Efter en sommer, der har budt på lidt af hvert med hensyn til omtale af emner af samfundsmæssig art, fx hvorvidt euro-krisen berører Danmark og i givet fald hvor meget, vækst eller ej og nu her klassikeren, optaget på de videregående uddannelser, vil jeg gerne tage tråden op fra mit sidste blogindlæg fra den 3. juli, nemlig emnet vækst.
Vækst er måske en gammel traver – i hvert fald kan jeg huske, at der i 1970'erne udkom en bog ”Grænser for Vækst”, som opstillede scenarier for fremtiden i forhold til de kendte resurser af energi, mineraler, landbrugsarealer sat i relation til verdens befolkningsudvikling.
Bogen medførte en stor debat, hvor yderpunkterne naturligvis strakte sig fra skrækscenarium til, at det hele var noget overdrevent (sludder).
Siden er det gået slag i slag, hvor der både er fremkommet kendsgerninger, der – i hvert fald – til en vis grad kunne bekræfte forudsigelserne og det modsatte. Samtidig har den teknologiske udvikling jo kørt med ekspresfart, tilsat en god del turbo, så forudsætningerne naturligvis har ændret sig – af og til afgørende.
Mange af de forudsagte problemer kan nu løses ansvarligt og ordentligt.
Det er dog sikkert, at en fortsat stigende vækstrate vil medføre problemer, hvis udviklingen fortsætter uden at indtænke mindre forbrug af såvel materielle som energimæssige resurser.
Væksten skal med andre ord være bæredygtig med hensyn til både energiudnyttelse/effektivitet og materialeforbrug med stigende indfasning af genbrug og nanoteknologi.
Det er sådan, jeg vil forstå begrebet 'grøn bæredygtighed' fremover.
Når økonomerne taler om, at der skal gang i vækst og forbrug, er der grund til at reflektere over, hvilke typer vækst og forbrug, der er hensigtsmæssig – dels lokalt og nationalt, dels globalt.
Vækst og forbrug som vi hidtil har haft det, er ikke en farbar vej.
Det må nødvendigvis være grønt bæredygtigt, og forudsætningerne herfor er generelle holdningsændringer på baggrund af øget refleksion, stærkt øget forskningsindsats samt initiativer til investeringer i byggeri og infrastruktur med disse relationer.
Her i landet må op- og udfordringen til Folketing og regering være at give grøn bæredygtighed topprioritet i det kommende efterår, herunder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det bedste i denne sammenhæng vil være, at et bredt flertal i Folketinget står bag - jo grønnere og bredere, jo bedre. Det bliver formentlig grønnere, jo længere til venstre i salen, regeringen samarbejder og formentlig bredere, jo længere til højre i salen, regeringen vender sig.
Det er med andre ord et dilemma, vi står med, og det kræver dygtige forhandlere, som virkelig har 'ild i blikket' med hensyn til at få ligningen til at gå op. Det forudsætter yderligere, at såvel opposition som regering udviser, hvad jeg vil kalde 'visionskompetence' og tager afstand fra, hvad de tror at vide, hvad vælgerne vil have. Dette sidste er i sig selv et dilemma mellem demokrati og en forretningstankegang, men broen over grøften må være effektiv formidling.
En sådan balancegang har vi endnu til gode at se af vore nuværende politikere.
Som jeg ønsker det for Danmark, sådan ønsker jeg det også for EU, og det bliver opgaven jo bestemt ikke mindre af, men endnu mere nødvendig.
Der er i øjeblikket en form for omvendt proportionalitet mellem det, som er nødvendigt og de politikere, vi har til at tage de store beslutninger.
Måske ligger der en delløsning i at forhindre, at politik bliver et erhverv, men et kald. Man kunne fx sætte valgbarhedsperioden ned til et antal år, så kontinuiteten stadig sikres.
Der er som regel ikke så meget nyt under solen, tilværelsen er præget af dilemmaer, løsningerne skal være være præget af kreativitet, og kriser er ofte med til at fremme de gode løsninger, især hvis de tager udgangspunkt i fællesskabet.
Jeg håber og ønsker, at der blandt de nuværende og kommende politikere vil dukke nogle visionsrige og 'statsmands-agtige' typer frem.
Det er nødvendigt – og det haster.
mandag den 30. juli 2012
tirsdag den 3. juli 2012
En analyse
Et år minus 100 dage og et afsluttet EU-formandskab for den socialdemokratiske ledede regering gør vel, at det er berettiget at foretage en analyse af, hvordan periodens begivenheder er blevet håndteret, og hvad der kunne ønskes fremover.
Jeg har tidligere udtrykt mig kritisk til regeringen efter ellers at have været optimistisk og med mange forventninger til en mere centrum-venstre linie end den borgerlige linie, som den forrige regering naturlig nok anlagde. Kritikken kommer naturligvis efter konstateringerne af, at den nuværende regering klart har overtaget den borgerlige linie med stor ihærdighed. Jeg er på de afgørende økonomiske områder af den overbevisning, at den borgerlige, liberalistiske og individualistiske linie er forkert og skadelig for fællesskabet. Linien medfører, at regring og embedsapparat står på mål for den holdning, at
Grådigheden er et bærende element. Denne model er styrende for regeringen som jeg ser det. Derfor er jeg kritisk.
Men retfærdigvis anerkender jeg, at der på mange områder er blevet gennemført gode og positive ideer, og jeg respekterer, at regeringen arbejder og siger, at de gerne vil samarbejde bredt med partierne, og bl.a. er fattigdomsydelsen afskaffet, der er indgået et bredt forlig om energi, og på skoleområdet er rangordningen (næsten) afskaffet. Imidlertid har regeringen ikke formået at få budskaberne ud over rampen, derfor er det også sigende, at jeg ikke umiddelbart nævner flere (hvilket naturligvis kan skyldes min dårlige hukommelse).
Jeg vil tillige anerkende, at EU-formandskabet er gået godt. Regeringen har levet op til sit mål om, at det ville blive et 'rugbrøds'-formandskab – der er leveret hårdt arbejde (flid og slid). Til gengæld kunne det have været skønt, hvis formandskabet havde benyttet anledningen til at sætte vækstproblematikken på dagsorden, men det skete som bekendt ikke.
Der blev lagt en linie tæt op ad kansleren.
Det forekommer mærkeligt, at en centrum-venstre regering forfølger en sparepolitik med store nedskæringer på de offentlige budgetter, næsten som Chigaco-skolen efter Milton Friedmans teorier og praktisk gennemført i Chile i perioden fra midten af 1960'erne og op gennem 1970'erne, hvor general Pinochet beskar de offentlige budgetter efter Friedmans anvisninger, så Chiles økonomi skrumpede markant.
Det medførte store lidelser for befolkningen – altså den del, der ikke var velhavende.
Det kan ikke andet end undre, at partier, som førte valgkamp på ideer og planer om vækst, nu fører en modsat økonomisk politik, og dertil næsten konsekvent vender sig bort fra sit parlamentariske grundlag.
Regeringen har – for mig at se – ukritisk overtaget regnemodellen, den såkaldte ADAM-model, som finansministeriet har brugt siden slutningen af sidste århundrede, og som kort fortalt anvender begivenheder, der allerede er sket (spareprogrammer og indskrænkninger i de offentlige budgetter) som endegyldig model for, at det også sker fremover, og at økonomien derfor vil udvikle sig ud fra de forudsætninger. Den økonomiske politik lægges så efter det.
Problemet er, at det næsten aldrig går sådan – det er højst usikkert, men hvad der er sikkert, er, at uligheden og arbejdsløsheden øges. Den økonomiske modelflyvning er mildest talt ustadig, og jeg kan ikke lade være med at drage sammenligninger til pengepolitikken, hvor kontanterne jo næsten er afskaffet, og vi betaler med kreditpenge, som er tal på papir og kontooversigter, men ikke eksisterer i virkeligheden. Når økonomer taler om 'arbejdsudbud' - altså flere rigtige mennesker på arbejdsmarkedet, alternativt at de arbejdende skal arbejde endnu mere - så er der måske ogå bare tale om 'tal på papir' uden hold i virkeligheden, fordi modellen siger, at det vil gå sådan. Det kunne være interessant at få dette, sikkert meget uprofessionelle udsagn, belyst.
I bestræbelserne efter at leve op til modellens forudsigelser foreslog regeringen også at ændre ved nogle helt grundlæggende velfærdsydelser som børnecheck og folkepension.
Det er en glidebane.
Der er nogle helt basale punkter i den danske velfærdsmodel. Det er
Det vil være katastrofalt at ændre disse områder mere eller mindre til et markedsbaseret system.
Det kunne se ud til, at de folkevalgte i alt for høj grad lader sig styre af den holdning, der siger, at den offentlige økonomi skal styres som en forretning, og at de derfor agerer som en slags bestyrelse a la en stor privat virksomhed. Det, tror jeg, er forkert, og det kan vel ikke være meningen at betragte det mandat, som vælgerne har givet politikerne, som et almindeligt arbejde uden skelen til de værdier og holdninger, man er blevet valgt på?
Et sidste område, hvor jeg mener, at regeringen ikke har gjort tilstrækkeligt, er ungdomsarbejdsløsheden, som hænger uløseligt sammen med ungdomsuddannelserne og senere de videregående uddannelser. Jeg efterlyser mere håndfaste initiativer, især mht. praktikpladser. Det er vanvittig kortsigtet at svigte og tabe ungdomsårgange på gulvet.
Alt dette får mig til at forudsige et folketingsvalg i efteråret, og resultatet bliver sindsygt spændende. Imidlertid – og på trods – ønsker jeg fortsat en centrum-venstre regering. Den skal blot agere mere troværdigt end den nuværende og undlade at føre borgerlig blå politik, men bare være lidt lyserød.
Jeg har tidligere udtrykt mig kritisk til regeringen efter ellers at have været optimistisk og med mange forventninger til en mere centrum-venstre linie end den borgerlige linie, som den forrige regering naturlig nok anlagde. Kritikken kommer naturligvis efter konstateringerne af, at den nuværende regering klart har overtaget den borgerlige linie med stor ihærdighed. Jeg er på de afgørende økonomiske områder af den overbevisning, at den borgerlige, liberalistiske og individualistiske linie er forkert og skadelig for fællesskabet. Linien medfører, at regring og embedsapparat står på mål for den holdning, at
- økonomi er en eksakt videnskab,
- alt kan måles og vejes, og
- det er pengene over alt andet, der er i centrum.
- For det første sættes individet over fælleskabet, hvilket betyder, at ideen om 'at enhver er sin egen lykkes smed' bliver det bærende. Al lovgivning og regler skal tilgodese denne holdning, og derfor må Fanden tage de sidste. Det skaber en stadig større ulighed i samfundet.
- For det andet bliver den økonomiske modelflyvning indrettet, så de digitale modeller understøtter tesen om, at der er en endegyldig sandhed på ethvert problem.
- For det tredje bygger den borgerlige linie på, at 'pengene har det bedst i borgernes lommer', hvilket medfører, at den offentlige økonomi skal være så lille som overhovedet muligt.
- For det fjerde medfører det, at det er pengene, der styrer og ikke menneskene.
Grådigheden er et bærende element. Denne model er styrende for regeringen som jeg ser det. Derfor er jeg kritisk.
Men retfærdigvis anerkender jeg, at der på mange områder er blevet gennemført gode og positive ideer, og jeg respekterer, at regeringen arbejder og siger, at de gerne vil samarbejde bredt med partierne, og bl.a. er fattigdomsydelsen afskaffet, der er indgået et bredt forlig om energi, og på skoleområdet er rangordningen (næsten) afskaffet. Imidlertid har regeringen ikke formået at få budskaberne ud over rampen, derfor er det også sigende, at jeg ikke umiddelbart nævner flere (hvilket naturligvis kan skyldes min dårlige hukommelse).
Jeg vil tillige anerkende, at EU-formandskabet er gået godt. Regeringen har levet op til sit mål om, at det ville blive et 'rugbrøds'-formandskab – der er leveret hårdt arbejde (flid og slid). Til gengæld kunne det have været skønt, hvis formandskabet havde benyttet anledningen til at sætte vækstproblematikken på dagsorden, men det skete som bekendt ikke.
Der blev lagt en linie tæt op ad kansleren.
Det forekommer mærkeligt, at en centrum-venstre regering forfølger en sparepolitik med store nedskæringer på de offentlige budgetter, næsten som Chigaco-skolen efter Milton Friedmans teorier og praktisk gennemført i Chile i perioden fra midten af 1960'erne og op gennem 1970'erne, hvor general Pinochet beskar de offentlige budgetter efter Friedmans anvisninger, så Chiles økonomi skrumpede markant.
Det medførte store lidelser for befolkningen – altså den del, der ikke var velhavende.
Det kan ikke andet end undre, at partier, som førte valgkamp på ideer og planer om vækst, nu fører en modsat økonomisk politik, og dertil næsten konsekvent vender sig bort fra sit parlamentariske grundlag.
Regeringen har – for mig at se – ukritisk overtaget regnemodellen, den såkaldte ADAM-model, som finansministeriet har brugt siden slutningen af sidste århundrede, og som kort fortalt anvender begivenheder, der allerede er sket (spareprogrammer og indskrænkninger i de offentlige budgetter) som endegyldig model for, at det også sker fremover, og at økonomien derfor vil udvikle sig ud fra de forudsætninger. Den økonomiske politik lægges så efter det.
Problemet er, at det næsten aldrig går sådan – det er højst usikkert, men hvad der er sikkert, er, at uligheden og arbejdsløsheden øges. Den økonomiske modelflyvning er mildest talt ustadig, og jeg kan ikke lade være med at drage sammenligninger til pengepolitikken, hvor kontanterne jo næsten er afskaffet, og vi betaler med kreditpenge, som er tal på papir og kontooversigter, men ikke eksisterer i virkeligheden. Når økonomer taler om 'arbejdsudbud' - altså flere rigtige mennesker på arbejdsmarkedet, alternativt at de arbejdende skal arbejde endnu mere - så er der måske ogå bare tale om 'tal på papir' uden hold i virkeligheden, fordi modellen siger, at det vil gå sådan. Det kunne være interessant at få dette, sikkert meget uprofessionelle udsagn, belyst.
I bestræbelserne efter at leve op til modellens forudsigelser foreslog regeringen også at ændre ved nogle helt grundlæggende velfærdsydelser som børnecheck og folkepension.
Det er en glidebane.
Der er nogle helt basale punkter i den danske velfærdsmodel. Det er
- folkepension til alle,
- børnecheck til alle,
- ordentlig ældreomssorg for alle,
- sundhedssystem for alle og
- uddannelsessystem for alle
Det vil være katastrofalt at ændre disse områder mere eller mindre til et markedsbaseret system.
Det kunne se ud til, at de folkevalgte i alt for høj grad lader sig styre af den holdning, der siger, at den offentlige økonomi skal styres som en forretning, og at de derfor agerer som en slags bestyrelse a la en stor privat virksomhed. Det, tror jeg, er forkert, og det kan vel ikke være meningen at betragte det mandat, som vælgerne har givet politikerne, som et almindeligt arbejde uden skelen til de værdier og holdninger, man er blevet valgt på?
Et sidste område, hvor jeg mener, at regeringen ikke har gjort tilstrækkeligt, er ungdomsarbejdsløsheden, som hænger uløseligt sammen med ungdomsuddannelserne og senere de videregående uddannelser. Jeg efterlyser mere håndfaste initiativer, især mht. praktikpladser. Det er vanvittig kortsigtet at svigte og tabe ungdomsårgange på gulvet.
- Jeg kunne ønske en økonomisk politik, der mere ligner den, hvor regeringer fører ekspansiv politik i krisetider for at skabe job og vækst.
- Jeg kunne ønske en mere bæredygtig grøn politik, selv om det måske er det område, regeringen har gjort det bedst i, men altså mere grøn energi og større udfasninghurtigere af fossil energi.
- Jeg kunne ønske mod til at tænke anderledes og mere kreativt i almindelighed samtidig med, at en sårbar social balance fastholdes.
- Jeg kunne ønske en meget højere grad af troværdighed, så man kan genkende politikken efter et valg med det, der bliver sagt før valget.
Alt dette får mig til at forudsige et folketingsvalg i efteråret, og resultatet bliver sindsygt spændende. Imidlertid – og på trods – ønsker jeg fortsat en centrum-venstre regering. Den skal blot agere mere troværdigt end den nuværende og undlade at føre borgerlig blå politik, men bare være lidt lyserød.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
