torsdag den 22. juli 2010

Hvordan skal vi kunne opretholde det danske velfærdssamfund?

Vi har egentlig vidst det i mange år, nemlig at vi skubbede problemet foran os. Problemet er finansieringen af vor velfærd. Professor Nina Smith beskriver problemstillingen klart i kronikken i Politiken den 21. juli 2010. Velfærden med alle dens goder og sociale forsørgelser blev opbygget, mens den ydende andel af befolkningen var meget større end den nydende, og lidt senere ændrede vi et skønsprincip til et retsprincip. Ydelserne gik fra at blive tildelt efter behov til, at vi alle havde ret til af få del i dem.
Situationen i dagens Danmark er nu den den modsatte. Der er rigtig mange, der har ret til de ydelser, som relativt få skal betale til.
Spørgsmålet er derfor: Hvordan skal fællesskabet klare det?
Nina Smith foreslår, at vi overvejer genindførelsen af skønsprincippet, således at de, der selv kan klare sig modtager mindre fra den fælles kasse end de, der har svært ved at få pengene til at slå til. Men efter hvilke kriterier skal sorteringen så foregå? Det er det næste store spørgsmål. Professoren beskriver et par eksempler, som viser dilemmaet. Jeg tror, det vil kræve en meget grundig analyse og stor kreativitet at løse det problem.

I mellemtiden kan vi så drøfte, hvorvidt det vil være en god ide at lade de bredeste og stærkeste skuldre bære de største byrder. Derved rejses en skatteproblematik.
Jeg bryder mig ikke om den liberalistiske model, hvor 'enhver er sin egen lykkes smed' og Fanden tager de sidste.
I erkendelsen af at vi har udviklet et forbrugersamfund, hvor ting og bekvemmeligheder udgør fundamentet for de flestes livsstil, vil jeg foreslå skat på forbrug, jord og fast ejendom samtidig med afskaffelse af skat på arbejde. Der skal altså indføres en differentieret moms som kompensation for, at en sådan skatteform vil vende den tunge ende nedad. Det må kunne lade sig gøre rimeligt ubureaukratisk med vort teknologiske niveau. Man kunne tillige kraftigt overveje en forureningsafgift, der vil noget samt en radikal omlægning af forsvarsudgifterne, så forsvarsbudgettet nærmest blev halveret.
Den Fogh'ske samfundsmodel har endvidere medført, at der er blevet udviklet en 'parallelfinansiering' i form af forskellige forsikringsformer. Det har medført, at kløften i samfundet blot er blevet bredere mellem de rige og priviligerede og de mindre rige og underpriviligerede. Det har kraftigst kunne ses på sundhedsområdet, hvor de priviligerede nemmere har kunnet blive behandlet på private hospitaler og klinikker. Her vil jeg gerne understrege, at jeg intet har imod, at de, der har råd, skal medfinansiere deres aktuelle brug af fællesskabets ydelser ud fra progressiv skala. De skal have penge op af lommen, hvis de har tilstrækkeligt mange.

Jeg synes, det ville være forfriskende med en debat om disse forslag. Jeg er ganske klar over, at forslagene umiddelbart vil blive stemplet som naive og urealistiske. Men lad os få debatten, og nogle tal på bordet. Derved kan vi måske få velfærd med velstand.

1 kommentar:

  1. Er enig med dig i det meste. Synes nemlig, at Smith's kronik savnede hele boligsektoren, der siden midten af 60'erne har været en af de "stigmatiserende" faktorer i velfærdsdebatten.
    Hilsen - Nis Bech

    SvarSlet