledelse", september 2010.
Den uforkortede udgave kan læses på bloggen efter denne udgave.
Det er mit håb, at refleksionerne kan indgå i debatten om den sidste kulturbastion i Danmark, hvor alle kan møde alle typer mennesker. Jeg frygter desværre, at det er ved at være sidste udkald, inden denne unikke chance er en saga blot. Opsplitningen i det danske samfund er i fuld gang.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år, blandt meget andet med baggrund i intenationale undersøgelser og værdipolitik.
Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj – meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Til en begyndelse bør undervisningens organisering gøre op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes projektorienteret i team.
Hvad ville der ske, hvis man i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk (svarende til 2 årgange efter den nuværende ordning)?
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange og afslutter med en ny Folkeskolens Afgangsprøve efter den femte forsamling, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

Det skal sikres, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau i undervisningen samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Det kunne foregå ved, at politikerne ændrer folkeskoleloven sådan, at et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole, men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Der er altså flere nærskoler i området, sådan at eleverne de 6-8 første år (1. til 3. forsamling) går i skole dér, hvor de bor. Eleverne i udskolingen (4. til 5. forsamling) har mulighed for at vælge en anden nærskole, der tilbyder specialiserede undervisningsforløb (fagprofiler) inden for den enkelte elevs præferencer og interessefelter.

Det er også nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990'erne 1)
Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik. Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstavelig talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til samt at kunne gennemskue de vir-kemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere. Dialogen kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen skal forlænges med 1 år, så den omfatter 11 år.

Skolerne skal endvidere åbne nye ”fronter”:

• Etablere sig som lokalt kulturcenter, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere, uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/klub 2)
• Etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder. Dette samarbejde kan eksempelvis omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik.
• Etablere internationalt samarbejde så alle skoler har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det i højeste grad bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger. I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til samhandel, økonomi og fred, er det betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles. Det er vigtigt at opbygge internationale relationer, hvor bl.a. udveksling af elever med privat indkvartering finder sted. Derved forøges sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse væsentligt til gavn for fx integrationen.
  

Udviklingen de sidste 10 år er imidlertid gået i en anden retning. Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vort sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund.
Men jeg tror på, det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.
Markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!

En udvikling som beskrevet betyder, at læreruddannelsen skal være et år længere, dels sådan at det faglige niveau hæves, dels så at de studerende ikke kommer ud for det såkaldte praksischok ved at der bruges mindst et halvt år ”på græs” = lønnet praktik.

Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: Pædagogik og neurologi. Her vil det være muligt at implementere den viden, som medicinere og biokemikere har om hjernens funktioner herunder den forskel, der er mellem pigers og drenges fysiologiske udvikling.
[forkortet udgave; den lange og uddybende udgave kan læses på

1) Det musiske udvalg blev nedsat af daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen fra Det radikale Venstre (den sidste undervisningsminister Danmark har haft med visionsagt og -magt).
2) I København er der tidligere gjort erfaringer med 'skolen som lokalt kuturcenter': Tidl. Matthæusgades og Havremarkens Skoler samt Kirsebærhavens Skole.

Fremskridtets folkeskole.

I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden: ”Min krystalkugle”. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Når jeg genlæser det, sammenholder det med nyere refleksioner over folkeskolens fremtid og forestiller mig fremskridtets folkeskole, synes jeg bestemt, der er 'noget at komme med' – bl.a. set i lyset af det nylige folkeskoleudkast fra Kommunernes Landsforening.
Men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at folkeskolen er en virkelig stor organisation at flytte på, og at organisationens fundament rækker helt tilbage til begyndelse af 1800-tallet.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år, blandt meget andet med baggrund i intenationale undersøgelser og værdipolitik.
Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Enighedspapiret ”En skole på vej” 1) beskriver væsentlige elementer i skolen, nemlig lærerrollen, undervisningsbegrebet, undervisningens organisering og lederrollen, og jeg vil her knytte bemærkninger til undervisningens organisering, netop fordi det adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af skolen.
Undervisningens organisering gør op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes i team med projekter, hvor færdigheder og faglige discipliner fra flere fag inddrages. Eleverne kan i afgrænsede perioder inddeles i hold, hvor der i højere grad end ved den kendte og almindelige undervisning kan tages større individuelle hensyn.
Hvad ville der mon ske ved, hvis man nu i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk (svarende til 2 årgange efter den nuværende ordning)?
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange og afslutter med en ny Folkeskolens Afgangsprøve efter den femte forsamling, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

Det skal sikres, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau i undervisningen samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig indenfor særlige kompetencefelter. Det kunne foregå ved, at politikerne ændrer folkeskoleloven sådan, at et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Der er altså flere nærskoler i området, sådan at eleverne de 6-8 første år (3. til 4. forsamling) går i skole dér, hvor de bor. Eleverne i udskolingen (4. til 5. forsamling) har mulighed for at vælge en anden nærskole, der tilbyder specialiserede undervisningsforløb (fagprofiler) inden for den enkelte elevs præference og interessefelt.
Baggrunden for at etablere en skolestruktur, der indebærer, at børn i løbet af deres skole-forløb gives muligheder for at veksle mellem forskellige skoler, er, at det er ønskeligt at bevare den nære tilknytning til de yngre børns helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Udskolingseleverne vil i princippet have tre basale valgmuligheder ud fra deres forudsætninger, kompetencer og ønsker; nemlig at fortsætte på deres nær-skole, helt at skifte til en anden distriktsskole eller en kombination heraf. De ældre elever opdrages gradvist via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.

Eksempler på lokale profilskoler kunne være:
· dansk og fremmedsprog,
· naturfag,
· de praktiske og håndværksmæssige fag
· miljø og sundhed,
· medier, kommunikation og samfund
· musisk kreative fag

Modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folke-skolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid.
Nu vil folkets skole få muligheden for at leve op til sit navn.
Det bemærkes, at fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu, fordi det selvsagt vil være meget omkostningskrævende, hvis alle nærskolerne skulle have samme og ens muligheder.
I denne forbindelse vil jeg gerne pege på Howard Gardners teori om de mange intelligenser som et redskab i fremtidens folkeskole og ganske kort omtale nogle elementer, som jeg tror vil være nyttige at arbejde med i skolen.
Der kan sikkert opdages mange andre former for intelligens. Alle mennesker indeholder alle intelligenser. De fleste mennesker kan udvikle hver intelligens til et fyldestgørende kompetenceniveau. Intelligenserne arbejder sædvanligvis sammen på komplekse måder, og der er mange måder at være intelligent på inden for hver kategori.
De yngste er helhedsorienterede, og derfor vil ikke-fagdelt undervisning passe godt for indskolingsgruppen.
Hvert barn har sin egen læringsstil, som udgøres af biologiske, udviklingsmæssige og miljømæssige forhold.
Howard Gardner har beskrevet otte intelligenser, og der kan udarbejdes en intelligensprofil for hver elev i forsamlingen.En intelligensprofil for et barn eller voksen er en prioritering af de otte intelligenser ud fra den pågældendes styrkeområder.
Disse kan bruges i den løbende evaluering og i såvel elev- som forældresamtaler.
Denne form for pædagogisk grundlag forudsætter, at forældrene inddrages tidligt for at kunne forstå, hvad der sker. Deres kendskab til skole og indlæring bygger nemlig på helt andet grundlag. (Man kan f.eks. lade dem forsøge at udarbejde deres egen intelligensprofil)
Lærerne og pædagogerne skal udarbejde deres egen intelligensprofil, som indgår i dannelsen af teamene på et ligeværdigt grundlag med respekt for og tillid til hinanden.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og -taler lokalområdernes borgere, hvorefter de benytter de lokale folkeskoler, nærskolen, der er fremskridtets skole. I fremskridtets skole vil det være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det vigtige i kunsten at holde pauser – i det mindste at sænke hastigheden. Derved bliver der tid til det nødvendige refleksionsrum, så eleverne selv får mulighed for på baggrund af en professionel og voksen vejledning at træffe beslutninger om de valg, som skal tages i perioder.
Det er nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990'erne2)

Disse kulturelle, sociale og undervisningsmæssige værdier blev udformet i 10 bud:

1. Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med an-dre.
2. Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
3. Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
4. Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
5. Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, og dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
6. Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
7. Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og an-det og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
8. Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
9. Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorien-teret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
10. Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

Ovenstående bud(skaber) taler i vidt omfang for sig selv, og i øvrigt mener jeg, at alle 10 bud skal skal opslås ved indgangen til enhver nærskole, og de skal læses på baggrund af, at ”Demokrati er en samtale med ret til modsigelse”. Dialogen – både den mundtlige og skriftlige – er altafgørende i det samfund, vi har nu og ikke mindst i det, der venter lige om hjørnet, hvis demokratiet skal opretholdes.

Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik. Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstaveligt talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til samt at kunne gennemskue de vir-kemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere. Den dialog, der er, når levende mennesker mødes med andre levende kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Manipulation er en enorm og fatal risiko i den virtuelle verden, og det er nødvendigt at kunne beskytte sig mod sådanne kræfter – og det vil ikke være muligt at gøre det med forbud eller lignende; det skal nødvendigvis være den enkelte borger, der skal kunne sikre sig, fordi hun/han har en viden om denne risiko og færdigheder til at imødegå den.
Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen skal forlænges med 1 år, så den omfatter børnehaveklasse (hvor legemulighederne og videreudviklingen af børnenes sociale færdigheder er i fokus) og 1. til og med 10. skoleår. Kravene til kommunikationsdelen skal være så store, at der skal arbejdes progessivt med dem i flere år, afpasset elevernes modenhed, at tiden til alle de andre og næsten ligeså vigtige fag nødvendigvis vil lide under dette. Derfor skal der gives yderligere tid til grunduddannelsen.

Kommunernes IT-satsning skal styrkes. Det er barokt, at der ikke er tilstrækkelige resurser til at vedligeholde og ajourføre det dyre isenkram. Undervisningsministeriet og kommunerne skal have ros for, at de har villige villige til at sikre resurser til anskaffelse af udstyr, men kritik af at de er utilstrækkelige til at sikre vedligeholdelsen af såvel maskiner som programmel. Såvel hard- som software belaster skolernes økonomi hårdt, når de nødvendige opdateringer skal indkøbes. Opmærksomheden skal også være rettet mod, at kommunerne ikke skærer ned på undervisningsmiddelkontoen. Bøgerne skal sandelig bevares. Vi må ikke lade IT overtage hele formidlingen, fordi der så er en klar risiko for, at det bliver for overfladisk, og fordybelsen og refleksionen forsvinder.

Skolerne skal endvidere åbne nye ”fronter”:

• Etablere sig som lokalt kulturcenter, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fri-tidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en fore-ning/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt3).
  Det vil endvidere være en nærliggende mulighed i denne sammenhæng at arrange-re ”forældre-skole”, studiekredse, hvor forældrene vil kunne få indsigt i såvel dan-nelses- og uddannelsesmæssige kriterier, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fæl-les forudsætninger. Herved forebygges givetvis mange konflikter af både social og uddannelsesmæssig art.
• Etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddan-nelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan eksempelvis omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med et praktisk forløb samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.
  Det skal udnyttes, hvis der er innovative virksomheder i distriktet.
• Etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det i højeste grad bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rød-der og vinger. I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til sam-handel, økonomi og fred, er det lige så betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles, så blandt andet de sociale og åndelige resurser udveksles. Børn og unge skal genopleve H.C. Andersens ord om ”at rejse er at leve”, og derfor lægges der vægt på, at alle institutioner og skoler opbygger internationale relationer, hvor bl.a. udveksling af elever med privat indkvartering finder sted. Derved forøges sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse væsentligt til gavn for fx integrationen. Internationale organisationers virke og opbygning skal samtidigt være et naturligt element i skolernes undervisning i historie og samfundsfag.

Udviklingen de sidste 10 år er imidlertid gået i en anden retning. Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vort sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund. I min optik begyndte det med privatiseringen af hospitalerne, hvorefter det langsomt, men sikkert er gledet over i uddannelsessystemet og nu også er på vej ind på fx folkebibliotekerne.
Men jeg tror på, det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Det er ikke vel anset at være autoritær, men legalt at have en holdning. Vi bliver alle hele tiden bombarderet med budskaber af såvel kommerciel som holdningsmæssig art, hvilket øger usikkerheden. I denne forbindelse kunne det vel være godt, hvis vi havde fælles værdier i vor dannelse – ligesom i landbrugssamfundets tid.
Men sådan er det som bekendt ikke. Det er legitimt som professionel at tage stilling og handle derefter. Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.
Markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!
Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element.

Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

Derfor må vi som voksne ikke blot vejlede, men rådgive om, hvordan de yngre undgår de værste faldgruber. De skal derfor ikke have ansvar for egen læring, men nok medansvar. De voksne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. Eleverne skal lære ved at handle og udføre under kyndig rådgivning, der mere og mere erstattes af vejledning.
Det komplekse samfund med alle de nye muligheder medfører, at folkeskolen – igen modsat de fleste private skoler – modtager stadig flere børn, som fordrer særlig omsorg. En omsorg, som den fælles skole ikke altid umiddelbart er gearet til at håndtere. I dagens Danmark bliver flere børn end tidligere anbragt væk fra hjemmet – de fleste heldigvis ad frivillighedens vej.
I storbyerne skinner den kendsgerning igennem, at vi ikke er gode nok til at bryde den sociale arv. Børn fra voldsramte, misbrugsramte hjem eller fra hjem, hvor der bare ikke er ressourcer nok til at danne børnene godt nok til det komplekse samfund, ses som problemer, der i værste fald går rundt uden skoletilbud. Det kan forekomme, blandt andet fordi de kommer fra hjem, der flytter rundt af forskellige årsager, og fordi det kommunale system og bureaukrati har en vis træghed, og der er en stor belastning netop i de boligområder, hvor disse familier holder til eller søger mod.
Derfor er det en stor og vigtig opgave, de kommunale systemer, interkommunalt og tværkommunalt, netop nu prioriterer, nemlig at få taget hånd om disse børn og unge.
En udvikling som beskrevet betyder, at også læreruddannelsen skal indtænkes, så de stu-derende straks fra begyndelsen vil kunne arbejde i et sådant nærmiljø med forståelse og indsigt for demokratiets fastholdelse og udvikling, herunder de 10 bud.

Læreruddannelsen skal være et år længere, dels sådan at det faglige niveau hæves, dels så at de studerende ikke kommer ud for det såkaldte praksischok ved at der bruges mindst et halvt år ”på græs”. Det betyder, at den enkelte lærerstuderende efter det tredje år til-knyttes en skole (ansættelse med løn), så de varetager undervisningen i fx barselsskema-er, længerevarende vikariater eller lignende. Idéen om undervisningsassistenter skal også indgå – enten som et alternativ eller som et supplement.

Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: Pædagogik og neurologi. Her vil det være muligt at implementere den viden, som medicinere og biokemikere har om hjernens funktioner herunder den forskel, der er mellem pigers og drenges fysiologiske udvikling.
Naturligvis skal undervisning i og om de 9 intelligenser, læringsstile og den nyeste viden om didaktik og metodik indgå i større omfang, end det gør i dag.
Ovenstående skitse vil efter min bedste opfattelse på samme tid bevare enhedsskolen og styrke fagligheden, ligesom diffentiering af undervisningen vil være mulig på et etisk plan uden at sortere eleverne.
Folkeskolen vil blive placeret i et unikt felt, hvor ordet verdensklasse ikke har den samme hule klang som i den sædvanlige regeringsretorik.

Noter:
1Udgivet afUndervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, omkring årtusindskiftet.
2 Det musiske udvalg blev nedsat af daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen fra Det radikale Ven-stre (den sidste undervisningsminister Danmark har haft med visionsagt og -magt).
3I København er der tidligere gjort erfaringer med 'skolen som lokalt kuturcenter': Tidl. Matthæusgades og Havremarkens Skoler samt Kirsebærhavens Skole.