Ukraine (2) – og en lille smule IS.

Den 17. marts 2014 skrev jeg på denne blog om den begyndende Ukraine-konflikt, og jeg vil her henvise til indlægget. (Find det evt. via datoen.)

I dette indlæg synes jeg, at jeg med god ret desværre kan konstatere, at det er gået, som jeg kunne frygte.

Den russiske præsident Putin har en adfærd, der i høj grad bringer mindelser om den tyske rigskansler i 1930'erne, som også havde et behov for at vise sig som stærk leder.
De sidste dages begivenheder i det østlige Ukraine viser, at Putin ikke rigtig viser respekt for først og fremmest for den ukrainske præsident, men heller ikke for de vestlige ledere.

EU's udenrigsministre er samlet i dag for at drøfte, hvad de skal stille op, og NATO-mødet i næste uge har også konflikten på dagsordenen. Det sidste, de må beslutte, er et militært svar – bortset fra øget militær tilstedeværelse i de nuværende EU-lande, hvor især de tidligere vasalstater forståeligt nok er blevet noget nervøse, først og fremmest de baltiske lande.

Men de vil være alt for farligt at gribe til egentlig militær støtte til Ukraine.

Konflikten skal løses med andre midler som sanktioner og dialog i den rækkefølge. Og det er nu nødvendigt at sætte virkelig kraftigt ind.

 

Vi vil simpelthen ikke købe og betale for russisk olie og gas – ganske enkelt. Vi lukker for aftapningshanen og åbner ikke igen, før der er kommet en løsning, der tilgodeser Ukraines suverænitet på en varig måde.

Det kommer til at påvirke vor dagligdag for os alle i EU. Vi må acceptere billøse dage eller andre kraftige begrænsninger – der er ingen vej udenom. Væksten og tempoet i almindelighed vil blive nedsat mærkbart. Men det er vel trods alt bedre end at begive sig ind på en vej, hvor militær konfrontation mellem NATO og Rusland er slutningen.

Som i slutningen af 1930'erne lader det ikke til, at Putin vil forstå andet sprog end den hårde tale. Lad os bruge erfaringen fra dengang, fordi modstanderen er af samme skuffe, men uden den fatale og ødelæggende krig til følge.

Lad os bruge andre midler i dag, nemlig økonomi, spredning af viden, internettet, styrkelse af internationale organisationer, handel og energiresurser.

------

Og når nu proppen er af flasken, kan vi ligeså bruge samme metode mod IS-kalifatet, som efter min mening består af en samling religiøse banditter, som finansierer deres uhyrligheder med olie- og gaspenge. Der må jo være nogen, som køber disse varer af dem, og det må stoppes.

Modsat Rusland tror jeg, at disse fanatiske bøller, som på værste måde kombinerer religion, uoplysthed og våben, ikke er modtagelige for dialog. De skal rammes af oplysning, velfærd og tilbundsgående hårde økonomiske sanktioner.

 

Det er mig ganske uforståeligt, at mennesket ikke er kommet videre i sin dannelse, at vi fortsat vil løse konflikter med slåskampe. Lad os dog komme videre ad vejen, der fører til fredelig sameksistens.

 

Naivt? Nej, det er da det rigtige!

Er det mon på tide at indføre bump på livets motorvej?

Den sidste uge har der i medierne været skrevet en del om vor fortravlede hverdag – i hvert fald for børnefamilierne. Jeg er jo pensionist og kan tage mig den tid til gøremålene, som jeg har lyst til, og derfor har jeg også tid til at se lidt på trafikken på livets motorvej.

Og jeg kan godt forstå, mennesker i den alder, hvor der ydes, altså lig med at betale til os, som nyder og til at betale til samfundets øvrige udgifter, kan blive overkørte, trætte og have svært ved at bevare overblikket med et stigende pres i arbejds- og privatliv, hvor tid er en mangelvare.

Der køres godt nok stærkt, og i dagens Politiken beskriver den tyske sociolog Hartmut Rosa, hvordan fx teknologiudviklingen har gjort os til slaver af de muligheder, den skaber.

På livets motorvej er der en konstant acceleration, og derfor er meget forståeligt, at der er mange, som taber pusten. I Danmark er der måske op til en halv million samfundsborgere, der bliver stressede.

Nu er det naturligvis ikke blot i Danmark, den udvikling finder sted. Det gælder jo hele kloden.

Hvis vi forestiller os det globale hamsterhjul, der fiser rundt med stadig større fart og det personlige hamsterhjul, ja så skal det personlige hamsterhjul helst være i takt med det globale – ellers kommer den enkelte jo uhjælpeligt bagud. De stadige krav om øget produktivitet, som medfører centralisme, og det vender jeg tilbage til, og tilpasning til øget deregulering på arbejdsmarkedet er en kendsgerning, men som vi tror, går over, når vi lige har nået de og de arbejdsopgaver. Det sker imidlertid ikke, og det er det, der er galt. Gårsdagens sejre er værdiløse i dag, siger Hartmut Rosa.

De evige konkurrence om de bedste jobs, den bedste partner, de bedste børn og den bedste bolig gør os jo ikke lykkeligere, vel? Hvis den enkelte i denne konkurrence tror, at der er en frihed til lige at stoppe op og træde ud af hamsterhjulet i et 'pitt-stop', tror man fejl – man kommer bagud, og det er virkelig svært at komme ind i hamsterhjulet igen. Det er vel derfor, at yderne er på arbejdsmailen døgnet rundt, året rundt, og frygten for arbejdsløshed, er det værste, der kan ske. Derfor bliver de i hamsterhjulet.

Hartmut Rosa stiller spørgsmålet om at levet dobbelt så hurtigt ift. tidligere tider giver flere livsforløb med tilhørende erfaringer? Svaret er nej, løsningen er at sætte tempoet ned. Og det kræver et oprør, måske ligefrem en revolution.

Hvorfor skal vi konstant øge væksten? Hvis alle på kloden har mulighed for at bruge lige så mange resurser som vi i den vestlige verden, skulle der bruges mere end fire kloder!

Det er vel på tide at indføre fartbegrænsende bump på livets motorvej, så vi kunne decentralisere igen. Det er klart, at produktiviteten vil falde – og hvad så? Her vender jeg tilbage til spørgsmålet om centralisme og decentralisme.

Ved temponedsættelse øges muligheden for mere decentralisering, og derved ville kreativiteten øges, ligesom løsningerne formentlig vil blive grønnere og mindre resursekrævende.

Der ville blive tid til et langt større nærvær, samhørigheden ville øges, og fællesskabet genopstå. Mere tid til opdragelsen af den kommende generation vil blive et velkomment biprodukt, som netop kunne udnytte decentraliseringens muligheder.

Måske ville djøf'erne og os andre kunne nå frem til at forstå hinanden, væksten i profitten ville mindskes, og i samme tempo ville uligheden mindskes.

Så ja – motorvejen til utopia er med fartbegrænsende bump. Til gengæld får vi sjælen med som blind passager, og det er vel ikke så galt endda, vel?