PRIVATISERINGER

Inspireret af Brian Mikkelsens fortrydelser med hensyn til privatiseringer og Peter Mogensens blog om samme emne i Politiken vil jeg gerne udtrykke følgende:

Privatiseringer er i almindelighed ikke godt. Når staten, kommunerne eller regionerne driver virksomhed er det jo i princippet 'non-profit'-foretagender. Ved enhver privatisering kommer der uvægerligt et element af fortjeneste, bestyrelse og aktionærudbytte ind i billedet. Det bliver det ikke billigere af.
Jeg synes ikke, der er eksempler på billigere og/eller bedre funktioner hos virksomheder, der er blevet privatiseret helt eller delvist. Tele-Danmark, postvæsenet, DSB, DSB-First, SAS ? - Nu skal kommunerne også udskille deres vandforsyning til selvstændige selskaber - i første omgang 100% kommunalt ejede, men mon ikke det skal bane vejen for privatiseringer?? - Og mon det bliver bedre eller billigere??? - Gæt selv!
For sygehusvæsenets vedkommende skulle konkurrencen fra private sygehuse/klinikker gøre de offentlige sygehuse bedre og billigere - Er det sket????
Man afskaffede tjenestemandssystemet og ansatte medarbejdere/ledere på funktionærlignende vilkår eller på kontrakter. Jeg mener ikke, at samfundet har fået bedre og mere loyale medarbejdere ud af det. Nu er det naturligvis ikke muligt at rulle alt tilbage - og sikkert heller ikke ønskeligt, trods alt - men der er i det mindste behov for en bred og åbenhjertig debat om såvel privatiseringer som ansættelsesforhold i den offentlige sektor.
Som det fremgår er jeg ret så skeptisk over for privatiseringer - det lugter af djøficering og alt for megen liberalisering, og det er med til at trække Danmark skævt.

Lederrekruttering i folkeskolen

Flere grunde taler for, at der udvikles bedre retningslinier for lederrekruttering i folkeskolen.
Fra centralt hold er der som bekendt annonceret og igangsat et 360 graders eftersyn af folkeskolen og fyringer i den kommunale sektor (og hvordan det så hænger sammen – set i lyset af allerede vedtagne foranstaltninger med negative konsekvenser for den kommunale økonomi, bl.a. mange lærerfyringer – er vist en anden historie), og dette betyder, at det bliver særdeles betydningsfuldt, hvordan og af hvem skolerne ledes.
Der er idéer om, at den vigtigste egenskab for at skoleleder er, at man har ledergenet – hvad det så er – og at mennesker, som kan dokumentere lederresultater fra en hvilken som helst branche, også er egnede til at være leder i folkeskolen.
Det er jeg bestemt ikke sikker på, er rigtigt.
Et godt gammelt ord siger, at man skal træde forsigtigt i skolen, for dér færdes børn. Derfor er det væsentligt, at man så at sige har skolen under huden.

Som det er nu indgår flere i processen, når der skal ansættes skoleledere. De forældrevalgte fra skolebestyrelsen, de ansatte på skolen, andre ledelsesrepræsentanter, repræsentanter fra den kommunale forvaltning og undertiden også indirekte kommunalpolitikere.
Jeg foreslår, at nedenstående indgår i overvejelserne:
Interessenterne skal gensidigt kunne leve op til følgende:

• Først og sidst skal der være tillid i systemet
• Skal være læreruddannet, men andre relevante uddannelser med ledelsestema er velkomne
  
• Det væsentlige er de pædagogiske og humanistiske værdier
  New Public Management skal nedtones, og en pædagogisk styring (”pedagogical governance” -for nu at blive i tonen) indføres
  
• De enkelte skoleledere skal være talentspejdere og bringe navne op til ”lukket” debat i distriktets ledelseskreds, hvorefter de egnede tilbydes ”før-lederkurser”, og de kan ”gå i et hyttefad”, hvor de ofres opmærksomhed (fx bruges ifm konstitueringer) og opmuntres til deltagelse i kurser om projektstyring, pædagogisk debat og udviklingsarbejder.
  
• Klare retningslinier på området: Hvad ønsker man? - Hvordan støtter man det??
• Der skal være solid opbakning fra næste lederniveau og opefter
  

Derudover skal der arbejdes på at få gennemført:

• Retningslinier om ikke at udnævne ved egen skole
• Retningslinier om ikke at udnævne ledere med nære peronlige relationer (fx ægtepar)
• Retningslinier for, at ansøgere skal have præsteret et eller flere pædagogiske udviklingsarbejder
  
• Retningslinier mhp. at undgå ”sygehus-syndromet” i folkeskolen [privatisering, store enheder,
  markedsgørelse og kontraktstyring]
• Interne forvaltningsretningslinier om en vis beskyttelse af ledere over for politikere/udvalg - [ved godt, det ikke er demokratisk – men det er nødvendigt med en barriere, så en skoleleder ikke skal føle sig nødsaget til at operere i det politiske system, det skal til gengæld forvaltningens chef gøre]
  

Ovenstående mildt provokerende overvejelser vil medføre, at såvel det faglige som sociale niveau i folkeskolen vil stige, fordi ansøgerkredsen vil have den største opmærksomhed rettet mod pædagogikken, og ikke magten samt det administrative. I forlængelse heraf skal det bestemt også overvejes, hvorvidt det er et sundt princip, at skolelederne i de fleste kommuner som en del af deres aflønning er på resultatkontrakter. Jeg mener, det betyder, at der bliver al for stort fokus på de økonomiske aspekter, og dermed lider de pædagogiske, og det må da være dem, der er afgørende i en skole med børn og viden som råstof. Det adminstrative skal underlægges pædagogikken og evt. styres af en administrativ medarbejder uden ledelsesbeføjelser, og de administrative rutiner, der mest hensigtsmæssigt kan klares centralt, fx løn, barsel o. lign., udføres dér.

Yderligere kunne det være hensigtsmæssigt med et gensidigt og forpligtende parløb med det kulturelle område, således at skolelederne skal tage initiativ til et samarbejde med primært de lokale biblioteker og andre lokale kulturelle aktører, sekundært kommunens og statens (museer og teatre)

Endelig kunne det være nyttigt med en debat om:

• Begrænsninger i bestyrelsernes indflydelse (fx i forbindelse med lederansættelser indstillingsret → indstillingsmulighed) – men det forudsætter en ændring i folkeskoleloven. Kun få virksomheder giver uprofessionelle så kraftig indflydelse på professionelles virke. De fleste er kun medlemmer for deres eget barns skyld og glemmer dybest set kun at se på helheden, og derfor bliver bestyrelsen ofte et sagsbehandlerforum. Jeg foreslår en tilbagevenden til skolenævnet og den indflydelse, det havde. Det skal ses i lyset af at undgå palaver- og skindemokrati.
  Private virksomheder har selvfølgelig ikke børn som råstof, men kun penge. Der er naturligvis en nærliggende risiko for, at folkeskolerne i markedsgørelsens og liberalismen hellige navn fremover også kun ser på pengene og ikke på forvaltningen af råstoffet. Det er ikke fordi, jeg ser nogle særlige forbedringer i skolebestyrelsernes arbejde, efter de har fået øget indflydelse også på økonomien under den borgerlige regering. Det skyldes måske så, at der aldrig har været så megen centralisme før, end der er nu.

Men det er en helt anden fortælling.

Det politiske klima virker metaltræt for tiden. Regeringsflertallet udstråler dels dette, men paradoksalt nok også magtarrogance, der vil noget. Men virker oppositionen så til gengæld frisk? - Næh, det synes jeg egentlig ikke.

Det forekommer mig, at det hele er utroværdigt, og at både partier og de enkelte politikere ønsker at overgå hinanden i løfter til både højre og venstre.
Jeg tror, at en af forklaringerne er, at vi efterhånden har fået professionelle politikere, som simpelthen er så afhængige af, at de bliver genvalgt, at de ikke kæmper for deres holdninger, meninger og værdier, men hele tiden tænker på at skulle tækkes dem, de tror er deres vælgere.

Næsten ingen landspolitikere har et job i en erhvervsvirksomhed, som de har orlov fra, men når det går højt har de et proformajob i en staslig eller kommunal virksomhed eller en partiorganisation. Jeg tror ikke, der er mange hverken ufaglærte eller faglærte, der har sæde i vort parlament, men derimod nok mange akademikere eller djøf'ere.

Det er ikke længere et kald at være politiker, men noget man oplæres til. Derfor er det meget afgørende for dem, at de genvælges, og derfor bliver det utroværdigt og fremmende for politikerlede – det er en trussel mod demokratiet.

I forbindelse med OVK-forslaget om 'Lømmelpakken' ultimo 2009 gav jeg udtryk for, at ytringsfriheden var truet, fordi politiet fik for vide beføjelser i forbindelse med fx demonstrationer.
[blogindlæg den 22. december 2009]

At ytringsfriheden bestemt er truet, kunne man igen konstatere, da Københavns politidirektør forbød en demonstration på Amalienborg Slotsplads i forbindelse med Dronning Margrethes 70-års fødselsdag.

Den republikanske bevægelse i kongeriget ønskede at henlede offentlighedens opmærksomhed på, at ikke alle i den grad gik ind for den nuværende statsform i Danmark.

Hvis vi gerne vil have et åbent samfund, hvor det at kunne ytre sig frit under ansvar er en vigtig rettighed, så er det da betænkeligt at forbyde en sådan demonstartion i et hjørne af slotspladsen.

Andre muligheder end tvang i folkeskolen

Nedenstående skal læses som en reaktion på københavnske politikeres, skolelederes og græsrodsfolks offentliggørelse af "Københavner-Manifest" påsken 2010 om tvangsflytning af københavnske skoleelever.

De københavnske folkeskoler har i længere tid været præget af, at der næsten har været tale om klasseforskelle, socialt set. Nogle skoler har en meget stor overvægt af børn med vanskeligheder, fx etsprogede danske elever med indlærings- og adfærdsvanskeligheder og/eller tosprogede elever, hvis problem er, at de kan have samme vanskeligheder som de etsprogede danske elever eller, at de netop er tosprogede.

Problemet har været kendt i 25 år, men er først blevet erkendt de sidste 20. Der har altså været god tid til at tænke sig om med henblik på at etablere holdbare og etiske løsninger. Det gælder især for de ghettoer, vi med skam skal erkende, vi har har fået etableret, fordi for få – og i hvert fald ikke kommunen – så vanskelighederne komme. Der var travlhed med byfornyelser, som stort set gik ud på at rive det meste af de gamle huse ned og erstatte dem med nyt betonslum, hvor vi i den bedste mening samlede de svageste dele af befolkningen. I dag melder vanskelighederne sig i form af utilpassede familier, hvor nye generationer vokser op med stor risiko for at komme ind på en kriminel løbebane.
Andre steder i København er der meget få tosprogede elever. Eleverne på de lokale folkeskoler dér kommer fra resursestærke hjem, hvor der er en stærk interesse for folkeskolen, og hvor skole/hjem-samarbejdet i langt højere grad har succes end i de kvarterer i byen, hvor der er mange tosprogede og resursesvage danske familier.
Skolerne scorer også meget forskelligt i de to grupperinger (gæt selv, hvem mon scorer bedst?), og da der er ønske om resultataflønninger, bl.a. ud fra prøveresultaterne, får skoler med resursesvage elever en stadig dårligere økonomi, og en negativ spiral er begyndt.

Børn overtager naturligvis forældrenes holdninger og opfattelser, og der er temmelig langt mellem de kommuneskoler, der har skoleklasser med begge typer elever. I sådanne skoleklasser ville myterne og fordommene ellers have svært ved at trives. Når de nu ikke findes i virkeligheden, så har bl.a. københavnske politikere, nogle skoleledere og borgerbevægelsen ”Brug folkeskolen” - i 'Københavnermanifestet 2010' – fundet ud af, at så skaber vi bare nogle sådanne. Idéen er at tvangsflytte eleverne rundt i den københavnske geografi, så pengene kommer til at passe. Derved tror man fejlagtigt, at såvel indlærings-, økonomi- og integrationsproblematikkerne løses – det kan nok ikke være så indviklet, vel???? Handling må og skal der til!!
Så vidt jeg erindrer, prøvede man også i nittenhundredeogtresserne at løse et lignende problem i Little Rock i USA ved hjælp af busmetoden. Vanskelighederne består blandt andet i, at ”busses” elever den ene vej, så skal der også ”busses” elever den anden vej, hvis kapaciteten skal passe.
Overklassen vil imidlertid ikke være med til denne øvelse. De vil selv bestemme hvilke busser, der skal bruges til deres børn – og de vælger så som regel en privatskoleløsning.
Politikerne mener derfor, at privatskolerne skal inddrages i busmetoden – de skal også indskrive elever fra underklassen. Privatskolerne vil naturligvis ikke være med til denne tvangsdeportering (de har nemlig holdninger og værdier, som skal vælges til af frivillighedens vej!). Dertil kommer, at der må skulle bruges skatteyderkroner til skolepengene for underklassens børn, for de resurser er ikke til rådighed i underklassen.

Vi har desværre fået udviklet et samfund, hvor der meget nemt etableres konfrontationer mellem forskellige grupperinger. Der er nemlig – som jeg ser det – en helt grundlæggende fejl i København. Der bevilges ikke de nødvendige og tilstrækkelige resurser til at drive skole. Skoleområdet har i flere år været underfinansieret, og derfor opstår de store underskud, dels på forvaltningens budget, dels på de enkelte skoler, hvor lønsumsmodellen kun giver den frihed, der er ved at undlade at besætte ledige og nødvendige stillinger.

DEN POLITISKE BAGGRUND

Liberalismen, kapitalismen og markedskræfterne har haft regeringsmagten i næsten ti år. De har ikke haft den alene, men sammen med Dansk Folkeparti. De er kommet til magten, ikke så meget fordi de selv var stærke, men på grund af centrum-venstres svaghed.

Traditionelt vil de liberale være kosmopolitter og interesserede i den multikulturelle stat, men det har de ikke fået lov til af regeringens støtteparti. Venstre har lagt sig tæt op ad
socialdemokraterne dels for at vise, at de ikke er så liberale, at det gør noget, dels for at bevare regeringsmagten.
Socialdemokraterne er derfor kommet til at stå svagt og har ydermere overladt pladsen som de svages talerør til Dansk Folkeparti, der fuldstændig sætter socialdemokraterne uden for såvel den værdi- som socialpolitiske dagsorden.

Det gælder også i racespørgsmålet, hvor det nationale i stedet for bliver forbundet med race og folk, fordi der mangler en politisk enhed. Det er ikke tale om en politisk eller aristokratisk racisme, men en folkeracisme. Dansk Folkeparti ser sig selv som den undertrykte lille mands repræsentant og giver denne lille mand stemme og mulighed for at udfolde sig politisk.
Magtens indehavere forlanger at blive opfattet som socialliberale og bevarere af samfundets goder. For at hævde dette ses bl.a. indvandring og integration som nogle vigtige årsager til de problemer, folkeskolen arbejder med, men som det endnu ikke er lykkedes at løse tilfredsstillende. Magten griber derfor fat i nogle redskaber, der er totalitære magthavere værdig, nemlig centralisme, øget kontrol og tvangsflytninger af børn. Magtens indehavere kan finde på at indrette deres territorium efter, hvad de tror er fællesskabets behov: Nogle mennesker skal bures inde, andre må overhovedet ikke komme ind, og en gang imellem skal der flyttes rundt på nogle helt tredje.

Det er imidlertid dybest set klart for alle, som har kendskab til og forståelse for børns virkelighed, at børn skal gå i skole, hvor de bor. Den korte formel for at forbedre folkeskolens grundlag med henblik på at løse problemerne er at lede resurserne derhen, hvor problemerne er størst.
Man kunne på den korte bane arbejde med passende lave klassekvotienter og/eller to-lærerordninger, tidssvarende og teknologiske undervisningsmidler, æstetiske og indbydende bygninger, hvor hærværk og grafitti ikke kunne få lov til at sætte deres præg.

PÅ LÆNGERE SIGT SKAL SKOLERNE ÅBNE NYE FRONTER

Det er nødvendigt for forældre og ansatte at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og tiltaler lokalområdernes borgere, så de aktivt vælger de lokale folkeskoler – nærskolen og fremskridtets skole. Ikke alene skal der nytænkes med hensyn til pædagogik og organisation, men i fremskridtets skole vil det tillige være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det ganske basale i det at holde pauser – eller i det mindste at sænke hastigheden. Derved bliver der tid til den nødvendige refleksion, så eleverne selv får mulighed for med professionel og voksen vejledning at træffe de valg, som de med mellemrum skal tage. Det mangler i nogen udstrækning i dag.
Hvilke initiativer kunne tages for at vinde kampen om klassekampen i folkets skole?

• De skal etablere sig som lokale kulturcentre
  
• Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik.
• Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger.
  

Men privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod de offentlige serviceydelser inden for fx sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen. Individet er sat i fokus på bekostning af fællesskabet. Men jeg tror på, at det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vores råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde. Jeg bemærker desuden, at kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke. Dette vil bestemt også være nyttigt i forhold til globaliseringen.

NY BREDDE I FOLKESKOLEN

Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt.

Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. De ældre elever opdrages via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.
Eksempler på lokale profilskoler kunne være:

• dansk og fremmedsprog

• naturfag

• de praktiske og håndværksmæssige fag

• miljø og sundhed,

• medier, kommunikation og samfund

• musisk kreative fag

KONKLUSION

Der er ingen snuptagsløsninger - det lange seje træk er en nødvendighed, og boligpolitikken har en afgørende rolle at spille, men det vil tage tid at kompensere for den dumhed, der blev begået i halvfjerdserne og firserne.
Forældregenerationen har svigtet i opdragelsesprocessen og glemt, at dannelse ikke er et tillæg til uddannelse, men grundlaget. Det er en af årsagerne til, vi ser mange børn med såvel adfærds- som indlæringsproblemer.
Nu er jeg så tilbage ved udgangspunktet og må konkludere, at en anden fordeling af resurserne, medinddragelse og medbestemmelse er nødvendige elementer for at vende skuden, inden den helt går på grund og forliser.