Lederrekruttering i folkeskolen

Flere grunde taler for, at der udvikles bedre retningslinier for lederrekruttering i folkeskolen.
Fra centralt hold er der som bekendt annonceret og igangsat et 360 graders eftersyn af folkeskolen og fyringer i den kommunale sektor (og hvordan det så hænger sammen – set i lyset af allerede vedtagne foranstaltninger med negative konsekvenser for den kommunale økonomi, bl.a. mange lærerfyringer – er vist en anden historie), og dette betyder, at det bliver særdeles betydningsfuldt, hvordan og af hvem skolerne ledes.
Der er idéer om, at den vigtigste egenskab for at skoleleder er, at man har ledergenet – hvad det så er – og at mennesker, som kan dokumentere lederresultater fra en hvilken som helst branche, også er egnede til at være leder i folkeskolen.
Det er jeg bestemt ikke sikker på, er rigtigt.
Et godt gammelt ord siger, at man skal træde forsigtigt i skolen, for dér færdes børn. Derfor er det væsentligt, at man så at sige har skolen under huden.

Som det er nu indgår flere i processen, når der skal ansættes skoleledere. De forældrevalgte fra skolebestyrelsen, de ansatte på skolen, andre ledelsesrepræsentanter, repræsentanter fra den kommunale forvaltning og undertiden også indirekte kommunalpolitikere.
Jeg foreslår, at nedenstående indgår i overvejelserne:
Interessenterne skal gensidigt kunne leve op til følgende:

• Først og sidst skal der være tillid i systemet
• Skal være læreruddannet, men andre relevante uddannelser med ledelsestema er velkomne
  
• Det væsentlige er de pædagogiske og humanistiske værdier
  New Public Management skal nedtones, og en pædagogisk styring (”pedagogical governance” -for nu at blive i tonen) indføres
  
• De enkelte skoleledere skal være talentspejdere og bringe navne op til ”lukket” debat i distriktets ledelseskreds, hvorefter de egnede tilbydes ”før-lederkurser”, og de kan ”gå i et hyttefad”, hvor de ofres opmærksomhed (fx bruges ifm konstitueringer) og opmuntres til deltagelse i kurser om projektstyring, pædagogisk debat og udviklingsarbejder.
  
• Klare retningslinier på området: Hvad ønsker man? - Hvordan støtter man det??
• Der skal være solid opbakning fra næste lederniveau og opefter
  

Derudover skal der arbejdes på at få gennemført:

• Retningslinier om ikke at udnævne ved egen skole
• Retningslinier om ikke at udnævne ledere med nære peronlige relationer (fx ægtepar)
• Retningslinier for, at ansøgere skal have præsteret et eller flere pædagogiske udviklingsarbejder
  
• Retningslinier mhp. at undgå ”sygehus-syndromet” i folkeskolen [privatisering, store enheder,
  markedsgørelse og kontraktstyring]
• Interne forvaltningsretningslinier om en vis beskyttelse af ledere over for politikere/udvalg - [ved godt, det ikke er demokratisk – men det er nødvendigt med en barriere, så en skoleleder ikke skal føle sig nødsaget til at operere i det politiske system, det skal til gengæld forvaltningens chef gøre]
  

Ovenstående mildt provokerende overvejelser vil medføre, at såvel det faglige som sociale niveau i folkeskolen vil stige, fordi ansøgerkredsen vil have den største opmærksomhed rettet mod pædagogikken, og ikke magten samt det administrative. I forlængelse heraf skal det bestemt også overvejes, hvorvidt det er et sundt princip, at skolelederne i de fleste kommuner som en del af deres aflønning er på resultatkontrakter. Jeg mener, det betyder, at der bliver al for stort fokus på de økonomiske aspekter, og dermed lider de pædagogiske, og det må da være dem, der er afgørende i en skole med børn og viden som råstof. Det adminstrative skal underlægges pædagogikken og evt. styres af en administrativ medarbejder uden ledelsesbeføjelser, og de administrative rutiner, der mest hensigtsmæssigt kan klares centralt, fx løn, barsel o. lign., udføres dér.

Yderligere kunne det være hensigtsmæssigt med et gensidigt og forpligtende parløb med det kulturelle område, således at skolelederne skal tage initiativ til et samarbejde med primært de lokale biblioteker og andre lokale kulturelle aktører, sekundært kommunens og statens (museer og teatre)

Endelig kunne det være nyttigt med en debat om:

• Begrænsninger i bestyrelsernes indflydelse (fx i forbindelse med lederansættelser indstillingsret → indstillingsmulighed) – men det forudsætter en ændring i folkeskoleloven. Kun få virksomheder giver uprofessionelle så kraftig indflydelse på professionelles virke. De fleste er kun medlemmer for deres eget barns skyld og glemmer dybest set kun at se på helheden, og derfor bliver bestyrelsen ofte et sagsbehandlerforum. Jeg foreslår en tilbagevenden til skolenævnet og den indflydelse, det havde. Det skal ses i lyset af at undgå palaver- og skindemokrati.
  Private virksomheder har selvfølgelig ikke børn som råstof, men kun penge. Der er naturligvis en nærliggende risiko for, at folkeskolerne i markedsgørelsens og liberalismen hellige navn fremover også kun ser på pengene og ikke på forvaltningen af råstoffet. Det er ikke fordi, jeg ser nogle særlige forbedringer i skolebestyrelsernes arbejde, efter de har fået øget indflydelse også på økonomien under den borgerlige regering. Det skyldes måske så, at der aldrig har været så megen centralisme før, end der er nu.

Men det er en helt anden fortælling.